Vuelta a Espana 2014

Årets sidste cykel-Grand Tour står for døren. Starten går i Jerez' gader, hvor Quintana, Froome og Contador er klar til at kæmpe om sejren i Vuelta a España. Og BetXpert er klar til at finde de gode odds.

Mere end en håndfuld tidligere Grand Tour-vindere står klar i Jerez, når starten på årets Vuelta a España – eller Spanien Rundt - går den 23. august. På papiret ligner årets sidste Grand Tour også den stærkeste, for hverken Giro d’Italia eller Tour de France kunne prale af at have samme bredde i feltet.

Når det så er sagt, så er det dog værd at bemærke, at løbet ikke har været førsteprioritet for mange af rytterne, og det spanske etapeløb fungerer ofte som et plaster på såret for ryttere, der for eksempel ikke fik meget ud af hverken Giro d’Italia eller Tour de France. Her passer Chris Froome, Alberto Contador og Joaquim Rodriguez fint ind. Samtidigt er der også de ryttere, der fokuserede på Giro d’Italia først og fremmest, og nu forsøger at toppe her i anden del af løbet – her finder vi ryttere som Nairo Quintana, Fabio Aru og Rigoberto Uran. Slutteligt er der også de ryttere, der bruger løbet som optakt til VM. Med andre ord: Selvom feltet er stærkt, så er løbet stadig blot lillebroren i forhold til Giro d’Italia og især Tour de France.

Det skal dog ikke afholde os fra at forvente et stort løb, for feltet er som nævnt noget stærkere her i den spanske rundtur end i det italienske og franske modstykke.

Hold øje med vinderspil og h2h-tips fra BetXperts eksperter:

Jacob Nordestgaard

Søren Knudstorp 

Jesper Sørensen 

Favoritterne

På papiret er der to favoritter til sejren i årets Vuelta a España. Årets Giro d’Italia-vinder, Nairo Quintana samt sidste års Tour de France-vinder, Chris Froome. Quintana har kun kørt ét løb efter Giro d’Italia-sejren, mens Froomes første løb efter Tour de France-exitet bliver Vueltaen. Det kan måske godt vise sig her.

Nairo Quintana, Movistar

Chancevurdering: 44 %

Ruten i år byder på masser af bjerge og få enkeltstartskilometer. Det er en cocktail, som den lille spinkle colombianer, Nairo Quintana, særdeles godt kan lide. Og så ventes løbet at foregå i lidt varmere temperaturer, end dem vi så under Giro d’Italia, hvilket betyder at han ikke på samme måde skal lide af sygdom og andre skavanker, der holder ham tilbage.

Quintana er suveræn til at køre sig selv i form uden at køre løb, og han så ganske fornuftig ud i Burgos forud for den spanske rundtur. Han er samtidigt også feltets måske bedste bjergrytter set over tre uger, for som han beviste i både Tour de France sidste år og Giro d’Italia i år, så formår han at blive bedre og bedre igennem et løb, hvor Froome omvendt så svagere ud i uge 3 end uge 2 af sidste års Tour de France.

Hvis man skal være urolig på Quintanas vegne, så skal det måske være, at han forsøger at lave den her Grand Tour-double. Nibali forsøgte også sidste år, hvor han ligeledes var yderst overbevisende i Giro d’Italia, for så at blive slået af en friskere rytter i den spanske pendant. Samtidigt er der jo ingen der ved, reelt hvor han står efter hans lange løbspause. Jeg føler mig overbevist om, at han er på et ret godt niveau – men i realiteten ved man det ikke, for han har opholdt sig på et helt andet kontinent næsten siden Giro-sejren.

Hvis han er på det niveau, som han havde under Giro d’Italia, og kan de undgå dårligt vejr her i Spanien, så bliver han ekstremt svær at have med at gøre, når han rammer dagen. Quintana er ikke bange for at angribe tidligt på en stigning, og han er slet ikke bange for at udfordre Team Skys måde at køre løbene på. Og det kan blive væsentligt, hvis man vil besejre dem.

