Sidste uge lød det blandt andet i indledningsteksten: "(...) det nærmest ikke kan blive værre." Og værre blev det så selvfølgelig. De seneste uger har været ren nedtur for Thomas Schyths ugentlige optakter til Premier League, og hvordan ændrer man så det?

Jeg troede faktisk på det op til seneste runde, da jeg skrev, at det næppe kunne blive værre end den minusrunde, jeg netop havde overstået, men variansen, skæbnen, uheldet, fodboldguden - kald det, hvad man vil - viste mig, at jeg også der kunne tage fejl.

Efter en solid start på sæsonens spilforslag har de seneste runder nærmest fjernet alt overskud, med en uhørt lav hitrate. Hvad, jeg hidtil har fundet ud af i min tid som sportsbettor, er, at man, når variansen rammer imod en, kan vælge at gå én af tre veje:

1) Fortsætte som hidtil - og selvfølgelig forvente samme resultat.

2) Trække stikket ud, holde en pause og komme tilbage, når der er fornyet energi.

3) Arbejde hårdere, researche mere og generelt være mere grundig.

Første mulighed eksisterer ikke i min verden, og anden mulighed er heller ikke til stede, da projektet her jo netop går ud på at finde værdi til samtlige kampe i sæsonen. Tredje mulighed er derfor ganske attraktiv, og inkluderet i den er der også en refleksion over de seneste runder.

Til de seneste runder har tiden nemlig ikke været for god for undertegnede, og dermed har graden af research naturligt været en smule mindre. Det kan også ses på, at optakterne først er blevet færdigt sent på ugen, hvilket også har en indflydelse. Jo tættere vi kommer på kampstart, jo sværere bliver det at fange værdi. Det har selvfølgelig ikke indflydelse på den pauvre hitrate, men i længden har det bestemt betydning.

Denne uges optakt skulle meget gerne udløse et andet resultat end de to forrige, ikke mindst fordi der er lagt væsentligt mere tid i research til kampene.

Og lad os da så springe ud i den nye uge, hvor det blandt andet bliver spændende at se, hvor lang tid Chelsea, Liverpool og Manchester City kan fortsætte deres titel som ubesejrede i ligaen, og hvor der er et vaskeægte, klassisk Manchester-derby.

Cardiff - Brighton

Spilles lørdag d. 10/11 kl. 13:30. Se mere info i vores matchcenter.

Cardiff leverede senest en fin indsats mod Leicester i en kamp, der særligt i starten virkede som om, den var præget af dødsfaldet hos Leicesters direktør ugen forinden. Der manglede lidt intensitet, men det kom senere, og her var Cardiff udmærket med. Kampen var generelt chancefattig, hvor Cardiff måske var bedst på bolden, men hvor Leicester havde de største chancer og dermed fortjent vandt.

Cardiff må til opgøret her bytte lidt rundt på midtbanen, hvor Harry Arter har karantæne efter fem gule kort, mens Ralls til gengæld kommer tilbage fra karantæne.

Brighton spillede i seneste runde ude mod Everton, der bestemt ligner et solidt hold fra den øverste halvdel. Fra start til slut blev Brigton mere eller mindre skudt i sænk, og det var fuldt fortjent, at man endte med at tabe kampen. Everton havde alt spillet, mens det var tydeligt, at Brighton satsede på deres større fysik i forbindelse med dødbolde.

Brighton må til opgøret her undvære midtbanespillerne Propper, Gross og Jahanbakhsh, og det bliver lidt af en udfordring for manager Hughton at løse midtbanen, når man tænker på, at det sagtens kan blive et opgør, hvor en stor del af slaget skal slås på netop den midterste halvdel.

Cardiff - Brighton: 1 til odds 2,65 hos Nordicbet (nu odds 2,63 hos Betfair Sportsbook)

Cardiff er stærke hjemme i Wales, mens Brighton ikke ligner et godt udehold. Generelt er der ikke meget niveauforskel på de to hold, selvom tabellen siger noget andet, og dermed bliver 2,65 for højt på hjemmesejren, selvom det kan blive tæt.

