Sommeren er forbi, og det er tid til ishockey. Den bedste danske række har sæsonstart 19. september. Læs Mike Larsens grundige gennemgang af ligaens ti hold og se hvorfor han blandt andet har et godt øje til Frederikshavn og Bulldogs Odense.
Kulden og fadøllene kalder igen i de danske skøjtehaller, når Metal Ligaen starter op igen - igen med Dansk Metal som navnesponsor.
Intro
I mange år har det været mere reglen end undtagelsen, at man havde et revancheopgør mellem forrige sæsons guld- og sølvvindere. Det kommer vi ikke til at se denne sæson, da SønderjyskE, der vandt guldet, starter på hjemmebane mod Bulldogs Odense, mens Blue Fox Herning, der fik sølvet, starter mod Esbjerg Energy på hjemmebane.
Herunder følger en gennemgang af de 10 hold, der er i Metal Ligaen i denne sæson - hvor det ligesom sidste sæson ligner en temmelig jævnbyrdig liga.
Skulle der være et par spillerhandler, der er smuttet, så beklager jeg. Jeg har skrevet optakten så tæt på starten som muligt, så jeg kunne få det meste med.
Gentofte Stars tilbage i den fine selskab
Gentofte bliver et spændende bekendtskab i ligaen i år, selvom de stort set havde holdet klart til 1. division, da man annoncerede sin tilbagevenden til den bedste række. Det kan give nogle lussinger i kampene, men man skal ikke undervurdere fight og kampånd, hvilket Hobro i Superligaen er et skinnende bevis på.
Fredag 19/9
Unibet* Stars Gentofte - Aalborg Pirates
Blue Fox Herning - Esbjerg Energy
SønderjyskE - Bulldogs Odense
Rødovre Mighty Bulls - Herlev Eagles
Søndag 21/09
Rungsted Ishockey - Frederikshavn White Hakws
Fredag 26/9
Esbjerg Energy - Frederikshavn White Hawks
Odense Bulldogs - Rødovre Mighty Bulls
Aalborg Pirates vs. Blue Fox Herning
Herlev Eagles vs. Unibet* Stars Gentofte
Rødovre Mighty Bulls vs. Rungsted Ishockey
Jeg er i hvert fald glad for, at vi igen er oppe på 10 hold i ligaen, så man ikke kommer til at skævvride kampprogrammet, som man så i flere omgange sidste sæson. Nu kan man lave runder af 5 kampe uden oversiddere hele vejen gennem sæsonen.
Forventet grundspils-slutstilling
1. SønderjyskE
2. Frederikshavn White Hawks
3. Odense Bulldogs
4. Esbjerg Energy
5. Blue Fox Herning
6. Aalborg Pirates
7. Herlev Eagles
8. Rødovre Mighty Bulls
9. Rungsted Ishockey
10. Unibet* Stars Gentofte
Det er sådan, som jeg lige nu tror, at det ser ud, når grundspillet er slut. I slutspillet kan alt ske, hvilket man har set et utal af gange, og det kommer også an på, om der er hold, der har forstærket sig i løbet af sæsonen, eller om der er hold, der bliver ramt af alvorlige skader op mod slutspillet.
Dog synes jeg, at det er meget tæt mellem de første 4 hold, hvor det meget vel kan være skader på de ”forkerte” tidspunkter, der kan afgøre det. Herning og Aalborg ser jeg ikke som stærke nok i bredden til at drille top4 holdene i det lange løb.
Herlev ligner det stærkeste hold på Sjælland til denne sæson, mens Rødovre og Rungsted kommer til at kæmpe om at komme med i slutspillet. Unibet* Stars Gentofte bliver et spændende bekendtskab, men jeg tror ikke, at de kommer med i slutspillet. Dog skal man aldrig afskrive ren fight – bare se på Hobro i Superligaen.
Odds og Tips
Eksperttips kan følges på denne side.
Mike har en tilbagebetaling på 114% efter 699 ishockey-tips, fra 2005 til nu.
Langtidsspils-overvejelser:
Bookmakerne har SønderjyskE og Blue Fox Herning som favoritter til finalen, og jeg er enig med dem i, at SønderjyskE nok ender der. Men Blue Fox Herning har mistet en del til denne sæson og ser ikke lige så stærke ud som de seneste sæsoner.
Frederikshavn til odds 5,00 ligner et godt spil, da jeg ligger omkring 22% på dem, som mester i den kommende sæson. Selvfølgelig kan der ske meget endnu i løbet af sæsonen, og holdene har mulighed for at styrke sig, og udlændingene kan fejle.
Som farlig outsider har jeg Bulldogs Odense, der på papiret har et fuldendt hold på trods af det kedelige 1-8 nederlag mod Blue Fox Herning i weekenden i Metal Cuppen.
Odds 18,00 på Bulldogs Odense skal have et skud i min bog. Jeg ligger omkring 10% på fynboerne som mestre, så det ligner et flot værdispil, som Bet365* er ude med her.
Vinder (Inkl. Playoff) | Odds | Bookmaker |
SønderjyskE | 2,25 | |
Blue Fox Herning | 5,00 | |
Frederikshavn White Hawks | 5,00 | |
Aalborg Pirates | 11,00 | |
Bulldogs Odense | 18,00 | |
Esbjerg Energy | 22,00 | |
Rødovre Mighty Bulls | 45,00 | |
Herlev Eagles | 100,00 | |
Rungsted Ishockey | 100,00 | |
Unibet* Stars Gentofte | 200,00 |
Aalborg Pirates
Kapacitet: 5000 tilskuere (heraf 3200 siddepladser)
Træner / Assistent: Poul Thompson / Ronny Larsen
Sidste sæson: Tabte bronzemedaljerne til Frederikshavn med 8-12 over 2 kampe.
Forventning: Nr. 5 i grundspillet.
Umiddelbart ser det ud til at blive en mellemsæson for Aalborg Pirates, mens man venter på, at egne talenter slår igennem på eliteholdet. Dog har man hentet flere spændende udlændinge til denne sæson. Slutspillet er i mine øjne ikke i fare, men jeg tvivler på, at det bliver til mere end én 6. plads i grundspillet.
Træningskampe
12.08.2014 Frederikshavn White Hawks - Aalborg Pirates 6-2
14.08.2014 Aalborg Pirates - Frederikshavn White Hawks 3-4
19.08.2014 Blue Fox Herning - Aalborg Pirates 4-3
28.08.2014 Aalborg Pirates - SønderjyskE 4-2
30.08.2014 Fife Flyers (England) - Aalborg Pirates 4-2
31.08.2014 Fife Flyers (England) - Aalborg Pirates 3-8
05.09.2014 IK Pantern (Sverige) - Aalborg Pirates 4-2
12.09.2014 Aalborg Pirates - Frederikshavn White Hawks (pokal) 2-2
13.09.2014 Frederikshavn White Hawks - Aalborg Pirates (pokal) 2-3
Sidste sæson
Sidste sæson blev alligevel lidt spændende i det nordjyske. Man fik en flot 3. plads i grundspillet efter SønderjyskE og Herning, mens man holdte de nordjyske rivaler, Frederikshavn, bag sig. I kvartfinalen tog man Rødovre Mighty Bulls, hvor man skulle igennem 7 nervepirrende kampe, før at man var videre til semifinalen, hvor SønderjyskE ventede. Der blev kort proces med Aalborg, der tabte med 4-0 i kampe og en målscore på 4-20. I kampen om bronzemedaljerne var Frederikshavn for stor en mundfuld og man blev besejret med 8-12 over 2 kampe.
Keeper
Sidste sæson havde man Magnus Åkerlund og Nikolaj Nørbak som målmandsduo, men Åkerlund er smuttet til svensk ishockey, mens Nørbak har valgt at indstille karrieren som 24-årig. Nørbak var en talentfuld målmand, men han fik aldrig rigtig chancen for at vise det.
I stedet har man hentet Ervins Mustokovs i Esbjerg samt rykket unge Jaob B. Jensen og Jesper Wulff Pedersen op fra ungdomsrækkerne. Mustukovs har spillet et par sæsoner i dansk ishockey, hvor det først var i Odense og siden i Esbjerg. Begge steder har han vist flotte stats både i grundspillet samt i slutspillet, hvor han samlet set har ligget med en redningsprocent lige under 93%, hvilket er ganske flot.
Man er svækket i bredden, da man ikke har en reservemålmand, der har spillet nogle kampe i ligaen før. Dog har Mustokovs spillet stort set alle kampe, når han har været kampklar de seneste sæsoner, hvor han var i Danmark.
Backs
Aalborg har vinket farvel til et par backs i forhold til sidste sæson, hvor man mangler Simon Grønvaldt, Kasper Jensen, Mark Müller Larsen samt Victor Panelin-Borg. Man ser ud til at satse noget på egne backs med et par gode imports til at mikse det op med.
I stedet har man hentet et par nordamerikanske backs ind på holdet i form af Kyle Bushee og Jace Coyle. Bushee er en stærk defensiv back, der rydder op foran eget mål, mens Jace Coyle er en god skytte fra blå linie i powerplay. Han har dog også vist i træningskampene, at han står i vejen for en del udvisninger.
