En ny sæson i den engelske Premier League - verdens pengetungeste fodboldliga - står for døren: 18. august. Vi gør status over Silly Season (sommerens transfermarked) og ser på hvor holdene står før første spillerunde...
Det gør vi i følgende optaktsartikel. Scroll ned for at finde den alfabetiske gennemgang af klubberne - eller klik på et klubnavn i listen.
(Husk også vores kickoff-konkurrence med flotte præmier).
Bemærk at da PL-ekspert Jesper Ambrosius ikke havde tid til at skrive optakt, har redaktør Jens Bøye taget sig af de nederste 10 klubtekster; fra Reading til Wigan. PL-ekspert Nicolaj Stage står for de øverste 10, fra Arsenal til Norwich.
Jens er Ligue 1-ekspert til daglig, og selv om han også følger med i PL (han er Spurs-fan), vil hans tekster naturligvis bære præg af at han ikke er decideret Englands-ekspert. Så meget desto vigtigere er det at læserne spæder til med inputs. Kommentér endelig!
Transfervindet er åbent til og med 31. august; så der kan stadig nå at ske ting og sager. Der tages i øvrigt forbehold for fejl (primære transferkilder: telegraph.co.uk og sportinglife.com). Bemærk i øvrigt at nedenstående transfer-oversigter kun viser de spillere der rent faktisk er til- eller fragået trupperne i forhold til slutningen af sidste sæson. Det er ikke en økonomisk oversigt og viser således ikke spillere der har været lejet ud og nu er solgt eller udlejet påny.
Tips
Engelske tips kan løbende findes på disse ekspertsider:
http://www.betxpert.com/ekspert/jesper-ambrosius
http://www.betxpert.com/ekspert/nicolaj-stage
Odds
Mesterskabs-odds
Man City: 2,3 Unibet*
Man Utd: 3,0 Bet365*
Arsenal: 15,0 Bet365*
Liverpool: 30,0 Unibet*
Tottenham: 35,0 Unibet*
Newcastle: 151,0 Bet365*
Everton: 251,0 Bet365*
Sunderland: 1001,0 Bet365*
Fulham: 1001,0 Bet365*
Aston Villa: 1501,0 Bet365*
Stoke: 1501,0 Bet365*
QPR: 2000,0 Unibet*
WBA: 2000,0 Unibet*
Swansea: 2501,0 Bet365*
Norwich: 2501,0 Bet365*
Wigan: 3000,0 Unibet*
West Ham: 5001,0 Bet365*
Southampton: 5001,0 Bet365*
Reading: 5001,0 Bet365*
Nedryknings-odds
Reading: 2,1 Bet365*, Ladbrokes
Southampton: 2,38 Bet365*
Norwich: 2,5 Bet365*, Ladbrokes
Wigan: 2,62 Ladbrokes
Swansea: 3,0 Bet365*, Ladbrokes
West Ham: 3,0 Bet365*, Ladbrokes
WBA: 4,5 Bet365*
QPR: 6,0 Bet365*
Stoke: 8,0 Betsafe
Aston Villa: 8,0 Ladbrokes
Fulham: 10,0 Bet345
Sunderland: 11,5 Betsafe
Everton: 34,0 Bet365*
Newcastle: 34,0 Bet365*, Ladbrokes
Liverpool: 251,0 Ladbrokes
Tottenham: 251,0 Ladbrokes
Arsenal: 751,0 Ladbrokes
Chelsea: 1501,0 Ladbrokes
Man Utd: 3001,0 Ladbrokes
Man City: 3001,0 Ladbrokes
Trupværdier
(kilde: transfermarkt.de)
Man City: 510 millioner euro. Spillergennemsnit: 18,889 mill euro
Chelsea: 401,5. 15,2
Man Utd: 398,5. 15,36
Arsenal: 372,75. 11,65
Tottenham: 284. 10,93
Liverpool: 228,1. 9,12
Newcastle: 148,95. 4,97
Aston Villa: 116,5. 4,48
Everton: 116,5. 6,13
Fulham: 94,5. 3,5
Sunderland: 94,25. 4,49
QPR: 89,25. 3,08
Wigan: 80,5. 2,98
WBA: 80,0. 3,08
West Ham: 69,95. 3,04
Swansea: 69,25. 2,56
Norwich: 59,7. 2,13
Southampton: 43,3. 1,67
Reading: 32. 1,86
Arsenal
2011/12: Nr 3. 21-7-10 (74-49)
Hjemme: 12-4-3 (39-17)
Ude: 9-3-7 (35-32)
Suveræn topscorer væk - slår de nye offensivfolk til?
Sidste sæson
Trods en forfærdelig sæsonstart med blandt andet et ydmygende nederlag på 8-2 på Old Trafford lykkedes det Arsenal at nå sæsonens primære målsætning om at slutte i top fire og endda kvalificere sig direkte til Champions League. Det blev til bronze (og tilfredsstillelsen af at indhente ærkerivalen Tottenham selv om Spurs en overgang var 10 point foran...).
Robin van Persie agerede i store perioder enmandshær for The Gunners, og hollænderen sluttede også som ligaens topscorer med imponerende 30 fuldtræffere.
Vigtigste transfers
Arsenal har igen stået for sommerens største samtaleemne på transfermarkedet, og igen omhandler det holdets anfører og største profil. Robin van Persie har få dage inden premierekampen mod Sunderland forladt Emirates Stadium for at tage til Old Trafford i Manchester.
Heldigvis for Arsenal, var Wenger forberedt på dette scenarie, så franskmanden har hentet nyt offensivt skyts med angriberne Olivier Giroud og Lukas Podolski samt kreatøren Santi Cazorla.
Ny sæson
Med salget af RVP er Arsenals prognose for den forestående sæson med ét gået fra optimistisk til dyster. Skal The Gunners ende i den ønskede top fire, kræver det, at Podolski og Giroud omgående vænner sig til Premier League og leverer i omegnen af 15 mål hver, mens Jack Wilshere for alvor skal træde i karakter som midtbanes dirigent.
Desværre for Wenger er Wilshere ude til oktober med en skade. Dertil kommer, at defensiven stadig ser for sårbar ud, og sammenlagt med en formodet indkøringsperiode for de nye udenlandske spillere, kan top fire blive svær at nå.
Bud på slutplacering: 6
Træningskampe
27/7 Arsenal - Man City 0-2
29/7 Kitchee - Arsenal 2-2
12/8 Köln - Arsenal 0-4
Transferoverblik
Ind: Santi Cazorla (Malaga), Lukas Podolski (FC Köln), Olivier Giroud (Montpeiller).
Ud: Manuel Almunia (Watford), Robin van Persie (Man United)
Aston Villa
2011/12: Nr 16. 7-17-14 (37-53)
Hjemme: 4-7-8 (20-25)
Ude: 3-10-6 (17-28)
Sidste års underachiever har fået mere offensiv træner
Sidste sæson
Fra dag ét lignede det et uholdbart projekt at ansætte den tidligere Birmingham-manager, Alex McLeish som manager for ærkerivalen Aston Villa. Skotten var under voldsomt pres fra fansene, og da Villa inden sæsonen havde mistet profiler som Stewart Downing og Ashley Young, lå det i kortene, at det ville blive en svær sæson for Birmingham-klubben.
At Villa kun skulle høste 38 point og være blot to point fra nedrykning til The Championship, var dog en overraskelse.
Vigtigste transfers
Den vigtigste ændring i personalet hos Villa er ansættelsen af den tidligere Norwich-manager, Paul Lambert. Lambert imponerede med Norwich i sidste sæson, og står for noget mere offensivt fodbold end McLeish.
Derudover er den hollandske EM-midterforsvarer Ron Vlaar hentet ind som erstatning for James Collins (og Cuellar der også er væk). Offensivt har Villa hentet Feyenoords Karim El Ahmadi, som har vist lovende takter på midtbanen, mens Brett Holman formentlig bliver reserve i angrebet.
Ny sæson
Den kommende sæson tegner bestemt lysere end sidste sæson gjorde på dette tidspunkt, men Villas fans må formentlig forberede sig på et år med genopbygning af holdet, som nok stadig er langt fra at kunne true i subtoppen. En komfortabel placering over nedrykningsstregen vil være en godkendt sæson.
