Digter Henrik Nordbrandt hader november, og den gamle redacteur er normalt enig. Men kun til dels denne gang hvor ekspertpanelet i årets 11. måned sagde vemodigt farvel til Mike Larsen, men scorede en tilbagebetaling på 110%.
Efter et par måneders fravær (med forumbeskeder som fattig erstatning) er det på tide at den månedlige status fra tipredaktøren får et comeback her i artikelsektionen. Det bliver dog stadig kort, for den gamle redacteur døjer stadig med at vænne sig til tempoet (og barnegråden) i nutidens verden.
Nå, men til sagen: Godt nyt og dårligt nyt. Det gode først? Ok.
Gode nyhed: Flot tilbagebetaling og flot flugtning
Ifølge digteren Henrik Nordbrandt er november så tung og trist at den varer fem måneder, og året dermed har 16 måneder. Det kan der være noget om, men ekspertpanelet havde en glimrende november måned hvor 167 tip gav en tilbagebetaling på 110% der flugtede perfekt med betvalue-snittet.
Så egentlig måtte november godt vare fem måneder denne gang...
Topscorer var håndboldekspert Roman Empire med overskud på 7,98 enheder for sine 35 tip, men der var også sorte tal hos fx tennis, kampsport og eSport. Fodboldeksperterne gjorde det også nydeligt med et samlet overskud på 5,82 enheder for 67 spilforslag.
(Hvilket i øvrigt inspirerer redacteuren til et akut anfald af optimisme: Lur ham om der ikke i december hyres en ekspert til spansk fodbold. Hold øje!).
Derimod fik Kong Vinter – Nicolai Kristensen et lille underskud, men han plejer at hente det ind i mørke måneder. Winter is coming – og tak for det.
Samlet for 2018 siger ekspertpanelets tilbagebetaling 107% (med et betvalue-snit på 108%) for 2.101 spilforslag. Dvs at vi med al sandsynlighed slår tiptallet fra 2017 hvor 2.123 eksperttip blev smækket på BetXpert-bordet. Det burde vi dog også, for 2.123 var det laveste i fire år.
Den dårlige nyhed: Farvel til Mike
Den dårlige nyhed? At BetXperts navnkundige troldmand udi dansk ishockey, Mike Larsen, har sagt stop. Han kan ikke længere finde tiden til betting. Tak for de mange stærke tip gennem årene – og held og lykke fremover.