Læs den fulde ekspertanalyse her.

Huddersfield - West Ham

Spilles lørdag d. 10/11 kl. 16:00 Se mere info i vores matchcenter.

Huddersfield spillede rigtig bundgyser i mandagskampen mod Fulham, og for første gang i sæsonen hentede man tre point. Samtidig var det også for alvor første gang i sæsonen, man så noget af det spil, der førte dem til oprykning fra Championship i forrige sæson, og som gav dem nok points til at overleve i den bedste række i sidste sæson.

Fra første fløjt var Huddersfield nemlig ekstremt aggressive og leverede et meget højt pres som samlet hold. Det gjorde, at Fulham aldrig rigtig fik rytme i deres spil, og selvom Huddersfield selv kun var farlige på tilfældigheder og dødbolde, så var det nok til at sikre dem sejren på 1-0. Kan Huddersfield levere samme presspil i den resterende del af sæsonen, er der måske håb for danskerklubben. Spørgsmålet er, om man kan og tør dette mod West Ham, der trods alt er bedre på bolden som hold, end Fulham er.

Netop West Ham tog en rigtig fin sejr over Burnley på hjemmebane med 4-2. Burnley fulgte godt med resultatmæssigt langt hen i kampen, men det havde bestemt også været ufortjent, hvis ikke West Ham havde vundet. Man skabte et hav af chancer, mens Burnley blev holdt til tilfældigheder, og særligt Felipe Anderson strålede. Det var ligeledes tydeligt, at det giver West Ham en masse offensiv kvalitet at have Arnautovic tilbage på toppen efter en skade.

Til opgøret her må Huddersfield undvære danske Billing på midtbanen, der har leveret fremragende for holdet i denne sæson, og som også var rigtig god mod Fulham. Han har dog samlet fem kort sammen og har dermed karantæne. West Ham kan stille samme hold som senest, omend man fortsat savner Noble på den centrale midtbane, der har karantæne.

I opgøret her bliver det særdeles spændende at se, hvordan Huddersfield går ind til kampen. Vil man falde tilbage og stå defensivt og "tage imod", som man har gjort i sæsonstarten, eller vil man bygge videre fra seneste kamp med, det der virkede, og levere et aggressivt pres.

Jeg tror mest på det sidste. På hjemmebane har man generelt for vane at være mere aggressive, offensive og optimistiske, og med en god fornemmelse fra sidste kamp bør man fortsætte den stil. Spørgsmålet er så, om West Ham kan udnytte netop dette, da de har en hårdtarbejdende midtbane, der kan stå tage kampen op, og samtidig har offensive, kreative spillere der kan glide af på et højt pres.

Huddersfield - West Ham: 2 til odds 2,32 hos Unibet (nu odds 2,33 hos Nordicbet)

West Ham ser mere komfortable ud i deres spillestil, for hver runde der går, og særligt Anderson og Diangana præsterer på et højt niveau. Netop det kan være nøglen til at åbne Huddersfield, der ikke altid ser solide ud hos de to backs.

Huddersfield vandt senest, men det var i ligeså høj grad, fordi Fulham var svage og ganske tamme offensivt. West Ham bør være markant bedre i offensiven, mens det er svært at se, hvordan Huddersfield skal åbne et solidt Hammers-forsvar.

Leicester - Burnley

Spilles lørdag d. 10/11 kl. 16:00 Se mere info i vores matchcenter.

Leicester leverede i sidste uge en sejr over Cardiff. Spillet var ikke pænt, men sejren var alligevel den nok vigtigste for holdet i sæsonen, idet den man i kampen spillede for den nyligt afdøde ejer Vichai. Det lignede i starten af opgøret, at kampen var præget af denne optakt, da spillet var langsomt, uden intensitet og mest af alt lignede en træningskamp.

I dette opgør vil det forventeligt også præge starten, da det er første hjemmekamp efter dødsfaldet, og der vil nok være en del ceremoni, inden kampen fløjtes i gang.