Bud på slutplacering: 14
Træningskampe
14/7 Burton - AV 2-0
19/7 Philadelphia - AV 0-1
22/7 Chicago - AV 0-1
25/7 Portland - AV 2-2
1/8 Peterborough - AV 0-2
4/8 Nottingham F - AV 3-1
11/8 Werder Bremen - AV 3-3
Transferoverblik
Ind: Ron Vlaar (Feyenoord), Matthew Lowton (Sheffield United), Karim El Ahmadi (Feyenoord), Brett Holman (AZ Alkmaar).
Ud: James Collins (West Ham), Emile Heskey (fritstillet), Carlos Cuellar (Sunderland)
Chelsea
2011/12: Nr 6. 18-10-10 (65-46)
Hjemme: 12-3-4 (41-24)
Ude: 6-7-6 (24-22)
CL-vinder skal forbedre sin PL-sjetteplads - uden Drogba, men nu med kreativitet på midtbanen
Sidste sæson
Triumf i FA Cuppen og Champions League reddede i høj grad Chelseas sidste sæson, som ellers bød på intern uro i spillertruppen, trænerfyring og en skuffende sjetteplads i ligaen.
Det er dog hurtigt glemt, for Roberto Di Mateo førte Chelsea tilbage til de gamle dyder med kynisk og resultatorienteret fodbold, hvilket med finalesejren over Bayern München sikrede en plads i denne sæsons Champions League (på bekostning af Tottenham der ellers fik ligaens fjerdeplads).
Vigtigste transfers
Angriber Didier Drogba har forladt Stamford Bridge, og han efterlader et stort hul på trods af sit nedadgående niveau. Desuden er Lukaku - der ellers var udset som Drogbas arvtager (stor og stærk - og målfarlig) - blevet lejet ud.
Til gengæld har Roman Abramovich haft det store checkhæfte oppe af lommen og hentet den vel nok mest eftertragtede herre/knægt på markedet, Eden Hazard, sammen med Werder Bremens Marko Marin og brasilianske Oscar (sidstnævnte spillede et flot OL), som alle skal være en del af den kreative midtbane. Chelsea har i øvrigt også hentet Edens Hazards lillebror Thorgan - men der er nok langt til spilletid for knøsen.
José Bowingwa er blevet fritstillet, og selvom det ikke svækker start-elleveren, kommer Di Mateo formentlig til at savne en højreback.
Ny sæson
Fastansættelsen af Di Mateo lå i kortene, men skeptikerne mener, at italieneren langt fra er en mestertræner. Til gengæld har han efterhånden samlet, hvad der ligner et i hvert fald potentielt mesterhold.
De offensive talenter mangler stadig at bevise deres værd i verdens hårdeste liga, hvilket kan tage længere tid end Di Mateo har, før Abramovichs tålmodighed løber op. Defensivt bør Di Mateo være mere sikker, og det er også her, Chelseas succes skal grundlægges.
Bagkæden mangler dog bredde til en hård sæson i både Premier Leauge og Champions League, mens alt for meget offensivt afhænger af, at Fernando Torres genfinder sin tabte målnæse.
Bud på slutplacering: 3
Træningskampe
19/7 Seattle - Chelsea 2-4
23/7 PSG - Chelsea 1-1
29/7 Chelsea - Milan 0-1
4/8 Brighton - Chelsea 3-1
Supercup
12/8 Chelsea - Man City 2-3
Transferoverblik
Ind: Eden Hazard (Lille), Marko Marin (Werder Bremen), Oscar (Internacional), Thorgan Hazard (Lens).
Ud: Didier Drogba (Shanghai Shenhua), Salomon Kalou (Lille), José Bosingwa (fritstillet), Romelu Lukaku (West Bromwich Albion, lån)
Everton
2011/12: Nr 7. 15-11-12 (50-40)
Hjemme: 10-3-6 (28-15)
Ude: 5-8-6 (22-25)
Solide Toffees slutter næppe igen foran Merseyside-rival
Sidste sæson
En fin sæsonafslutning sikrede Everton en mere end godkendt placering som nr. 7 foran storebror Liverpool. Første halvdel af sæsonen udfoldede sig ellers i vanlig stil for Everton, som traditionelt har startvanskeligheder.
I januartransfermarkedet lykkedes det David Moyes at lokke kroatiske Nikica Jelavic til Goodison Park for en slik, og han blev en omgående succes (sammen med tilbagevendte Pienaar). Med ni scoringer på en halvsæson blev kroaten klubtopscorer og havde stor andel i den fine slutplacering.
Vigtigste transfers
David Moyes tildeles hvert år et af ligaens laveste indkøbsbudgetter, hvilket blot gør skottens præstationer ved Merseyside endnu mere imponerende. Denne sommer er det lykkes Moyes at købe den kreative og rutinerede midtbanespirrevip Steven Pienaar (vigtig spiller for The Toffeees i 2007-2010) tilbage efter et mislykket ophold i Tottenham. Pienaar vendte dog allerede tilbage til Everton i januar, på lejemål.
Topscorer Jelavic får velkendt selskab i angrebet af sin tidligere makker fra Rangers, Steven Naismith. Flere forstærkninger kan være på vej, for salget af midtbanetalentet Jack Rodwell til Manchester City har givet penge i kassen.
Den energiske offensivmand Tim Cahill har også forladt Goodison Park, men alt i alt virker The Toffees marginalt styrket forud for den nye sæson.
Ny sæson
Det må snart lykkes Everton at lave en god sæsonstart, så der er noget at bygge videre på til foråret. Lykkes det i denne sæson, kan The Toffees blive en overraskende medspiller i toppen af ligaen, som vi så Newcastle præstere i sidste sæson.
Lykkes det at holde fast i Leighton Baines ser defensiven solid ud, mens Pienaar og Jelavic i offensiven kan gøre ondt på de fleste modstandere. Truppen mangler dog bredde, så til foråret kan Moyes’ mandskab måske miste modet. En gentagelse af sidste sæsons placering vil være en succes, men foran Liverpool lander Everton næppe igen.
Bud på slutplacering: 7
Træningskampe
14/7 Morecambe - Everton 1-4
19/7 Dundee U - Everton 0-1
21/7 Motherwell - Everton 1-1
5/8 Blackpool - Everton 2-0
8/8 Everton - AEK Athen 4-1
11/8 Málaga - Everton 1-0
Transferoverblik
Ind: Steven Naismith (Glasgow Rangers).
Ud: Jack Rodwell (Manchester City), Tim Cahill (New York Red Bulls), Joao Silva (Levski Sofia), James McFadden (fritstillet)
Fulham
2011/12: Nr 9. 14-10-14 (48-51)
Hjemme: 10-5-4 (36-26)
Ude: 4-5-10 (12-25)
Fulham med ny inspiration, men tynd defensiv midtbane
Sidste sæson
Martin Jol fik en godkendt første sæson i managersædet hos Fulham, som endte midt i rækken på en niendeplads. Den hollandske manager lykkedes med køre flere unge spillere ind i den aldrende trup, og det kan have været med til at inspirere de etablerede profiler.
I hvert fald sprudlede Clint Dempsey med 17 scoringer og kandiderede endda til at blive kåret til årets spiller i Premier League.
Vigtigste transfers
Anfører Danny Murphy og Dickson Etuhu er smuttet med Blackburn i The Championship, og deres rutine og arbejdsindsats vil blive savnet i Fulhams maskinrum.
Det hul skal den tidligere Real Madrid-spiller, Mahamadou Diarra, fylde ud. Han kom til Fulham i februar efter næsten et års kamppause.
Længere fremme på banen skal Mladen Petric og Hugo Rodallega erstatte Pavel Progrebnjak og Andy Johnson, hvilket ligner et fint bytte for Fulham.
Ny sæson
Umiddelbart ser det ud til, at Martin Jol er ved at lykkes med sin mindre revolution i Fulham, som hollænderen forsøger at gøre yngre og friskere i sit udtryk. Den tunge defensive organisation afløses af hurtige og tekniske spillere som Dempsey, Dembélé og den helt unge Frei. Især førstnævnte bliver vigtig at holde i klubben, hvis sidste sæsons placering skal forbedres.
Medmindre Diarra får en renæssance i Fulham, kan midtbanen blive en smule tynd, så Jol og co. skal nok være glad for at slutte i den øverste halvdel.
