Slut med sangria og helstegt pattegris i det spanske – det er nemlig blevet tid til at rette fokus mod La Primera Division, der starter lørdag d. 26. august (med Valencia-Betis, kl. 22; resten af førsterunde-kampene spilles søndag eller mandag), hvorefter weekenderne igen er spækket med masser af fantastisk underholdning når de mange store spillere tørner sammen i arenaen.

Kan Barcelona forsætte dominansen i La Primera eller har Real Madrid med Capello ved roret, Cannavaro til at agere forsvarsdirigent og Emerson & Diarra på den defensive midtbane fået så meget styr på tropperne, at der bliver mulighed for at nappe trofæet? Herværende spanske eksperter tror på at spansk fodbold i denne sæson kommer til at være en dyst mellem de to giganter Barcelona og Real Madrid, mens de øvrige hold må kæmpe om smulerne i ligaen. Man skal dog ikke undervurdere et hold som Sevilla.

Som forberedelse og service for BetXperts læsere har vi kigget indgående på hvert af de 20 hold i den bedste spanske række. Se herunder.

Hold også øje med denne side, hvor spanske analyser & tip vil blive lagt ud løbende: http://www.betxpert.com/ekspert/spa1/

Velkommen tilbage til verdens bedste liga – La Primera Division!

BUD på SLUTSTILLINGEN ANNO 06/07

1-3: Barcelona, Real Madrid, Sevilla
4-10: Atl. Madrid, Osasuna, Valencia, Villarreal, Zaragoza, Espanyol, Celta
11-17: Mallorca, Getafe, Betis, Nastic, Levante, Sociedad, Deportivo
18-20: Ath. Bilbao, Recreativo, Racing Santander
(*Vilkårlig rækkefølge indenfor de respektive opdelinger)

Slutstilling 05/06

Barcelona 82 point
Real Madrid 70
Valencia 69
Osasuna 68
Sevilla 68
Celta 64
Villarreal 57
Deportivo 55
Getafe 54
Atlético Madrid 52
Zaragoza 46
Athletic Bilbao 45
Mallorca 43
Betis 42
Espanyol 41
Racing Santander 40
Real Sociedad 40
Alavés 39
Cadiz 36
Málaga 24

Uddybende statistik: http://www.soccerway.com/national/spain/first/2005-2006/

ATH. BILBAO

Ind: Sarriurgarte (manager), Sarriegui, Gabilondo, Martinez.

Ud: Clemente (manager), Karanka, Lacruz, Gurendez, Bordas, Guerrero.

Klubben har de seneste sæsoner lidt under den manglende talentmasse i baskisk fodbold. Bilbao har en tradition med kun at have baskiske spillere, og det har vist sig at være en væsentlig hæmsko på det seneste. Der er ikke sket væsentlige udskiftninger i spillertruppen, og Julen Guerreros karrierestop var ventet på forhånd. På trænerbænken har klubben dog foretaget et skift. Javier Clemente røg på porten i starten af sommerferien efter han var kommet med kritik af klubbens indkøbspolitik. Den tidligere Espanyol-træner Lotina lignede længe et godt bud på en ny træner, men i skrivende stund er det stadig andetholdstræneren Sarriurgarte der står med ansvaret.

Der kan næppe være tvivl om, at Bilbao får endnu en svær sæson i La Primera, og med det øjeblikkelige kaos i klubben, der er opstået på baggrund af trænerfyringen, kan sidste sæsons 12.-plads godt blive svær at leve op til.

ATL. MADRID

Ind: Aguirre – manager, Pernía, Agüero, Zé Castro, Costinha, Seitaridis, Miguel, Mista,
Jurado.

Ud: Pepe Murcia (manager), Manu del Moral, Pablo Sicilia, Colsa, Zahinos.

Atl. Madrid endte sidste sæson på en skuffende 10.plads midt i ligaen, hvilket var et godt stykke fra målet som var minimum en plads i top6 således man var kvalificeret til UEFA-cuppen. Der var ellers lagt op til en stor sæson, hvor holdet havde fået tilført trænerkapaciteten Carlos Bianchi, men han formåede ikke at tilføre holdet meget og han blev afløst af Pepe Murcia, som blev fundet i egne rækker. Pepe gjorde det fornuftigt og fik vendt modgangen med sin tiltrædelse, men har nu overladt styringen til den nyankomne Aguirre, der sidste sæson stod bag sensationsholdet Osasuna.

