Den portugisiske fodboldsæson er på trapperne med første runde 15. august. Eksperttipper Jonas Germansen er pennen bag denne optakt til Primeira Liga - Liga NOS - 2015/2016 , hvor han analyserer favoritterne, kigger på transfer, odds og går bag om sommerens opsigtvækkende trænerkabale, hvor en Jesus er blevet til Judas. Nå ja, så er der også masser af spiltanker og tips. 

Den bedste portugisiske fodboldrække Primeira Liga begynder om små to uger. Og som altid er mesterskabet noget, der skal afgøres imellem de tre store – Benfica, Porto og Sporting.

 

Sporting har dog i snart mange år halset efter de øvrige to. Men det er muligt, at løverne er lidt bedre rustede til kapløbet i denne sæson end før i kraft af en dramatisk og overraskende ændring på managerposten.

 

Sporting havde en alt taget i betragtning vellykket 2014-2015 sæson. Godt nok blev man igen kun nr. 3, men man vandt metal i form af pokalen (vundet i en tæt finale imod Braga), og særligt holdets unge talenter – her kunne man nævne spillere som Gauld, Tanaka og selvfølgelig Carvalho, der fik sit store gennembrud i den forgangne sæson – strålede når de fik chancen.

 

Hvilket de ofte gjorde under den karismatiske, unge manager Marco Silva. Sportings resultater skal holdes op imod, at løverne ikke har helt de samme økonomiske muskler at spille med som Benfica og Porto. Fx har præsident Carvalho med stort besvær fået indført et lønloft på temmeligt beskedne 500.000€ årligt til de højest lønnede spillere.

 

Men man kan måske tilgive løverne, hvis de efterhånden er ved at være trætte af tredjepladser. Ikke kun blandt klubbens fans, men også på direktionsgangene. Da sæsonen var ovre begyndte der nemlig at ske ting og sager i den anden ende af Lisboa, nærmere bestemt hos Benfica.

 

De stolte ørne kunne sætte kronen på værket med endnu et mesterskab – det 34. af slagsen og det første back-to-back mesterskab i lange tider – og så burde alt være fryd og gammen ovre på Estadio da Luz. Langt fra, skulle det vise sig.

 

Trænerrokering: Fra Jesus til Judas

Jorge Jesus, Benficas succesrige træner igennem seks sæsoner, blev i foråret tilbudt en kontraktforlængelse, der indebar en betragtelig lønnedgang. Det har måske såret Jesus’ ikke helt ubetydelige ego. Rygtemøllen begyndte hurtigt at køre – ikke alene havde Jesus afvist kontraktudkastet, han havde også indladt sig på forhandlinger med arvefjenden Sporting.

 

Og minsandten om ikke det viste sig at holde stik – Jorge Jesus foretog det ellers helt utænkelige skifte fra Benfica til Sporting, og Sportings træner Marco Silva blev hældt ud med et besynderligt påskud.

 

Fjendskabet imellem løver og ørne stikker dybt, så hvor Jesus før var en kontroversiel figur, er han nu en hadet mand i brede dele af den portugisiske fodboldverden. Han er sikkert ligeglad. Den klejne mand, der nærmest har en fremtoning som dirigenten for et symfoniorkester, har før klassificeret sig selv som den, der ved mest om fodbold i verden.

 

Man kan mene om hans udtalelser hvad man vil, men sandt er det, at Jesus fik Benfica løsrevet fra en lang ørkenvandring i Portos skygge. 3 mesterskaber på 6 sæsoner, og tilmed en triple (liga, pokal og ligapokal) i 2014. Det bliver svært for den nye Benfica-træner Rui Vitoria at toppe Jesus’ resultater.

 

Odds og tips

Hold hele sæsonen igennem øje med tips fra BetXperts Portugal-ekspert Jonas Germansen

Udvalgte vinderodds - Primeira Liga 15/16

Bedste odds Bookmaker
Porto 2,20
Sportingbet
Benfica 2,50
Bet365
Sporting 7,0
Betfair Sportsbook
Braga 81 Bet365
Maritimo 201
Scandic Bookmakers
Vitoria Guimaraes 251 Scandic Bookmakers
Pacos de Ferreira  251  Betfair Sportsbook
Belenense  301
 Unibet
Boavista 501
Unibet

Favoritgennemgang

Sporting - outsider til mesterskabet

Det er naturligvis forventningen, at Jorge Jesus kan kaste glimmer og succes over Sportings sæson. Men kan han det? Mnja, tjah, det vil jeg egentlig give ham en rimelig chance for at gøre til de odds, som markedet for øjeblikket udbyder.