Bud på slutplacering: 10
Træningskampe
28/7 Wycombe - Fulham 0-3
4/8 Nice - Fulham 0-4
7/8 Milton Keynes - Fulham 0-1
11/8 Fulham - Charlton 1-2
Transferoverblik
Ind: Hugo Rodallega (Wigan), Mladen Petric (Hamborg), Sascha Riether (FC Köln), George Willams (MK Dons)
Ud: Dickson Etuhu (Blackburn), Danny Murphy (Blackburn), Pavel Pogrebnyak (Reading), Bjørn Helge Riise (Lillestrøm), Andy Johnson (QPR)
Liverpool
2011/12: Nr 8. 14-10-14 (47-40)
Hjemme: 6-9-4 (24-16)
Ude: 8-1-10 (23-24)
Kan ny, offensivt indstillet træner føre Reds i CL?
Sidste sæson
Liverpool havde på mange måder en forfærdelig sidste sæson, hvor eneste lyspunkt var triumfen i Carling Cuppen.
Ellers bød sæsonen på en meget skuffende 8. plads i ligaen, Suarez’ racismefarce med Evra og en fyring af klublegenden Kenny Dalglish. Andy Carroll fik aldrig rigtigt tur i den, Steven Gerrard brugte halvdelen af sæsonen på sidelinjen med skader, og de nye spillere slog aldrig igennem.
Vigtigste transfers
Den helt afgørende forskel hos Liverpool sidder i trænersædet, hvor Dalglish er skiftet ud med trænertalentet Brendan Rodgers, som i sidste sæson imponerede med oprykkerholdet Swansea.
Rodgers har taget den britiske Iniesta, Joe Allen, med fra Swansea, mens også Fabio Borini og Oussama Assaidi forstærker holdet offensivt.
Vigtigst af alt er måske, at Liverpool har holdt fast i den danske forsvarsprofil Daniel Agger, som ellers har været en eftertragtet herre hos især Manchester City.
Ny sæson
Rodgers Barcelona-inspirerede spillestil vil nok tage tid at implementere hos Liverpool, som langt fra har en ideel trupsammensætning i forhold til at kontrollere bolden og spille med hurtige og korte pasninger.
Derudover mangler The Reds en angriber med 25 mål i støvlerne per sæson, hvis den slagne Merseyside-klub skal tilbage i det fine selskab. Luis Suarez er uhyggelig for enhver forsvarsspiller, men uruguayanerens proptrækkerdriblinger fører for sjældent til mål.
Borini kan måske bistå Suarez i målscoringen, og hvis Agger og co. holder vanligt niveau bagude, bør The Reds kunne konkurrere med Arsenal og Tottenham om fjerdepladsen.
Bud på slutplacering: 4
Træningskampe
21/7 Toronto - Liverpool 1-1
26/7 Liverpool - Roma 1-2
28/7 Liverpool - Tottenham 0-0
12/8 Leverkusen - Liverpool 1-3
EL-kampe
2/8 Gomel - Liverpool 0-1
9/8 Liverpool - Gomes 3-0
Transferoverblik
Ind: Joe Allen (Swansea), Fabio Borini (Roma), Oussama Assaidi (Heerenveen)
Ud: Craig Bellamy (Cardiff), Dirk Kuyt (Fenerbahce), Fabio Aurelio (Grémio)
Manchester City
2011/12: Nr 1. 28-5-5 (93-29)
Hjemme: 18-1-0 (55-12)
Ude: 10-4-5 (38-17)
Ingen store indkøb hos mesterholdet (endnu)
Sidste sæson
Manchester City så længe ud til at køre mesterskabet sikkert i hus, så gik der gummiben i den, inden en utrolig sæsonafslutning endte i et på mange måder historisk mesterskab til lillebroren i Manchester. I sidste runde var City bagud mod QPR indtil overtiden hvor Dzeko og Agüero sørgede for hjemmesejr.
Undervejs havde Roberto Mancini sit hyr med at kontrollere en sprængfarlig spillertrup, hvor både Carlos Tevez og Mario Balotelli gav italieneren grå hår i hovedet.
Vigtigste transfers
Eneste nye mand i truppen er Evertons unge midtbanetalent, Jack Rodwell, som naborival Man United længe har jagtet. Rodwell får formentlig ikke en startplads, men kan blive et tiltrængt frisk pust til den centrale midtbane, hvor især Gareth Barry ser for langsom ud.
Ny sæson
Mesterskabet ser umiddelbart ud til at have skabt mere harmoni i omklædningsrummet, men galehuset kan hurtigt blusse op igen, og det er Citys store svaghed i forhold til United. Til gengæld er bredden i truppen enestående i Premier League.
Lykkes det i denne sæson at avancere fra gruppespillet i Champions League, bliver det desuden spændende at se, hvordan Mancini og co. håndterer at spille med helt fremme i to store turneringer.
Bud på slutplacering: 2
Træningskampe
13/7 Al Hilal - MC 1-0
17/7 Dresden - MC 0-0
20/7 Besiktas - MC 0-2
27/7 Arsenal - MC 0-2
31/7 Oldham - MC 2-1
4/8 Wolfsburg - MC 0-2
5/8 Limerick - MC 0-4
Supercup
12/8 Chelsea - MC 2-3
Transferoverblik
Ind: Jack Rodwell (Everton)
Ud: Owen Hargreaves (fristillet)
Manchester United
2011/12: Nr 2. 28-5-5 (89-33)
Hjemme: 15-2-2 (52-19)
Ude: 13-3-3 (37-14)
United forener Rooney og RVP i uhyggelig angrebsduo
Sidste sæson
Sæsonen startede lovende for Manchester United, som så ud til at have gennemført et succesfuldt generationsskifte over sommeren, men truppen var sårbar overfor skader.
Trods langvarige skader til flere bærende kræfter formåede United at presse City til sidste minut af sæsonen, som dog endte ulykkeligt for Ferguson og co.
For første gang siden 2006 gik The Red Devils på sommerferie uden et eneste større trofæ. Især det tidlige exit fra Champions League gjorde ondt på den røde del af Manchester.
Vigtigste transfers
Få dage før premieren mod Everton har United fået et enormt boost i form af sidste sæsons ligatopscorer fra Arsenal, Robin van Persie. Hollænderen leverede 30 mål og 12 assist i sidste sæson, og han kan sagtens blive Uniteds talisman i mesterskabsduellen med Manchester City.
Derudover har Ferguson forstærket offensiven med Dortmunds Shinji Kagawa, som allerede har fået masser af roser for sin gennembrudsstyrke og målfarlighed.
Ny sæson
Ferguson virker opsat på at vaske pletten væk fra sidste sæson, og med indkøbene af Kagawa og van Persie samt comeback til Nemanja Vidic og Tom Cleverly bør United kunne presse City mindst lige så hårdt i denne sæson.
Højreback er stadigt et svagt punkt, og Michael Carrick er for ensom i rollen som kontrollerende midtbanespiller (der er også stadig Scholes og Giggs, men de er efterhånden 37 og 38 år). I øvrigt er den gode breddespiller Park væk.
Til gengæld kan Vidic stabilisere bagkæden, hvor målmand De Gea i øvrigt også ser ud til at have vænnet sig til ligaen, mens offensiven efterhånden ligner ligaens mest potente, hvilket kan blive udslagsgivende i den helt lige dyst mod den lyseblå nabo.
Bud på slutplacering: 1
Træningskampe
18/7 AmaZulu - MU 0-1
21/7 Cape Town - MU 1-1
25/7 Shanghai - MU 0-1
5/8 Vålerenga - MU 0-0
8/8 MU - Barcelona 0-0
11/8 Hannover - MU 3-4
Transferoverblik
Ind: Shinji Kagawa (Dortmund), Nick Powell (Crewe Alexandra), Robin van Persie (Arsenal).
Ud: Park Ji-Sung (QPR), Michael Owen (fritstillet), Fabio da Silva (QPR, lån), Ben Amos (Hull City, lån), Ritchie de Laet (Leicester City)
Newcastle
2011/12: Nr 5. 19-8-11 (56-51)
Hjemme: 11-5-3 (29-17)
Ude: 8-3-8 (27-34)
Kan Newcastle gøre det igen?
Sidste sæson
Den store positive overraskelse i sidste sæson stod Newcastle for med præstationer, som var tæt på at indbringe en plads i Champions League, men i sidste ende ”blot” rakte til en 5. plads og en billet til Europa League.