I spillertruppen er der også kommet en række nye ansigter, mens man ligeledes har taget afsked med en del. Blandt indkøbene er bl.a. den stærke forsvarsspiller Pernia som også er ganske habil offensivt og han vil give holdet et tiltrængt løft på kanten med hans ryk frem på banen – hvilket senest fremgik af sommerens VM, hvor han var med på det spanske landshold. I angrebet får man endnu en streng at spille på efter at Mista er kommet til klubben fra Valencia. Han skal kæmpe om pladsen i angrebet sammen med Torres og Kezman – han kan dog også bruges på midtbanen.

Zahinos har brugt sommerpausen til at forlade klubben til fordel for Valladolid, men synes ikke at være et stort tab for Atl. Madrid, mens det er overraskende at se klubben placere Ibagaza på transferlisten, hvor også Velasco er placeret. Holdet synes igen denne sæson som et ganske slagkraftigt mandskab, men om de nyankomne Pernia og Mista sammen med den nye træner Aguirre kan give holdet det boost der skal til for at
komme ud af den evige spiral, der holder mandskabet i midten af tabellen, det er uvist. Men holdet har bestemt gode muligheder for at blande sig i top 6 striden.

BARCELONA

Ind: Gudjohnsen, Thuram og Zambrotta.

Ud: Henrik Larsson, Gabri og Maxi Lopez.

De forsvarende mestre har nydt godt af krisen i italiensk fodbold, og har i Juventus hentet to klassespillere, der kan være med til at give bredde i de bagerste rækker. Med et mesterskab og en CL-triumf er det lidt nemmere at holde på sine bedste spillere, og Barca har da heller ikke måttet sige farvel til nogle af de væsentlige stjerner. Der har været bud efter både Messi og Ronaldinho, men begge har takket nej til at forlade mesterklubben.

Der er ingen tvivl om, at målet for denne sæson er endnu et mesterskab, og endnu en succes i CL. Og da holdet ser endnu bedre ud end sidste sæson, ser det da også fornuftigt ud. Eneste mulige minus kan være at holdet i sidste sæson formåede det optimale. Altså handler det nu for spillerne om at sætte sig op til at gentage succesen fra sidste sæson, og det kan måske blive en udfordring for Frank Rijkaard at holde motivationen oppe. Der er dog ikke tvivl om, at Barca er at finde i toppen af ligaen når sæsonen går på hæld – og meget tyder endda på at det endnu engang bliver til den helt store gevinst i La Primera.

BETIS

Ind: Irureta (manager), Robert, Oscar Lopez, Fernando Vega, Maldonado, Romero, Damiá.

Ud: Serra Ferrer (manager), Tardelli, Varela, Luis Fernandez, Relano, Cañas, Israel.

Der var før sommerpausen lagt op til en intens europæisk jagt på Betis’ absolutte stjernespiller Joaquin. Både Liverpool og Chelsea havde håbet på at hente den talentfulde kantspiller, men Joaquin gjorde det klart at skulle han skifte, så var det til Real Madrid – ingen anden klub kunne komme på tale før han havde været i Real Madrid. Desværre for Joaquin men godt for Betis, så har Real Madrid endnu ikke henvendt sig, så indtil videre spiller Joaquin også for Betis i næste sæson.

Klubben har da også hårdt brug for deres stjernespiller, hvis den nye manager Irureta skal forbedre det voldsomt skuffende resultat fra sidste sæson, hvor holdet længe lå i bunden af La Primera. Det lykkedes for Betis at klare frisag, men en sommer uden nye væsentlige navne i truppen kan betyde endnu en hård sæson for de efterhånden hårdt prøvede Betis-fans.

CELTA

Ind: Guayre, George Lucas, Nené, Tamas.

Ud: José Enrique, David Silva, De Ridder, Méndez, Giovanella, Juan Sánchez

Celta formåede at blive i La Primera, ja sluttede endda på en flot 6.plads i sidste sæson, hvor de var blandt de tre oprykkere. Klubben blev dermed en af sensationerne i den forgangne sæson. Opskriften på succes for holdet var ganske enkel. En simpel taktik med fokus på at være aggressive og hurtige til at rette kursen mod modstanderens mål kombineret med en stærk duo i front med Baiano og Silva med Canobbio bagved resulterede i den flotte placering.