Sporting har, til forskel fra de andre to store, stort set fastholdt sidste sæsons trup, åbenbart en betingelse, som Jorge Jesus har sat. Jeg er i skrivende stund ikke klar over, om det ovennævnte €500K lønloft fortsat står ved magt;

Jesus selv er sikret €3 mio. om året i sin nye kontrakt. Han har brugt sommerpausen på at omskole løverne til den 4-4-2, som han sværger til; om han også vil købe ’færdige’ spillere i stedet for at satse på Sportings egen (og bredt anerkendte) talentudvikling er for øjeblikket ikke helt klart.

Sporting har for indeværende ikke foretaget de helt spektakulære transfers. De mest højt profilerede ankomster er pt. colombianske Teofilo Guitterez (hentet hos River Plate) og den costaricanske angriber Bryan Ruiz, som man har hentet hos Fulham.

Sporting bliver mestre til odds 7 hos Sportingbet

Hvis man om jeg så må sige tror på Jesus, så er der ræson såvel som værdi i at spille på Sporting som mestre. Modsat Benfica og Porto har man, stort set og indtil videre, formået at fastholde hovedstammen af sidste sæsons trup, og med en ny (men navnkundig) træner og nye sponsorer i ryggen er Sporting vinder Primeiraen til odds 7,00 hos Sportingbet bestemt et skud værd. Se analysen her

Benfica - ny manager

Andetsteds i Lisboa har man taget hul på post-Jesus æraen. Benfica har udpeget Rui Vitoria som ny manager. Et meget spændende valg. Vitoria har i adskillige år udrettet små og mellemstore mirakler hos Vitoria Guimaraes med et budget, der, groft sagt, udgøres af to bøjede femører og en "I owe you" signeret af klubbens præsident.

 

Alvorligt talt, så er det tæt på enestående, at Vitoria har formået at fastholde Guimaraes i den portugisiske sub-top med midler, der er så meget mindre end de tre store (og for den sags skyld også Braga) har til rådighed.

 

Men Benfica er i hvert fald et par trin over de klubber, som Vitoria før har stået i spidsen for. Den sublime mandskabsbehandling, som Rui Vitoria er almindeligt anerkendt for at udøve – han skulle være en gudsbenådet motivator, eksempelvis – gør det ikke alene.

 

Der skal også hentes forstærkninger ind. Især når man allerede har taget afsked med hele højre side af startelleveren – Rodrigo og Cancelo er taget til Valencia, og Ivan Cavaleiro er smuttet til AS Monaco – hvor der ikke er helt så etablerede og dyre navne i blandt de spillere, som man indtil videre har hentet ind.

 

Det største navn på ind-listen er i skrivende stund nok den offensive midtbanemand Diego Lopes, som man har hentet hos Rio Ave og den purunge hollandske kant Ould-Chikh, som man har erhvervet hos Twente. Måske Rui Vitoria ikke er helt hjemmevant med at handle på den højere hylde, som nu er inden for rækkevidde sammenlignet med de små budgetter, som han er vant til at arbejde med?

 

Jeg synes, at det godt kunne lugte af, at Benfica står foran lidt af en mellemsæson, hvilket såfremt man er enig i min vurdering rent logisk må forhøje Sportings chancer for at løbe med mesterskabet som foreslået. Rui Vitoria skal bruge noget tid til at sætte sit aftryk efter den succesfulde Jesus-æra; og han er som angivet en ny fugl på dette niveau.

 

Den utvivlsomt mest forbløffende transfer hos ørnene er klublegenden Maxi Pereiras afgang til ærkefjenden Porto, oven i købet på en fri transfer. Nogle vil nok hævde, at den uruguayanske højreback er tæt på udløbsdatoen alligevel, men set herfra ligner han en fin direkte erstatning for Danilo, der er blevet solgt til Real Madrid.

 

Porto - mellemår lurer

For det sejrsvante mandskab fra Portugals næststørste by var 2014-2015 en ikke helt tilfredsstillende sæson. Der var formildende omstændigheder – f.eks. en helt hæderlig Champions League-run – men overordnet kan en klub med dragernes ambitionsniveau kun klare én sæson uden trofæer. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at Porto er den eneste klub blandt de tre store, der ikke har skiftet ud på managerposten. Julén Lopetegui sidder fortsat i det varme sæde på Dragao.