Nicholas B. Jensen er hentet hjem fra USA, og ligner sammen med hans bror, Alexander, der er forward et par gode scoops, som man har gjort i Aalborg. Anders Thode har spillet et par sæsoner i Danmark efterhånden trods sine bare 21 år, og han er klar til at træde helt ind på scenen.
Daniel Madsen med det til tider hidsige temperament er klar til sin 6. sæson i Aalborg. Ligesom Jace Coyle kommer han til at være truslen fra blå linie i powerplay.
Magnus Leth Nielsen samt unge Lasse Bo Knudsen og talentfulde, Kristian Kodal kommer til at kæmpe om at være 6. back på holdet. Magnus har dog lidt erfaring fra ligaen, så det er sandsynligvis ham, der får pladsen. Lasse og Kristian er dog ikke langt fra at få spilletid i nogle af kampene.
Samlet set, så ser man lidt stærkere ud på toppen på backsiden, men bredden er ikke helt den samme som sidste sæson. Det er dog naturligt, da Aalborg er ved at køre flere og flere af egne spillere ind på holdet til de kommende sæson.
Forwards
Offensivt har man mistet en del spillere. Blandt andet er alle udlændingene fra sidste sæson væk. Alex Leavitt, Mark Derlago samt Matt Pope havde alle en stor andel i den flotte sæson, som Aalborg havde. Ligeledes havde kaptajn Kasper Degn, der har valgt at stoppe sin karriere. Derudover er der flere spillere, der har fundet nye klubber, og det er primært Aalborg drengene, der er blevet.
I stedet har man hentet nogle gode udlændinge. David Birne (spillet 9 NHL kampe for Florida Panthers) og Tommy Grant (129 kampe i AHL) ligner et par små scoops, som Aalborg har lavet til denne sæson. Der er også hentet en Matt Francis, der har spillet de seneste 3 sæsoner i den britiske liga, hvor han har produceret over ét point i snit pr. kamp.
Udover de 3, så har Aalborg hentet Mike Vaskivou, der har produceret meget fornuftigt i de lavere amerikanske rækker, så det bliver spændende at se, om han kan tage det med til Aalborg. Alexander Jensen er kommet til fra amerikanske universitetshockey, hvor han har produceret ganske habilt, omend niveauet sandsynligvis ikke er det samme. Mange eksperter har sagt, at man skulle give ham chancen på landsholdet, men nu får han muligheden for at vise sig frem i Danmark.
Sebastian Ehlers havde en fornuftig sæson sidste sæson, og der er lagt mere ansvar på hans forholdsvis unge skuldre til denne sæson. Det bliver spændende at se, om han udvikler sig mere i den kommende sæson. Krigeren Christian Nordentoft, der ikke er bange for at sætte en tackling, er der også blevet plads til. Han er en spiller, der kommer under huden på modstanderen, og de gerne vil have fat i.
Ellers ser det ud til, at de unge spillere får en del mere ansvar end de har gjort tidligere. Det er positivt for fremtiden, for der er mange gode unge spillere i de lavere rækker end der tidligere har været. Derfor kan det sagtens blive en mellemsæson for Aalborg, men kan det give plusser til fremtiden, så tager man også gerne det med i Aalborg.
Stjerneskud
Oliver Anker Christensen, forward. Måske et år for tidligt, men han er en spiller, der er noget fremtid i for Aalborg. Han har produceret rigtig godt i de tidlige år i Aalborg på diverse ungdomshold. Han er kun 17 år og spillede allerede sidste sæson på både U20 og 1. division med ganske habile pointsnit. Han var sidste halvdel af sidste sæson i Østrig på EC Salzburgs U18-hold, hvor han producerede meget godt. Helt klar en fremtidens mand i Aalborg.
Hold øje med
David Brine, forward. Den stærke canadiske center blev aldrig draftet af en NHL-klub, men kan alligevel fremvise 9 kampe i NHL samt over 300 kampe i AHL (rækken under NHL) med et fornuftigt pointsnit. Han er stærk i faceoff cirklen, hvor Aalborg tidligere har haft problemer. Han arbejder hårdt i begge ender af isen, hvor han er stærkest i defensiven, men også besidder gode offensive kvaliteter.
Blue Fox Herning
Kapacitet: 4105 tilskuere (heraf 421 siddepladser)
Træner / Assistent: Linus Fagemo / Markus Karlsson
Sidste sæson: Tabte finalen til SønderjyskE med 4-3 i kampe.
Forventning: Nr. 6 i grundspillet.
Ligesom i Aalborg ser det ud til at blive en mellemsæson for Herning, da bredden ikke ser ud til at være så stærk for Herning i år. Dog skal man aldrig afskrive Herning, da de er en traditionsklub, der har et stærk lokalt netværk, og sponsorerne smider gerne ekstra penge i klubben. Dette er første sæson uden Todd Björkstrand, hvilket bliver spændende at følge.
Træningskampe
14.08.2014 Herning Blue Fox - SønderjyskE 3-3
19.08.2014 Herning Blue Fox - Aalborg Pirates 4-3
21.08.2014 Esbjerg Energy - Herning Blue Fox 2-3
29.08.2014 Fishtown Pinguins (Tyskland) - Herning Blue Fox 4-1
30.08.2014 Odense Bulldogs - Herning Blue Fox 6-5
12.09.2014 Odense Bulldogs - Herning Blue Fox (pokal) 8-2
13.09.2014 Herning Blue Fox - Odense Bulldogs (pokal) 8-1
Sidste sæson
Man fik flotte sølvmedaljer i Björkstrands afskedssæson i det midtjyske. Inden sæsonstart var der ikke den store tiltro til Herning, men man vidste, at man ikke skulle undervurdere Herning på den lange bane. Man fik styrket holdet frem mod slutspillet, hvor man gjorde kort proces med først Herlev (4 kampe) og siden Frederikshavn (4 kampe), inden at man tabte i 7 kampe til SønderjyskE.
Keeper
Man har samme målmandsduo som man havde sidste sæson. Lubomir Pisar er førstevalget i målet, men unge George Sørensen viste, at man havde en stærk reservemålmand at trække på, når Pisar ikke var helt oppe i gear. Sørensen er klart fremtidens mand for Herning, hvis de kan holde på ham. Han ligner den næste spiller fra den danske liga, der kunne gå videre til Nordamerika.
Backs
Man har sagt farvel til Mitch Ganzak og Jakob Milovanovic i de defensive rækker, hvor man ellers har holdt fast i de danske talenter, som man har i klubben.
De er blevet suppleret med Daniel Nielsen, der vender tilbage til Herning efter 3 sæsoner i den tyske DEL-liga hos Hamburg Freezers. Daniel Nielsen får en del ansvar i de bagerste rækker, hvor han kommer til at bedrage med en masse erfaring til en forholdsvis ung backkæde.
Rasmus Nielsen og Bjørn Uldall kommer til at trække et stort læs i defensiven i denne sæson, og det burde de også være klar til. Rasmus Nielsen har spillet en del landskampe de seneste år, mens Bjørn Uldall, med sine bare 20 år, er fremtidens mand på landsholdet.
Mathias Pedersen har til tider været en smule udskældt i Herning, men han har en masse erfaring, som han kan trække. Han har allerede spillet små 250 kampe i den bedste række for Herning, trods hans bare 25 år. Patrick Madsen og Sebastian Andersen er talentfulde spillere, der kommer til at få en del istid, hvor man ellers ser svage ud i bredden på defensiven. Kommer der skader, så kommer man til at hænge efter, hvis der ikke kommer flere spillere ind på holdet.
Forwards
Man har mistet en del spillere fra det hold, der havde succes sidste sæson. Anders Poulsen, Tomas Horna, Lasse Lassen, Justin Maylan, Tomas Petruska samt Branislav Rehus er alle fortid i Herning, men man har ikke hentet de store imports til klubben bortset fra et par enkelte, der ser ud til at blive profiler i ligaen.
Brad Schell, Henrik Eriksson, Petr Kalus samt Victor Öhman er nye udenlandske spillere, og hvor vi allerede kender Öhman fra sidste sæson i Aalborg, så er de andre nye spillere i ligaen.
Schell og Kalus ligner spillere, der kommer til at trække et stort læs i Herning i denne sæson, da man ellers satser på egne spillere.
Henrik Eriksson kommer til at trække på hans erfaring fra AllSvenskan samt 55 kampe fra den bedste svenske række. Han ligner en målscorertype, der også kan lære fra sig, så de unge lærer lidt.
Kristoffer Lauridsen vender tilbage til Herning efter 2 sæsoner på Malmös U20 hold i SuperElit, hvor han har produceret ganske habilt. Han er lederen på det danske U20-landshold, der senere på sæsonen skal til Canada for at forsvare de danske farver ved U20-VM. Han går forrest med en stærk arbejdsmoral, der er med til at stresse modstanderen til at lave fejl.
