Optakt til Milano-San Remo: Vinderspil på Kristoff

Der er kun få dage til sæsonens første forårsklassiker skydes i gang. På søndag skal rytterne gennem hele 293 kilometer i den prestigefyldte Milano-San Remo. Vi har gennemgået ruten og rytterne og fundet et fint vinderspil. Læs cykelekspert Jesper Sørensens fyldige optakt her.

Læs den nye optakt til Milano-San Remo 2017 her

Milano-San Remo, der køres på søndag den 22. marts, er sæsonens første monument. Monumenterne spænder over de fem store endagsklassikere Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Lombardiet Rundt - og altså Milan-San Remo. Vi kan altså vente os en periode med vanvittigt interessante løb. To uger efter dette løb starter Flandern Rundt, og så venter Paris-Roubaix, Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege de kommende søndage.

Hvert løb har sin egen charme, ligesom det er forskellige egenskaber, der bliver prøvet af. Her i det italienske løb Milan-San Remo er det som oftest sprinterne, der skal kæmpe om sejren. Men det er langt fra blot et fladt løb. Distancen nærmer sig 300 kilometer (293 km), og dermed er det en af sæsonens længste dage i sadlen. Yderligere er der sat et par lumske stigninger ind i finalen, der virkelig skal tvinge sprinterne op i det røde felt, før de kan få lov at spurte om sejren.

Efter et par år med ruteændringer er løbet nu tilbage i en ”klassisk” udgave. Løbet slutter igen på Via Roma, hvilket det senest gjorde i 2007, hvor Oscar Freire vandt løbet. Via Roma er en gammel kending i Milano-San Remo, da den også udgjorde finalen i perioden fra 1949-1985 og senere igen fra 1994-2007. Læs meget mere om årets rute længere nede i optakten.

Odds og tips

Hold øje med tips fra BetXperts cykeleksperter:

Jesper Sørensen 

Jacob Nordestgaard

Favoritterne

Som jeg ser det, er der tre store favoritter til løbet. De har hver deres kompetencer, men fælles for dem alle tre er, at de er relativt hurtige på stregen. Den ene er Mark Cavendish, der måske er den hurtigste mand i feltet, mens den anden er sidste års vinder, Alexander Kristoff. Kristoff bliver ikke træt på samme måde som andre efter 250+ kilometer. Slutteligt er der Peter Sagan. Han har ikke været den store succes endnu for Tinkoff-Saxo, men Sagan er som skræddersyet til et løb som det her, og samtidigt er hans form i år ekstremt fokuseret på, at han skal toppe i disse klassikere – men indtil videre mangler han farten mod både Kristoff og Cavendish, hvilket er hans hæmsko.

Alexander Kristoff, Katusha

Chancevurdering: 17 %

Sidste års vinder, Alexander Kristoff, får favoritmærket i år. Det gør han af flere årsager - en af dem er afgjort, at han vandt sidste år.

Han mangler dog lidt støtte fra sit hold. Det er ikke meget, Katusha ofrer for ham på trods af hans styrke. Men Kristoff behøver ikke et tog for at kunne levere en sejr. Hvis blot han har folk som Luca Paolini og Alexander Kolobnev til at kontrollere feltet omkring ved Poggio, så burde det være nok for ham – og samtidigt vil mange af de andre hold også have interesse i en spurt, hvorfor Kristoff nok skal få hjælp.

Hans store styrke er, at han er en af de ryttere i feltet, der mærker distancen mindst. Distancen kan blive et kæmpe problem, når den når over 200-250 kilometer. Det kan man bare spørge Kristoffs landsmand, Edvald Boasson Hagen, om. Cavendish led også sidste år efter 298 kilometer, hvilket hæmmede hans spurt – men ikke Kristoffs spurt. Han leverede en hurtig spurt, og var aldrig for alvor i fare for at miste sejren. Bakkerne i finalen er heller ikke de største udfordringer. Han skal nok klare dem, om end han selvfølgelig næppe er ham, der angriber på hverken Cipressa eller Poggio.

En af dem, der virkelig er glad for at Le Manie ikke længere er på ruten, er Alexander Kristoff. I forbindelse med sejren sidste år, fortalte journalisten Daniel Friebe, at Kristoff over for ham havde udtalt, at han altid led på stigningen. Den er meget langt fra målstregen, men i dette løb betyder træthed i den grad noget.