 

Porto havde sæsonen igennem visse problemer med kontinuiteten. Kapløbet med Benfica, subsidiært Sporting, er altid tæt, og der er ikke råd til mange pointtab, hvis man vil være mester. Alligevel kan dragerne bryste sig af, at man i 2014-2015 både havde ligaens nærigste forsvar, såvel som topscoreren, selvfølgelig Jackson Martinez.

 

Men man satte for mange points til. Årsagerne er nemme at identificere. Det lykkedes på intet tidspunkt for Porto at hente tre points med hjem fra Lisboa og omegn – dvs. udover hovedstadsholdene Benfica og Sporting satte man også points til imod Belenenses og Estoril. Dén faktor skal forbedres, før man udvikler et regulært hovedstadskompleks.

 

På transfersiden er der sket ting og sager hos dragerne. Det er ikke overraskende, at Martinez er smuttet til Atletico Madrid; tværtimod er det bemærkelsesværdige i den forbindelse, at Porto kunne holde fast på det colombianske fænomen så længe, som tilfældet var. På ind-siden er den for øjeblikket største transfer utvivlsomt erhvervelsen af Imbula hos Olympique Marseilles.

 

Den franske jernmand er Portos dyreste transfer nogensinde, men der er også brug for muskler på midtbanen, især hvis man ikke lykkes med at forlænge de udløbne låneaftaler med Torres (retur til Atletico som det ser ud nu) og Casemiro (der returnerer til Real Madrid)

 

Imidlertid er det Portos signing af Iker Casillas fra Real Madrid på en fri transfer, der er løbet med så at sige samtlige overskrifter. Totalt unødvendigt på ethvert niveau hvis man spørger mig. Porto er fint dækket ind på keeperposten med Helton, anføreren der godt nok efterhånden er blevet 37, men også har haft en afgørende aktie i, at Porto som angivet havde ligaens bedste forsvar i den forgangne sæson.

 

Jeg kan ikke se, hvordan Casillas skulle forstærke dragernes defensiv nævneværdigt, især ikke, hvis han viser sig lige så ustabil i sine præstationer, som han var i sine sidste sæsoner hos Real Madrid. Det ligner faktisk lidt en rævekage, en betydningsløs glamour-signing.

 

Real Madrid slipper af med en uønsket spiller; rygtet vil vide, at Samsung (der er sponsor for både Real og Porto) betaler Casillas’ løn. Måske det er en del af en større pakke, der også omfatter en ny forlængelse af låneaftalen med Casemiro, eller måske tilgangen af en anden Real-spiller på lån?

 

Jeg har i hvert fald svært ved at tro, at Lopetegui, der selv var målmand i sin aktive karriere, skulle have Casillas øverst på ønskesedlen når hans hold så indlysende mangler forstærkninger andetsteds på banen.

 

På den anden side, hvis Casillas glider ind i Portos startellever, så har vi endnu et godt argument for vores foreslåede spil på Sporting som portugisiske mestre i den kommende sæson.

 

Portos Madeira-mareridt

Et endnu mere iøjnefaldende element i Portos let haltende 2014-2015 sæson har været de resultater, som man har fået med hjem fra Madeira. Den smukke ø langt ude i Atlanterhavet har alle dage været et vanskeligt sted at besøge, i hvert fald for et udenbys fodboldhold. Man kan gisne om hvorfor.

 

På grund af de voldsomme vindforhold omkring lufthavnen i Funchal kan det godt være en nervepirrende oplevelse at rejse til øen med fly. Eller måske de to Madeira-hold, der traditionelt hører til i Portugals top flight – Nacional og Maritimo – sætter sig specielt op, når det er de ellers sejrsvante drager, der kommer forbi.

 

I hvert fald fik Porto kun ét skaldet point af seks mulige med hjem fra Cristiano Ronaldos hjemø. Det skal sammenlignes med, at både Sporting og Benfica fik seks points med fra deres respektive to outings til Madeira i den forgangne sæson. Havde alle andre faktorer været lige og havde Porto kunnet matche ørnenes og løvernes resultater på Madeira, ja, så var dragerne blevet mestre.

 

Det er i den forbindelse såre ildevarslende for Porto, at der i den kommende sæson er endnu et Madeirahold i den bedste række, nemlig União da Madeira, der er rykket op efter en fin sæson; ejendommeligt nok (for et ø-hold) med bedre resultater ude end hjemme.