Unge spillere som Emil Grandal, Markus Jensen, Joachim Linnet og Andreas Søgaard kommer til at få en del mere ansvar i denne sæson, hvor man får en del spilletid i 3. kæden i Herning. Det kan være sæsonen, hvor Markus Jensen slår igennem i Herning, hvor han havde en godkendt sæson sidste sæson.
Stjerneskud
Jeg havde ham også nævnt sidste sæson, og han havde en godkendt sæson med 12 point i 36 kampe. Han er nu blevet 18 år, og er lillebror til Nicklas Jensen, der spiller i NHL/AHL. Markus Jensen er mere en udpræget playmaker, der også tænker defensivt. Han har et rigtig godt skud og et rigtig godt blik for spillet og sine holdkammerater. Det kunne ligne hans gennembrudssæson i Herning, hvor han kommer til at få en del mere ansvar end sidste sæson.
Hold øje med
Brad Schell, forward. Han ligner et scoop, som man har gjort på Heden til denne sæson. Han har vist, at han ved, hvor målet står, og han har spillet i AHL. Han har spillet de seneste sæsoner i Europa, så han er vant til den anderledes spillestil, så han ligner en gevinst for Blue Fox Herning i denne sæson. Han kommer til at trække et stort læs i sæsonen, da Herning ikke har så mange profiler på holdet i år, men flere af egne unge spillere.
Bulldogs Odense
Kapacitet: 3280 tilskuere (heraf 1024 siddepladser)
Træner / Assistent: Brad Gratton / Mads True
Sidste sæson: Røg ud i kvartfinalen med 1-4 i kampe til Frederikshavn.
Forventning: Nr. 3 i grundspillet
Mine forventninger er store til Odense i denne sæson. Jeg ser dem som en meget farlig outsider til guldet i denne sæson. Meget kan ske endnu i løbet af sæsonen, og det kan også være, at spillerne ikke slår til, men på papiret har Odense et top3 hold i denne sæson. Man ser stærke ud på alle pladser på banen, og man har et par spændende unge spillere, der også har fået istid i løbet af opstarten.
Træningskampe
19.08.2014 Bulldogs Odense – Rungsted Ishockey 6-0
24.08.2014 Rungsted Ishockey – Bulldogs Odense 2-5
26.08.2014 Esbjerg Energy – Bulldogs Odense 2-1
29.08.2014 Bulldogs Odense – Hamburg Freezers 1-4
30.08.2014 Bulldogs Odense – Blue Fox Herning 6-5
05.09.2014 Bulldogs Odense – Unibet* Stars Gentofte (pokal) 5-3
12.09.2014 Bulldogs Odense – Blue Fox Herning (pokal) 8-2
13.09.2014 Blue Fox Herning – Bulldogs Odense (pokal) 8-1
Sidste sæson
Bulldogs Odense havde en meget spændende sæson sidste år, hvor man hurtigt fandt sin plads efter de 5 jyske hold i ligaen, men foran de sjællandske hold. Dog kæmpede man noget med Rødovre om 6. pladsen, men man fik den i sidste ende.
Odense blev overs i kvartfinalerne, og derfor blev det Frederikshavn, der måtte på tur til Odense. Det endte med målrige kampe, men det var Frederikshavn, der kunne trække det længste strå med en sejr på 4-1 i kampe.
Odense som mester - til odds 18,00 hos Bet365*
Som farlig outsider har jeg Bulldogs Odense, der på papiret har et fuldendt hold på trods af det kedelige 1-8 nederlag mod Blue Fox Herning i weekenden i Metal Cuppen. Odds 18,00 skal have et skud i min bog. Jeg ligger omkring 10% på Bulldogs Odense, så det ligner et flot værdispil, som Bet365* er ude med her. Bemærk dog at man højst kan sætte 250 kr på dette spil.
Keeper
I Odense havde man sidste sæson svenske John Homström på mål, og han spillede alle kampene i grundspillet. I slutspillet fik unge Nicolai Lærke lidt spilletid, men igen i år skal Lærke ikke regne med at få det store af spilletid.
I stedet for Jens Holmström har man hentet Chet Pickard, der for bare 6 år siden blev draftet i første runde af Minnesota Wild. Det er dog ikke blevet til nogle kampe i NHL, men det er blevet til 49 kampe i AHL med en redningsprocent omkring de 89%. Det ligner umiddelbart en forstærkning, men man er svækket på bredden med Nicolai Lærke som reservemålmand, da han ikke har fået så mange kampe, men han er en talentfuld målmand.
Backs
Man har ryddet godt op i defensiven til denne sæson, hvor det er blevet farvel til Niklas Enberg, Nikita Kolesnikovs, Rikard Ohlsson, Anders Thode samt Martin Larsen. I stedet har man hentet flere gode danske backs, der skal være med til at bringe Bulldogs Odense frem i tabellen.
Lee Baldwin er kommet til fra EHCL i USA, hvor han har vist rimelig gode takter i de seneste sæson. Han har også vist, at han har et godt skud udefra blå linie, så det er sandsynligvis en spiller, som man skal holde øje med.
Simon Grønvaldt har man hentet i Aalborg, hvor han havde en god sæson, hvor han endte med at komme omkring landsholdet.
Joakim Nettelbladt er kommet til fra den svenske division 1 (3. bedste række), hvor han var kaptajn for Troja-Ljungby. Han er en fysisk stærk spiller, der har et godt overblik, men han er dog ikke så stærk i egen zone.
Coach Brad Gratton kendte allerede Tobias Ruelykke fra sin tid i Rødovre, og han har valgt at hente ham til Odense for at styrke bredden. Ruelykke er ikke målscorerende back, men han er god defensivt.
Derudover har man også Rasmus Damgaard og Mads Schaarup, der har spillet en del sæsoner på Fyn, og man har godt det godt defensivt uden at være prangende. Man tager den sikre måde at spille ishockey på.
Sidste mand på holdet er Rasmus Lyø, der er en talentfuld, der har spillet mere og mere de seneste sæsoner. Han er fast mand på det danske U20 landshold, og er klar til sit store gennembrud i Odense.
Forwards
Man havde mange spillere inde omkring holdet i løbet sæsonen uden at de rigtigt slog til på holdet, og derfor blev afskediget i løbet af sæsonen. Rasmus Ericsson, Stuart MacRae samt Rob Ricci var hele sæsonen på holdet, og havde nogenlunde succes. Dog havde man også Marc-Olivier Vallerand og Jussi Tapio inde omkring holdet, men de holdte ikke hele sæsonen og fik bare et par måneder, da de ikke slog til.
Til denne sæson har man hentet spillere på det, der kunne ligne øverste hylde. Ind har man hentet Ryan McDonough, der gjorde det godt i italienske Valpellice sidste sæson samt Dale Mitchell, der har spillet i AHL for nogle sæsoner siden.
Brad Gratton har hentet Mike Daugulis, der er en rigtig kriger, der aldrig giver op. Han har været en del af den succes som Rødovre har haft de seneste sæsoner, og nu skal han gøre det samme i Odense.
Italienske Anthony Aquino, der kom til Odense sent i sidste sæson, og gjorde sig bemærket med noget så usædvanligt som en dobbelt matchstraf bliver i Odense til denne sæson. Han er en målfarlig spiller, men dog også en spiller, der kan få en hjerneblødning, hvis det ikke lige går hans vej.
Morten Andreasen, der er udnævnt til kaptajn denne sæson, er stadig at finde i Odense, hvor han dog ikke havde den bedste sæson sidste år, men hvis han bliver sat sammen med de rette spillere, så er han farlig. Mark Mieritz havde en fornuftig sæson i det fynske sidste sæson, og han tager endnu en sæson.
De 3 esbjergensiske krigere, Søren B. Pedersen, Matthias Thinnesen samt Rasmus Bjerrum er at finde i det fynske. De jagter hele tiden pucken og stresser modstanderen til fejl.
Derudover har man rykket nogle af de unge op på førsteholdet, hvor de har muligheden for at få noget istid. Frederik Hoeg og Lukas Lundvald Nielsen var allerede oppe omkring holdet i sidste sæson, hvor de begge fik enkelte kampe.
Stjerneskud
Lukas Lundvald Nielsen kunne være den store oplevelse i denne sæson for Odense. Han har talentet til at slå igennem, og han har lavet en del point i 1. division (ca. 2 i snit pr. kamp) og U20 (ca. 3 i snit pr. kamp) sidste sæson. Det er også sandsynligt, at han skal spille der i den kommende sæson. Men Brad Gratton er en træner, der gerne giver de unge spillere chancen, og hvis de griber den, så får de flere kampe.
Hold øje med
Dale Mitchell. Han er en skøjtestærk spiller, der er draftet af Toronto Maple Leafs uden at have spillet for dem, men 62 kampe i AHL er det blevet til. Han har lavet godt med point i de klubber, hvor han har spille. Sidste sæson blev det til 45 point i 50 kampe i ECHL for et par hold til sammen. Han ved, hvor målet står, og han sender mange skud afsted mod mål i håb om at score. Han har dog også et godt blik for sine medspillere.