Som nævnt mangler han lidt holdet, så jeg er spændt på, hvordan løbet kommer til at udvikle sig. Der er ingen tvivl om, at mange vil kigge på Katusha og Kristoff, men hvor meget ansvar kommer de mon til at tage? Det er heldigt nok, at Mark Cavendish og Peter Sagan også stiller op som to store favoritter, for de vil begge tage del i arbejdet, som de har gjort hele året. Men efter 293 kilometer er der få sprintere, jeg hellere vil sætte min lid til end Alexander Kristoff – nordmanden er bare stærk.

Peter Sagan, Tinkoff-Saxo

Chancevurdering: 14 %

Peter Sagan er som skræddersyet til det her løb. Slovakken kan klatre med de bedste, og han kan spurte med de bedste. Men han har haft store problemer med at vinde løb i denne sæson. Det er kun blevet til én sejr i 2015, og det skete efter et perfekt forarbejde af Alberto Contador og resten af Tinkoff-Saxo-holdet.

Hele holdet kommer til at være fokuseret på Sagan her i løbet. De burde vente med at arbejde, således de rammer Cipressa og Poggio i så høj fart, at man kan få fjernet nogle af sprinterne, akkurat som man gjorde det på Tirreno-etapen, som han vandt. For hvis man får fjernet de hurtigste sprintere, så er Sagan pludselig den helt store favorit, i og med han altså er rigtig hurtig, hvilket han har bevist ved flere lejligheder.

Men Sagan har også en anden fordel: Han kan køre aggressivt. Hvis Cancellara og co. rykker på Poggio, så kan Sagan således beslutte sig for at følge med fremfor at vente hos sprinterne – og så er det Kristoff, Cavendish og alle de andre, der skal lukke hullet op til ham. Jeg siger ikke, at det sker, men det at han kan vinde på to forskellige måder, gør at han har en massiv fordel over konkurrenterne. Hans problemer har længe været, at han taktisk ikke er den stærkeste rytter, men med Bjarne Riis og hans team i ørerne, kan det hurtigt se anderledes ud.

Førhen ville man nærmest udelukkende kigge på Sagan i disse løb, men efter hans sejrsfattige forår, vil man i langt højere grad kigge på Cavendish og Kristoff – selvfølgelig kører Sagan ikke ubemærket rundt, men lidt af presset er væk fra ham. Men hvis han vælger at angribe med Cancellara og co., så er han pludselig den store favorit igen grundet hans spurt – og så kommer han til at skulle tage meget ansvar. Jeg kan sagtens se Sagan vinde, men i en direkte duel mod Alexander Kristoff og Mark Cavendish er han på papiret den langsommeste – men efter 293 kilometer bliver det tæt.

Mark Cavendish, Etixx-Quick Step

Chancevurdering: 11 %

Blandt favoritterne er Mark Cavendish nok den hurtigste på stregen – men en spurt efter 150 kilometer er ikke det samme som en spurt efter 293 kilometer. Det måtte Mark Cavendish nok også erkende sidste år, da han sad i fordelagtig position, men som ikke for alvor havde farten til at kunne hive sejren hjem. Det blev til en 5. plads.

Jeg synes dog, at formen ser lidt anderledes ud i år. Han har til dato taget 5 etapesejre samt den samlede sejr i Dubai Tour. Han har klaret sig over hårde bakker og hårdt løb i både Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Dubai Tour. Han fik måske ikke den bedste generalprøve i Tirreno-Adriatico, hvor han ikke fik lov at deltage i spurten for alvor på nogen af etaperne. Men formen har set god ud hele året, så lur mig om Cavendish ikke har en chance, hvis det ender i en spurt, hvor han sidder med.

Ligesom Kristoff er glad for, at La Manie ikke længere er der, så er også Mark Cavendish ovenud lykkelig. Han har tidligere tabt løbet på den stigning. I stedet bliver udfordringerne Cipressa og Poggio. Cavendish kan uden tvivl fighte mere end de fleste, når det er påkrævet. Han har før siddet overraskende godt med på små, korte, eksplosive stigninger, og hverken Cipressa eller Poggio er de hårdeste stigninger, han har mødt. Samtidigt har han et ekstremt godt hold omkring sig, hvorfor han burde kunne få al den støtte, han kunne ønske sig.

Som jeg ser det, så er han i princippet den hurtigste på stregen, men efter 290+ kilometer stoler jeg lige så meget på Kristoff, der samtidigt er bedre på bakkerne. Men Cavendish er en stædig gut, og løbet er meget vigtig for ham, så jeg vil overhovedet ikke afskrive ham – men umiddelbart er det ham, jeg giver færrest chancer af de tre favoritter, selvom det er meget tæt.