 

Spilidé: Gå imod Porto på Madeira

Spil 1X/Asian +0,5 på hjemmeholdet hver gang Porto spiller på udebane imod et hold fra Madeira, dvs. imod Nacional, Maritimo og Uniao Madeira. Portos ø-kompleks er muligvis kun et forbigående fænomen; men odds på Porto-udesejre på Madeira vil formodentlig forblive lave uanset, hvorfor værdien næppe vil være på dragerne i disse opgør.

Med andre ord er der nu ni points at spille om på blomsterøen. Der er ikke råd til at smide ret mange af dem, hvis man vil være mestre igen. Men hey, jeg foreslår jo også, at man sætter sit sæson-spil på Sporting.

 

Alle de andre: Outsidere og bundhold

Der er andre hold end Benfica, Sporting og Porto i den bedste portugisiske række. Men enhver diskussion om, hvem der bliver mestre vil naturligt koncentrere sig om de tre store, som jeg har gennemgået ovenfor. Det vil være decideret sensationelt, hvis et andet hold end et af de tre store løber med mesterskabet næste år.

 

I stedet for slavisk at gå samtlige hold igennem, vil jeg nøjes med at knytte nogle løse noter til hold, som jeg mener på den ene eller den anden måde vil skille sig ud i den kommende sæson. Jeg har også tanker om andre hold – benyt endelig kommentar-funktionen til indspark i så henseende – men med et pt. vidtåbent transfervindue er det for mange klubbers vedkommende svært at spå om, hvordan de vil klare sig.

 

Braga må igen finde sig i at være favoritter til fjerdepladsen efter de tre store. Godt nok har man mistet frontkæden – Éder er taget til Swansea, og Zé Luis prøver lykken hos Spartak Moskva – og den offensive hjerne Ruben Micael er smuttet til kinesisk fodbold, ligesom man vanen tro har skiftet manager. Men lur mig, om ikke nordportugiserne får hentet nogle spændende nye spillere ind med den forholdsvist gode økonomi, som de har.

 

Braga ender i top 3 til odds 9 hos Unibet*

Braga har i snart mange år nærmest haft patent på 4. pladsen i ligaen. Men af og til har man gjort det bedre - og dårligere. Således blev det til en andenplads i 2009-2010 og en tredjeplads i 2011-2012. Og når det måske bliver til en mellemsæson for Benfica, og når både Porto og Benfica endvidere har sagt farvel til markante profiler, så er Unibets odds bestemt spilbart. Dog skal man være opmærksom på, at Benfica og Porto vil hente nye folk ind, før ligaen starter op, samt at også Braga har mistet flere af sidste sæsons vigtigste spillere. Se analysen her

Vitoria Guimaraes er også blevet amputeret i mere end én forstand. Som andetsteds angivet er manager Rui Vitoria draget til Benfica; man har mistet omdrejningspunktet André André til Porto - en transfer, der af en eller anden grund bare føles forkert – og stortalentet Mensah er blevet solgt til Atletico Madrid for en ganske pæn sum penge. Men med penge i kassen har Minho-holdet også muligheder for at forstærke sig. Man har allerede hentet offensivspilleren Toze og kantspilleren Lica på lån fra Porto. Flere vil uden tvivl komme til.

 

Spilidé: Gå efter rødt kort i betændt lokalopgør

Der er ondt blod imellem de to Madeira-hold Nacional og Maritimo, og i endnu højere grad imellem de to Vitoria-hold Guimaraes og Setubal, der, selv om de ikke er lokalrivaler, strides om retten til at bære ’vitoria’ i klubnavnet. I disse kampe – altså Nacional-Maritimo og Setubal-Guimaraes – kan man med fordel orientere sig imod spil på, at der bliver uddelt et rødt kort. Der er ret langt imellem udbudte special-spil på den portugisiske liga, men Betfair Sportsbook* har ofte et fint udvalg på disse mere marginale spil.

Netop Toze var en toneangivende spiller i Estorils 2014-2015 sæson. Også topscorer Klebér er smuttet tilbage til Porto som han var udlånt fra, idet han dog sandsynligvis vil blive udlånt igen. Jeg kunne godt se holdet fra Lisboa-forstaden gå en lidt tung sæson i møde efter et par gode år efter oprykningen med bl.a. Euro League-deltagelse sidste sæson. Ikke ligefrem nedrykning, men jeg tror ikke, at Estoril vil gøre det bedre end sidste sæsons 12. plads.

