Engelske klubber har vedtaget nye økonomiske regler mens EU langer ud efter transfersystemet i europæisk fodbold...
Nye økonomiske spilleregler i Premier League
De engelske Premier League-klubber skal til at indordne sig et nyt sæt spilleregler når det kommer til administrationen af klubkassen. Et af de mest markante punkter i det nye regelsæt er, at et underskud på 900 millioner kroner over tre sæsoner kan straffes med pointstraf. Ideen er at forsøge at dæmme op for rigmænds skævforvridning af markedet, men det betyder dog ikke, at det er slut med nye investeringer i Premier League:
- Vi har forsøgt at finde en balance, hvor en ny ejer stadig kan investere en betragtelig sum for at forbedre sin klub, men de vil ikke kunne sprøjte hundredevis af millioner ind i klubben over en meget kort periode. Det har fungeret for et par klubber i løbet af de seneste 10 år - og det kritiserer jeg ikke, men hvis det skal lade sig gøre for fremtiden, så vil det være et mere langsigtet projekt uden kæmpemæssige underskud, siger Premier League-chef Richard Scudamore til Sky Sports.
Underskuddet måles over en treårig periode og eventuelle pointstraffe har således først virkning fra 2016.
I samme ombæring er der sat en stopper for eksplosive stigninger i klubbernes lønbudgetter. En klub med et årligt lønbudget på 450 millioner kroner må ikke lade dette stige med emere end 35 millioner om året.
EU-kritik af det europæiske transfersystem
Europa Kommissionen har færdiggjort en undersøgelse af tilstandene i transfersystemet i europæisk fodbold og er utilfredse med udviklingen. Det konstateres at der bruges tre milliarder euro på transfers hvert år, men at under 2 procent af disse midler ender hos små klubber og amatørklubber.
Det resulterer ifølge Europa Komimssionen i en A- og B-liga, hvor det bliver stadigt sværere at rykke op pga. de store økonomiske forskelle.
- De rige klubber bliver rigere, og de fattige klubber og amatørklubberne får ikke en fair del af kagen, så de kan understøtte bl.a. talentudvikling og uddannelse, lyder det fra Europa Kommissionen.
Kommissionen råder FIFA og de nationale fodboldforbund til at indføre forholdsregler der skaber større lighed i fodboldeuropa, og en EU-ekspertgruppe skal i april mødes med FIFA og UEFA og færdiggøre en rapport til EU's sportsministerium i løbet af 2013.
Læs mere her: http://europa.eu/rapid/press-release_IP-13-95_en.htm?locale=en