Denne sæson bliver anderledes, idet holdet nu skal leve op til sidste sæsons præstation og til dette formål er der foretaget en række indkøb. Silva returnerede til Valencia efter låneaftalen udløb og her har man forstærket sig med Guayre fra Villarreal. En god angriber, der bør kunne glide direkte ind og erstatte det mistede. Yderligere har man fået Nené fra Alavés, Lucas fra Gremio og Tamas fra Spartak Moskva på en et-årig låneaftale mens man har valgt at beholde Jorge og Lequi ved at købe dem fra deres respektive klubber efter låneaftalerne udløb.

Celta har formået at holde fast i en stærk trup, der sagtens kan være med i den bedre halvdel af ligaen ved at forsætte samme stil som sidste sæson. Det største problem bliver at man nu skal til at spille i UEFA-cuppen, hvilket kan komme til at koste i ligaen som det er set så tit for de mindre mandskaber. Udover dette faktum kan det være tvivlsomt hvorvidt spillerne har samme gejst som sidste sæson, hvor man nærmest kun kunne imponere som oprykker.

Celta spås en placering i midtersektionen – som en følge af deltagelse i europæisk fodbold, der meget vel kan blive deres akilleshæl, som sidst hvor man endda rykkede ned efter deltagelse i Champions League.

DEPORTIVO

Ind: Alvarez, Juan Rodriguez, Lopo, Riki, Bodipo, Barragan, Alcantara.

Ud: Gallardo, Dani Mallo, Xisco, Romero, Hector, Victor, Munitis, Molina, Acuna, Tristan,
Pablo Amo, Duscher, Taborda.

De seneste sæsoner har Deportivo fået en del kritik for at have for gammelt et hold til at kunne klare sig i La Primera. Og spådommene har holdt stik. Holdet har de seneste par sæsoner kun været midterhold i Spanien, hvilket bestemt ikke huer de fans der i 90’erne blev vant til succes.

Nu har man så foretaget generationsskiftet, men om det får en øjeblikkelig effekt er tvivlsomt. Nu står man tilbage med et hold uden væsentlige profiler, og det lader ikke til at klubben har interesse i at købe forstærkninger af den kaliber der kan være en afgørende faktor for holdet. Det ligner unægtelig endnu en midterplacering i denne sæson, endda måske i den lavere ende af tabellen.

ESPANYOL

Ind: Valverde (manager), Jonathan, Riera, Moha, Lacruz, Rufete, Jonatas, Chica, Sergio
Sánchez.

Ud: Lotina (manager), Juanfran, Lopo, Jofre, Robusté, Domi, Martín Posse, Pochettino.

Espanyol reddede lige akkurat skindet sidste sæson, hvor man i de døende minutter af sæsonen scorede et forløsende mål som resulterede i en 1-0 sejr og en billet til endnu en sæson i La Primera. Manager Lotina fik lov til at svinge pisken hele sæsonen på trods af de svingende præstationer og det gav altså pote. Nu overtager Valverde så overtager styringen af holdet til en sæson i den bedste spanske række.

Udover Lotina er der smuttet en række spillere fra klubben – hvor salget af Lopo synes at blive det største afsavn, uden at han er en uundværlig spiller. Samtidigt har holdet forstærket sig på en række pladser med kendte navne som Moha, Rufete, Lacruz og Riera fra Man. City. Sidstnævnte har skabt spekulationer om hvorvidt der forsat er plads til De La Peña på midtbanen eftersom Riera menes at skulle spille hans position. De La Peña har således været sat i forbindelse med Santander, der meget gerne overtager en spiller af hans kapacitet. Men undertegnede spanske eksperter forventer ikke at Espanyol giver slip på den lille troldmand – det
vil i så fald være en overraskelse og en fejltagelse.

Med indkøbene har man disponeret ganske fornuftigt over midlerne eftersom man nu har en langt mere afbalanceret midtbane med mange kvaliteter, hvor Moha og Rufete vil give midtbanen et tiltrængt løft rent offensivt og samtidigt tilføre mere aggressivitet. I front har man formået at holde fast i Luis Garcia, der var på
ønskesedlen i Valencia og kan således stille stærkt med ham samt Tamudo og Pandiani.