Outsidere

Et løb som Milano-San Remo er naturligvis altid vanvittigt åbent. Der er tre favoritter, men i min bog er der mange ryttere, der godt kan vinde løbet. En af dem er John Degenkolb (Giant-Alpecin). Degenkolb har haft en lidt underlig sæson. Han har ikke været helt skarp i spurterne, men han vandt en etape i Dubai Tour – det var dog løbets hårdeste etape på toppen af en bakke. Han er dog en dygtig klassikerrytter, og hvis løbet bliver hårdt nok, så er han afgjort en kandidat. Det beviste han også i sidste års Paris-Roubaix, hvor han kørte en andenplads hjem.

En anden stærk klassikerrytter er Fabian Cancellara (Trek Factory Racing), der tidligere har vundet løbet. Selvom han er blevet hurtig på stregen, så kan han næppe vente på spurten. Han vil helt sikkert forsøge sig på bakkerne før mål, og de færreste kan holde hans tempo. Men alle vil holde øje med ham på bakkerne, og alle vil forsøge at holde hans hjul – og de færreste vil samarbejde med ham. Cancellara har før kørt andre hjem til sejren her i løbet, og nu hvor han nærmer sig en høj alder, så er der kun én ting, der gælder for Cancellara: sejre.

Hvert år op til løbet, er der ét navn, der brager igennem og udvikler sig til en dark horse her før den italienske klassiker. I år er det navn uden tvivl Juan Jose Lobato (Movistar). Og Lobato endte faktisk allerede på fjerdepladsen sidste år. I år har han været stærkt kørende, og han har så småt udviklet sig til en ganske god sprinter. I Ruta del Sol slog han Degenkolb på begge sprinterafslutninger, mens han også tog en sejr i Tour Down Under. Alt sammen ganske overlegent, og Lobato er god i mindre grupper. En farlig, farlig joker.

Hvis man leder efter et langskud, så ville jeg sætte mine penge på Greg van Avermaet (BMC Racing Team). Han deler kaptajnrollen med Philippe Gilbert, der også er ret stærk, men Greg van Avermaet er virkelig skarp for tiden, og med hans hurtige afslutning er det ham, jeg ville satse på. Han blev nummer 2 i Strade Bianche, vandt en etape i Tirreno-Adriatico og kørte gode placeringer hjem på prologen og enkeltstarten i selvsamme løb. Jeg har sjældent set ham så formstærk – og nu begynder han også så småt at vinde i de helt store løb.

Michael Matthews (Orica-GreenEDGE) viste sig godt kørende i Paris-Nice. Han er en glimrende og hurtig sprinter, men i selskab med mange andre mangler han lidt speed. Der, hvor han virkelig er stærk, er når det bliver for hårdt for de øvrige sprintere. Orica-GreenEDGE kan finde ud af at levere deres sprinter, når alt spiller, men jeg er ikke helt sikker på farten.

Som nævnt tidligere, så har BMC også Philippe Gilbert. Han var ret godt kørende i Paris-Nice, og har tidligere haft en håndfuld top10-placeringer i løbet. Det kræver nok, at han kommer afsted, og han kunne således være et godt bud på en angrebsmakker sammen med Fabian Cancellara. Han er dog nok den udpegede kaptajn, mens Greg van Avermaet har fået brostensløbene for sig selv. Det er ikke tit, de kører sammen, så det bliver interessant at se, hvordan de håndterer det i et løb, som de begge vil vinde. Gilbert er bosat i Monaco, ikke langt fra San Remo, så han kender om nogen løbet.

Man bliver sjældent verdensmester uden at kunne vinde løb som Milano-San Remo. Derfor er Michal Kwiatkowski (Etixx-QuickStep) også en kandidat. Han var fint kørende i Paris-Nice. Den polske verdensmester er her primært på grund af Cavendish, men hvis Cavendish ikke er på toppen – eller hvis Kwiatkowski bliver brugt taktisk – kan han såmænd godt hive sejren hjem.

Der er også en fyr som Andre Greipel (Lotto-Soudal). Han vandt en etape i Paris-Nice, men virkede ellers ikke alt for imponerende. Til gengæld er han en hurtig rytter, og hvis han kommer med hjem, så bør man ikke afskrive ham, selvom man ofte har det med at overse ham lidt trods hans størrelse.

