TV3-kanalerne er fodboldens hjemmebane med rettigheder til både Superligaen og Champions League. Og nu kan TV3 til seernes glæde føje den engelske Premier League til listen, idet TV3-kanalerne fra sæsonen sommeren 2013 og tre år frem har sikret sig rettighederne til verdens bedste nationale fodboldliga, den engelske Premier League.

Aftalen med FA Premier League giver TV3 live-rettigheder til samtlige 380 kampe i turneringen, hvoraf 280 kampe i Danmark er eksklusive og cirka 100 kampe, hvor rettighederne er non-eksklusive. På det svenske marked har Viasat sikret sig eksklusive rettigheder på alle 380 kampe, mens det i Norge fortsat er det norske TV2, der har sikret sig rettighederne.

”Vi er overordentligt glade for aftalen, der betyder, at vi nu har alt det bedste fodbold på vores kanaler. Premier League bliver bare bedre og bedre for hvert år, og flere og flere danskere følger med i den engelske liga, der byder på både masser af internationale stjerner og smuk fodbold i en liga, hvor investeringsniveauet stiger hurtigere end i nogen anden fodboldliga i verden. Vi er derfor stolte over at kunne føje Premier League til rækken af vores i forvejen stærke fodbold-rettigheder,” siger TV3’s administrerende direktør Kim Poder.

Udover Premier League råder MTG, der er selskabet bag TV3 og Viasat, i forvejen over de bedste rettigheder fra Superligaen og Champions League. De første kampe i den nye rettighedsperiode spilles i august 2013, og til den tid lover sportschef Peter Nørrelund, at man er helt klar til opgaven.

”Vi har redaktionelt masser af erfaring i at vise de store kampe og brede begivenhederne ud for seerne. Og vores ambition er selvsagt at løfte dækningen af verdens bedste fodboldliga til et nyt niveau. Helt som vi har gjort det med både Superligaen og Champions League. Vi har i forvejen et stærkt hold af kommentatorer og eksperter, og de glæder sig alle til at bringe det bedste klubfodbold ind i danskernes stuer,” siger Peter Nørrelund.

- Barclays Premier League er en af verdens mest populære ligaer, og den har en stor interesse blandt fans i hele Skandinavien. Derfor er vi glade for at have forlænget de eksklusive tv-rettigheder i Sverige og over at have sikret os rettighederne i Danmark, udtaler MTGs præsident og CEO, Hans-Holger Albrecht, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Vi vil fortsat forsyne vores seere med den bedste dækning i de næste tre år med kampe i SD, HD og 3D, og på så mange platforme og enheder som muligt. Den bedste underholdning i den bedste kvalitet, når som helst og hvor som helst – Det er grundlæggende, hvad Viasat handler om, lyder det fra Hans Holger Albrecht.

Også hos Premier League er der glæde over, at kampene fra den bedste engelske række fremover bliver vist hos Viasat i Danmark og Sverige.

- Vi er meget tilfredse med, at Modern Times Group har vundet rettighederne til at transmittere Premier League i Sverige og Danmark. Jeg er sikker på, at det vil fortsætte med at levere en fantastisk dækning til vores mange fans i begge lande, siger formanden for Premier League, Richard Scudamore.

Ifølge MediaWatch.dk så forhandler SBS (6'eren) om rettighederne til de 100 ikke eksklusive kampe. Såfremt SBS sikrer sig disse, betyder det dog færre kampe på 6'eren end pt., hvor 6'eren har mulighed for at sende 170 til 200 kampe pr. sæson.

Kilde: digitalt.tv