Demba Ba bombede løs i første halvdel af sæsonen, mens Papiss Cissé kom til i januar og tog måltêten. Også nyindkøbte Yohan Cabaye imponerede stort på midtbanen, hvor han sammen med Cheik Tiote ofte var de store hold fuldstændig overlegen. Vigtige var også kantspiller Gutiérrez samt Ben Arfas kreative driblinger.
Vigtigste transfers
Lilles landsholdsback, Mathieu Debuchy har længe været tæt på Newcastle, men i skrivende stund er franskmanden stadig i Frankrig. Til gengæld er det lykkedes Alan Pardew at hente Ajax’ hurtige venstrekantspiller Vurnon Anita og et af The Championships største midtbanetalenter, Gaël Bigirimana, fra Coventry.
Samtidig ser det ud til, at profiler som Tiote, Cabaye, Ba og Cisse alle bliver ved Tyneside på trods af interesse fra større klubber. Den danske offensivmand Løvenkrands er draget bort, men han var kun reserve.
Ny sæson
Det er svært at se, hvordan Newcastle skal forbedre sig i forhold til sidste sæson, men det forhindrer ikke Pardew i at sigte efter en top fire-placering.
Umiddelbart en urealistisk målsætning, men har manageren lige så meget held med sine indkøb, som i sidste sæson, bør The Geordies i hvert fald blande sig i den bedste halvdel.
Det kræver så også, at Demba Ba finder tilbage i målform, mens makkeren Cissé skal bevise, at han ikke blot er en døgnflue.
Bud på slutplacering: 8
Træningskampe
13/7 Chemnitzer - Newcastle 1-0
16/7 Monaco - Newcastle 0-1
21/7 Fenerbahce - Newcastle 1-1
27/7 Olympiakos - Newcastle 1-1
28/7 Newcastle - Braga 2-1
4/8 Den Haag - Newcastle 0-0
11/8 Cardiff - Newcastle 4-1
Transferoverblik
Ind: Vurnon Anita (Ajax), Gaël Bigirimana)
Ud: Peter Løvenkrands (Birmingham), Alan Smith (fritstillet), Leon Best (Blackburn), Danny Guthrie (Reading), Nile Ranger (fritstillet)
Norwich
2011/12: Nr 12. 12-11-15 (52-66)
Hjemme: 7-6-6 (28-30)
Ude: 5-5-9 (24-36)
Kanariefugle flyver stadig, men næppe så højt som sidst
Sidste sæson
Som oprykker i sidste sæson var Norwich spået små chancer for overlevelse, men Paul Lambert formåede meget overraskende at føre holdet frem til en 12.-plads langt fra nedrykningsstregen.
Det skete endda uden at forstærke holdet med mange etablerede Premier League-spillere. I stedet levede kanariefuglene på en ukuelig vilje og holdånd, som snarere end flot fodbold førte holdet til mange scoringer, men desværre også mange scoringer imod.
Vigtigste transfers
Chris Hughton skal udfylde managersædet efter Paul Lambert, og han har omgående forstærket defensiven, som i sidste sæson var for gavmild. Stærke Michael Turner er hentet i Sunderland, og han skal stabilisere bagkæden.
I den anden ende bliver det spændende at følge den nu tidligere Leeds-spiller Robert Snodgrass, som skal akkompagnere Grant Holt i angrebet.
Ny sæson
Trods det flotte resultat i sidste sæson må Norwich i denne sæson regnes for et af de mandskaber, som skal kæmpe for overlevelse. Chris Hughton står foran af sit livs opgave som arvtager for den populære Lambert, og det er en arv, som nok bliver svær at løfte.
Hughton ser ud til at have strammet den defensive organisation op, men hans største opgave bliver at undgå, at det defensive fokus går udover målscoringen. Topscorer Grant Holt (15 ligamål, heraf 2 på straffe, i 2011/12) kan heldigvis for The Canaries bære meget på sine skuldre, og han kan nok holde Norwich i det fine selskab.
Bud på placering: 16
Træningskampe
22/5 Norwich - Celtic 2-0
21/7 Hertha - Norwich 3-2
24/7 Celtic - Norwich 0-1
31/7 Norwich - Ajax 1-1
3/8 Milton Keynes - Norwich 0-0
11/8 Norwich - Gladbach 0-2
Transferoverblik
Ind: Michael Turner (Sunderland), Robert Snodgrass (Leeds United), Javier Garrido (Lazio, lån).
Ud: Daniel Ayala (Nottingham Forrest, lån), Andrew Crofts (Brighton & Hove Albion).
QPR
2011/12: Nr 17. 10-7-21 (43-66)
Hjemme: 7-5-7 (24-25)
Ude: 3-2-14 (19-41)
Sidste sæsons næsten-nedrykker er forstærket
Sidste sæson
Queens Park Rangers undslap med nød og næppe nedrykningen (1 point ned til stregen) trods et dramatisk sidsterunde-nederlag til Man City der var bagud 1-2 indtil 92. minut, men vendte det til 3-2 og vandt mesterskabet. Godt hjulpet på vej af 55. minut-udvisningen til QPRs bad boy-Barton.
Pudsigt nok har både Barton og QPR-træner Mark Hughes (kom til i januar; var senest hos Fulham) en fortid hos netop City.
I udekampen mod City stillede Hughes med en 4-4-2-formation, med Zamora og Cissé i front, med de temmelig defensive Barton og Derry på den centrale midtbane samt Wright-Philips og Mackie på kanterne. I runden forinden, i sæsonens sidste hjemmekamp, mod Stoke (1-0-sejr), brugtes en slags 4-2-3-1-formation, med Zamora som ene-angriber støttet af Buzsaky, Taarabt og Mackie.
Vigtigste transfers
QPR har sagt farvel til to deciderede stamspillere: den hårdtskydende venstreback Taiwo samt den rutinerede målmand Kenny. Sidstnævnte erstattes af den engelske landsholdsreserve Green, også en erfaren og dygtig keeper (omend med lejlighedsvis hang til drops). Taiwo remplaceres af den talentfulde United-reserve Fabio (Rafaels tvillingebror).
Væk er også draget nogle forsvarere (Gabbidon, Hall) samt offensivfolkene Buzsaky og Helguson, men de var lige så meget på bænken som i startopstillingen (Helguson blev dog topscorer med 8 mål), og deres afgang mere end opvejes af tilgangene.
Til er nemlig kommet den meget erfarne midterforsvarer Nelsen, den dynamiske United-midtbanemand Park, den hurtige fløj angriber Junior Hoilett (7 mål og 6 assists for Blackburn i sidste sæson) samt den lille angriber Johnson (der gik lidt i frø i Everton og siden Fulham, men tidligere scorede mange mål for Crystal Palace, også i Premier League).
Sidste nyt er at den teknisk dygtige Chelsea-højreback Bosingwa også er taget til QPR. En klar forstærkning. Ellers havde QPR vel kun ikke synderligt gode Young til højrebackposten, foruden unge Harriman. Og så nys tilkomne Fabio, men mon ikke han skal spille venstreback. I sidste sæsons sidste kamp (mod City) var det Onuoha der spillede højreback - hvad han godt kan, men han er vel bedre i midterforsvaret.
Ny sæson
Alt i alt ser QPR styrket ud, især pga Park og Bosingwa. Og i forvejen råder truppen over stærke folk som forsvarerne Ferdinand og Onuoha, midtbanefolkene Barton (hidsig, men nydeligt overblik), Taarabt (kreativ) og Wright-Phillips (hurtig; dog ikke så betydningsfuld som tidligere i karrieren) samt angriberne Zamora og Cissé. De to sidste kom til i januar og scorede henholdsvis 2 mål i 14 kampe og 6 mål i 8 kampe.
Barton kan være på vej væk, men da han alligevel har karantæne i de første 12 runder, er betydningen til at overse. I øvrigt kostede han vel lige så mange point som han skaffede klubben i sidste sæson.
Jeg tror at den lille London-klub, efter sommer-forstærkningerne, har pæne chancer for at blande sig i midten af tabellen og undgå den værste nedrykningskamp. Især hvis det lykkes at forbedre den dårlige udebanestatistik.