Burnley kommer fra et nederlag mod West Ham, hvor man fra start til slut var spillet ud af banen. West Ham vadede i chancer, omend nogle tilfældigheder ledte til Burnley-scoringer, der holdt opgøret tæt indtil sent i kampen. Burnley har denne sæson fortsat i samme stil, som det der skaffede holdet succes i sidste sæson; at man står meget defensivt og kompakt og så satse på dødbolde og omstillinger til selv at skabe chancer.

Dette opgør kan blive ganske interessant, for Burnley vil forventeligt fortsætte deres kompakte stil og overlade initiativet til Leicester. Dette ansvar er Leicester under Puel blevet bedre til at tage, men man er stadig fortsat bedst til at skabe chancer, når man kan få lov at spille på omstillinger og generelt direkte angrebsspil. Spørgsmålet er, om man kan åbne et kompakt Burnley-hold - særligt hvis man i starten igen er præget af begivenhederne udenfor banen.

Leicester må til opgøret her undvære Amartey, der har spillet back i sæsonen, mens man i midterforsvaret ser ud til at skulle undvære Maguire. Særligt Maguire er et stort tab for holdet, da han med sin styrke og sit overblik lukker ned for de fleste angreb. I en kamp, hvor Burnley kommer med masser styrke på dødbolde, ville netop Maguire have været fantastisk at have i forsvaret.

Burnley har dog også fravær til opgøret her. I forsvaret har de ligeledes deres vigtige mand Tarkowski ude med skade, ligesom backerne Ward og Bardsley også er fraværende. 

Leicester - Burnley: Under 1,0 mål i 1. halvleg til odds 1,975 hos Bet365

I Leicesters seneste kamp mod Cardiff så man, hvor stor betydning det kunne have på tempoet og intensiteten i kampen, at der var ceremoni og minder om Vichai i optakten. Det vil der være igen her - og måske endda endnu mere, da det er på hjemmebane. Derfor er det ikke sikkert, at nogle af holdene kommer blæsende fra start.

Yderligere til dette spil skal det nævnes, at Leicester sjældent ser helt komfortable ud, når de skal skabe kampene, og de kan få meget svært ved at åbne kompakte Burnley her. Et underspil kan virke mærkeligt, når begge forsvare har fravær, men reserverne er kompetente folk, og spillestilene taler for et målfattigt opgør.

Newcastle - Bournemouth

Spilles lørdag d. 10/11 kl. 16:00 Se mere info i vores matchcenter.

Det var måske ikke kønt, ej heller fortjent, men en sejr er en sejr, og i sidste runde skaffede Newcastle tre points i kampen mod Watford. Newcastle benyttede samme taktik, som man har gjort hele sæsonen; nemlig at stå meget defensivt og så satse på omstillinger og dødbolde til selv at blive farlige. Det lykkedes ikke rigtig selv at blive farlige, men alligevel fik Ayoze sat bolden i nettet. Da Watford samtidig ikke formåede at udnytte en eneste af deres utallige store chancer, ja så endte sejren med at gå til Magpies.

Hvor Newcastle var på den heldige side i sidste runde, så gjorde det modsatte sig gældende for Bournemouth. Cherries leverede en rigtig flot indsats mod Manchester United, hvor man både formåede at true i det mere etablerede spil, men så sandelig også på direkte spil og et til tider højt pres. Selvom United faktisk spillede en kamp hvor man skabte store chancer, så vil Howe's tropper nok alligevel føle sig uheldige med den sene overtiddscoring fra Rashford, der sikrede United sejren.

I opgøret her må man forvente, at Newcastle overlader alt initiativ til Bournemouth og ser, om Howes tropper så er i stand til at åbne deres forsvar. Det bliver måske gjort en smule nemmere for Cherries, da Newcastle har anfører og forsvarsgeneral Lascelles tvivlsom, efter han i kampen mod Watford måtte udgå med skade. Det samme var tilfældet for den vigtige midtbanespiller Shelvey samt offensivmanden Muto, så man kan til opgøret her være ramt af fravær i samtlige kæder.