Holdet har allerede spillet sæsonens to første officielle kampe eftersom man vandt Copa del Rey i 05/06 sæsonen, der medfører en dyst mod ligavinderen, der afgøres over to kampe. En kamp der således stod mod storebror Barcelona, hvor man i første møde var på eget græs og indkasserede et 0-1 nederlag på trods af en god indsats. Andet opgør blev en ydmygende affære for Espanyol, der blev udspillet og ’blot’ tabte 3-0 til et overlegent Barcelona mandskab. Det kan skabe lidt uro inden ligaen starter og det handler derfor om at få spillernes tanker fra kampen mod Barcelona og fokusere på ligaen, hvor man skal møde oprykkeren Nastic i første kamp.

Får Espanyol etableret et fornuftigt sammenhold med forståelse for hinanden med de nyankomne så bør holdet sagtens kunne holde sig i den øverste del af midten og måske endda med god mulighed for at blande sig i kampen om UEFA pladserne – men det kræver mere disciplin end det var tilfældet sidste sæson, hvor man flere gange endte som statister.

GETAFE

Ind Contra, Sousa, Manu del Moral, Alexis, Nacho, Casquero, David Cortés, Juan Albín,
Lucas Matías Licht, Abbondanzieri.

Ud Calatayud, Gavilán, Nano, Pernía, Riki, Diego Rivas, Matellán, Cubillo, Craioveanu.

Getafe overraskede mange i sidste sæson med deres start, hvor de gik fra sejr til sejr og i en lang periode lå de helt i toppen af ligaen foran de ’normale’ tophold. Holdet sluttede på en niendeplads eftersom man ikke kunne stå distancen men med en lidt bredere trup havde holdet måske været i top6.

Holdet succes har ikke gået de øvrige mandskabers næser forbi – tværtimod. Det har kostet dyrt for Getafe at opleve den succes eftersom man har mistet en række nøglespillere, der måske var blevet såfremt klubben skulle spille europæisk fodbold.

Pernia, Riki og Rivas har således taget afsked med klubben for at udforske nye græsgange mens den rutinerede Craioveanu sætter støvlerne på hylden. Holdet er derfor blevet hårdt ramt i alle led på banen, hvor Pernia vil blive et stort afsavn, dels i forsvaret, men mest pga hans gode offensive kvaliteter med ryk frem over kanten og mange mål. Yderligere mister man en stor støtte i Rivas, der har udført et solidt arbejde for holdet, og offensivt er Riki med hans evige udfordringer også et stort tab. Det bliver derfor spændende at se hvorvidt de mange nye ansigter formår at finde sammen og skabe grobund for at holdet kan opleve mere succes. Det synes dog meget svært eftersom man ikke umiddelbart har fundet spillere som på forhånd virker til at kunne udfylde hullerne som der er opstået i truppen.

Holdet har fået tilgang af en række spillere, hvoriblandt der er fem spillere som er fra den spanske La Primera, hvor bl.a. Contra vender hjem efter lejeaftalen med Atl. Madrid er udløbet.

Getafes formåen er svær at spå om i den kommende sæson eftersom man har mistet de nævnte spillere og samtidigt ikke synes at have fået købt tilsvarende erstatninger – dog skal det her tilføjes at der er en række nye og ukendte navne, som måske kan være med til at lappe hullerne, men helt dække dem kommer de næppe til. Derfor forventes det at Getafe kommer til at gå en mindre spændende sæson i møde, hvor de meget vel kan få
problemer og skal kæmpe i den nedre del af tabellen.

GIMNÀSTIC (OPRYKKER)

Ind: Ruz, Mingo, Juan, Bizzarri, Campano, Matellan, Generelo, Portillo, Makukula, Gil,
Caceres.

Ud: Ivan Romero, Alex Perez, Lupido, Diego Torres, Codina, Nano, David Medina.

Sidste sæsons nummer 2 i La Secunda kommer for første gang i mange år tilbage til den bedste spanske række. Holdet blev i sidste sæson berygtet for en gang virkelig stram og defensiv fodbold. Ikke lige det man forbinder med sydeuropæisk fodbold, men måske er dette netop opskriften på overlevelse i La Primera.