Bud på slutplacering: 11-15
Træningskampe
21/7 Kelantan - QPR 0-5
23/7 Persabaya - QPR 1-2
31/7 Wycombe - QPR 0-3
11/8 Augsburg - QPR 2-2
Transfer-overblik
Ind: Park Ji-sung (Manchester United), Robert Green (West Ham), Ryan Nelsen (Tottenham), Andrew Johnson (Fulham), Fabio (Manchester United)
Ud: Danny Gabbidon, Danny Shittu, Fitz Hall, Akos Buzsaky, Heidar Helguson (Cardiff), Paddy Kenny (Leeds), Danny Shittu (Millwall), Bruno Perone, Taye Taiwo (Dynamo Kiev)
Reading
2011/12: Nr 1 i The Championship. 27-8-11 (69-41)
Hjemme: 14-5-4 (69-41)
Ude: 13-3-7 (33-23)
Oprykker har styrket tynd offensiv
Sidste sæson
Reading vandt den næstbedste række i sidste sæson og er dermed tilbage i Premier League som klubben smagte på i 2006/07 og 2007/08 før det blev til nedrykning.
Reading havde den bedste defensiv i The Championship, men kun den femtebedste offensiv. Hold-topscorer blev Le Fondre med blot 12 mål, og McAnuff leverede 9 assists.
Vigtigste transfers
Reading har ikke sagt farvel til deciderede stamspillere (det er dog værd at bemærke at den rutinerede midtbanemand Griffin er afhændet).
Til er først og fremmest kommet den russiske landsholdsangriber Pogrebnyak der scorede 6 mål i 12 kampe for Fulham i foråret. Angrebet har også fået McCleary der scorede 9 mål i 22 kampe for Nottingham Forest i sidste sæsons Championship.
En god opgradering af en tynd offensiv.
Defensiven er også forstærket, omend knapt så markant. Til er kommet midterforsvarer Mariappa samt de to backs Gunter (højre/venstre) og Shorey (venstre). De to første har begge spillet i PL, men der er nogle år siden, senest har de spillet i Championship. Shorey var fast/reserve hos PL-klubben WBA i sidste sæson.
Newcastle-midtbanemand (mest reserve) Guthrie er også kommet til.
Ny sæson
Er forstærkningerne nok til at holde Reading oppe? Tjah. Man kan have sine tvivl. Truppen - der i øvrigt tæller den 1,96 meter høje danske målmandsreserve Mikkel Andersen (kan være på vej væk) - ser tynd ud. Der er ikke ret mange med PL-erfaring.
Dette bliver i øvrigt den 51-årige træner McDermots første sæson i Premier League. Før han kom til Reading i 2009, havde han været træner i Slough og Woking. I sin tid som aktiv spillede han dog i den bedste række for Arsenal (1978-84).
Bud på slutplacering: 17-20
Træningskampe
14/7 Wimbledon - Reading 0-7
24/7 Sheffield W - Reading 2-0
27/7 Olhaense - Reading 1-1
4/8 Bournemouth - Reading 2-2
7/8 Brighton - Reading 1-1
11/8 Reading - Crystal P 2-0
Transfer-overblik
Ind: Pierce Sweeney (Bray Wanderers), Pavel Pogrebnyak (Fulham), Danny Guthrie (Newcastle), Garath McCleary (Nottingham Forest), Nicky Shorey (West Brom) Chris Gunter (Nottingham Forest), Adrian Mariappa (Watford)
Ud: Tomasz Cywka, Andy Griffin
Southampton
2011/12: Nr 2 i The Championship. 26-10-10 (85-46)
Hjemme: 16-4-3 (49-18)
Ude: 10-6-7 (36-28)
Undladelsessynder hos tilbagevendte Saints
Sidste sæson
Southampton er tilbage i Premier League efter at være rykket ned i 2005 (efter 27 år i træk i den bedste række). I 2009 røg den økonomiske trængte klub endda ned i den tredjebedste liga - men i 2011 gik det opad igen, og nu er Saints altså tilbage i det gode selskab efter to oprykninger i træk.
Ingen scorede flere mål end Southampton i Championship i 2011/12. Scoringerne kom især Lambert (27 mål, heraf 9 på straffe) og Sharp (19, heraf 1 på straffe), men Lallana (11) og Guilherme (10) hjalp også. Lambert leverede desuden 13 assists, Fox og Richardson hver 10, Lallana 8, Guilherme 7.
I truppen er i øvrigt den tidligere FCK- og Celtic-midterforsvarer (reserve begge steder) Hooiveld.
Vigtigste transfers
Væk er een stamspiller - midterforsvarer Radhi Jaidi (foruden marginalfolkene, angriber Connolly og forsvarer Harding).
Blandt nyerhvervelserne ligner midtbanemand Davis (fra det skotske fallitbo Rangers) een der kan banke på til en startplads. Måske også den unge back Clyne.
Ny sæson
Det skal blive interessant at se hvad sidste sæsons dygtige offensiv kan stille op i den bedste række, men eksempelvis topscorer Lambert har trods sine 30 år aldrig spillet i PL. Det har næsttopscorer Sharp (26 år) heller ikke.
Alt i alt ser holdet ikke synderligt forstærket ud. Lidt mærkeligt når man har en trup der er så PL-urutineret. Jeg tror godt man kan sige at Saints er kandidater til at rykke ned igen.
Bud på slutplacering: 16-20
Træningskampe
18/7 Étoile Carouge - Southampton 1-4
21/7 Évian TG - Southampton 0-1
28/7 Southampton - Ajax 0-1
4/8 Southampton - Wolves 2-0
7/8 Bristol - Southampton 1-1
11/8 Southampton - Udinese 0-4
Transfer-overblik
Ind: Jay Rodriguez (Burnley), Steven Davis (Rangers) Paulo Gazzaniga (Gillingham) Nathaniel Clyne (Crystal Palace)
Ud: Radhi Jaidi, David Connolly, Bartosz Bialkowski, Aaron Martin, Dan Harding
Stoke
2011/12: Nr 14. 11-12-15 (36-53)
Hjemme: 7-8-4 (25-20)
Ude: 4-4-11 (11-33)
Ineffektive Stoke med udsigt til endnu en sæson i tung ende
Sidste sæson
Stoke fik en fjortendeplads med 9 point ned til stregen, men 20 point op til en europæisk plads. Dertil kom en kvartfinale i FA Cuppen.
Træner er fortsat Tony Pulis (har været i klubben siden 2006), og med det forhåndenværende spillermateriale (diverse høje folk, plus fx hurtige Pennant til at trække frispark) ligger styrken stadig i dødbolde.
Der blev dog scoret for få mål i 2011/12 - faktisk nettede Stoke færre gange end alle andre hold i ligaen.
Vigtigste transfers
Stoke har sendt midterforsvarer Woodgate væk (foruden midtbanemand Diao og angriber Fuller, begge reserver).
Til er indtil videre kun kommet midtbanemand Ness der var reserve hos skotske Rangers i sidste sæson.
Ny sæson
Altså umiddelbart en lidt svækket trup - selv om midterforsvaret stadig har fyrtårnet Huth. I målet kæmper danske Thomas Sørensen stadig med Begovic om førstetjansen (rutine mod talent). På midbanen er der masser af erfaring hos folk som Etherington, Delap (ham med de lange indkast) og hurtige Pennant. Og i front er der stadig tårnhøje Crouch (topscorer med 10 mål i sidste sæson).
I betragtning af sidste sæsons dårlige målscore er det dog ærgerligt at Stoke ser ud til gå glip af en lejeaftale med Chelsea-angrebsreserve Lukaku.
En lidt tynd trup, både offensivt og defensivt. Nedrykning bliver det næppe til (men man skal aldrig sige aldrig), men Stoke må nok igen belave sig på en sæson i den nederste halvdel.
Bud på slutplacering: 12-16
Træningskampe
25/7 Columbus Crew - Stoke 2-1
29/7 Orlando - Stoke 0-1
2/8 Kansas City - Stoke 1-1
6/8 Torquay - Stoke 1-1
10/8 Greuther Fürt - Stoke 1-1
Transfer-overblik
Ind: Jamie Ness (Rangers)
Ud: Jonathan Woodgate (Middlesbrough), Salif Diao, Ricardo Fuller
Sunderland
2011/12: Nr 13. 11-12-15 (45-46)
Hjemme: 7-7-5 (26-17)
Ude: 4-5-10 (19-29)
Topscorer Bendtner væk - kattene er på angriberjagt
Sidste sæson
Da Martin O´Neill satte sig i trænersædet hos Sunderland i december sidste år, havde Black Cats kun vundet 2 kampe i efteråret, men den snu nordirer organiserede mandskabet, genskabte selvtilliden og sikrede klubben mod nedrykning.