Bournemouth har ikke umiddelbart nogle nye fravær til kampen, og kan måske blive forstærket af King, der er på vej tilbage fra en skade.

Newcastle - Bournemouth: 2 til odds 2,70 hos Nordicbet (nu odds 2,67 hos Unibet)

Newcastle var særdeles heldige mod Watford og er nu svækkede med fravær. Bournemouth ser stærke ud i alle facetter af spillet, og de bør kunne stække Newcastle fysisk.

Læs den fulde ekspertanalyse her.

Southampton - Watford

Spilles lørdag d. 10/11 kl. 16:00 Se mere info i vores matchcenter.

Southampton blev i seneste runde direkte udspillet af Manchester City og tabte heftigt med hele 6-1. Det er der som sådan ikke noget slemt i, for det er der mange hold, der kommer til at opleve, men måden, det skete på, var helt skidt. Mark Hughes har jeg flere gange kritiseret for at famle i blinde, efter noget der virker, og endnu engang så man et helt formationsskifte. Denne gang gik man over til 4-3-3, fordi man ville højt op på banen og presse Manchester City. Den tanke er faktisk god, men slet ikke, når man ikke sætter holdet op til det. Det medførte, at man stod højt i banen uden at presse, og man havde enormt stor afstand mellem kæderne. Det er en direkte invitation til The Citizens om at blive kørt over uden problemer.

Kampen mod City bød som nævnt på et formationsskifte fra manager Hughes, og man er nu op på hele fire forskellige formationer i de indledende 11 runder, hvilket er ganske meget. I hvert fald når det ikke sker for at forvirre modstandernes forberedelser, men helt tydeligt sker, fordi man ikke har fundet en formation, man er komfortabel ved at spille med.

Watford spillede i seneste runde mod Newcastle, og gik ligeså frisk til opgaven, som man har gjort til alle andre kampe denne sæson. Man bød derfor på ganske direkte spil, masser af bevægelse og fight, og man endte med at skabe et hav af chancer. Holdet har generelt i sæsonen været enormt effektive, men det var der bestemt ikke tale om i opgøret her, hvor man sagtens kunne have scoret adskillige gange. Det lykkedes dog ikke at bringe bolden i nettet, og så skal der ikke mange tilfældigheder til, før det går helt galt. Det gjorde det da også, da Ayoze satte bolden i nettet for Magpies, og således endte Watford en flot præstation uden nogen points overhovedet.

Til opgøret her kommer Southampton uden fravær og kan således stille i stærkeste opstilling - hvad den så end er. Watford mangler forventeligt fortsat anfører Deeney i angrebet, og hans effektivitet kunne man godt have brugt i seneste runde. De øvrige offensivspillere leverede dog godt spil, og kan man gøre det igen her, kan det blive en lang dag for Southampton-forsvaret.

Southampton - Watford: 2 til odds 3,10 hos Betsafe

Southampton har endnu ikke fundet noget, der fungerer for dem. Det er lige meget, hvor mange folk man har forsøgt at samle i forsvaret eller på midtbanen, så har man ikke fået noget ud af anstrengelserne. Omvendt spadserer Watford bare fra den ene gode præstation til den næste, og rammer deres offensiv samme direkte spil og bevægelser, kan det tunge Saints-forsvar få det svært.

Læs den fulde ekspertanalyse her.

Crystal Palace - Tottenham

Spilles lørdag d. 10/11 kl. 18:30 Se mere info i vores matchcenter.

Crystal Palace spillede i seneste runde mod Chelsea, der fortsat er et af de tre ubesejrede hold i ligaen, efter The Blues leverede et fint stykke professionelt arbejde og lukkede ned for Eagles. Palace gjorde ikke meget figur af sig i kampen og havde travlt med at forsøge at lukke ned for Chelseas kreative stjerner, hvilket selvsagt var en svær opgave. 

Hodgson havde sat Townsend og Zaha på toppen sammen i en 4-4-2, og på trods af svære betingelser viste de i momenter det, som de også skabte i sidste sæson, da de spillede samme positioner under Hodgson. Townsend krydrede da også præstationen med et flot mål, så måske dette kan være vejen for Palace ift. at give Zaha bedre betingelser at arbejde med offensivt.

