Den nye sportskanal CANAL9, der begynder at sende den 17. juli 2009, får Peter Møller som ankermand på de kampe, den nye kanal vil vise fra bl.a. Superligaen. Han forlader dermed TV 2 SPORT, der nu skal på udkig efter en ny hovedvært.

"CANAL9 bliver en rigtig stærk fodboldkanal, hvilket også er grunden til mit skift fra TV 2 SPORT til CANAL9. Jeg ser frem til at sætte mit aftryk på en helt ny og meget lovende tv-kanal," siger Peter Møller iflg. en pressemeddelelse.

"Vi er rigtig glade for at have fået Peter Møller med på den nye tv-kanal, og han bliver en stærk frontfigur i vores studieprogrammer sammen med vores øvrige eksperter og gæster," udtaler projektchef for CANAL9 Johan Kleberg.

CANAL9 skal udnytte de Superlige-rettigheder, som Telenor for nogen tid siden købte af DBU. Derudover vil CANAL9 også vise kampe fra den engelske Premier League og The Championship, den spanske Primera Division, Serie A og fra VM i Sydafrika.

Ekstra Bladet skriver, at ansættelsen af Peter Møller er et stort scoop for CANAL9, fordi Modern Times Group (MTG), selskabet bag TV3 og TV3+, der samtidig ejer 50 procent af TV 2 SPORT, har forsøgt at så tvivl om CANAL9s berettigelse.

MTG har således klaget til Konkurrencestyrelsen i et forsøg på at forhindre, at CANAL9 kan sende superligafodbold fra den kommende sæson. Den klage har foreløbig været resultatløs, fordi Konkurrencestyrelsen ifølge de 12 klubber har godkendt, at CANAL9 får lov at sende fra Superligaen.

Ekstra Bladet oplyser visere, at CANAL9, har sat sig på rettighederne til 66 kampe fra den bedste fodboldrække.

Canal Digital har eksklusivrettighederne til CANAL9 på parabol-tv, mens antenneforeninger vil kunne købe den nye tv-kanal for kr. 23,95 kr. mdl. excl. moms.

Kilde: tvnyt.com