Nàstic havde det næstbedste forsvar i La Secunda, og kan sagtens drille flere hold den bedste række. Med indkøbet af Real Madrids Portillo har holdet endda også en flyvefærdig angriber, der har bevist sig selv i La Primera. Der er ingen tvivl om, at Nàstic vil være en kandidat til nedrykningskampen, men er marginalerne på holdets side i den første måneds tid, og kan de her få skrabet lidt point sammen, så får de måske troen på at
missionen om overlevelse kan lykkes, og så kan alt lade sig gøre.

LEVANTE (OPRYKKER)

Ind: López Caro (manager), Manolo Gaspar, Nino, Dehú, César, Alvaro, Meyong, Tommasi,
Kapo.

Ud: Javi Rodríguez, Ceballos, Tello, Culebras, Jesule, Nagore, Sandro, Congo, Lombardi.

Levante er efter en sæsons fravær tilbage i den bedste spanske række og har til den lejlighed oprustet med ny manager i form af Lopez Caro samt en række nye spillere.

Sidst Levante huserede i La Primera leverede man tit gode præstationer og spillermaterialet var slet ikke ringe. Holdet blev blot straffet for at være knap så rutineret og samtidigt havde man en smal trup, hvilket gør det svært, men dette er tit realiteterne for de mindre mandskaber.

Manager Lopez Caro kommer til klubben fra Real Madrid – dog med et stop i Racing Santander, hvor han blev ansat i maj og nu er endt i Levante pga. uenigheder med ledelsen i Santander. Holdet har fået tilgang af en række gode spillere, hvoriblandt navne som Alvaro, Dehu, Tommasi og Kapo indgår. Væsentlige forstærkninger til Levante som såfremt Lopez Caro får det organiseret hurtigt kan få en god start og dermed få den selvtillid der kræves for at opnå den optimale indstilling.

Ledelsen i Levante har formået hente fornuftige forstærkninger, der har stor kvalitet og rutine og denne disponering kan meget vel vise sig at være billetten til at blive i La Primera efter 06/07-sæsonen.

MALLORCA

Ind: Carmona, Iván Ramis, Maxi López, Varela, Jordi, Dorado, Héctor.

Ud: Okubo, Borja, Potenza, Tuzzio, Braulio, Maciel, David Cortés, Campano, Yordi, Farinós.

Mallorca fik reddet sig til endnu en sæson i den bedste spanske række selvom det i en lang periode lugtede langt væk af nedrykning og sommerpausen er således blevet brugt til at opruste truppen på fornuftig vis og tage afsked med andre.

En del spillere har forladt klubben på grund af en udløbet lejeaftale, mens man har solgt Cortes, Campano og Yordi samt ladet Farinos stå uden kontrakt. Blandt de spillere som har forladt ferieøen er savnet af Okubo størst, men til at bære eftersom man har dækket sig godt ind med den nyankomne Maxi Lopez fra Barcelona på en
lejeaftale. Yderligere har man sikret sig at Navarro bliver i klubben og således kan forsætte det stærke spil han har leveret i forsvaret. Ledelsen i Mallorca har fået en lærestreg fra sidste sæson og har derfor oprustet defensiven med den stærke Varela samt Dorado, Hector og Ramis (hjemvendt efter endt lejeaftale), mens Jordi går ind på midtbanen, hvor også hjemvendte Carmona kan bruges.

Holdet har sagt farvel til en række spillere og det kan give anledning til et par foruroligede miner eftersom en smal trup aldrig er ønskværdig, men man har samtidigt formået at få købt nye spillere, hvor man er gået efter kvalitet og rutine. Der er truffet fornuftige handler og sammen med den øvrige trup kan Mallorca gå sæsonen i møde med fornyet styrke og tro på at de kan undgå samme kamp i den absolutte bund af ligaen.

Det forventes dog ikke at holdet kan være med i den bedre halvdel af ligaen – en placering under midten må være det ydmyge mål som Mallorca skal sætte næsen efter.

OSASUNA

Ind: Ziganda (manager), Héctor Font, Nekouman, Soldado, Juanlu, Monreal.

Ud: Aguirre (manager), Marcelo Sosa, Ortíz, Moha, Fran Moreno, Txiki, Javi Martínez,
Roberto Santamaría, Clavero.

Osasuna stod for den største overraskelse i den forgangne sæson, hvor man formåede at imponere alle med den lange og vedholdende stime med sejre der resulterede i en flot 4.plads og mulighed for deltagelse i Champions League.