Især på hjemmebane fik O´Neil opbygget en fæstning. Efter han kom til lod Sunderland kun 8 mål gå ind i 12 hjemmekampe, og holdet scorede selv 16. 6 kampe blev vundet, 4 endte uafgjort og kun 2 blev tabt - til Arsenal og Man United.
I sidstnævnte kamp stillede Sunderland i en 4-1-4-1-formation med kun een decideret angriber (Campbell).
Samme ret forsigtige formation blev også brugt i hjemmekampen mod QPR, altså en kamp hvor Sunderland gik efter sejren (der da også kom på bordet: 3-1). Her gik O´Neil dog efter 28 minutter over til 2 mand fremme (Bendtner og Campbell).
Vigtige i Sunderland-offensiven var kreatøren Sessegnon (9 assists) og den skudstærke højrekantsmand Larsson. Samt holdets topscorer, danske Nicklas Bendtner med 8 mål (i 28 kampe, 25 fra start. Desuden 5 assists). Larsson nettede 7 gange, McClean 5 gange.
Men bemærkes skal også den kvikke angriber Campbell der absolut gjorde en forskel (kun 1 mål, men han skabte diverse) da han i januar vendte tilbage efter halvandet års skadespause.
Vigtigste transfers
Ud over et par reserver har Sunderland sagt farvel til to stamspillere - Bendtner samt den 1,93 meter høje midterforsvarer Turner. Sidstnævnte er blevet erstattet af den næsten lige så store Cuellar (kan både spille midterforsvar og højreback).
Bendtner er derimod ikke erstattet endnu, og det er et problem, for selv om han ikke scorede nok i forhold til antallet af chancer, blev han trods alt holdets topscorer og var med sin højde og drøjde en god targetman - en helt anden type end den lille og kvikke Campbell.
Men der arbejdes på at udfylde Bendtners støvler (der er koreanske Ji, men selv om han er ret høj, er han også ung og urutineret).
På vej kan være Tottenhams landsholdsangriber Defoe (lille, lynhurtig og målfarlig: 11 mål i 25 kampe, 11 fra start, i sidste sæson) - hvis han har udsigt til endnu en sæson som indskifter i London.
Men De Sorte Katte står også på spring til at sætte kløerne i to andre angribere, svenske John Guidetti (20 mål i 23 kampe for hollandske Feyenoord) der ejes af Man City, men måske kan lejes, samt Wolverhamptons Fletcher (12 mål i 32 kampe i sidste sæson).
Seneste nyt er at rutinerede Saha - der senest var reserve i Tottenham - skifter til Sunderland. Han bør sagtens kunne gøre det lige så godt som Bendtner.
Ny sæson
Med Saha og måske et ekstra angriberkøb er vejen nok banet for en sæson i midten af rækken. Måske endda lidt højere.
Bud på slutplacering: 9-13
Træningskampe
22/7 Sunderland - Groningen 3-2
8/8 Derby - Sunderland 1-1
11/8 Leicester - Sunderland 12-0
Transfer-overblik
Ind: Carlos Cuellar (Aston Villa), Saha (Tottenham)
Ud: Craig Gordon, Marcos Angeleri (Estudiantes) Michael Turner (Norwich), Nicklas Bendtner
Swansea
2011/12: Nr 11. 12-11-15 (44-51)
Hjemme: 8-7-4 (27-18)
Ude: 4-4-11 (17-33)
Laudrup har midlerne, men det kan tage tid
Sidste sæson
Den lille walisiske klub charmerede fodboldverdenen i sin første sæson i den bedste række. Ikke bare fordi det blev en nydelig midterplacering, men især fordi det skete med positiv og teknisk funderet fodbold. Swansea-midtbanen var ikke bange for at spille bolden rundt og søge fremad, selv mod store hold.
En stor del af æren for sidste sæson tilfalder træner Rodgers. Men værd at bemærke er også kantspillerne Sinclair (8 mål, heraf 4 på straffe, og 5 assists) og Routledge (7 assists), offensiv-midtbanemand Sigurdsson (kom til i januar og scorede 7 mål i 18 kampe), angriber Graham (topscorer med 12 mål).
For ikke at tale om de kølige midtbanespillere Allen og Britton der stort set altid fandt en medspiller med deres afleveringer. Og så skal man ikke glemme forsvaret hvor midterforsvarer Caulker og venstreback Taylor spillede så godt at de fik en OL-udtagelse til Team GB, og hvor målmand Vorm var en af de allerbedste keepere i ligaen.
Vigtigste transfers
Det var sidste sæson. Nu er træner Rodgers draget til Liverpool, og tre af nøglespillerne er også væk.
Roret er overtaget af Michael Laudrup, kreatørgeniet der tog sine visioner med sig da han blev træner i 2002. Dette borger nok for en fortsættelse af den positive spillestil i Swansea (uden at der bliver tale om ærværdigt selvmord mod de store hold: under Laudrup fik både Getafe og Mallorca gode resultater mod Real Madrid og Barcelona via en stærk defensiv indsats).
Spørgsmålet er om Laudrup har spillermaterialet til at gøre det lige så godt som Rodgers? Tjah.
Swansea ser umiddelbart ret så svækket ud efter afgangen af midterforsvarer Caulker (draget hjem til Tottenham), offensivmanden Sigurdsson (var lejet af Hoffenheim der nu har solgt ham til Spurs) og midtbanemand Joe Allen.
Men Laudrup har allerede hentet dels den unge midterforsvarer Bartley hos Rangers, dels nogle interessante folk i den spanske liga, og desuden har han - efter salget af Allen - fået 110 millioner til at købe yderligere ind.
Hullet efter Sigurdsson er vist allerede fyldt ud. Den hollandske offensiv-midtbanemand Jonathan de Guzman har talentet til at tage over selv om det kneb med at få spilletid for Villarreal i foråret, under en ny træner. 24-årige de Guzman scorede 23 mål i 109 kampe for Feyenoord i 2005-2010.
Endnu bedre ser offensiv-midtbanemand/fløj Miguel Pérez Cuesta (kaldet "Michu") ud. Han scorede 15 mål i 37 kampe for Rayo Vallecano i sidste sæson.
Caulker er erstattet af Bartley og Jose Manuel Flores (kaldet "Chico) der både kan spille midterforsvar og højreback, og som var fast starter for Mallorca i sidste sæson (i øvrigt ret hårdtspillende; fik 14 gule kort i 33 kampe).
Men hvad med en afløser for Joe Allen? Medmindre de Guzman rykkes en tak tilbage (han kan vist godt udfylde en mere defensiv rolle på midtbanen), er der behov for nye indkøb. Men det er der jo også penge til.
Laudrup skulle også være på udkig efter en ekstra angriber; som opbakning til sidste sæsons topscorer Graham der har gjort det godt i træningskampene (6 mål i 5 kampe).
Endelig kan det blive nødvendigt med en ny fløjspiller - hvis Scott Sinclair smutter (og det ser sådan ud).
Ny sæson
Jeg tror egentlig Laudrup er mindst lige så dygtig som Rodgers, og der er penge til at gøre truppen mindst lige så god som i sidste sæson. Men der er sket meget i Swansea i sommerferien, og der kan gå tid før alt ruller som det skal. Derfor tror jeg det bliver svært at gentage sidste sæsons fine placering.
Bud på placering: 12-16
Træningskampe
25/7 Colorado Rapids - Swansea 2-1
1/8 SJ Earthquakes - Swansea 2-2
12/8 Swansea - Stuttgart 3-3
Transfer-overblik
Ind: Jose Manuel Flores (Genoa), Jonathan de Guzman (Villarreal) Michu (Rayo Vallecano), Kyle Bartley (Rangers)
Ud: Joe Allen (Liverpool), Ferrie Bodde, Casey Thomas, Joe Walsh, Gylfi Sigurdsson (Tottenham), Scott Donnelly, Steven Caulker (Tottenham)
Tottenham
2011/12: Nr 4. 20-9-9 (66-41)
Hjemme: 13-3-3 (39-17)
Ude: 7-6-6 (27-24)
Taktiksvag motivator udskiftet med dygtig teoretiker - men hvad med Modric?
