Efterforskningen af mere end 100 sager om organiseret oddssvindel trækker tråde til bandemiljøet. Seks personer er sigtet, og én er allerede dømt.
Sidste uge skrev BetXpert, at svindel med oddsetkuponer er en stor plage for Danske Spil-forhandlere i både kiosker og større supermarkeder.
Blandt andet ved at forvirre og aflede ekspedienter bag Danske Spil-terminalerne har en gruppe oddssvindlere snydt sig til tusindvis af kroner. Nu viser det sig, at efterforskningen af de mere end 100 sager trækker tråde til bandemiljøet.
"Gruppen, som lige nu er sigtet, har relation til bandemiljøet," siger Danny Glintborg, politikommissær fra Odense, som er med i efterforskningen.
Fyns Politi har i alt sigtet seks personer, mens én allerede er dømt ved Midt- og Vestjyllands Politikreds. Sagerne efterforskes i samarbejde med Østjyllands Politi
Gruppen af sigtede blev sidste år fanget via videoovervågning. Sagerne er primært fra Jylland, men også fra Fyn og den københavnske vestegn, oplyser politiet til BetXpert.
Forvirrer ekspedienterne
Svindlen foregår efter et særligt mønster, der går ud på at forvirre ekspedienterne.
"De står en hel gruppe af personer, som på én gang vil købe cigaretter og veksle penge, mens de lægger gamle odds-kuponer frem. Og så ender det med, at de måske kun har betalt 10 kroner for en kupon til 1.000 kroner," siger Danny Glintborg.
Ofte er det mindre kiosker og butikker, som udsættes for svindlen. Men også større supermarkeder er ramt.
"Vi oplever, at halvprofessionelle vekselsvindlere forsøger at snyde og forvirre vores medarbejdere ved kassen på forskellige måder," siger Julie Spanner Kloppenborg, kommunikationsmedarbejder ved Dansk Supermarked.
Ikke småpenge
At det ikke bare er småpenge, der kan være tale om, viser en sag fra slutningen af 2015.
Her blev en mand ved Retten i Roskilde dømt for omfattende oddsbedrageri. Mere end 29 gange var det lykkedes ham at snyde for samlet set 275.000 kroner. Det kostede et år og tre måneders fængsel.