Esbjerg Energy
Kapacitet: 4195 tilskuere (heraf 778 siddepladser)
Træner / Assistent: Mark Pederson / Joe West
Sidste sæson: Tabte 4-1 i kampe til SønderjyskE i kvartfinalen.
Forventning: Nr. 4 i grundspillet.
Jeg ser igen denne sæson Esbjerg som en farlig outsider til guldet. Dog ser jeg ikke deres trup som den breddeste af top4, men på en god dag og i et slutspil, hvor alt kan ske, så kunne det være et godt år for Esbjerg. Målmanden er nok en mindre lottokupon, men coach Mark Pederson har gode kontakter til Japan, så han må have en tiltro til, at han er god nok til den danske liga.
Træningskampe
21.08.2014 Esbjerg Energy – Blue Fox Herning 2-3
26.08.2014 Esbjerg Energy – Bulldogs Odense 2-1
29.08.2014 Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hakws 5-3
02.09.2014 Herlev Eagles – Esbjerg Energy (pokal) 3-2 OT
12.09.2014 Unibet* Stars Gentofte – Esbjerg Energy 2-1
Sidste sæson
Man så ud til at have en fantastisk sæson, hvor man var med i top4 og man havde chancen for at drille SønderjyskE og Herning i kampen om mesterskabet. Men så ramlede det hele sammen i Esbjerg, da det kom frem at 3 af holdets spillere havde spillet imod sig selv. De fik en fyreseddel af Esbjerg, der kostede dem sæsonen. Flot arbejde af Esbjerg, at man ofrer det sportslige for at komme det til livs. I kvartfinalen blev man valgt af SønderjyskE, der gjorde kort proces med Esbjerg med 4-1 i kampe.
Keeper
Man havde Ervins Mustokovs i målet sidste sæson, men han er smuttet til Aalborg i denne sæson. Dennis Jensen, der var reserve, har fået en karantæne, da han var en af de 3, der var involveret i spilleskandalen.
I stedet har man hentet en japansk målmand til klubben, Yutaka Fukufuji, og han er en målmand, som nogle erfarne ishockeyfans måske kan genkende. Han var nemlig målmand, der lukkede VMs underligste selvmål ind ved VM i 2003. Han var været en del omkring de seneste sæsoner, hvor det blandt også er blevet til kampe i NHL. Han kommer fra den japanske liga, hvor han har været ganske stærk i de seneste 4 sæsoner. Som backup har man helt unge Nicolaj Henriksen, der er en talentfuld målmand, men man skal nok ikke regne med at se ham spille så mange kampe.
Backs
Defensivt så man svag ud i sidste sæson, hvor man ikke havde mange profiler på holdet. Siden sidste sæson har man mistet Daniel Villadsen, Philip Hersby samt de 2 nordamerikanske spillere, Evan Stoflet og Taylor Ellington.
Som erstatninger har man hentet Shinya Yanadori i Japan, Kasper Jensen i Aalborg samt canadiske Wade Bergman. Derfor synes jeg, at man er mere svækket i forhold til sidste sæson, hvor man var det hold, der lukkede tredjeflest mål ind.
Shinya Yanadori er en god all-round back, der er stærk defensiv, men også har et godt øje for sine medspillere. Kasper Jensen mistede store dele af sidste sæson grundet skade, så hvis han er klar til kamp, så bliver ham en af de mest rutinerede spillere på holdet.
Wade Bergman ligner en back, der kan lave nogle point, men han virker ikke så stærk, som man regner med.
Andreas Krogsgaard på bare 18 år bliver noteret for sin tredje sæson i den bedste danske række, og han kommer til at få en del ansvar.
Andreas B. Pedersen og Rasmus Vad Christensen er også unge spillere, der kommer til at fylde 3. kæden ud, så man ser noget tynde ud på de defensive pladser.
Jeppe Holmberg (18 år) og Anders Koch (16 år) er helt unge spillere, hvor Holmberg er et godt backtalent, der sandsynligvis bliver 7. back til kampen. Han har et godt skud, hvilket har givet en del mål i kampene.
Forwards
Man har skiftet hele offensiven ud i forhold til sidste sæson. Profiler som Kasper Gommesen, Peter Lenes, Shawn Limpright, Lance Monych, Tyler Mosienko samt Colin Vock er væk for Esbjerg. Sidstnævnte er dog stadig i Danmark, da han er skiftet til Frederikshavn.
Til at erstatte alle disse spillere har man været ude at hente en del udlændinge ind på holdet. Flere af disse spillere er gode målscorere, men ikke de store spillere til at lave defensivt arbejde, og det bliver nødvendigt med den defensiv, som man har til sæsonen.
Andrew Clark kommer fra AHL, hvor han scorede 19 point i 35 kampe, så han bliver sandsynligvis en profil for Esbjerg. Mark Derlago er kommet fra Aalborg, hvor han havde stor succes sidste sæson som målscorer, men desværre blev hans slutspil ødelagt af en skade i første kamp.
Aaron Lee og Brady Leisenring er ligeledes gode skytter, men de mangler noget i det defensive arbejde, hvilket kommer til at give en del chancer til modstanderen.
Scott Howes har spillet 61 kampe i AHL indenfor de seneste 3 sæsoner, hvor han dog tilbragte sidste sæson i CHL, hvor han rundede 45 point i 36 kampe. Alle disse spillere har præsteret flotte tal, men om de kan arbejde sammen bliver det store spørgsmål.
Sune Hjulmand, kaptajn og kriger. Begge med stort K, for han giver alt for holdet, og så længe, at det går holdet godt, så er han tilfreds. Han kommer til at være det store bindeled med de udenlandske spillere for at få dem til at arbejde hjem over isen.
Resten af den danske kæde i Esbjerg virker ikke prangende, hvor Michael Binderup var udset til en vigtig rolle på holdet, og han havde spillet godt i opstarten, men han har brækket armen.
Lasse Bang og Esben Nielsen bliver vigtige spillere i 3. kæden, hvor man skal forsøge at holde modstanderne fra at score, men det kan også blive et problem, da Esben Nielsen ikke er den stærkeste spiller defensivt.
Niklas Andersen, Henrik Mærsk Clausen, Søren Nielsen og Mikkel Ottesen kommer til at udgøre den sidste del af 3. kæden med Binderups skade samt 4. kæden. De får nok noget spilletid, hvor man kommer til at lære en masse.
Stjerneskud
Andreas Krogsgaard, back. Den unge back på bare 18 år spiller allerede sin 3. sæson i Esbjerg. Der er store forventninger til ham allerede, og spillede sidste sæson på både U18 og U20 landsholdet. Allerede spillet 83 kampe på højeste niveau i den danske liga, og han spiller en solid defensiv ishockey, hvor han tager den sikre løsning ud af zonen.
Hold øje med
Andrew Clark, forward. Han ligner umiddelbart et scoop af ledelsen i Esbjerg. Han har arbejdet sig op gennem rækkerne i Nordamerika, hvor han i sidste sæson spillede 35 kampe for Bridgeport i AHL efter en god første del af sæsonen i Stockton i ECHL. Målfarlig forward, der har et godt skud og et godt skøjteløb. Han bliver en trussel mod alle holdene i Metal Ligaen denne sæson.
Frederikshavn White Hawks
Kapacitet: 2490 tilskuere (heraf 225 siddepladser)
Træner / Assistent: Juha Riihijärvi / Mike Grey
Sidste sæson: Vandt bronzemedaljerne efter 12-8 over 2 kampe mod Aalborg Pirates.
Forventning: Nr. 2 i grundspillet.
Jeg synes, at man har fået samlet et godt hold i Frederikshavn til denne sæson. Hvis man ikke kommer med i finalen, så er det lige før, at jeg vil kalde sæsonen for en fiasko. Man ser ud til at have et stærkt hold på alle pladser til sæsonen. Selvfølgelig kan der være spillere, der ikke slår til, og bliver skiftet ud i løbet af sæsonen.
Træningskampe
12.08.2014 Frederikshavn White Hawks - Aalborg Pirates 6-2
14.08.2014 Aalborg Pirates - Frederikshavn White Hawks 3-4
22.08.2014 Nybro Vikings - Frederikshavn White Hawks 3-0
23.08.2014 Mörrums Hockey - Frederikshavn White Hawks 2-1
24.08.2014 Kristianstad Wild Kings - Frederikshavn White Hawks 2-4
29.08.2014 Esbjerg Energy - Frederikshavn White Hawks 5-3
12.09.2014 Aalborg Pirates - Frederikshavn White Hawks (pokal) 2-2
13.09.2014 Frederikshavn White Hawks - Aalborg Pirates (pokal) 2-3
Sidste sæson
Frederikshavn fik spillet sig med i top4 i grundspillet, grundet spilleskandalen i Esbjerg. Frederikshavn havde ikke det store valg i kvartfinalen, hvor der ikke var nogle hold, der turde tage Bulldogs Odense som modstander, hvor man vandt med 4-1 i kampe. I semifinalen havde man ikke de store chancer mod Blue Fox Herning, hvor man tabte med 4-0 i kampen. I kampen om bronzemadaljer var man Aalborg overlegen i store dele af kampene.