Chris Froome, Team Sky

Chancevurdering: 34 %

Chris Froome slog Nairo Quintana sidst de var i en direkte duel i en Grand Tour, så måske burde han være favoritten – men der er ting, der taler for Quintana og mod Froome. Først og fremmest kunne Froome godt have ønsket sig en bedre rute. Han er en god bjergrytter - en af de bedste – men det er nok dét sted, hvor Quintana kan udfordre ham. På enkeltstarten er Froome nemlig overlegen, og det er vel ret beset kun Tony Martin, der kan slå ham i disciplinen under en Grand Tour. Desværre for ham er der kun 44,5 kilometers kamp mod uret.

For mig er Froome den mest komplette etapeløbsrytter, og havde han haft en perfekt optakt til løbet, så havde jeg måske holdt ham som favoritten. Men det er Froomes første løb, siden styrtene i Tour de France. Hvor står han efter skaderne? Sidder styrtet stadig i baghovedet? Froome har mangler på cyklen rent cykelteknisk, og hvis først tanken forplanter sig i hans hovede, så kan det svække ham meget psykisk. Det så vi med Bradley Wiggins under Giro d’Italia 2013, hvor han slet ikke kunne køre på våde nedkørsler lige pludselig. Og vi så det jo også under Tour de France i år, hvor Froome ikke kunne blive på cyklen.

Man skal dog passe på, med at finde for mange årsager til hvorfor Froome ikke kan vinde løbet, for sandheden er at han sagtens kan vinde det. Hans præstation i Tour de France 2013 var helt fanastisk, og han kørte næsten fra Tony Martin på en forholdsvis flad enkeltstart. Hvis han er i den form igen, så kan det godt være, at Quintana er feltets bedste bjergrytter, men Froome vil ikke være langt fra ham.

Udfordrerne: Den spanske armada

Spaniens tre bedste etapeløbsryttere stiller til start i Vuelta a España, og de ligner umiddelbart de største udfordrere til tronen. Man har flere gange hørt om den spanske armada, men sandheden er nok, at vi næppe skal forvente det store samarbejde her – de er rivaler, og selvom der er respekt mellem dem, så vil de også slå hinanden for alt i verden.

Joaquim Rodriguez, Katusha

Chancevurdering: 10 %

Katushas spanske kaptajn, Joaquim Rodriguez, stiller til start i alle tre store etapeløb i denne sæson. Indtil videre har han dog ikke fået meget ud af sæsonen, da han måtte udgå af Giro d’Italia, og han var under niveau – lidt som ventet – under Tour de France. Ardennerklassikerne var også under niveau grundet et styrt i Amstel Gold Race.

Så hvis Rodriguez skal have succes i denne sæson, så skal det starte her ved Vuelta a España. Her gør han det normalt godt, som de spanske ryttere ofte gør. Han var tæt på at tage sejren i 2012, men måtte se sig besejret af Contador og Valverde på en af de sidste etaper. Sidste år blev han nummer tre i Tour de France og nummer fire i Vuelta a España.

Rodriguez er nok meget glad for ruten, for selvom han er blevet en bedre enkeltstartsrytter, så er han stadig langt fra Froomes niveau. Opad er han blandt de mest accelerationsstærke ryttere i feltet, og han vil være en stor fare på de korte, stejle stigninger. På de længere stigninger kan han dog godt have problemer mod folk som Froome, Contador og Quintana, selvom han viste sig som en af de stærkeste i sidste års Tour de France i den sidste uge.

2014 har ikke været en god sæson for Rodriguez, der også er ved at være oppe i alderen, så det ville være helt naturligt, hvis man begyndte at tvivle på, om Rodriguez var over the hill. Jeg tror det ikke – han har bare været uheldig i år. I Tour de France var han ikke så stærk, når det gik løs, men omvendt kørte han jo også løbet, for netop at være klar til årets Vuelta. Umiddelbart er han et niveau efter Quintana og Froome, men hvis han formår at komme ind til løbet i god form, så kan han måske gentage hans 2012-præstation, hvor han i det store og hele var ret stærk.

Alberto Contador, Tinkoff-Saxo

Chancevurdering: 6-7 %

Contadors deltagelse er måske lidt af en overraskelse, når man tænker på hans styrt i Tour de France. Det gør også, at jeg har svært ved at tro på, at han kan vinde løbet, og det er også med den indstilling, at den dekorede spanske stjerne stiller op i løbet. De vil se tiden an, og Contador håber at han kan lave noget i den sidste uge af løbet, men her snakker vi nok etapesejr.