Sidste sæson
Som Spurs-fan var 2011/12-sæsonen svær at leve med. På et tidspunkt indtog Tottenham en lun tredjeplads med hele 10 point ned til arvefjenden Arsenal, men efter et elendigt forår måtte klubben se den nordlondonske naborival snuppe bronze med et forspring på eet sølle point.
Og for at føje spot til skade, vandt Chelsea Champions League og tog dermed Englands fjerde CL-billet. Spurs fik en EL-gruppespilsbillet som trøstepræmie. Suk.
Hvad gik galt? Flere ting, men først og fremmest må cheftræner Harry Redknapp nok bære skylden.
Hans konservative holdudtagelser trak store veksler på stamspillerne, og det kunne ses i foråret hvor det kneb med energien. Redknapp insisterede desuden flere gange på at bruge King i forsvaret selv om den evigt knæplagede mand ikke kunne træne ordentligt og tydeligt manglede timing. Det kostede point, fx mod Man City (der dog også fik stor dommerhjælp; både Balotelli og Lescott burde have været vist ud).
Endelig gik landstræner-spekulationerne (Redknapp var favorit til at få posten) ud over trænerens koncentration. Hans taktiske formåen er til at overse, men til gengæld er han fremragende til at sætte spillerne op. Men selv denne spidskompetence glippede i foråret.
Topscorer for Spurs blev Adebayor med 17 mål (3 på straffe). Defoe scorede 11 (selv om han typisk startede på bænken). Van der Vaart (1 på straffe) og Bale henholdsvis 11 og 10. Bale leverede desuden 13 assists, Adebayour 12, van der Vaart 7, Lennon 6 samt Modric og Assou-Ekotto hver 5.
I forsvaret var gammelfar Friedel en sikker skanse langt hen ad vejen, på de to backs var Assou-Ekotto og stortalentet Walker flittigt med fremme, og i det skadesplagede midterforsvar var især Kaboul god. Ditto med Parker og Sandro på den defensive midtbane, og (omend han scorede alt for lidt) Modric som mere offensiv.
Vigtigste transfers og overvejelser vedr AVB og Modric
Nu er Redknapp væk (han blev ikke landstræner, men Spurs fyrede ham) og erstattet af sin diametrale modsætning.
André Villas-Boas er kun 34 år, har ikke selv haft en professionel spillerkarriere og kan måske have svært ved at få rutinerede spillere til at makke ret. Men han er en dygtig strateg der (efter at have været assistent for Mourinho) vandt Europa League med Porto i 2011. Han kiksede i Chelsea, men spørgsmålet er om det var fordi han var for stædig til at indse at spillermaterialet ikke passede til hans spilsystem (højtliggende forsvar samt bredt fløjspil), eller det skyldtes at Chelsea-stjernerne (og ledelsen) var for stædige til at lytte til ham...
Uanset om det er det ene eller det andet, kan det meget vel være at AVB og Spurs er den helt rigtige kombination. Spurs har nemlig hurtige fløje i Bale og Lennon, og forsvarerne er også hurtige. Dels de to backs Assou-Ekotto og Walker, dels midterforsvarerne Kaboul og Vertonghen. Sidstnævnte belgier er hentet i Ajax hvor han scorede 23 mål i 155 kampe, og selv om han er 1,89, er han boldfast og god til at gå med frem. Caulker der havde en flot sæson i Swansea, er desuden vendt tilbage til London.
AVB ser det desuden som vigtigt at hans hold har bolden så meget som muligt, og det betyder at midtbanespillerne skal være dygtige boldspillere. Her står Spurs umiddelbart godt rustet.
Der er oprydderne Santos og Parker (sidstnævnte engelske landsholdsmand er dog skadet og går glip af sæsonens første måned, men så er der fx unge Livermore, også netop udtaget til landsholdet. Desuden er der snak om at hente franskmændene M´Vila og Capoue - begge knalddygtige). Og så er der spilfordeler Modric.
Sagen er bare at Modric MEGET gerne vil til en større klub, og helst Real Madrid. Cirka samme historie som sidste år hvor han gerne ville til Chelsea, men ikke fik lov. Hvilket betød surmuleri i begyndelsen af sæsonen før han faldt til patten.
Denne gang (hvor Modric nægtede at tage med på træningsturen til USA) bør Spurs nok lade ham gå og bruge pengene på andre. Men hvem kan udfylde rollen? Pirlo er næppe til salg. Real Madrids Sahin kunne være en idé, men han skulle være på vej til Arsenal eller Liverpool. En mulighed er også Moutinho der var AVBs midtbanestyrmand hos Porto.
I sommerpausen har Tottenham hentet Gylfi Sigurdsson der gjorde det flot for Swansea i foråret (scorede 7 mål io 18 kampe, herunder 1 mål mod Spurs), men islændingen er umiddelbart mere offensiv end Modric.
Til gengæld er den offensive midtbane jo forstærket; dér var der ellers kun van der Vaart. Og så stakkels dos Santos (kan også spille fløj) der aldrig rigtigt har fået chancen i London, men som var Mexicos bedste ved OL i sommer (han missede dog finalesejren pga en skade). Spurs er desuden interesseret i Bologna-talentet Ramirez.
I angrebet har Tottenham mistet topscorer Adebayor - umiddelbart et stort tab selv om togoleseren brændte utallige chancer. Der er stadig (medmindre han også ryger) hurtige Defoe, men han er lille, og derfor er klubben nok på jagt efter en stor targetman som afløser for Adebayor (reserven Saha er nemlig også væk). Bilbao-fyrtårnet Llorente skulle efter sigende være et mål.
Hvad med målmandsposten? Her har Spurs 41-årige Friedel og 38-årige Cudicini. Inters Júlio César er efter sigende en mulig forstærkning.
Ny sæson
Træner AVB er ung og fejlede i Chelsea, men hans taktiske evner er nok lige hvad Spurs har brug for efter Redknapps "gå ud og vind"-indstilling. Så på den led er holdet klart forstærket. Ligeså i forsvaret og på den offensive midtbane. Men der skal findes erstatninger for Modric og for Adebayor, ellers ser det tyndt ud på playmakerpladsen og på centreforward-positionen.
Og selv hvis der kommer erstatninger, kan det blive svært at komme i top4. Mancher-klubberne og Chelsea har så mange midler, og der er jo også Arsenal og Liverpool. For ikke at tale om Newcastle der var tæt på at true Spurs i sidste sæson.
Bud på placering: 4-6
Træningskampe
18/7 Stevenage - Tottenham 0-2
21/7 Como - Tottenham 0-0
25/7 LA Galaxy - Tottenham 1-1
28/7 Liverpool - Tottenham 0-0
1/8 New York RB - Tottenham 1-2
9/8 Valencia - Tottenham 2-0
Transfer-overblik
Ind: Jan Vertonghen (Ajax), Gylfi Sigurdsson (Hoffenheim)
Ud: Niko Kranjcar (Dynamo Kiev) Ryan Nelsen (QPR), Khumalo (PAOK), Ledley King (karrierestop), Saha (Sunderland)
WBA
2011/12: Nr 11. 13-8-17 (45-52)
Hjemme: 6-3-10 (21-22)
Ude:
Kan Liverpool-assistent klare cheftrænerjob hos solide WBA?
Sidste sæson
West Bromwich Albion er blevet nr 11 i de seneste to sæsoner (efter oprykningen i 2010). Solidt.
Holdet scorede dog temmelig få mål i 2011/12 - kun fem PL-klubber nettede færre gange. Af de 45 mål stod Odemwingie for 10, Long for 8. Brunt leverede 7 assists, Morrison 5.
I den anden ende var målmand Foster og den store svenske midterforsvarer Olsson vigtige elementer.
Men det allervigtigste element var måske cheftræner Roy Hodgson der med sin kæmpestore rutine og (defensive) sans for organisation skaffede holdet mange point.
Vigtigste transfers
Hodgson er blevet landstræner for England, og WBA har fået ny træner i 48-årige Steve Clarke der dermed får sin første tjans som cheftræner (fraset en kort overgang som caretaker i Newcastle i 1999) efter en række år som assistent, senest i Liverpool under Dalgliesh.
Ironisk nok var WBAs 1-0-sejr på Anfield i april nok med til at koste Dalgliesh (og dermed også Clarke der gik i sympati) jobbet i Liverpool. Hvor Hodgson i øvrigt var cheftræner en overgang i 2010 (før han blev fyret), men sådan er der så meget.