I sommerpausen har man mistet flere spillere, men mest bemærkelsesværdigt er tabet af manager Aguirre der er blevet hentet af Atl. Madrid, samt den stærke kantspiller Moha, der er taget til Espanyol.

I managersædet har man sat Ziganda og har dermed som med spillere fundet træneren i egne rækker, idet han er hentet på B-holdet. Yderligere har man hentet Font i Villarreal til at styrke midtbanen, mens Soldado er hentet fra Real Madrid på en lejeaftale og skal støtte Webo og Milosevic især i angrebet, da han efterhånden har gamle ben, som medfører en del skader.

Osasuna har haft for vane at starte sæsonen godt og derefter gå ned i gear efter en række kampe og så blive på det niveau – netop dette var ikke tilfældet i den overståede sæson og det resulterede i en flot statistik, hvor man langt hen i sæsonen var ubesejret på eget græs. Spørgsmålet er så om man formår at holde samme niveau med en ny manager ved roret og tilmed nye spillere. Desuden er der også det tvist at holdet måske skal spille CL og det vil tage hårdt på holdet over sæsonen og kan i sidste ende komme til at koste dyrt.

RACING

Ind: Portugal (manager), Alvarez, Colsa, Luis Fernandez, Munitis, Ruben Castro, Calatayud.

Ud: Nando Yosu (manager), Alex Garcia, Antoñito, Pinilla, Damia, Casquero, Valle, Samuel,
Wilfred Dalmat, Stephane Dalmat.

Racing Santander har altid været en del af den laveste halvdel i La Primera, og med al sandsynlighed vil denne historie gentage sig i den kommende sæson. Holdet har ikke hentet væsentlige forstærkninger, og ser ikke ud til at have klassen til at følge med de hold der ellers kan betegnes som midterklubber i Spanien.

Den nye træner Portugal kommer fra de lavere rækker, og har intet bevist på højt niveau. Racing kan håbe at spillere som Fernandez fra Betis og Munitis fra Deportivo kan stabilisere holdet, men de to er for langt oppe i årene til at de alene kan hjælpe Racing op i tabellen. Skulle Racing overleve endnu en sæson i La Primera, så er det snarere fordi andre hold er endnu dårligere end et bevis på Racings klasse.

REAL MADRID

Ind: Capello (manager), Cannavaro, Emerson, Van Nistelrooy, Diarra.

Ud López Caro (manager), Soldado, Zidane.

Real Madrid måtte for tredje år i træk se sig slået og igen stå uden titler. Det var en skidt sæson på trods af man opnåede 2.pladsen i ligaen. Det var spillet gennem sæsonen der ikke var stabilt eller godt – der var for mange breakdowns og for mange nederlag på eget græs, hvor man tidligere har været meget svære at bide skeer med. Problemet lå dels i defensiven, dels i at man syntes meget afhængig af Zidane, der nu har indstillet karrieren, og samtidigt var man tyndt besat i den defensive del og denne bestod af offensivt indstillede spillere.

Til denne sæson har man en ny manager i tronen til at styre kongeklubben, men et kendt ansigt i klubben eftersom han har været ved roret for en række år tilbage – nemlig italienske Capello som har forladt den synkende skude i Torino. Med sig har han taget Cannavaro og Emerson til at styrke Real Madrids absolutte akilleshæl, defensiven, og købet af Cannavaro må betragtes som et af de bedste i flere år. Yderligere har man fået Van Nistelrooy til klubben fra Man. Utd. Og dermed mere kamp om pladserne i front. Den danske æra i form af den temperamentsfulde Gravesen synes at lakke mod enden efter endnu en skærmydsel under en træningssession og samtidigt det faktum at Real Madrid har skrevet kontrakt med Diarrra fra Lyon, som spiller samme plads som Gravesen, der således er skubbet helt ud og meldes på vej til England eller Skotland.

Real Madrid hungrer efter titler og tørken kan ende efter denne sæson, hvor man har tre muligheder i form af La Primera, CL og Copa del Rey. Yderligere har man skabt bedre vilkår med de defensive forstærkninger, hvormed der er lagt op til en spændende dyst i toppen af spansk fodbold.