Tottenham skulle på en svær opgave ude mod Wolves seneste runde og var endda nødt til at forsøge at klare sig med flere reserver på banen grundet fravær og træthed hos nogle af de bærende kræfter. Foyth var blandt andet sat ind i midterforsvaret, hvilket ikke var en udpræget succes, idet han begik de straffespark, som Wolves endte med at score på.

Heldigt for Foyth var Tottenhams offensive spillere dog i hopla, og det gør ikke noget at indkassere to mål, når bare offensiven som her producerer tre. Således vandt Spurs altså endnu en kamp uden at være altdominerende, men dog en fortjent sejr, der kan bygges videre på.

Ift. opgøret her bliver det spændende at se, om Spurs kan åbne et forventeligt defensivt kompakt Palace-mandskab. Man er normalt gode til at spille mod denne type modstandere, men med mange fravær og træthed i truppen er det ikke sikkert, det bliver så enkelt. Oveni købet spiller man en vigtig Champions League-kamp i midtugen, som bestemt også kan spille ind. 

Crystal Palce - Tottenham: Tottenham -0,5 hjørnespark til odds 1,875 hos Bet365*

Tottenham må forventes at tage initiativet i dette opgør, hvor Palace vil være fint tilfredse med uafgjort. Tottenhams offensive spil er blevet bedre de seneste uger, men Palace kan være svære at åbne, og det kan betyde et langt pres fra Spurs. 

Liverpool - Fulham

Spilles søndag d. 11/11 kl. 13:00 Se mere info i vores matchcenter.

Liverpool spillede sidste runde topkamp mod Arsenal og endte med det ene point. Arsenal var umiddelbart bedst i det meste af opgøret, og selvom Liverpool fik en scoring fejlagtigt annulleret, kan holdet nok være fint tilfredse med at få et point med fra Emirates. Arsenal spillede frisk og offensivt til, og dette havde Liverpools defensiv svært ved at stå imod, mens offensiven ikke så for skarp ud på omstillinger.

Man leverede dog en effektiv og professionel indsats, og det er nok noget, vi skal vænne os til at se fra Liverpool oftere end i sidste sæson. I denne sæson skaffer man points - også når spillet ikke fungerer optimalt.

I den modsatte ende af tabellen spillede Fulham et vaskeægte bundbrag, men fra start til slut var det tydeligt, at der var forskel på graden af intensitet. Fulham var ganske enkelt ikke aggressive og hårdtarbejdende nok, og det betød, at Huddersfield lukkede ned for alt, Fulham havde at komme med. En fortjent Huddersfield-sejr blev det til i et opgør, der ikke bød på mange chancer, men det må være foruroligende for manager Jokanovic, at hans hold ikke formåede at sætte sig op til dette opgør og levere den energi, der kræves.

Liverpool kan til dette opgør se frem til at få anfører Henderson tilbage på midtbanen, efter han har været ude på det seneste med skade. Fulham må til gengæld undvære midtbanespilleren McDonald, der blev skadet i seneste kamp, efter han ellers var blevet skiftet ind. Han er dog kun at betragte som reserve, efter anfører Cairney er kommet tilbage fra skade.

Liverpool - Fulham: Liverpool vinder til 0 til odds 1,81 hos Nordicbet (nu odds 1,84)

Liverpool ser yderst solide ud, og de har i denne sæson formået at levere professionelle kampe, hvor man måske ikke sprudler overdrevent, men hvor man kører kampene sikkert i mål. Fulham så senest yderst tamme ud offensivt mod Huddersfield, og de kan ligeledes få problemer med at skabe noget som helst i dette opgør.

Chelsea - Everton

Spilles søndag d. 11/11 kl. 15:15 Se mere info i vores matchcenter.