Frederikshavn som mester: Odds 5,00 hos Ladbrokes
Frederikshavn til odds 5,00 ligner et godt spil, da jeg ligger omkring 22% på dem som mester i den kommende sæson. Selvfølgelig kan der ske meget endnu i løbet af sæsonen, og holdene har mulighed for at styrke sig, og udlændingene kan fejle. Men værdien er der.Keeper
Sidste sæson havde man Nicola Riopel, og han var en udskældt mand i Frederikshavn, da han havde flere kampe, hvor han ikke levede op til det forventede. Han blev også sendt på porten, og ind hentede man svenske Daniel Hansen, der gjorde en god figur i kampene. Som reservemålmand havde man Matthias Hansen, der er en talentfuld målmand, og han fik godt med spilletid.
Til denne sæson har man hentet Joe Fallon, der ser ud til at være en gevaldig forstærkning på posten i målet. Han har spillet 64 kampe i AHL og siddet på bænken i NHL. Sidste sæson spillede han i Lillehammer i Norge, hvor han også spillede en fantastisk sæson.
Som reservemålmand har man igen Matthias Hansen, der er en talentfuld målmand, der sagtens kan få kampe i løbet af sæsonen uden at Frederikshavn vil falde sammen.
Backs
Man har skiftet en smule ud i defensiven, hvor man mangler Christian Schoildan, der har stoppet karrieren endnu engang. Kirill Tulupov og Alexander Ytterell spillede sæsonen færdig i Frederikshavn, mens David Inman fik fyret undervejs i sæsonen.
Ind har man hentet Victor Axelsson Lindgren, Mark Müller Larsen samt Steve Birnstill, og det ligner en forstærkning af defensiven i Frederikshavn til denne sæson.
Victor Lindgren og Mark Müller er gode defensive backs, hvor der ikke bliver lukket det store af mål ind, mens Steve Birnstill har et stærkt skud fra blå linie, som nok skal give nogle mål.
Mads Bech Christensen er en stærk offensiv back, der også spiller med en god portion ro og har et godt blik til sine medspillere, så de kan bringes i gode situationer foran mål.
Rasmus Søndergaard og Kasper Kristensen er gode backs, der ikke gør spillet sværere end det er i forvejen. Derudover har man unge Emil Birk Christensen og Jeppe Vinther, der er unge spillere, der kommer til at få en god portion spilletid i denne sæson. Emil Birk har spillet en sæson, og kunne ligne den nye Schoildan i klubben.
Forwards
Man har skilt sig af med alle sine udlændinge med undtagelse af Kristoffer Jonsson, hvor man har erstattet dem med primært danske spillere samt et par udlændinge, der har bevist deres værd i den danske liga før.
Man har hentet Lasse Lassen i Herning, hvor han har haft stor succes de seneste sæsoner grundet hans store speed til at komme udenom modstanderen og scoret mål. Det samme kan man sige om Robin Bergman, der vender tilbage til Nordjylland efter en sæson i Norge hos Lillehammer.
I Esbjerg har man hentet Colin Vock, der endte med at være topscorer, også han besidder en høj speed, så de 3 kommer til at stå for en del chancer sammen med Nicolai Meyer, der havde en god sæson sidste sæson.
Fra Rødovres talentfabrik har man hentet Rasmus Astrup og Mathias Bau, hvor sidstenævnte dog var omkring Malmö og IK Pantern sidste sæson. Begge spillere har potentiale til at få bedre sæsoner end man havde sidste sæson.
Derudover har man beholdt flere spillere, der gjorde det rigtig godt i sidste sæson i det nordjyske, og har potentialet til det helt store. Christian Chapman, Lasse Overgaard, Thomas Søndergaard samt Gorm Topholt kommer til at kæmpe i en 4. kæde, hvor man skal gribe chancen, når man får den tilbudt.
Krigerne Kennie Christensen og Nikolaj Needermark har sagt ja til endnu en tørn i det nordjyske, hvor de kommer til at kæmpe med alt, hvad de har i kampene. Kennie Christensen har vist sig som en Mike Grey type, der skal tirre modstanderen til at lave fejl og tage udvisninger.
Stjerneskud
Emil Birk Christensen, back. Han spillede hele sidste sæson i det nordjyske, hvor han primært var makker med enten Christian Schoildan eller Mads Bech. Han har lært en masse af de 2 spillere i sidste sæson, og han er nu klar til at tage endnu en tørn. Af statur kunne han meget vel minde om netop Schoildan, og det kunne være, at man placerede ham inde foran målmanden i powerplay, da han fylder godt i landsskabet.
Hold øje med
Lasse Lassen, forward. Lasse Lassen har været en del af Hernings succes de seneste sæsoner. Han har et godt skud og hurtig på skøjter. Han har en rigtig god speed, som han udnytter til at komme rundt om backerne og give sig selv en god chance. 115 point i de seneste 96 kampe i den bedste danske række vidner om kvalitet.
Herlev Eagles
Kapacitet: 1750 tilskuere (heraf 250 siddepladser)
Træner / Assistent: Pär Djoos / Randy Maxwell
Sidste sæson: Tabte i kvartfinalen med 4-0 i kampe til Blue Fox Herning.
Forventning: Nr. 7 i grundspillet.
Det kunne blive en spændende sæson for Herlev i år. Dog ser jeg dem til at komme med i slutspillet, da man har hentet godt ind til sæsonen, og hvis man kan holde sig fri for alvorlige skader, så kan man blive bedste hold på Sjælland i år.
Træningskampe
23.08.2014 Herlev Eagles - Rødovre Mighty Bulls 3-2
26.08.2014 Unibet* Stars Gentofte - Herlev Eagles 0-1
30.08.2014 Herlev Eagles - Stjernen (Norge) 3-4
02.09.2014 Herlev Eagles - Esbjerg Energy (pokal) 3-2 OT
06.09.2014 Rødovre Mighty Bulls - Herlev Eagles 0-3
12.09.2014 Herlev Eagles - SønderjyskE (pokal) 2-2
13.09.2014 SønderjyskE - Herlev Eagles (pokal) 7-0
Sidste sæson
Herlev kom med i slutspillet i sidste sæson, som alle havde regnet med, og det blev også til et hurtigt exit for Herlev. Blue Fox Herning sendte dem ud med 0-4 i kampe og en målscore på 4-17, hvor man var tæt på at overraske i en enkelt kamp i slutspillet, men ellers var Herning for dominerende.
Keeper
I Herlev har man ikke skiftet ud på målmandsposten til denne sæson, så det er stadig Trevor Koenig og Martin Jørgensen, der udgør denne.
Trevor er en gammel rotte i faget, og han har præsteret rigtig godt de seneste sæsoner, hvor han også har fungeret som målmandstræner for de unge målmænd, der er på vej op i systemet i Herlev. Som reserve har man Martin Jørgensen, der har spillet flere kampe for Herlev, og han er ikke helt dårlig. En ganske udmærket reserve, som man kan sætte ind i en periode, hvor Koening måske ikke står op til hans bedste.
Backs
På backsiden har man kun sagt farvel til Niko Suoraniemi, der endnu ikke har en klub for denne sæson. I stedet har man hentet Dennis Bozic ind fra Sverige, der har spillet nogle kampe i SHL tidligere i karrieren. Derudover har man hentet Girts Zemitis, men han er indtil videre kun på try-out, og hvis han får kontrakt med Herlev, så er man styrket på defensiven.
Den tidligere landsholdsback Nicklas Hansen er også med til at styre defensiven sammen med Henric Nordin, der kom til klubben op til sidste sæson. Han har vist sig som en stærk defensiv spiller, men også en spiller, der har et godt skud fra blå linie i powerplay.
Resten af defensiven består af danske talenter, der har fået et års mere erfaring i forhold til sidste sæson, så de er blevet en smule klogere på, hvad de skal gøre med pucken, når presset kommer.
Sebastian Laursen, Magnus Povlsen, Mathias Stenild samt Andreas Gath kommer til at kæmpe om at undgå at blive 7. back i denne sæson, hvis Girts Zemitis ikke får en permanent kontrakt med Herlev.
Forwards
Offensivt har man skiftet alle udlændinge ud til denne sæson. Erik Hjalmarson, Vladislav Balaz, Teemu Elomo, Dominik Kanaet samt danske Nicklas Beyer Carlsen er ude af holdet til denne sæson. Ind har man hentet Guillaume Doucet, Antti Hölli og Curtis Leinweber, mens Tim Hall er hentet ind på try-out til at starte med. Det ser ud til, at man har taget noget kvalitet ind på holdet at erstatte de tidligere spillere.
Guillaume Doucet ligner et scoop for Herlev i denne sæson. Han er farlig på mål, hvor han scorede 50 mål i 59 kampe i EIHL sidste sæson, så han ved helt klart, hvor skuddet skal sidde. Antti Hölli har tidligere været i Danmark, hvor han repræsenterede Herning i en enkelt sæson, inden at han tog til den bedste finske række, hvor han har været de seneste par sæsoner.