Det er dog ikke usædvanligt, at Contador underspiller: Det gør han næsten altid før et løb. Den her gang har han dog et reelt grundlag for at underspille. Rygterne siger, at Contador allerede blev set træne kort efter styrtet i Tour de France, og hvis de er sande, så kan Contador måske nå at spille en rolle, for så nåede hans Tour-form vel for alvor ikke at forsvinde.

Personligt tror jeg, det bliver svært for Contador, men det ville være dumt helt at afskrive ham. Contador er en enestående fighter, der før har overvundet grimme odds. For eksempel vandt han Vuelta a España 2012, selvom han tydeligvis ikke var nær topform.

Alejandro Valverde, Movistar

Chancevurdering: 3-4 %

På papiret er Alejandro Valverde delt kaptajn med Nairo Quintana. I virkeligheden er han nok snarere en fri rytter, der kommer til at passe sig selv, mens Quintana kører efter sejren. Jeg har i al fald svært ved at se Valverde decideret lave domestique-arbejde for Quintana.

Al den stabilitet og styrke, som Valverde aldrig rigtig har i Tour de France. I 2012 og 2013 endte han begge gange i top3, og generelt har han set stabil ud her i løbet. Men han har ikke lignet en rytter, der har den x-faktor, der skal til for at kæmpe med om sejren, hvilket måske skyldes at han har kørt Tour de France før den spanske rundtur hver gang – og sådan er tilfældet også i år.

Valverde så stegt ud i slutningen af Tour de France, men jeg ville ikke holde det som et argument mod ham. Han har før bevist, at han kan køre meget stærkt, selvom han ser ud til at være tæt på at være færdig. Han vandt trods alt Clasica San Sebastian i ganske suveræn stil.

Jeg har mine tvivl angående hans vinderchancer, men hvis Quintana skulle ryge ud af klassementet, så er han afgjort en udfordrer til triumfen – men en af Valverdes svagheder er oftest, at han relativt sjældent vinder i forhold til hans evner.

Øvrige ryttere

Noget af det, der har været kendetegnende for Vuelta a España i de senere par år, har været tendensen til at levere overraskelser. Ustabile Cobo vandt løbet i 2011 foran ukendte Froome, mens Chris Horner sidste år vandt løbet foran selveste Nibali. Årets felt gør dog nok, at chancen for disse overraskelser minimeres, men lad os alligevel kigge lidt på rytterne fra den næste klasse. Som min chancevurdering dog indikerer, så tvivler jeg meget på, at vi ser en overrraskende vinder i årets Vuelta.

Sidste års vinder, Chris Horner (Lampre-Merida), har ikke været i stand til at levere noget, der minder o m sidste års form. Igen i denne sæson har han dog været uheldig med skader, og Tour de France blev for hans vedkommende brugt som løbstræning forud for netop Vueltaen. Jeg har svært ved at se ham gentage sidste års kunststykke, men hvis formen når samme niveau som dengang, så kan han godt ende med langt fremme.

Colombianske Rigoberto Uran (Omega Pharma-Quick Step) kørte også sidste år Grand Tour-doublen Giro-Vuelta. Det skete dog uden den store success for Uran, der ellers to år i træk er blevet nummer to i Giro d’Italia. Det er ikke meget, man har set til Uran efter Giro d’Italia (medmindre man følger ham på Twitter, hvor han har taget selfies med James Rodriguez, Falcao og Cuadrado), men han vendte tilbage i Tour de l’Ain uden den store succes. Personligt er jeg ikke helt solgt på Uran, men ikke desto mindre har han to Giro d’Italia-podier på CV’et. Han kan køre top10 her, hvis benene har det okay.          

Det italienske stortalent, Fabio Aru (Astana) slog for alvor igennem under årets Giro d’Italia med tredjepladsen i klassementet. Selvom jeg tror på, at man godt kan køre to Grand Tours i samme sæson, så tror jeg også, at det kræver lidt erfaring, og den mangler Aru endnu. Han kørte Polen Rundt, men uden at være på højt niveau. Det kan blive lidt af hvert for Aru, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis han faldt lidt igennem her.

