Ny undersøgelse gør os lidt klogere på hvilken type tennisspiller, det bedst kan betale sig at sætte sine penge på, hvis man jagter de høje odds. Og lidt overraskende måske, så viser det sig, at du skal holde dig fra de store servere og i stedet gå efter de dygtige returspillere.

Der er blandt mennesker en iboende sympati for den svage, den undertippede - underdog'en. Vi knuselsker den kuede og jubler, når favoritten falder. Derfor holder vi også så meget af den 2.000 år gamle bibelske historie om David og Goliat. Her får hyrdedrengen David med slangebøssen mod alle odds nedkæmpet den svært udrustede kæmpe Goliat.

Men før det nu stikker helt af, så skynder vi lige at lave koblingen til sportens og bettingens verden. For her er der også noget dragende ved at gå med "hunden" og score de høje odds.

Mange sportsbettere er således tiltrukket af den undertippede. Også inden for tennis, som vi nu skal se nærmere på. 

Problemet med at spille på underdogs er dog, at der ikke automatisk er sammenhæng mellem høje odds og værdispil. Så helt afgørende er det selvfølgelig at gå efter den rigtige underdog. Vi kan nu fortælle lidt om, hvilken type tennisspiller man historisk skal spille på for at slå markedet.

Karlovic og co vc. Fognini og co.

Bookmakeren Pinnacle Sports har lavet en tankevækkende optælling, der viser lidt om bookmakernes prissætning af de forskellige underdogs inden for tennis.

En underdog er i undersøgelsen forstået som en, der giver mere end odds 3 ved kampstart. Her har Pinnacle med baggrund i statistik siden 2013 fundet de 10 bedste servere og de 10 bedste returspillere (i bedst ud af 3 sæt-kampe). Serverne er fundet ud fra, hvor ofte de procentvis holder serven, mens returspillerne er fundet ud af fra, at de ligger procentvis helt i top over servebrud.

På listen over store servere er blandt andet Karlovic, Isner, Raonic, Johnson, Groth og De Schepper.

Mens returspillerne tæller Andujar, Monaco, Lorenzi og Fognini.

Markante forskelle

Resultaterne er tankevækkende.

Spillede du fx konsekvent på de store servere i de kampe, hvor de var underdogs med åbningsodds på mindst odds 3, så ville din tilbagebetalingsprocent være 96,10 %.

Spillede du derimod på de undertippede returspillere, ville din TBP ligge på 109 %.

Her skal det dog nævnes, at der er store udsving spillerne imellem. Havde du spillet på Karlovic som vinder hver gang, havde du fået en tbp på 122%, mens Tomic ville give 30 % igen. 

I alt er de store servere noteret for 135 kampe.

Blandt de gode returspillere ville blindt spil på Berlocq give en tilbagebetalingsprocent med 169 %, mens spil på Ebden ville give sølle 26 %. 

Gode servere dækker spread bedre

Man kan selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved, om mængden af kampe er høj nok til at kunne sige noget signifikant. Men tankevækkende viden er det trods alt, og det er jo i hvertfald umiddelbart udtryk for, at Pinnacle - og sikkert også bookmakerne generelt - har tendens til at overvurdere de gode servere.

Herudover er det måske ikke så overraskende, at serverne oftere dækker 3,5- spreadet på partier (46 % af gangene) end returspillerne (38 %). Tilgengæld vinder returspillerne oftere et sæt. Det sker 49 % af gangene, mens det kun er 46% af gangene for serverne.

Denne statistik tyder altså på, at de gode returspillerne er bedre rustede spillemæssigt til at tage kampen op mod favoritterne end serverne, hvis force - serven - kan være for endimensionel.

Tennistipper: Interessante tal

Vi har spurgt vores egen tennisekspert Tennistipper - som selv ofte spiller på underdogs - hvad han siger til undersøgelsen:

"Det er interessant, at returspillerne er så meget mere værd at satse på. Når det er sagt, så er der mange faktorer, der gør sig gældende, og når det kommer til de store servere eksempelvis, så kan rigtig meget afhænge af en god eller dårlig dag på kontoret - markant mere end gode returspillere fx," siger Tennistipper.

Overrasker det dig, at der er så stor forskel?

"Jeg ville nok lyve, hvis jeg sagde, at det slet ikke overrasker mig. Men som nævnt, så handler det også om, at servere er meget afhængige af, at serven fungerer optimalt i en kamp. Jeg antager samtidig, at returspillerne måske har lidt mere at falde tilbage på i grundspillet, hvis det hele ikke fungerer. Serverne er meget afhængige af den store serv og kører den ikke, er der i hvert fald flere, der får problemer. Det tror jeg også afspejles i de tilbagebetalingsprocenter, du henviser til - nemlig at man oftere vil se udsving i serven end i returspillet.

Godt at have med i baghovedet

I Tennistippers egne spil har han ikke skelnet så groft mellem spillertyperne. Men mere kigget på de de speficikke styrker og svagheder.

"Er det en større underdog, så vil jeg nok have en tendens til at tage serveren, lidt afhængig af underlag, da en server ofte vil kunne hænge på, hvis serven vel at mærke fungerer. Eksempelvis vil du tit se spillere med en stor serv være store underdogs i Challengers mod mere etablerede spillere - og det er tit her, der kan ske ting og sager," siger Tennistipper og fortsætter:

"Men samtidig er der også en risiko for, at serveren kan blive kørt over, hvis serven ikke fungerer, og netop står med det problem, at han ikke har noget at falde tilbage på - det vil oftest blive udstillet  blandt spillere på fx Challenger-niveau. Eksempelvis Fabrice Martin, der overraskede med flotte sejre i Dubai-kvalen (ATP), bl.a. med sejr over Coric, men taber til spillere som Ivo Klec og Gregoire Jacq," siger Tennistipper og fortsætter:

På ATP-niveau er stabilitet en key factor, hvorfor jeg måske vil have en tendens til at spille på returspilleren, men jeg tror ikke jeg nødvendigvis er til det ene eller det andet - kommer an på mange ting, såsom form, underlag, matchup osv.
 
Er dette noget, du vil have med i overvejelserne fremover?
"Jeg vil nok have det i baghovedet, men jeg tror ikke, jeg vil afvige så meget fra den fremgangsmåde, jeg bruger nu, netop fordi der er mange faktorer at tage højde for. Der kan være gode matchups og dårlige matchups, og så kan det til tider være mindre vigtigt med en stor serv eller en god retur. Og generelt på ATP-niveau er der få spillere blandt de bedste, der ikke server godt eller ikke returnerer godt.
 
Se hele Pinnacles liste over gode servere og gode returspillere her