Curtis Leinweber er også en stærk forstærkning af offensiven for Herlev i denne sæson, hvor man ser ud til at komme til at drille nogle af holdene i kampene om de bedre pladser.
Danskerne Jonas Sass og Sebastian Svendsen får mere ansvar, og det har de godt af at prøve. Begge er de gode spillere, der sagtens kan sætte en god sæson i skabet, hvis man har tiltro til dem.
Ellers er der fyldt op med unge spillere, der også var med i sidste sæson, og derfor har de fået mere erfaring i forhold til sidste sæson, og det bliver vigtigt for dem.
Fra Bulldogs Odense har man fået Daniel Lundvald Nielsen på try-out, der sammen med sin bror, Lukas, mener meget om et dansk svar på Sedin-brødrene. De har domineret 1. division de seneste sæsoner, og er nu begge klar til at prøve Metal Ligaen – bare for hver sit hold.
Stjerneskud
Nicki Kisum, forward. Han kommer fra en godkendt sæson sidste sæson, hvor han nettede 15 point (7+8) i 35 kampe i grundspillet. Han er blevet bedre og bedre de seneste sæsoner, og han står overfor det store gennembrud i ligaen, hvilket kan betyde, at han kan komme videre til udlandet.
Hold øje med
Guillaume Doucet, forward. Den 27-årige målscorer fra Canada ligner et godt indkøb af Herlev i denne sæson. Han har de seneste sæsoner altid scoret en del mål i de klubber, hvor han har spillet. Han er en skudstærk forward, der har et hurtigt skud, hvor målmanden skal være klar til at redde det.
Rungsted Ishockey
Kapacitet: 2380 tilskuere
Træner / Assistent: Per Holten-Møller / Jens Johansson
Sidste sæson: Kvalificerede sig ikke til slutspillet.
Forventning: Nr. 9 i grundspillet.
Selvom jeg har sat Rungsted som nummer 9 i grundspillet, så ser jeg dem ikke til at være uden chance for at komme med i slutspillet. De kommer til at kæmpe med Herlev og Rødovre om pladserne 7., 8. og 9. Dog ser jeg Herlev og Rødovre stærkere end Rungsted i bredden i denne sæson.
Træningskampe
16.08.2014 Rungsted Ishockey – Rødovre Mighty Bulls 0-3
19.08.2014 Odense Bulldogs – Rungsted Ishockey 6-0
22.08.2014 Rødovre Mighty Bulls – Rungsted Ishockey 4-5 (OT)
24.08.2014 Rungsted Ishockey – Odense Bulldogs 2-5
28.08.2014 Rungsted Ishockey – Stjernen (Norge) 0-4
30.08.2014 Rungsted Ishockey – Varberg (Sverige) 2-4
05.09.2014 Hvidovre Fighters – Rungsted Ishockey (Pokal) 2-6
12.09.2014 Rungsted Ishockey - Rødovre Mighty Bulls (pokal) 4-6
13.09.2014 Rødovre Mighty Bulls - Rungsted Ishockey (pokal) 3-4
Sidste sæson
Sidste sæson blev det ikke til slutspil for Rungsteds drenge, der var vendt tilbage til ligaen efter nogle sæsoners fravær. Mange havde frygtet, at Rungsted ville få mange stryg i flere kampe, men man var en positiv overraskelse, hvor man drillede flere af topholdene i enkelte kampe. Det var dog ikke nok til at kommer med i slutspillet. Man havde også en del uro på trænerposten, hvor man var igennem hele 4 stk. i løbet af sæsonen.
Keeper
Peter Hirsch har stoppet karrieren, hvor han lukkede af med en sejr i sin sidste kamp. Han spillede dog ikke alle kampe, hvor der også var god spilletid til Sebstian Feuk som var reserve.
I denne sæson har man forstærket sig på målmandsposten med Zane Kalemba, der er store forventninger til. Men man skal huske, at en målmand aldrig er bedre end de backs, der står foran ham. Han har dog gode stats i karrieren, hvor han sidste sæson var han i Slovakiet, hvor han spillede for Banska Bystrica.
Som reserve har man igen Sebastian Feuk, der er en ganske god reservemålmand, der dog ikke holder helt samme niveau som Zane Kalemba. Jeg er dog temmelig sikker på, at han nok skal få kampe i løbet af sæsonen.
Backs
Man har skiftet ud i de udenlandske backs, hvor Mike Beck og Markus Karlsson er stoppet i klubben. Karlsson har dog stadig en relation til Danmark, da han er assistenttræner i Herning. I stedet har man hantet Joel Johansson samt Philippe Paquet, der tidligere har spillet i Danmark.
Mike Beck og Martin Karlsson var skadet i store dele af sæsonen, så de nye forstærker holdet, men Paquet kommer sandsynligvis til at sidde en del tid i straffeboksen, da han er en meget fysisk spillende back.
Joel Johansson er en leder i defensiven, hvor han skal styre de unge spillere på isen og lære fra sig. Christoffer Lindhøj er en offensiv back, der har et godt skud, der kan true fra blå linie i powerplay. Det samme er kendetegnende for Frederik Fricke til denne sæson, hvor han dog ikke havde samme træfsikkerhed som han havde i forrige sæson.
Joachim Holten-Møller kommer til at være den store leder i defensiven, da han er den danske spiller med mest erfaring i defensiven. 4 sæsoner i SønderjyskE har givet ham en del erfaring, som han skal bruge i kampene. Er mest en defensiv back, der ikke tager de store løb fremover isen.
Joachims bror, Mikkel, er kommet til fra Herlev, og han er meget samme spillertype som Joachim. En defensiv back, der tager de defensiven pligter først og lader de andre om de offensive pligter.
Forwards
Væk er udlændingene fra sidste sæson, Scott Champagne samt Jeff Smith, der ikke helt levede op til de forventninger, der var til dem i sidste sæson. Derudover har man også mistet et par meget erfarne spillere i Tobias Kisum og Peter Persson, der var gode ledere på holdet sidste sæson.
Ind har man hentet flere gode udlændinge på holdet. Bl.a. Adam Estoclet, Carlo Finucci, Anthony Maiani samt Erik Hjalmarsson. På papiret ser de stærkere ud, men jeg savner en leder på isen, der går ind og tager kampene for holdet. De 4 nye her er stærke spillere med pucken med et godt skud og godt blik for sine holdkammerater.
Anders Feddersen er blevet til overs i Odense, da de oprustede godt på forwardsiden, så han er taget til Rungsted for at få mere spilletid end han fik i Odense.
Rungsted har en del unge spillere fra deres succesfulde ungdomsafdeling. Marcus Nielsen, Nicolai Gade, Valdemar Kisum samt Nicolai Filipsen, der dog har spillet en del år i Rungsted efterhånden.
Fremtidens spillere er også på holdet. William Boysen på 17 år og Jonas Røndbjerg på 15 år får måske ikke det store spilletid i år, men de er en del af truppen, og kan måske få lidt spilletid her og der.
Stjerneskud
Jonas Røndbjerg, forward. Det er meget muligt, at jeg er et par år for tidligt med ham, men han ligner den næste store spiller, der kan tage videre til amerikansk juniorhockey. Han har spillet de første kampe i pokalturneringen i 1. kæden sammen med et par udlændinge, og det har allerede givet et par mål. Trods hans unge alder, så skal han garanteret få chancen i flere kampe i denne sæson. Han banker også på til en plads til diverse ungdomslandshold allerede i denne sæson.
Hold øje med
Adam Estoclet, forward. Han er en stærk center, og noget af et scoop som Rungsted har hentet her. Han er farlig foran målet med et farligt skud. Han kommer til at tiltrække en del opmærksomhed fra modstanderne, hvilket kan give plads til hans kædekammerater.
Rødovre Mighty Bulls
Kapacitet: 3600 tilskuere (heraf 2012 siddepladser)
Træner / Assistent: Jesper Duus /
Sidste sæson: Tabte kvartfinalen til Aalborg Pirates med 3-4 i kampe.
Forventning: Nr. 8 i grundspillet.
Det bliver en anderledes sæson i Rødovre i år, hvor man stort set er et dansk hold. Der er kun svenske Mike Rådde på holdet, der ikke er dansker, men efter 5 sæsoner i Danmark kan han betegnes som dansker. Cadeau til Rødover at satse dansk hele vejen igennem, men det rækker sandsynligvis ikke længere end en kamp med Herlev og Rungsted om pladserne 7. til 9.