Og ironisk nok skal netop WBA og Liverpool mødes i første runde af den nye sæson...
WBA har sagt farvel til to spillere der fik temmelig mange starter i sidste sæson: venstreback Shorey og midtbanemand/midterforsvarer Scharner.
Til venstrebackpladsen er der fortsat Ridgewell og Billy Jones (), så det går nok. Og derudover ser holdet forstærket ud.
Til er kommet den argentinske midtbane-defensivmand Yacob (fast mand hos River Plate) og Gents offensivmand El Ghanassy. Samt ikke mindst to dygtige angribere i svenske Rosenberg (var gået lidt i stå i Werder, men scorede dog 10 mål i 33 kampe sidste sæson) og unge, men store og stærke Lukaku (fik aldrig rigtigt chancen i Chelsea, men scorede 15 og 16 mål for Anderlecht i 09/10 og 10/11).
En god forstærkning af offensiven (der stadig har Odemwingie og Long).
Midterforsvarer Olsson KAN være på vej væk - i givet fald er WBA nok nødt til at leje/købe en erstatning.
Ny sæson
Hvis Olsson bliver eller erstattes af en lige så god spiller, bør WBA være lige så solid defensivt som i sidste sæson, og offensiven ser markant forstærket ud. Spørgsmålet er bare hvordan Hodges-afgangen påvirker holdet; om Steve Clarke klarer sig som cheftræner/manager efter mange år som assistent. Hvilken spillestil vil han vælge?
Bud på placering: 13-18
Træningskampe
19/7 Malmö - WBA 1-0
28/7 Barnsley - WBA 0-0
31/7 Stockport - WBA 1-4
4/8 Sheffield W - WBA 1-1
10/8 Nottingham F - WBA 0-2
Transfer-overblik
Ind: Yassine El Ghanassy (AA Gent), Romelu Lukaka (Chelsea), Markus Rosenberg (Werder Bremen), Claudio Yacob (Racing Club de Avellaneda)
Ud: Nicky Shorey, Somen Tchoyi, Keith Andrews (Bolton), Paul Scharner
West Ham
2011/12: Nr 3 i The Championship. 24-14-8 (81-48)
Hjemme: 11-8-4 (41-26)
Ude: 13-6-4 (40-22)
Hammers oppe igen - med franske forstærkninger
Sidste sæson
London-klubben er tilbage i Premier League efter en enkelt sæson i den næstbedste række. Men holdet måtte via playoff-kampe (efter en tredjeplads i ordinær sæson) for at nå oprykningen. I semifinalen blev det til samlet 5-0 over Cardiff, og i finalen 2-1 over Blackpool.
Topscorer for Hammers (og ligaens næsttopscorer) blev Ricardo Vaz Té med 20 mål (1 på straffe). Cole scorede 14 gange, Nolan 12, Maynard 10. Bedste oplægger var Taylor med 8 assists, Noble havde 7, Cole og Nolan hver 5.
Vigtigste transfers
West Ham har sagt farvel til tre stamspillere i landsholdsmålmandsreserve Green, højre-wingback Faubert og midterforsvarer Faye. Væk er også den erfarne og kæmpestore Senegal-midtbanemand Papa Bouba Diop - men han spillede kun 1 kamp i foråret.
I stedet for Green har klubben hentet den meget rutinerede keeper Jaaskelainen (trods sine 37 år en bedre målmand, i mine øjne), og i stedet for Faye er kommet Aston Villas store James Collins. Glimrende erstatninger.
Faubert er ikke erstattet. Det er ingen svækkelse af forsvaret - West Ham har diverse til højrebacken (Demel, O´Brien, dansk-new zealandske Reid... - desuden skulle Werder Bremens højre-/venstreback Boenisch også være på vej), men højresiden af midtbanen har vist umiddelbart kun O´Neil.
Til gengæld er West Ham forstærket på den defensive midtbane og i angrebet af to indkøb fra den franske liga: hårdtarbejdende Diarra (ikke et teknisk vidunder, men stor og stærk og en god fighter - og han havde et godt EM for Frankrig) og farlige Maiga (Mali-spilleren er dog lidt af en humørspiller). Den defensive midtbane har også fået Wigans Diame.
Ny sæson
Kan Hammers blæse bobler i den bedste række? Selv om holdet måtte via playoff for at rykke op, vil jeg sige at chancerne nok er bedre end for Reading og Southampton. Hammers har nemlig flere PL-vante folk i truppen og fået nogle nye, gode inputs. Men bundkamp bliver det nok til, uanset.
Bud på placering: 14-18
Træningskampe
7/7 Austria Wien - WH 3-1
10/7 Boreham Wood - WH 1-1
14/7 Southen - WH 0-3
17/7 Oxford - WH 1-0
21/7 Colchester - WH 1-2
25/7 Erfurt - WH 0-3
27/7 Dresden - WH 3-0
29/7 Cottbus - WH 2-2
4/8 Ipswich - WH 3-1
10/8 Sporting Braga - WH 1-1
Transfer-overblik
In: Jussi Jaaskelainen (Bolton) Stephen Henderson (Portsmouth) Mohamed Diame (Wigan), James Collins (Aston Villa), Modibo Maiga (Sochaux), Alou Diarra (Marseille)
Ud: Robert Green (QPR), Julien Faubert, Abdoulaye Faye, Papa Bouba Diop, Ravel Morrison (Birmingham)
Wigan
2011/12: Nr 15. 11-10-17 (42-62)
Hjemme: 5-7-7 (22-27)
Ude: 6-3-10 (20-35)
Slutspurts-bundhold har forstærket sig
Sidste sæson
Wigan fik en ok placering i sidste sæson - i fin afstand fra stregen - via en flot slutspurt: 7 sejre i de sidste 9 runder. Blandt de slagne var Manchester United og Arsenal, og havde det ikke været for en elendig dommer, ville Wigan også have vundet over Chelsea.
Set over hele sæsonen må man dog sige at Wigan scorede for få mål - femtefærrest i ligaen. Bemærkelsesværdigt fordi træner Martinez står for en offensiv tilgang til spillet. Der manglede med andre ord effektivitet i front.
Holdets topscorer blev Di Santo med blot 7 mål, Moses scorede 6. Beausejour leverede 6 assists.
Vigtigste transfers
Ingen af sommerens afhændede spillere var deciderede stamspillere (midtbanemand Diame fik dog en del kampe fra start).
Til er derimod kommet en række interessante folk. Den unge skotske midtbanemand Fyvie (kun 19, men fast hos Aberdeen i sidste sæson), den ligeledes 19-årige og meget talentfulde, japanske fløjspiller Miyaichi (ejes af Arsenal; var senest udlejet til Bolton) samt to gode indkøb i den spanske liga: midterforsvarer Ramis og centreforward Koné (15 mål i 34 ligakampe i sidste sæson).
Ny sæson
Gode indkøb, og mon ikke mindst 2 af dem går mere eller mindre lige ind på holdet. I hvert fald Ramis og Koné ligner, når de lige har vænnet sig til det engelske tempo, folk der kan forstærke holdet.
Især Koné kan nok gøre Wigan-offensiven mere effektiv, og det er lige præcis dét holdet har brug for. Miyaichi er også en interessant offensiv tilføjelse, som opbakning til de i forvejen gode kanter, Moses og Beusejour (Moses KAN i øvrigt være på vej væk; han jagtes af Chelsea).
Jeg tror at det forstærkede Wigan-hold har pæne chancer for at opnå en midterplacering i den kommende sæson, eller i hvert fald holde sig udenfor nedrykningskampen. Men truppen er muligvis lidt skrøbelig. Det KAN gå galt.
Bud på placering: 13-18
Træningskampe
24/7 Micheldorf - Wigan 1-3
26/7 Wigan - Plovdiv 2-2
28/7 Wigan - Hoffenheim 1-1
12/8 Celta de Vigo - Wigan 1-0
Transfer-overblik
In: Fraser Fyvie (Aberdeen) Ivan Ramis (Real Mallorca) Ryo Miyaichi (Arsenal), Arouna Kone ()
Ud: Chris Kirkland (Sheffield Wednesday), Mohamed Diame (West Ham), Hugo Rodallega (Fulham), Hendry Thomas, Steve Gohouri