REAL SOCIEDAD

Ind: Rossato, Fabio Felicio, Juanito, Claudio Bravo, Gerardo, Diego Rivas, Ansotegi, Mikel
González,

Ud: Mark González, Viáfara, Nihat, De Paula, Gabilondo, Xabier Castillo, Larrea, Barkero,
Oskitz, Ximun, Boris, Brechet, Alberto.

Sociedad klarede akkurat frisag sidste sæson med en 17.plads og 40 point – et mere end Alaves på 18.pladsen. Med til at redde klubben var Nihat og danske Skoubo, hvorfor det må pine mange at Nihat har forladt klubben. Dog har tilhængere haft tid til at acceptere tabet, da han nærmest var væk i vinter-transfervinduet – men handlen faldt til jorden og Nihat valgte at hjælpe Sociedad.

Udover Nihat har en lang række spillere forladt klubben og flere af disse har efterladt sig huller i truppen. Specielt den lejede Mark Gonzalez som gav Sociedad et meget tiltrængt boost og var en stor faktor i Sociedads overlevelse i La Primera. Til klubben er kommet et par ukendte spillere, men holdet har samtidigt hentet erfarne La Primera spillere hos nedrykkerne Alaves og Malaga som har betydet tilgang til forsvaret med Juanito og midtbanen med Rivas. To gode spillere, men langt fra nok udover de øvrige indkøb til at dække for tabet af spillere som har forladt klubben.

Det giver grund til bekymring eftersom Sociedad kæmpede hårdt sidste sæson for at blive i ligaen.

RECREATIVO (OPRYKKER)

Ind: Bautista, Bouzon, Edu Moya, Vazquez, Arzo, Vallejo, Mario og Poli.

Ud: Gaston Casas, Toño, Xavi Jimenez, Mateo, Begoña, Valencia, Baquero, Benitez.

Oprykkerne fra Recreativo lider som de andre oprykkere af den store forskel på divisionerne i den spanske liga. Den økonomiske forskel mellem La Primera og La Secunda er så stor, at oprykkerklubber sjældent har penge til at købe væsentlige forstærkninger til opholdet i den bedste række. Derfor står oprykkerne som regel med dårlige kort med henblik på en overlevelse i den første sæson i La Primera.

Dette gælder også for Recreativo der har måttet låne mange af de nye spillere for en enkelt sæson. Trods de mange nye, er det stadigt et særdeles ungt hold man tager med op i La Primera, og derfor ser de også ud til få det svært i La Primera. Recreativo sluttede øverst i La Secunda i sidste sæson, men de har ikke den erfaring med den bedste række som eksempelvis Levante har.

Det vil være forkert fuldstændigt at undervurdere topholdet fra den næstbedste række, men Recreativo ligner et hold der får meget svært ved at undgå en snarlig tilbagevenden til La Secunda.

SEVILLA

Ind: Poulsen, Hinkel, Benaglio, Duda, Cobeño, Chevantón, Antonio Puerta, Kepa.

Ud: Saviola, Notario, Jordi, Manuel Blanco, David Prieto.

Sevilla sluttede sidste sæson på en flot 5.plads á point med Osasuna på fjerdepladsen – dog var indbyrdes opgør til Osasunas fordel og kostede dermed dyrt for Sevilla der endnu engang må ’nøjes’ med UEFA-cuppen, hvor de er forsvarende mestre.

Holdet gjorde det ganske godt sidste sæson med deres præstationer i ligaen kombineret med sejren i UEFA-cuppen. Deltagelsen i to turneringer og hvad der må betegnes som succes i begge indikerer et stærkt mandskab.

I sommerpausen er Saviola taget tilbage til Barcelona pga. ophør i lejeaftale og man har forgæves forsøgt at forny denne, da Barcelona er interesseret i et salg grundet Saviolas høje løn og det faktum at Rijkaard har meldt ud at Saviola fortsat ikke indgår i planerne for Barcelona. Udover Saviola er fire andre spillere smuttet, heriblandt Notario og Prieto.

I Sevilla ønsker man selvfølgelig samme succes som sidste sæson og til det formål har man foretaget en række indkøb for at forbedre chancerne. Det har bragt danske Poulsen til klubben og ligeledes er Hinkel hentet i tysk fodbold og disse forstærker det defensive, mens andre indkøb og forfremmelser har været med til at gøre truppen bredere.

