BetXpert er på krigsstien og på hovedjagt. Vi mangler nemlig eksperter på to af Europas bedste og mest interessante ligaer, den hollandske Æresdivision og den portugisiske Superliga. Så tag træskoene på, drik en slurk portvin – og læs her, hvorfor netop DU skal søge posten som analysemand og mestertipper.

Vi har 8-9 ledige ligaer/sportsgrene og har skam også en del aspiranter i gang i vores ekspert-kvalifikation, men der er forbavsende lille interesse for at besætte posterne med ansvar for Holland og Portugal. Men før vi henvender os til Pim fra Team Easy On og den lokale Fado-sanger, så lad os lige gøre lidt ekstra reklame for de to ligaer:

Holland har ubestrideligt en af mest seværdige ligaer i Europa. I modsætning til Danmark, hvor bundholdene pakker sig i forsvaret og spiller pindsvinebold mod de store, tager de små hollandske mandskaber friskt og frejdigt kampen op mod Ajax, PSV og Feyenoord. Ingen betondefensiv, men åbne slagudvekslinger. Hvilket ofte fører til store favoritsejre – men også til pikante overraskelser. Og det er næsten altid en fryd for øjet.

Samtidig er den hollandske Æresdivision per tradition en af de allerstørste aftagere af danske fodboldspillere, især talenter som får sig en fremragende opdragelse og mulighed for fra en ung alder at få ansvar og spilletid. Lige nu kan Æresdivisionen byde på følgende danske landsholdsspillere: Kenneth Perez (netop forlænget med AZ Alkmaar, for hvem han scorer masser af mål – især mod Ajax!) og Kasper Bøgelund (PSV).

Den traditionsrige danskerklub PSV råder også over den 18-årige forsvarer Michael Jacobsen (ex-B93) og målæder-talentet Lasse Quist (ex-Lyngby). Feyenoord ejer Patrick Mtiliga (og unge Jeppe Curth), Roosendaal har Sammy Youssouf (desværre netop blevet langtidsskadet) og Jesper Håkansson (for nyligt skiftet fra Heerenveen), Twente Kim Christensen - og Waalwijk Michael Krohn-Dehli. Endelig er der Heerenveen der gerne har 4-5 danskere i stalden.

Blandt de nævnte talenter kan meget vel gemme sig diverse kommende landsholdsstjerner. Håkansson, Krohn-Dehli og Quist fx.

Kaster vi blikket sydover, til den iberiske halvø, skal vi til gengæld se langt efter danskere i den portugisiske liga. I game dage (80’erne) herskede Hajen (Michael Manniche) suverænt over det portugisiske luftrum, og hans præstationer for Benfica har givet ham legende-status – fx har en ung og fremragende offensiv midtbanemand på Portugals landshold taget kælenavnet ”Maniche”. Sidst i I 90’erne tog Peter Schmeichel efter udtjent United-værnepligt lige et smut til Sporting Lissabon – og vandt mesterskabet. Men nu og her er der desværre ingen danskere i den portugisiske liga.

Men der er masser af kvalitet og attraktiv fodbold i Portugal. FC Porto er således forsvarende europamester efter den suveræne 3-0-sejr over Monaco i forsommerens Champions League-finale. Siden har klubben ganske vist mistet profilere som Deco og Paolo Ferreira, men portugisiske klubber har ikke bare et righoldigt talentmateriale i Portugal, men også – pga historien og sproget - direkte adgang til den brasilianske guldåre. Tonsvis af fremragende brassere har taget vejen via Portugal til europæisk storhed. Kun én europæisk liga kan vel bryste sig af et lige så godt blik for unge, brasilianske talenter: Den hollandske Æresdivision, såmænd, hvor PSV (Frank Arnesen, nu Tottenham) gav først Romario, siden Ronaldo en glidende og meget målrig overgang til Europa.

Både den hollandske og den portugisiske liga har en klasse, der langt overgår den danske. Således er Æresdivisionen repræsenteret i Champions League med både PSV og Ajax, mens Portugal selvsagt har titelforsvarerne fra Porto. I UEFA-cuppen er følgende hold nået videre til gruppespillet: For Holland: Feyenoord, Heerenveen, Utrecht og AZ Alkmaar. For Portugal: Benfica, Sporting.

Så frem af busken, fodboldelsker og –feinschmecker. Har du lyst til at vise, hvad du ved og kan, så meld dig til BetXperts kvalifikation.

Som ekspert bør man selvfølgelig være i stand til at indhente oplysninger om holdene. Og uden en vis sproglig kunnen er netop den hollandske og den portugisiske liga måske lidt svære at gå til. Men med lidt køkkenspansk kan man sagtens dechiffrere portugisiske hjemmesider. Og hollandsk er som bekendt et miskmask, en blanding af engelsk og tysk (og jysk, hævder nogle). Man kan sagtens læse hollandsk til husbehov. Så lad ikke DET holde dig tilbage! I øvrigt er der masser af dansk- og engelsksproget information om begge ligaer.

Skriv til [email protected] og fortæl lidt om dig selv. Håbefulde aspiranter får en plads i ekspert-kval’en, hvor de kan demonstrere deres – ja, ekspertise. Den eller de bedste får så status som ekspert på Danmarks største og bedste spillesite.

Gå evt også ind på kvalifikations-siden og se hvilke ligaer, der i øvrigt er ledige: http://www.betxpert.com/ekspert/kval/