Dansk Idrætsforbund har sammen med DBU indledt en undersøgelse om potentiel matchfixing i to Varde-kampe tilbage i 2013, skriver Politiken. Havde du penge på kampene?
En ny dansk matchfixing-skandale truer med at kaste lange skygger over dansk divisionsfodbold. Politiken skriver disse dage, at der er muligt urent trav i forbindelse med to Varde-kampe i 2. Division Vest tilbage i 2013. Det skulle angiveligt dreje sig om kampene mod Ringkøbing og Middelfart, som de henholdsvis tabte 1-4 og 0-6. På dette tidspunkt var Varde i akut nedrykningsfare, og klubben endte da også med at rykke ned.
Det er nu op til bl.a. Matchfixingssekretariatet i Dansk Idrætsforbund at komme til bunds i sagen.
Unaturligt spillemønster
Ifølge Politikens oplysninger blev der spillet for ca. 55.000 kr. i et snævert geografisk område, hvilket er et meget unaturligt spillemønster. Flere kilder fortæller uafhængigt af hinanden til avisen, at kampene ikke foregik helt efter bogen. Det skulle angiveligt være tre personer – heriblandt to tidligere Varde-spillere – som står bag. De store indsatser blev spillet hos Danske Spil*, og der har således været rejst kritik mod spiludbyderen for ikke at have lugtet lunten og eventuelt lukket ned for spil på kampen.
Hertil svarer kommunikationschef ved Danske Spil* Thomas Rørsig til Politiken.
"Vi bliver hele tiden klogere - og systemerne bliver bedre."
”Ud over min fatteevne”
Jørn Bach var træner for Varde på det tidspunkt, og han husker tydeligt de to kampe, siger han til JyskeVestkysten. Men mindes dog ikke, at der var noget lusket ved kampene:
“Jeg har ingen fornemmelse af matchfixing i de to kampe. Der var en grund til, at vi rykkede ned," forklarer træneren og fortsætter:
“Det er udover min fatteevne, at folk ikke spiller for at vinde.”
Penge i klemme?
Sagen er blot en af en række tilfælde om muligt aftalt spil den seneste tid. Tre ishockeyspillere fra Esbjerg Energy – Kirill Starkov, Tyler Mosienko og Dennis Jensen – er tidligere blevet idømt karantæner og bøder for fusk. Og så verserer der også en sag om mulig matchfixing i fodboldklubben Hvidovre. Her er der rejst tiltale mod flere personer for grov matchfixing.
Spørgsmålet er så, om disse sager er nogle få isolerede tilfælde eller blot toppen af isbjerget, og at vi fremover vil se en byge af sager om aftalt spil i dansk idræt?
Det kunne være interessant at høre, om nogle BetXpert-brugere havde penge i klemme i Vardes to kampe mod Ringkøbing og Middelfart henholdsvis den 8. jun og 14. juni 2013?