Der er mange flere ryttere. Et løb som dette kan vindes på så mange forskellige måder, og der er så mange ryttere i spil om sejren. Længden er et problem for mange, og det er sjældent helt uerfarne ryttere, der ender med at hive sejren hjem. Så ja – jeg kunne blive ved med at nævne navne, der potentielt kunne vinde løbet. For eksempel Vincenzo Nibali, der har løbet meget kært, eller hans formstærke holdkammerat, Andrea Guardini. Og hvad med de to franske sprintere, Arnaud Demare og Nacer Bouhanni? Team Skys Ben Swift endte på podiet sidste år, og han er også stærk. Det samme er Giacomo Nizzolo, hvis Treks Fabian Cancellara ikke kan komme i det afgørende angreb. Med andre ord: Det er et rigtig, rigtig åbent løb.

Ruten

Milano-San Remo er vendt tilbage til rødderne med afslutningen i Via Roma. Efter en række år med en masse forsøg, hvor man blandt andet tilføjede Le Mànie – en relativt lang og hård stigning – for at skabe et mere balanceret løb, som alle kunne vinde, er man nu gået tilbage til en klassisk opskrift. Man forsøgte ellers at få Pompeiana med i finalen sidste år, hvilket i højere grad havde frasorteret sprinterne, for netop at skabe et mere balanceret løb.

Årets rute betyder ikke nødvendigvis, at det bliver et sprinteropgør. I 1999 kørte Tchmil alene hjem. I 2003 vandt Bettini en lille spurt mod to andre ryttere, og i 2006 snød Filippo Pozzato sprinterne på denne rute. Det kan sagtens ske – men typisk er det en gruppe på mellem 20-40 ryttere, der kommer hjem til målstregen og skal spurte om sejren i Via Roma. Opløbet på Via Roma er langt og bredt, hvilket skaber god plads for sprinterne. Men først skal de nå helskindet frem til opløbsstrækningen, og for at nå dertil, skal de således passere 293 kilometer.

Det hele starter i Milano, og herefter går det i rask tempo ud mod kysten, hvor vi finder San Remo. Den første udfordring på ruten er Passo del Turchino. Det er en stigning, der topper efter 143 kilometer, og den gør ikke det store. Den er ikke særlig hård, og skulle nogen blive sat, kan de snildt komme tilbage på nedkørslen. Tidligere ventede der herefter La Mànie, der modsat var en svær stigning. Spørg bare Cavendish og andre sprintere, der tidligere har mistet deres sejrschance her – men den stigning er ikke længere en del af løbet, hvilket øger sprinternes chance.

For herefter er det relativt fladt indtil vi kommer ind omkring den afsluttende del af ruten. Cipressa er den første nævneværdige udfordring. Den topper med 21,5 kilometer til mål. Cipressa er 5,6 kilometer lang og stiger i snit med 4,1 %. Nogle steder når den op til 9 %, så det er såmænd en ganske hård stigning. Den mest kendte stigning i det her løb, er dog uden tvivl Poggio. Den topper med 5,5 kilometer til mål, så det er typisk her, at optimistiske ryttere vil sætte deres angreb ind. Poggio stiger med 3,7 % over 3,7 kilometer. Tæt på toppen har den en passage med 8 %.

Herefter er der ikke flere højde-udfordringer. Nu skal man bare til Via Roma. Men den korte afstand fra Poggio til målstregen gør, at mange sprintere kommer fra en dårlig position, samtidigt med at udbryderne skal hentes. Det bliver hektisk for mange, hvis de sidder langt tilbage på Poggio. Og så bliver Poggio kørt i et ekstremt højt tempo, fordi det er så tæt på målstregen. Holdkammerater bliver guld værd for sprinterne her.

Som udgangspunkt er Milano-San Remo for sprinterne, men de får lov til at kæmpe for det. Først og fremmest er ruten tæt på 300 kilometer lang, hvilket for mange ryttere er et stort problem. Efter 200-250 kilometer begynder benene at reagere lidt forskelligt, og for nogle er der simpelthen bare lukket efter 250 kilometer.

Hvis du hedder Philippe Gilbert, Fabian Cancellara eller andet, så er det på Poggio, at du skal spille ud. Mod sprinterne har du ikke en chance, men hvis benene er gode, så er det bestemt realistisk at holde hjem. Det mest sandsynlige er dog en spurt i en gruppe på 20-40 mand.