Træningskampe
16.08.2014 Rungsted Ishockey - Rødovre Mighty Bulls 0-3
22.08.2014 Rødovre Mighty Bulls - Rungsted Ishockey 4-5
23.08.2014 Herlev Eagles - Rødovre Mighty Bulls 3-2
29.08.2014 Rødovre Mighty Bulls - Stjernen (Norge) 3-4
31.08.2014 Unibet* Stars Gentofte - Rødovre Mighty Bulls 1-0
05.09.2014 Amager Elite Ishockey - Rødovre Mighty Bulls (pokal) 2-5
06.09.2014 Rødovre Mighty Bulls - Herlev Eagles 0-3
09.09.2014 Rødovre Mighty Bulls - Unibet* Stars Gentofte 4-1
12.09.2014 Rungsted Ishockey - Rødovre Mighty Bulls (pokal) 4-6
13.09.2014 Rødovre Mighty Bulls - Rungsted Ishockey (pokal) 3-4
Sidste sæson
Rødovre havde en fornuftig sæson sidste sæson, da man kom i kvartfinalen, og man tvang Aalborg Pirates ud i 7 kampe, selvom man var underdogs i serien. Rødovre spillede en fysisk form for ishockey under Brad Gratton, hvor det skulle gøre ondt på modstanderen at spille mod dem. En godkendt sæson for Rødovre, selvom de i sæsonerne før var kommet i semifinalen og spillet om bronzemedaljer.
Keeper
Lige som sidste sæson, så har Rødovre nok den bedste danske målmand i ligaen, Sebastian Dahm. Han er landsholdsmålmand, når de udenlandske målmænd må melde fra til diverse landskampe. Han holder især i vigtige kampe et højt niveau, men ellers kan han falde i niveau, hvis der hurtigt går flere mål ind på ham.
Som reservemålmand har man Frederik Jakobsen, der er en rimelig talentfuld reservemålmand have at siddende som backup. Han vil nok få enkelte kampe i løbet af sæsonen, men han vil ikke være en trussel for Dahm i målet.
Backs
Man har skilt sig af med et par backs til sæsonen, hvor Agris Saviels og Morten Allesøe er forbi i klubben. Allesøe har indstillet karrieren, da han har været ramt af flere alvorlige skader i løbet af sæsonen, og har valgt at forfølge en civil karriere i stedet for.
De erfarne i backkæden er svenske Mike Rådde, der har spillet så mange år i Danmark, at han nærmest kan betegnes som dansker. Han kommer til at få en vigtig rolle i defensiven som den mest rutinerede back, som man har i truppen. Han får en del ansvar også i powerplay, hvor han har et godt skud fra blå linie.
Christian Vaagensøe, der normalt er forward, spillede dele af sidste sæson på backplads grundet skader, og han gjorde det egenligt fornuftigt, så mon ikke at han bliver på den plads. Han får ligeledes en del ansvar denne sæson.
Ligesom Vaagensøe har man Patrick Rasmussen som back i truppen. Han var også forward sidste sæson, og blev omskolet til back, da man var ramt af en masse skader i truppen. Ikke den bedste back, men han gør det simple på isen.
Matias Lassen missede næsten hele sidste sæson grundet en skade, men på daværende tidspunkt var han en af de bedste backer i ligaen i hans årgang, og hvis han er tilbage for næsten samme kraft, så er han ikke i ligaen til næste sæson. Han er en god defensiv back, der spiller simpelt, og han har haft en Jesper Duus som læremester på isen.
Sebastian Bergholt, Marco Illemann, Mathias Larsen samt Christian Mieritz udgør de sidste backs i truppen, hvor de gør deres arbejde uden at man imponerer i stor stil. Mieritz ligner dog et godt talent på backpladsen, og det kan være, at han får noget spilletid i kampene i denne sæson for at prøve ham af.
Forwards
Man har mistet et par vigtige spillere i Mike Daugulis, Rasmus Astrup og Michael Smidt. Førstnævnte er taget til Odense, mens Astrup er taget til Frederikshavn og Smidt har indstillet sin karriere. Det er 3 store spillere i Rødovre, der bliver svære at erstatte.
Til at være en mindre enforcer og kriger har man Mikael Christensen, der har været en god kriger de seneste sæsoner sammen med Smidt. Han bliver vigtig for Rødovre, da han også sagtens kan score mål.
Rødovre har brødrene Højbjerg, der kom til Rødovre mod slutningen af sidste sæson, da de vendte hjem til Danmark for at spille. De har et godt samspil, og det bliver spændende at følge dem i en hel sæson sammen. Det ser ud til, at det bliver i kæde sammen med Steffen Klarskov, der vender tilbage til Rødovre efter 3 sæsoner i det nordjyske, hvor han begyndte at få god succes og scorede mål.
Jannik Karvinen er den store stjerne i offensiven, og det må være forventet, at han kommer med de fleste af målene for Rødovre eller i hvert fald har en stav med i de fleste. Man har lokket Nicklas Beyer Carlsen til Rødovre, og han bliver godt matchet i Rødovre modsat i Herlev. Martin Nielsen kommer til at være alderspræsident på holdet med hans bare 29 år, og han kommer til at have et stort ansvar, så de unge spillere holder hovedet koldt.
Anders Schultz har været en god spiller sidste sæson for Rødovre, hvor det blev til 28 point i 40 kampe for ham. Han skal gerne producere noget mere for Rødovre i denne sæson, så han fortsætter sin udvikling.
Ellers har man unge talentfulde spillere som Nikolaj Zorko, Emil Rasmussen og Henry Hardarson, der kommer til at kæmpe i kampene om spilletid. Dog regner jeg med, at Rødovre i en del kampe kommer til at køre med 4 kæder, og derfor vil de få en del spilletid.
Stjerneskud
Matias Lassen, back. Han er bare 18 år gammel, men fik allerede masser af spilletid i forrige sæson. Han fik dog ødelagt hele sidste sæson grundet en skade. Han er stærk i skøjteløbet, spiller med en god disciplin. Fysikken fejler ikke noget, og han har en god spilforståelse allerede i denne tidlige alder. Han er ikke den store spiller, der laver de store spil og masser af point, men det er noget, der kan bygges stille og roligt på hans spil.
Hold øje med
Jannik Karvinen, forward. Han er en af de rutinerede på holdet, og han har altid været god for en del point i løbet af sæsonen. Han er en ledertype, der går forrest, når der er behov for det. Han kæmper for alle pucke og laver flere geniale ting på isen. Han har et godt skud som mange målmænd, der har problemer med.
SønderjyskE
Kapacitet: 5000 tilskuere (heraf 2000 siddepladser)
Træner / Assistent: Dan Ceman / Christopher Straube
Sidste sæson: Mestre efter 4-3 sejr i kampe over Blue Fox Herning
Forventning: Nr. 1 i grundspillet.
SønderjyskE har uden tvivl et af de største budgetter i dansk ishockey, og man har dermed muligheden for at hente gode spillere, der har bevist deres værd før. Dermed tager SønderjyskE ikke så mange chancer spillermæssigt, og det ligner også et hold, der kommer til at spille med i toppen af ligaen i denne sæson. Man kommer til at ligge meget tæt med Frederikshavn om pladsen i toppen, men jeg har SønderjyskE forrest, da de har en bredere trup, hvor der ikke har været de store udskiftninger.
Træningskampe
16.08.2014 SønderjyskE – Esbjerg Energy 1-3
21.08.2014 SønderjyskE – IFK Helsinki (Finland) 4-5 (OT)
23.08.2014 SønderjyskE – Skellefteå (Sverige) 1-4
28.08.2014 Aalborg Pirates - SønderjyskE 4-2
04.09.2014 Skellefteå (Sverige) – SønderjyskE 4-1
06.09.2014 IFK Helsinki – SønderjyskE 10-1
12.09.2014 Herlev Eagles – SønderjyskE 2-2
13.09.2014 SønderjyskE – Herlev Eagles 7-0
Sidste sæson
SønderjyskE gik hen at blive mestre sidste sæson, da man slog Herning med 4-3 i kampe efter en medrivende finaleserie. I kvartfinalen mod Esbjerg havde man dog ikke den store modstand, da man sejrede med 4-1 i kampe. I semifinalen blev Aalborg Pirates sendt hurtigt ud med 4-0 i kampe. Over hele sæsonen, så var det et fortjent mesterskab, som SønderjyskE vandt, da der ikke var nogle klubber, der var bedre end dem.
Keeper
Man har mistet sin målmandsduo fra sidste sæson, da Alfie Michaud har stoppet sin karriere og unge Thomas Lillie er smuttet til svensk ungdomshockey. Derfor skulle man have fundet en ny duo, og det valg er faldt på Jeff Freeze, der har spillet i NHL samt Jon Lee-Olsen fra Hvidovre.
Jeff Freeze er en atletisk og akrobatisk målmand, der er meget levende på stregen. Han har dog haft nogle off-dage i opstarten, men det er ikke noget, som man skal ligge det store i. Jon Lee-Olsen er klar reservemålmand, og hans første aktion i træningskampen mod Aalborg var dog ikke helt heldig, men han spillede sig op derfra.
Backs
Man har mistet Daryl Andrews, Pauli Levokari samt Anssi Rantanen i defensiven op til denne sæson, hvor Levokari dog ikke spilllede den store rolle for SønderjyskE i løbet af sæsonen. Rantanen kom til klubben op mod slutspillet, og fik sat et lille aftryk på sæsonen. Til at erstatte dem har man hentet Mads Bødker, så man er en smule svækket i bredden, men man er stadig stærke.
