For første gang i Spillemyndighedens historie tabte de danske spillere flere penge på kasino end betting på internettet i 2020. Det viser en ny rapport fra Spillemyndigheden, der også afslører, at coronaen satte sine tydelige spor på det danske spilmarked.
Spillemyndigheden udkom onsdag med en rapport over, hvordan fjerde kvartal forløb på det danske spilmarked. Denne afslører en massiv vækst på 16,6 procent i bruttospilleindtægt (BSI) på online væddemål i fjerde kvartal sammenlignet med samme periode sidste år. Fjerde kvartals BSI sluttede på 724 millioner kroner, imens den var på 2,289 milliarder kroner for hele 2020.
Bragende godt år for onlinekasinoer
Onlinekasinoer indbragte et djævelsk beløb i fjerde kvartal med en BSI på 666 millioner kroner, hvilket var hele 16,31 procent mere end samme kvartal i 2019. Det bragte det samlede BSI-resultat for onlinekasinoer op på 2,449 milliarder kroner, hvilket er rekordhøjt. Højdepunktet for de danske onlinekasinoer kom ikke overraskende i andet kvartal, hvor det meste af Danmark var lukket ned. I alt steg BSI med 4,98 procent fra 2019 til 2020.
Det er første gang i Spillemyndighedens levetid, at onlinekasinoer slutter året af med højere BSI end online bookmakerne.
Fjerde kvartal redder 2020 for bookmakerne
For andet år i træk faldt BSI for de danske bookmakere. Dette skyldes massiv nedgang i andet og tredje kvartal, hvor coronaen lukkede ned for størstedelen af verdens sport. I både første og fjerde kvartal steg BSI sammenlignet med 2019.
Samlet set steg BSI for de danske bookmakers med 16,51 procent i fjerde kvartal i forhold til samme periode i 2019.
Det er da heller ingen overraskelse, at fjerde kvartal var godt for bookmakerne - i Danmark såvel som på globalt plan. Flere af mastodonterne på markedet har i løbet af de seneste uger præsenteret rekordhøje regnskaber for de sidste tre måneder af 2020. Det gælder blandt andet Betsson* og Kindred.
Coronaen gjorde livet svært for de landbaserede
Hvor onlinespil sluttede året godt af, forblev fjerde kvartal svært for de landbaserede kasinoer og spillemaskiner. Landbaserede kasinoer gav en BSI på 69 millioner kroner i fjerde kvartal og oplevede et fald på 23,1 procent sammenlignet med fjerde kvartal i 2019.
For spilleautomaternes vedkommende endte fjerde kvartal med en BSI på 266 millioner kroner, hvilket var et fald på 20,3 procent sammenlignet med 2019's fjerde kvartal.
Set over hele året faldt BSI på spillemaskiner med 28,96 procent og med 31,52 procent på landbaserede kasinoer. Begge led naturligvis hårdt under coronanedlukningerne, der har begrænset adgangen til det landbaserede udvalg for danskerne.
Samlet tilbagegang i BSI for første gang
Det danske spillemarked har været i vækst siden spillelovgivningen trådte i kraft i 2012, men det fik Covid-19 sat en stopper for. I alt var BSI for betting, onlinekasino, landbaserede kasinoer, spilleautomater på 5,964 milliarder kroner, hvilket var en nedgang på 609 millioner kroner eller 9,3 procent i forhold til 2019.
BetXpert har forsøgt at få en kommentar fra Michael Bay Jørsel, der er centerleder ved Center for Ludomani, men han er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.