Thibaut Pinot (FDJ.fr) har gennemført tre Grand Tours, og han er ikke blevet ringere end nummer 10 indtil videre. Hvis han følger den udvikling, som hans resultater har taget indtil videre (nr 10, nr 7, nr 3), så vinder han meget muligt løbet. Jeg tør dog godt love, at han ikke kommer til at se helt så skarp ud her i Spanien. Primært tror jeg, at Tour de France kommer til at hæmme ham, så jeg kunne godt forestille mig ham køre efter en etapesejr eller bjergtrøje her.

Garmin stiller til start med Andrew Talansky, der måtte udgå af Tour de France, men det bliver ikke med amerikaneren som kaptajn. Den ære tilfalder i stedet Ryder Hesjedal og Dan Martin. Førstnævnte har tidligere vundet Giro d’Italia, men har siden haft svært ved at nå det niveau igen. Martin er formstærk og dygtig, men han har endnu ikke for alvor bevist, at han har stabiliteten til at holde i tre uger. Samtidigt er han også noget nær feltets mest uheldige rytter, og spørgsmålet er om han kan holde sig på cyklen i tre uger.

Jurgen van den Broeck (Lotto-Belisol) var ikke nær fordums styrke under årets Tour de France, så han søger revanche i Spanien. Han får dog selskab af Maxime Monfort som holdets kaptajn. Ingen af dem kan køre med om sejren, men måske top10 er et realistisk mål for dem i deres nuværende form. En Jurgen i topform er dog klart en top5-kandidat – også i et svært løb som det her.

Hvis vi fortsætter i kategorien med faldne stjerner, så kan man også bemærke, at Cadel Evans (BMC) måske kører løbet. Hvis han kommer her i Giro d’Italia-form, så kan han måske lave noget hæderligt, men han kan ikke vinde løbet. Karrieren nærmer sig sin afslutning, så måske Evans vil slutte af med manér og hente en etapesejr eller lignende.

Man kan også bemærke, at Robert Gesink (Belkin) deltager. Gesink har haft en svær periode de seneste par år, og har blandt andet gennemgået hjerteoperation. Han så fin nok ud i Polen Rundt, men jeg stoler ikke på, at han er frisk nok over tre uger. Også Wilco Kelderman deltager i løbet, men han har ført talt idéen om klassement ned.

Daniel Moreno (Katusha) er domestique, og han har ikke et ønske om at være andet. Han er dog alligevel endt i top10 i de seneste tre udgaver af løbet. Han kører fuldt ud for Rodriguez, men han er så stærk, at han vil sidde med i meget lang tid for ham. Han kan vinde en etape og ende i top10, men han kan også falde helt igennem.

Der kommer nogle danskere med i løbet – hvilke vides ikke helt nøjagtigt – men Valgren og Chris Anker Sørensen synes at være sikre på at komme med. De kan måske få lidt friere roller, end man er vant til, når Contador er med på holdet, men umiddelbart ville jeg passe på med at forvente for meget af danskerne.

Ruten

Vuelta a España indledes som så ofte før med en kort holdtidskørsel. 1. etape er 12,6 kilometer lang og foregår i byen Jerez de la Frontera. Selve ruten kommer ikke til at tage meget mere end 13 minutter, og der kommer nok heller ikke de største tidsforskelle – men det er en fin lille måde at indlede et løb på.

Sprinterne kommer allerede til fadet på 2. etape. Etapen er 174 kilometer lang, og ser man bort fra en mindre stigning i starten af dagen, så er det fladt det meste af dagen. Måske kan vinden være en faktor i finalen, men en hurtig rytter bør vinde denne etape. Der er tre sving i finalen, hvor der drejes 90 grader, men de sidste 500 meter går helt lige ud og er uden problemer.

De første par bakker kommer på 3. etape, der går fra Cadiz til Arcos de la Frontera. Etapen er tæt på at være 190 kilometer lang, og der er tre kategoriserede stigninger undervejs. Det sorterer måske nogle sprintere fra, men selve afslutningen er også svagt stigende. Det er dog ikke værre end at en punchy sprinter burde løbe med sejren på denne etape.