Chelsea leverede senest en rigtig fin indsats mod Crystal Palace. Man lukkede faktisk ret godt ned for Eagles, der dog alligevel formåede at slå kontra lidt tilfældigt og på den måde komme på tavlen. Chelsea så dog generelt stærke ud - endda med Hazard på bænken. Ham skiftede man dog ind, da det stod lige, og som den rene selvfølgelighed vadede han direkte ind og tog kontrol over kampen, lavede assist og spillede generelt fremragende. Det var særdeles positivt for holdet, at Morata nettede to gange, og det kan måske have givet spanieren noget selvtillid i en sæson, hvor han har brændt den ene store chance efter den anden.

Everton spillede hjemme mod Brighton. Everton kom planmæssigt foran og spillede en virkelig god kamp, hvor man kreerede masser af chancer og var rigtig gode på bolden. Brighton er dog stærke på dødbolde, og store Dunk headede da også en udligning ind, inden Everton lukkede opgøret med to scoringer i anden halvleg. Både defensivt og offensivt ser det bedre og bedre ud for Everton, der efterhånden ligner et hold, der kan leve op til deres tidligere titel som "best of the rest" udenfor "Big Six".

Det er altid positivt for den neutrale seer med opgør som disse, hvor begge hold er skadesfri og kan stille i absolut stærkeste. Det giver mulighed for at se de bedste spillere mod hinanden, og det kan give en underholdene duel.

I opgøret her kan man med rette forvente at se Chelsea have bolden, og at Everton lader dette ske. Everton har dog mange dygtige og hurtige, offensive folk på banen, og man kan sagtens blive i tvivl om, hvorvidt Chelsea vil være i stand til at holde dem fra chancer,

Chelsea - Everton: Begge hold scorer til odds 1,80 hos Bet365 (nu odds 1,75 hos Betsafe)

Jeg skal blankt erkende, at jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt man skal vælge dette spil eller Everton +1,5 til samme odds. Begge kan selvfølgelig sagtens have værdi, da de hænger lidt sammen.

Chelsea skal hjemme tage kontrol og vil gerne fremad. Det er tvivlsomt, om Everton kan stå imod dette pres - særligt med Hazard i hopla. Omvendt er det svært at forestille sig, at Chelsea ikke kommer til at give chancer væk til de offensive Richarlison, Bernard, Walcott og Sigurdsson fra Everton, og så kan nettet sagtens komme til at blafre i begge ender.

Arsenal - Wolverhampton

Spilles søndag d. 11/11 kl. 17:30 Se mere info i vores matchcenter.

Arsenal var medvirkende til en særdeles underholdende topkamp i seneste runde, da man spillede mod Liverpool. Liverpool var pæne favoritter inden opgøret og kom da også foran, men Arsenal leverede en fantastisk kamp med masser af virkelig flotte angreb. Man fik da også udlignet, så kampen endte uafgjort, men der var nok næppe nogen, der ville have kaldt det ufortjent, hvis de havde taget alle tre points med de chancer, de endte med at skabe. Emery viste stor taktisk klasse med sine indskiftninger og ikke mindst stort mod, da man satsede meget fremad banen, på trods af man mødte et af de bedste kontrahold i rækken.

Wolverhampton fik ørene lidt i maskinen mod Tottenham, hvilket der på papiret ikke er nogen skam i. Man kunne dog med rette have forventet bedre defensivt spil fra holdet, der var hurtige til at efterlade store huller på den offensive midt, som Tottenham kunne boltre sig i. Gør man det samme mod Arsenal, kan man få problemer, hvis eksempelvis Özil er i hopla.

Wolves havde dog bestemt flere positive opspil i deres kamp mod Spurs, og særdeles positivt var det at se unge Gibbs-White, der gik ind på midtbanen og leverede den ene superpasning efter den anden, der splittede Spurs-forsvaret. Han slår næppe hverken Moutinho eller Neves af startopstillingen, men han er et rigtig stærkt kort at have i baghånden for holdet.

I kampen her kan man forvente, at Wolves vil gå efter at stå solidt og kompakt, mens Arsenal skal forsøge at skabe kampen. Det vil de givetvis også være i stand til, og spørgsmålet er, hvornår vi får første scoring, for det kan give et ganske underholdene opgøre - særligt hvis det er Wolves, der kommer bagud, og som derefter skal frem og angribe.