Sevilla bør kunne forsætte på samme niveau og er en klar aspirant til en plads i top 6, hvor der dog er hård kamp som sædvanligt.

VALENCIA

Ind Hugo Viana, Fiore, David Silva, Morientes, Tavano og Del Horno.

Ud Fabio Aurelio, Carboni, De los Santos, Rufete, Mista, Aimar og Kluivert.

Der har været gang i svingdøren hos Valencia – og det er med sikkerhed ikke slut endnu. Specielt i angrebet har Valencia gjort det klart at der skulle forandring til. Mista, Kluivert og Aimar er røget på porten, og i stedet har man hentet Morientes, Hugo Viana og ikke mindst italiensk fodbolds nye angrebskomet Francesco Tavano.

Valencia har de seneste sæsoner haft svært ved at leve op til forventningerne om, at holdet skal være med i topstriden. Igen står holdet overfor en sæson hvor man ikke ved om man skal grine eller græde. Specielt står de nye offensive kræfter lidt som lottokuponer. Morientes så i Liverpool ud som en mand der allerede havde toppet, og når man henter en ung italiener og præsenterer ham som frelseren, så er det et enormt ansvar at lægge på hans skuldre.

Valencia har dog allerede før sæsonen kniven på struben, og skal i skrivende stund vende et 0-1 nederlag på udebane mod Salzburg til samlet sejr, for ikke at ryge ud af CL før turneringen overhovedet er begyndt.

Valencia kan ende næsten hvor som helst i tabellen, men lykkes det at få holdet spillet sammen, så har man umiddelbart spillerne til at være med i toppen, men en placering helt oppe i tabellen bliver det næppe til i denne sæson.

VILLARREAL

Ind: Nihat, Cani, Pires, Jose Enrique og Somoza.

Ud: Roger, Guayre, Xisco, Hector Font, Cazorla og Lopez Vallejo.

Villarreal valgte for to år siden pludselig at melde sig på banen i spansk fodbold, og må endnu engang finde sig i at blive regnet som en fast del af top 10 i Spanien. Sidste sæson endte dog skuffende for klubben, da man endte lige uden for de europæiske placeringer i ligaen.

Op til denne sæson har klubben prøvet noget nyt – de har hentet en etableret verdensstjerne til klubben. Indtil denne sæson har Villarreal været kendt som klubben der skabte navnene, men med indkøbet af Pires fra Arsenal lignede det en ny kurs fra klubbens side. Hvorfor skal det så være i datid? Jo, i weekenden op til sæsonstarten måtte Villarreal se ikke blot Pires men også forsvarsspilleren Rodriguez blive ramt af alvorlige knæskader. Der er i skrivende stund ikke overblik over hvor lang tid klubben må undvære de to spillere, men de første prognoser så ikke gode ud.

Villarreal har potentialet til igen at blive en del af den spanske top, men de etablerede spillere bliver ikke yngre, og muligvis har holdet toppet. Desuden kan man godt savne en styrmand i forsvaret, hvorfor rygterne om Ayalas ankomst fra Valencia vil være velkomment nyt hos klubbens fans. Kan klubben være så heldig at få Pires klar igen forholdsvist hurtigt, og tilmed få hentet en styrmand til de bagerste rækker, så ligner holdet igen et godt bud på en top 6 placering, men det kræver at meget lykkes for ”Den gule ubåd”.

ZARAGOZA

Ind: Victor Fernandez (manager), Miguel, Diego Milito, Sergio, D’allesandro, Juanfran, Aimar,
Pique.

Ud Victor Munoz (manager), Cani, Savio, Capi, Toledo, Alvaro, Generelo, Valbuena.

Zaragoza har på papiret formået at skaffe sig et mere slagkraftigt hold end det der blev nr. 11 i sidste sæson. Med Fernandez som ny mand i trænerstolen har Zaragoza fået samlet et godt mandskab, der ligner et godt bud på en topplacering i den kommende sæson. Specielt de to argentinske nyindkøb D’allesandro og Aimar ligner to kommende profiler på holdet.

Zaragoza kan meget vel blive en positiv overraskelse i den kommende sæson, og målet må være en plads
blandt de 6 øverste, og dermed europæisk deltagelse næste sæson. Bestemt et mål der er muligt, når man ser på holdets indkøb.