Sprinterne bliver igen testet på 4. etape af løbet. Etapen er 172 kilometer lang og er for det meste flad, men på de sidste 50 kilometer kommer der to stigninger, der kan sortere nogle af de lidt tungere drenge fra. Den første stigning, Alto de San Jeronimo, stiger med 7,9 % i snit over 3,8 kilometer, men der er stadig 53,2 kilometer til mål fra toppen af denne. Den næste stigning bliver mere afgørende. Alto del Catoforce por Ciento er 9 kilometer lang og stiger i snit med 5 %. Enkelte steder når den op på 14 %, så det er en ujævn sag. Der er fortsat lidt over 25 kilometer til målstregen efter denne stigning, men rytterne kører ikke direkte ned – de bliver på selve stigningen, hvilket gør at den kommer til at føles en anelse hårdere. Herefter går det ned, før etapen sandsynligvis bliver afgjort i en spurt i en mindre gruppe. Der kommer et lille 90 grader-sving lige umiddelbart før målstregen.

På 5. etape af Vuelta a España kan vi forvente at se sprinterne igen. Etapen er 182 kilometer lang, og der er en lille stigning 20 kilometer før mål, men den bør ikke rigtigt fjerne sprinterne. På målstregen venter der en lille knold i Ronda, men den er ikke så hård igen, så jeg tvivler på effekten af denne.

Hvis der er noget, Vuelta a España elsker, så er det etaper, hvor der afsluttes med en kort, skrap stigning. Det er det, vi får på 6. etape af årets løb. Etapen er tæt på 158 kilometer lang. De sidste 4,5 kilometer stiger med tæt på 10 %, så klassementsrytterne kommer til at folde sig ud her. Typisk indleder en Grand Tour med en lidt svag bjergetape, men de store stigningsprocent ”tvinger” de bedste ryttere ud af sadlen allerede her, også selvom stigningen ikke er så lang.

Der venter rytterne en 165 kilometer lang etape på 7. etape. Den kunne meget vel være for udbryderne, for den er lidt småkuperet det meste af dagen, og de sidste fem kilometer er også svagt stigende (omkring 4 %). Det kan være for meget for sprinterne, og det er for lidt for bjergrytterne, så ryttere, der tabte tid på6. etape kan måske få lov at køre for sejren her. Alternativt bliver det en semihurtig rytter, der kan klatre fornuftigt.

Dagen efter går turen til Albacete. 8. etape er 207 kilometer lang, og det er en ret flad etape. Der er ingen kategoriserede stigninger, og det går faktisk næsten helt ligeud hele dagen. I selve Albacete er der et halvskarpt sving ind på opløbsstrækningen, men de afgørende momenter i spurten foregår uden sving eller andre tekniske udfordringer. Arrangørerne ”advarer” mod at vinden kan spille en væsentlig rolle i Albacete.

På 9. etape er det klatrerne, der formentligt skal kæmpe om sejren. Etapen går til Aramon Valdelinares over 185 kilometer. Der er en 3. kategoristigining 65 kilometer før mål, men den kommer næppe til at spille en rolle. Så er 2. kategoristigningen mere relevant, fordi den kommer forholdsvist tæt på mål. Det er dog på Aramon Valdelinares at det for alvor går løs. Den slutter i næsten 2.000 meters højde og stiger med lige i underkanten af 7 % over 8 kilometer.

Det bliver de individuelle kvaliteter, der bliver testet på 10. etape. Her skal rytterne nemlig ud på en 34,5 kilometer lang enkeltstart med mål i Borja. Den starter ret hårdt ud med en stigning (Alto del Moncayo) de første otte kilometer. Det er ikke den hårdeste stigning, men det er afgjort med til at hjælpe klatrerne til at begrænse et tidstab til de mere specialiserede ryttere.

Klassementskampen fortsætter på 11. etape. Etapen er kun 151 kilometer lang, hvilket rytterne nok er meget tilfredse med, men den slutter med en slem kategori 1-stigning. Stigningen hedder Alto San Miguel de Aralar, og den stiger med 7,6 % over de næsten ti kilometer. Enkelte steder nærmer stigningsprocenterne sig 13 %. Det bliver en typisk Vuelta-etape, der er relativt nem indtil de sidste 10 kilometer.