Mads Bødker er en rigtig god skøjteløber, der har et godt blik for spillet. Han har et hårdt præcist skud, men mangler noget i sit defensive spil endnu.
Tyler Gotto er en god offensiv back, og der kommer sandsynligvis en del point fra hans stav i denne sæson, ligesom de seneste sæsoner.
Michael Eskesen er ligesom Tyler Gotto en stærk offensiv back, der har et godt blik for spillet, og samtidigt har han et godt skud fra blå linie. Det har givet en del mål på kontoen.
Daniel Galbraith og Anders Overmark arbejder begge hårdt i defensiven, hvor sidstnævnte dog til tider kommer over stregen og får taget nogle udvisninger på den konto.
Daniel Hansen og Marc Sørensen kommer til at kæmpe en kamp om at blive sjette back på holdkortet, og umiddelbart tror jeg, at Marc Sørensen løber med pladsen, da han ser ud til passe mere ind i spilsystemet end Daniel Hansen gør.
Forwards
Man har mistet et par målscorere i Brent Walton og Jason Walters til denne sæson, og man har ikke hentet det store ind for at erstatte dem. Man har kun hentet Nick Dineen, men man har stadig en meget stærk offensiv.
Patrick Asselin, Cory Quirk, Thomas Spelling og nye Nick Dineen er alle stærke målscorere, og kommer til at sætte deres præg på den danske liga i denne sæson. Thomas Spelling har en fantastisk hurtighed, hvor han let kan sætte et par backs og skabe plads til sig selv på isen. Dermed kan han hurtigt komme alene med målmanden, hvor han har vist sig meget stærk.
Steffen Frank og Kim Lykkeskov er stærke danske kort, hvor der kommer en habil produktion af point i løbet af en sæson. Lykkeskov har været en del skadet i den seneste sæson, hvor Steffen Frank har taget overfor Lykkeskov og virkelig gjort det godt.
Mads Lund er en stærk arbejdshest i 3. kæden, hvor han sandsynligvis får følgeskab af nogle af de unge spillere i klubben, som han skal holde styr på i kæden. Lund har dog også scoret godt med point for SønderjyskE.
Unge spillere som Henrik Nielsen, Søren Dau og Kristoffer Mohr kommer til at få mere ansvar end sidste sæson, da man er en smule svækket på de offensive pladser.
Stjerneskud
Henrik Nielsen, forward. Den unge forward trådte meget godt ind på holdet i sidste sæson, hvor han fik en del spilletid, da der var nogle skader på holdet. Han har arbejdet godt for sin succes, og hvis man vil lave 3 stærke kæder, så er han en mulighed i de første kæder. Hans flotte arbejde gav også en plads på U20-landsholdet, som han skal kæmpe for i denne sæson.
Hold øje med
Cory Quirk, forward. Den stærke amerikaner, der kom til SønderjyskE i sidste sæson præsterede med hele 56 point i 38 kampe i grundspillet, mens det blev til 18 point i 16 kampe i slutspillet. Rigtig flot, at man har beholdt ham i SønderjyskE denne sæson. Han kan også være lidt af en hård hund på isen, men det er mere undtagelsen end reglen.
Unibet* Stars Gentofte
Kapacitet: 1165 tilskuere.
Træner / Assistent: Karsten Arviden / ??
Sidste sæson: Vandt 1. division (dog ikke en direkte billet til Metal Ligaen)
Forventning: Nr. 10 i grundspillet.
Unibet* Stars Gentofte er den nye dreng i klassen, og man har hentet et par spændende udenlandske spillere til klubben, hvor man især har flere gode forwards. Dog må man indse, at Unibet* Stars Gentofte ikke har holdet til at drille holdene i kampen om en slutspilsplads, men man vil sandsynligvis komme til at drille de hold, der kommer til at undervurdere dem i enkelte kampe.
Træningskampe
16.08.2014 Unibet* Stars Gentofte – Tyringe (Sverige) 3-5
19.08.2014 Unibet* Stars Gentofte – Hvidovre 5-0
26.08.2014 Unibet* Stars Gentofte - Herlev Eagles 0-1
31.08.2014 Unibet* Stars Gentofte – Rødovre Mighty Bulls 1-0
05.09.2014 Bulldogs Odense – Unibet* Stars Gentofte (pokal) 5-3
09.09.2014 Rødovre Mighty Bulls - Unibet* Stars Gentofte 4-1
12.09.2014 Unibet* Stars Gentofte – Esbjerg Energy 2-1
14.09.2014 Tyringe – Unibet* Stars Gentofte 4-1
Sidste sæson
Unibet* Stars Gentofte spillede i 1. division i sidste sæson, hvor man vandt sit andet mesterskab på tre sæsoner. Unibet* Stars Gentofte spillede finaleserie mod det tidligere ligahold, Hvidovre IK Fighters, hvor man sejrede med 3-2 i kampe. Der var knald på alle 5 kampe, og det var en god eksponering af dansk ishockey i en lavere række.
Keeper
Stor cadeau til Unibet* Stars Gentofte at man satser på en ung dansk duo. Frederik Hansen og Christian Larsen, hvor sidstnævnte vender hjem til Gentofte, og det ser ud til at blive en meget lige duel mellem dem.
Frederik Hansen startede i pokalkampen mod Odense, og han gjorde det meget fornuftigt i den kamp. Christian Larsen har spillet de seneste sæsoner i Sverige, hvor det primært har været ungdomshockey, mens han sidste sæson spillede i svensk 1. division (tredjebedste række) uden at imponere stort.
Backs
Jake Areshenko, der er kommet til fra EHCL, er en stærk defensiv back, der spillede en god sæson sidste sæson. Han kommer til at trække en del istid på holdet og skal lede det unge hold frem på isen. Niclas Edman er en stor fysisk stærk back, der sandsynligvis får en del spilletid og skal rydde op foran eget mål.
Casper Herlet og Anders Fisker bliver der også trukket godt på, da de har masser af ligaerfaring at trække på i denne debutsæson for Unibet* Stars Gentofte. Casper Herlet kan også spille som forward, og scorede en del point i sidste sæson i 1. division.
Christoffer Eskerod, der var kaptajn sidste sæson, har lidt ligaerfaring, som man kan trække på. Han er en offensiv back, der kommer til at sende nogle skud afsted mod mål i powerplay. Hans bror, Victor Eskerod, spiller også back, men han kommer nok til at kæmpe med Carl Gustav Schultz og Stefan Stokholm om den siste backplads i de tre kæder.
Forwards
Man har hentet flere udenlandske spillere ind på holdet, men der er også god plads til de danske spillere, der skal forsøge at imponere i den bedste række.
Finnerne, Ossi Saarinen og Tuomas Muhonen, er hentet ind fra hhv. den bedste finske række samt den næstbedste. Saarinen er oplæggeren, mens Muhonen ser ud til at blive afslutteren. Saarinen har dog også et godt skud, og skal nok skrabe nogle point ind på kontoen også.
Canadierne, Cory Crichton og Kyle Essery, er hentet i hhv. Ungarn og amerikansk universitetshockey, og det ligner et par lottokuponer. Kyle Essery betegnes som en arbejdssom, slidstærk og disciplineret, der kommer på noget af en opgave i Unibet* Stars Gentofte.
Mads Linke og Luis Blak Olsen har produceret stort i 1. division sidste sæson, og de skal nok lave nogle point i Metal Ligaen, men det bliver svært for dem. Begge er de stærke målscorere og bliver spændende at følge i Metal Ligaen.
Anders Førster har masser erfaring fra ligaen, hvor han sidste sæson blev dansk mester sammen med SønderjyskE. Han bliver en vigtig spillere for klubben i denne sæson. Jonas Veiby var en god målscorer for Gentofte sidste sæson, og kan han bygge videre på det, så bliver han også en god spiller for Unibet* Stars Gentofte i denne sæson.
Danske spillere som Kristian Hebsgaard, Rasmus Brendstrup, Mathias Rugholm, Christoffer Nielsen samt Christian Hee Foss får også en del spilletid, og det bliver spændende at se, hvordan de reagerer på, at man har været en dominerende faktor i 1. division til, at man nok ikke vinder så mange kampe i den kommende sæson.
Stjerneskud
Luis Blak Olsen, forward. Den 20-årige wing har spillet små 100 kampe i 1. division, hvor han har scoret lige omkring et point i snit pr. kamp. Sidste sæson var en fremragende sæson, hvor det blev til 53 point i 31 kampe i 1. division. Trods hans unge alder, så har han spillet 4 sæsoner i 1. division samt en sæson på Malmös U20 hold, hvor han dog ikke slog helt igennem.
Hold øje med
Ossi Saarinen, forward. Man må sige, at man har gjort et scoop her, som jeg ser det. Han kommer direkte fra Liiga, der er den bedste række i Finland og til Danmark. Godt nok ikke været en målsluger i Finland, men han bliver en vigtig brik for Unibet* i denne sæson.