 

Derimod kunne jeg godt se Belenenses, der rykkede op i 2014, være på vej imod en stor sæson. Den lille Lisboa-klub har en del tilfælles med netop Estoril. Således har man opnået adgang til Euro League-kvalifikationen ganske som Estoril gjorde forrige sæson. Måske er hovedstadsklubben, der trænes af ex-Sporting coach Sa Pinto, på vej imod en fin run i enten Europa og/eller den hjemlige liga.

 

En anden klub, der minder om Belenenses er Boavista, bl.a. forstået på den måde, at man står helt og aldeles i skyggen af de store hold. For Boavistas vedkommende er det bysbørnene fra Porto, der er den mægtige nabo. Stik imod alle forudsigelser klarede Boavista sig og reddede livet i den bedste række i sidste sæson efter, at man var kommet tilbage i det fine selskab via en skrivebordsafgørelse.

 

Og egentlig tror jeg, at Boavista vil klare skærene også i den kommende sæson, men nok ikke så meget mere end dét. Hjemmebanen Estadio do Bessas kunstgræs – som er et uvant underlag i Portugal – kan berede besøgende hold vanskeligheder, og fanbasen er voksende.

 

Godt nok har klubben ingen penge, men dén situation gælder for mange portugisiske klubber, og det skal da også lige nævnes, at der kun er to hold bortset fra de tre store, der har vundet det portugisiske mesterskab nogensinde. Det ene hold er Belenenses, det andet er Boavista. Og selv om et mesterskab til de skakternede vil være en gigantisk sensation, så må der næsten være værdi i de odds 501, som man for øjeblikket kan få for, at Boavista gentager præstationen fra 2001 og bliver mestre.

 

Et andet hold, der kunne gå en interessant sæson i møde er Pacos de Ferreira, der kommer fra det med fodboldklubber tæt besatte Minho-distrikt. Pacos er arketypen på et midterhold men har periodisk underholdt med besnærende, offensiv fodbold. I sidste sæson tilføjede man Benfica et af deres meget få nederlag, og var desuden ubesejrede imod Sporting.

 

I den tunge ende af tabellen nævnes Academica ofte som en oplagt nedrykningskandidat, men det er slet ikke sikkert, at det vil gå så galt. Coimbra-holdet præsterede at spille hele 50% uafgjorte kampe i sidste sæsons Primera og har et særegent talent for at rage point til sig, når det virkeligt gælder. I øvrigt er Academica et glimrende pokal-hold, helt løsrevet fra deres ofte pauvre præstationer i ligaen.

 

Spilidé: Kig efter kryds i Academicas kampe

Overvej altid, om krydset er spilbart i Academicas kampe. Selv om Coimbraholdet næppe vil nå sidste sæsons næsten absurde 50% uafgjorte kampe (i 2013-2014 var det f.eks. kun 33% af Academicas kampe, der endte uafgjort), så udbyder bookmakerne fremdeles oftest standard-odds på det uafgjorte resultat i Academicas kampe.

Spilidé: Hold øje med handicaplinjen i Academicas kampe mod de store

Det er de færreste portugisiske hold, der ligefrem spiller naivt, men Academica har gjort det til en slags adelsmærke at komme ud til de kampe, hvor de er store underdogs, altså bl.a. imod de tre store samt Braga, med en lad os kalde det forsigtig taktik, der, selv om den forholdsvist sjældent kaster point af sig, ofte kun resulterer i små nederlag. I disse kampe kan man overveje at orientere sig imod at spille Academica +1,5.

Afrundende vil jeg tillade mig at håbe på, at vi går en spændende sæson i møde. Kapløbet imellem de tre store ser mere ligeligt ud end det har gjort længe, og der er også grøde i mellemlaget under de tre store med hold som Rio Ave, Braga, Pacos de Ferreira og måske Belenenses, der utvivlsomt vil være at finde i kampen om de europæiske billetter.

 

Jeg har ikke været forbi alle Primeira-hold i nærværende gennemgang, men man er som altid velkommen til at benytte kommentar-funktionen til input og spørgsmål også om de hold, der er blevet forbigået i tavshed.

 

I øvrigt kan man se mange portugisiske kampe på stream hos både Bet365* og hos Unibet*.