Wimbledon, WTA-optakt: Forleden kunne BetXpert tilbyde en optakt til herre-siden af årets Wimbledon-turnering. Nu fuldender vi billedet med et kig på spindesiden.

Hvem vinder turneringen, der går i gang mandag? Gentager Sharapova sidste års overraskende triumf – eller overhales hun af én af de utallige andre russiske stortalenter? Eller bliver det en anden tennis-stormagt, nemlig Belgien, der sætter sig på tronen – i form af Henin-Hardenne eller Clijsters? Endelig skal man ikke fraskrive USA chancen, selv om hverken Davenport eller Williams-søstrene synes at være i topform.

Herunder følger en gennemgang af først favoritterne, derefter outsiderne til årets titel.

ATP-optakten findes hér: http://www.betxpert.com/artikel/velkommen-til-federers-baghave

Wimbledons hjemmeside - med program, livescore, etc: www.wimbledon.org

De 4 store


Sharapova
Russiske Maria Sharapova er forsvarende mester, og hun har det uden tvivl bedst på de hurtige underlag. Hendes maskinprægede form for tennis ligger rigtig godt til Wimbledons hurtige baner, hvor hun vil være i stand til at dominere langt størstedelen af sine kampe fra baglinien med sine hårde præcise grundslag.
Form: Hendes form er bestemt i orden, har netop vundet græsturnering i Birmingham.
Tip: Mellem de sidste 16.

Davenport
Amerikanske Lindsay Davenport, nr. 1 på verdensranglisten, kan endnu! Hendes gode serv samt sublime forhånd ligger rigtig godt til Wimbledons hurtige baner. Hendes semifinale sidste år vidner om at hendes største chancer for endnu en grand slam titel skal findes i London. Hendes løbearbejde samt kondition er ikke længere godt nok til de 3 øvrige grand slams, men i Wimbledon kan du vinde mange kampe ved en god serv samt hårde grundslag, og så kan kondition og løbearbejde være lige meget…
Form: Davenport har ikke spillet en eneste græskamp i år, hvilket gør hende til et lille spørgsmålstegn, men med hendes rutine og næse for græs er jeg ikke i tvivl om at hun hører til de allerstørste favoritter i dette års Wimbledon-turnering.
Tip: Mellem de sidste 16 (NB. Davenport står til at skulle møde Clijsters i en evt. 4. runde).

Henin-Hardenne
Belgiske Justine Henin-Hardenne er vel nok den bedste kvindelige tennis spiller i verden netop nu. Hun har en baghånd mange mandlige tennisspillere med rette kan være misundelige på, men hendes forhånd er næsten lige så frygtindgydende, og her på det seneste har den måske været noget af det bedste på hele wta-touren. Henin præsterer normalt bedst på de langsommere underlag, men hun har bestemt spillet til også at kunne begå sig på græs, hvilket en finaleplads i 2001 vidner om.
Form: Henin-Hardenne har ligesom Davenport ikke spillet en eneste kamp på græs i år, hun har sikkert gerne ville fordøje sin triumf fra Roland Garros i ro og fred. Normalt plejer Henin at spille den hollandske opvarmningsturnering, Hertogenbosch, en turnering hun har vundet 1 gang før, nemlig i 2001, hvor hun som sagt også nåede finalen i Wimbledon.
Tip: Jeg er dog ikke i tvivl om at hun såfremt hun er fit for fight er stor favorit til at komme blandt de sidste 4.

Clijsters
Belgiske Kim Clijsters er efter længere tids skade vendt stærkt tilbage til den internationale tennisscene med stor appetit og næsten ligeså stor succes. Hendes spil ligger godt til græs, hvor hun med en god serv, gode grundslag samt fine flugtninger har rigtig god mulighed for at dominere kampene mod de fleste spillere. Clijsters hidtil bedste resultat i Wimbledon er en semifinale fra 2003.
Form: Clijsters har netop vundet græsturneringen i Eastbourne, hvilket indikerer at hun er klar til at gøre sit indtog på Wimbledons grønne arena.
Tip: Blandt de sidste 8 (NB. Clijsters står til at skulle møde Davenport i en evt. 4. runde)

Outsiderne


Serena Williams
Serena er bestemt ikke en spiller jeg normalt ville placere under outsidere, men hendes præstationer samt skadesforløb over det sidste års tid gør, at min tro på hende som bejler til titlen er meget lille. I 90% form vil hun være favorit mod de fleste, men jeg tror slet ikke hun er meget mere end 70-80%, hvilket ikke er nok til at gøre sig gældende mod de bedste. Rammer hun topformen, så kan alt ske, og hun skal selvfølgelig være med som outsider.

Venus Williams
Ligeså med Venus som med Serena. Venus har slet ikke samme niveau som det der gjorde hende til verdensetter for ca. 3-4 år siden, og jeg tvivler meget på hende i dette års turnering, men pga. tidligere meritter skal hun med som outsider - dog kun som meget lille outsider.

Kuznetsova
Kuznetsova mangler generelt lige det sidste til at slå de allerbedste spillere, men skulle hun ramme topformen, samtidig med at der sker uventede resultater for de helt store, har hun bestemt mulighed for at kopiere sin sejr fra sidste års US Open.

Mauresmo
Mauresmo har længe været betegnet som verdens bedste kvindelige tennisspiller, uden dog aldrig rigtig at have bevist det, og nu er min tålmodighed sluppet op! Hun har talentet; det hersker der ingen tvivl om. Men hendes psykiske tilstand er mig en gåde, og jeg kan derfor ikke andet end placere hende som outsider til titlen. Finder hun sin topform, samtidig med at hovedet ikke ødelægger alt for meget for hende, har hun bestemt en chance.

Petrova
En spiller som har udviklet sig meget siden sidste år, hendes spil er blevet noget mere sikkert fra grundlinien, samtidig med at hendes bundniveau har fået et gevaldigt løft. Dette gør hende til outsider, da hun har evnerne til at spille lige op med de allerbedste. Hun har god power i sine grundslag samt en meget fin serv, der vil ligge godt til det hurtige græsunderlag.

Hold også øje med!


22-årige italienske Roberta Vinci , nr. 111 på verdensranglisten, fik jeg først rigtig kendskab til under denne uges turnering i Eastbourne hvor hun som kvalifikationsspiller kom helt til semifinalen. Undervejs slog hun gode top 10-spillere som Zvonereva og Myskina. En flot flot præstation. Hendes spil er det klassiske græsspil, hvilket er meget atypisk for en kvindelig topspiller i dagens tennisverden. Hun spiller med en god serv, som hun gerne angriber på for at afgøre bolden oppe ved nettet med en flugtning eller 2, virkelig seværdig græstennis. Desværre tror jeg ikke hun vil have mulighed for virkelig at gøre sig gældende, dertil er hendes fejlprocent alt for høj, men skulle I være heldige at TV2 vælger at vise hendes kamp(e), så gør jer selv den tjeneste at se dem, det vil I ikke fortryde!