Arsenal har dog inden dette opgør lige en kamp i midtugens Europa League, de skal have overstået, og den kan selvfølgelig få indflydelse på denne kamp i form af træthed og nye fravær.

På skadesfronten generelt lysner det ellers en smule for Arsenal, der fik Kolasinac og Bellerin tilbage fra skader til sidste runde, mens Sokratis og Monreal ligeledes ligner et par spillere, der er ved at være klar. På midtbanen får man yderligere muligheder, da Guendouzi har overstået karantæne.

Wolves har været fri for fravær det meste af sæsonen og kan også stille stærkt, selvom Jota ser ud til at misse kampen. Man er dog godt dækket ind på de offensive positioner.

Arsenal - Wolverhampton: 1 til odds 1,61 hos Bethard

Arsenal ligner et hold, der konstant bliver undervurderet af markedet. Man må efterhånden indse. at de har et topholds klasse, kan spille op med de bedste og kan åbne de meget kompakte forsvar. Meget afhænger af, hvilket spilhumør man er i, men for Wolves må det være skræmmende, så meget plads man gav væk på midten af banen mod Spurs. Det er nemlig netop i det rum, Özil vil boltre sig, og får han en fornemmelse af, at tingene er sjove, så bliver han umulig at holde styr på.

Manchester City - Manchester United

Spilles søndag d. 11/11 kl. 17:30 Se mere info i vores matchcenter.

Brag i Manchester! Et vaskeægte lokalderby slutter runden af her, og der er så mange spændende matchups, så optakten kunne være timelang. Historikken mellem klubberne, mellem managerne, mellem flere af spillerne mm. gør det bare til et rigtig specielt opgør.

City kommer i god form til opgøret efter at have udraderet Southampton i seneste runde, hvor man skar sig igennem et tamt Saints-forsvar efter behag. Det bliver selvfølgelig ikke ligeså nemt mod United, men storfavoritter er der ingen tvivl om, de lyseblå skal være.

United er nemlig meget svingende i deres præstationer, og senest havde Bournemouth fortjent mindst uafgjort mod dem, men måtte se sig slået af en sen Rashford-scoring.

Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med opgøret her, da der kommer flere optaktstekster til netop denne kamp. Hold derfor øje med siden de kommende dage. Dog vil jeg sige så meget, at det er enormt sjældent, at vi har at gøre med et sådant topopgør som dette, som er et arvefjendeopgør, og hvor vi har en linje på hele -1,5 for hjemmeholdet.

Manchester City - Manchester United: United -0,5 kort til odds 1,75 hos Unibet

City er klare favoritter, og det må forventes, at de ligger et stort tryk på United. United har dog en taktisk mester som træner, og han er normalt god til at sætte sit hold ,til med fysik at lukke ned for modstanderne. Det kan hurtigt give mange frispark og deraf mange kort, hvor City næppe laver ligeså mange frispark, da de formentlig har bolden størstedelen af tiden.

Tips og resultater fra sidste runde

Kamp: Spilforslag: Odds: Resultat:
Bournemouth - Manchester United Under 2,5 mål 2,13 Tabt
Cardiff - Leicester Begge hold scorer 1,95 Tabt
Everton - Brighton Everton vinder med rent bur 2,62 Tabt
Newcastle - Watford Watford +0,0 2,02 Tabt
West Ham - Burnley West Ham (0-2) flest hjørnespark 1,90 Vundet
Arsenal - Liverpool 2 2,09 Tabt
Wolverhampton - Tottenham Under 2,5 mål 1,90 Tabt
Manchester City - Southampton Southampton -1,0 kort 1,95 Tabt
Chelsea - Crystal Palace Chelsea vinder med rent bur 2,10 Tabt
Huddersfield - Fulham Fulham +0,0 2,32 Tabt


Samlet for ugen: -8,1 units

Samlet statistik for ugedebatternes spilforslag

Hitrate: 66 af 124
Units: +7,32
Tbp: 106 %