Arrangørerne har indsat en lille paradeetape på 12. etape. De starter og slutter i byen Logroño, hvor der skal køres 168 kilometer, hvor de kører en række omgange. Etapen er pandekageflad, så sprinterholdene skal være trætte og udbryderne stærke, hvis de vil forhindre en massespurt.

Der kommer en drilsk lille etape på 13. etape¸der meget vel kunne ligne en dag for udbryderne. Hen mod slutningen kommer der tre kategoriserede stigninger lige efter hinanden, der måske kan sætte sprinterne så langt tilbage, at de ikke kan komme tilbage. Selve finalen er også på en svagt opadgående bakke, men næppe noget der gør, at klassementsrytterne kan udfordre hinanden.

Mere eksplosivt bliver det på 14. etape, der lige præcis når over 200 kilometer i længden. Vi starter helt nede i 10 meters højde, men cirka midtvejs på etapen kommer Puerto de San Glorio, der skyder rytterne 1600 meter op i luften. Selvom der kommer en kort nedkørsel, så kommer vi aldrig under 1000 meter over havets overflade, så selvom stigningen ikke kommer til at være rigtig vigtig for etapen, så kan den have en indirekte effekt i og med man ikke ”kommer ned” igen på samme måde. På de sidste kilometer kommer La Camperona Valle de Sabero, og den er ikke for sjov. 3 kilometer lang og stiger mere end 14 %. Der er ramper, der stiger med op til 24 %, så det er for de eksplosive ryttere.

Bjergene kommer nu i strid strøm. På 15. etape kommer der nemlig igen en hård stigning, der skal afslutte en relativt kort etape (149 kilometer). Det drejer sig om Lagos de Covadonga. Stigningen starter 13 kilometer før målstregen, og sender rytterne 920 meter højere op i luften, hvilket betyder at stigningen kører med en stigningsprocent på omkring 7 %.

På 16. etape kommer der en lidt atypisk Vuelta-etape. Der er nemlig hele fem stigninger (alle kategori 1) fordelt over de små 160 kilometer. Det er tvivlsomt om nogen af dem – undtagen den sidste – får den store effekt på etapen. La Farrapona afslutter etapen, og den er faktisk 23 kilometer lang (5,2 %), men det er først de sidste 6-7 kilometer, der for alvor er hårde. Her stiger den i snit med lidt over 9 %.

Sprinterne får igen deres chance på 17. etape til Coruña. Det er muligt, at sprinterholdene er for udmattede efter flere dage i bjergene, men de fleste burde overleve dagen. De kører langs kysten hele dagen nærmest, så det kan måske give lidt implikationer i form af en stærk vind. Selve opløbet sker også helt ude ved kysten.                

Der kommer næppe de største tidsforskelle på 18. etape, men naturligvis er der igen tale om en kuperet afslutning. De skal passere Alto Monte Castrove to gange. Den er ikke så lang, men indeholder enkelte steder op til 12 %. Favoritterne tager nok ikke et minut på hinanden, men der kan komme lidt sekunder mellem dem.

Udbrydernes chance kommer på 19. etape. Der er to stigninger på dagen, men den sidste topper med 20 kilometer til mål. Den er hård nok til at sende sprinterne ud af kampen om etapen, og selvom den ville passe klassementsrytterne, så er der næppe nogen, der vil angribe her med intentionen om at holde solo til målstregen – så mon ikke det bliver en lykkeridder, der kører først over stregen.

Sidste store udfordring i bjergene kommer på 20. etape. På de sidste 80 kilometer er der hele fire hårde stigninger. Det er dog primært de to sidste, der er vigtige, nemlig Alto Felgueiras de Aigas (9,7 km og 6,8 %) og Puerto de Ancares (12,7 km og 8,8 %), der for alvor kommer til at skabe forskelle på denne etape. Sidste chance for at lave de helt store ændringer i klassementet.

Men hvis det er tilpas tæt i klassementet, så bliver det vildt interessant på 21. etape. Her skal rytterne nemlig ud på en 10 kilometer lang enkeltstart i Santiago de Compostela. Dermed skifter arrangørerne den velkendte Madrid-afslutning ud med en etape i den galiciske hovedstad. Det kan blive en lidt fesen affære, hvis klassementet er helt fasttømret, men til gengæld også rigtig interessant, hvis det er tæt i toppen.