Optakt til Giro d'Italia 2015: Contador vinder det hele

Sæsonens første Grand Tour, Giro d'Italia 2015, starter lørdag den 9. maj. Læs alt om ruten, klassementsfavoritterne og sprinterne i Jesper Sørensens monument af en optakt. Og ikke mindst, så kigger vi på den sværm af ryttere, som kan lave ravage i løbet af de 21 etaper.

Årets Giro d’Italia venter lige om hjørnet. Det er Alberto Contador, der stiller til start som den helt store favorit, mens Richie Porte, Rigoberto Urán og Fabio Aru umiddelbart ligner de nærmeste konkurrenter.

Især Richie Porte har haft en fantastisk sæson, og mens Contador satser på både Giro d’Italia og Tour de France, har australieren kun ét mål: Giro d’Italia

Dermed kan det resultere i, at løbet her ikke bliver den formsag for Contador, som mange forventede i starten af året.

Oddset på Richie Porte er raslet ned efter det ene flotte resultat efter det andet, mens Contador i øvrigt ikke har kørt på et fantastisk højt niveau i denne sæson.

Men det er bestemt ikke en to-mandsduel. Rigoberto Urán er blevet nummer to i de seneste to udgaver af løbet, mens Fabio Aru bragede ind på tredjepladsen sidste sæson.

Han er uhyre talentfuld, og efter et år mere i benene, kan han måske tage endnu et skridt frem trods en kaotisk optakt til løbet.

Under alle omstændigheder ligner det en god årgang. Ruten er ligeledes ret interessant, og der er især en del af de hårde, kuperede etaper, hvor det går op og ned hele dagen. Det kompenserer lidt for det måske lidt halv-svage felt, der – må man erkende – er i årets udgave.

Odds & tips

Hold øje med vinderspil og h2h-tips fra BetXperts eksperter:

Jesper Sørensen

Jacob Nordestgaard

Storfavoritten

For mig at se er der én favorit til årets løb: Alberto Contador. Spanieren har ganske vist ikke gang i den bedste sæson, men hans niveau er dog stadig over mange af konkurrenternes. Mere om dem senere.

Alberto Contador, Tinkoff-Saxo

Chancevurdering: 53 %

Jeg kunne skrive tykke bøger om Alberto Contador. Han er en af sportens mere fascinerende ryttere, og han stiller til start i dette års løb som den helt store favorit. Det er selvom, at hans forår ikke har været specielt imponerende.

Han så ud til at være på et ret højt niveau i Ruta del Sol, hvor han tog en imponerende etapesejr, men endte med at blive overtrumfet af Froome. Senere blev han udklasseret af Nairo Quintana (og tre andre) i Tirreno-Adriatico, og sidst men ikke mindst, så slog Richie Porte (og to andre) ham i Catalonien Rundt.

Ikke desto mindre er det stadig ham, jeg giver favorithatten. Alberto Contador er i en anden klasse end resten af feltet. Det vidner hans utallige Grand Tour-sejre om, og skønt han måske ikke er på toppen, så vil han stadig kæmpe til allersidste kilometer. Det beviste han vist meget godt i Vuelta a España 2012, hvor han måske ikke var helt på toppen, men alligevel formåede han at hente sejren hjem.

Ligeledes må vi ikke glemme, at konkurrencen i dette års felt måske ikke er helt så imponerende. De nærmeste rivaler ligner Rigoberto Urán, der to gange tidligere er blevet nummer to i løbet samt Richie Porte, der ganske vist har været en af sæsonens bedste ryttere, men som endnu mangler at bevise, at han har holdbarheden over tre uger.

Det er også vigtigt at kigge på hans hold. Tinkoff-Saxo har ikke vundet meget i denne sæson, men det hold, de tager med til dette løb, er bestemt kompetent. Roman Kreuziger, der er udset til at være holdets løjtnant, ville på egen hånd godt kunne køre med om en top5-placering. Han var flyvende i Liege-Bastogne-Liege. Ligeledes har man Ivan Basso og Michael Rogers, der uden tvivl er ganske kompetente domestiques. Kreuziger er den væsentlige her.

Det virker til, at han trives lidt bedre, når presset ikke for alvor er på ham. Lidt som vi så det i Tour de France 2013, hvor han kørte en femteplads hjem som hjælperytter. Jeg kunne sagtens se ham klare sig fint i klassementet i år også.

Det er væsentligt at huske på, at Contador agter at køre Giro-Tour-doublen, hvilket betyder at han gerne skulle komme ud af dette løb uden at have brugt for meget energi. Jeg tvivler på, at han kan vinde begge løb, men jeg tror såmænd godt, at han kan vinde dette løb uden at være helt på toppen. Men det er klart, at det kan være med til at hæmme ham. Tinkoff-Saxo har – som tidligere nævnt – ikke haft den bedste sæson.

De har hentet mange nye folk ind hos sportsdirektørerne, ligesom man har ansat Bobby Julich som træner. Både ham og Sean Yates er fra Team Sky-skolen, hvor der var en tendens til at køre på højt niveau i ret lang tid – og for mange har det simpelthen resulteret i at de er overtrænede. Hvis – og det er et hvis – Contador lider under dette, så bliver doublen pludselig meget sværere.  

Contador ER favoritten, men han skal køre bedre, end han har gjort dette forår. Det tror jeg nu også, han gør. Men hans kørsel i Tirreno-Adriatico og Catalonien Rundt henleder utvivlsomt mine tanker på 2013-sæsonen, hvor han kørte under niveau hele året. Forklaringen er nok, at han i høj grad har satset på at time formen lidt senere end normalt – men der er en fare for, at han er overtrænet. Vi skal også huske på, at han pressede sig selv meget i slutningen af sidste sæson.

I normal form ville han vinde dette løb i langt de fleste tilfælde.

Øvrige favoritter

Efter Contador er der tre navne, der umiddelbart springer en i øjnene. Richie Porte ligner hans største rival, men han har aldrig rigtigt præsteret i de store Grand Tours. Rigoberto Urán er to gange tidligere blevet nummer to i løbet, men samtidigt virker det måske også lidt til at være hans loft? Fabio Aru er uhyre talentfuld – men det har været kaotisk omkring den italienske guldfugl i den seneste tid.

Richie Porte, Team Sky

Chancevurdering: 27 %

X-faktoren i dette løb er Richie Porte. Han har endnu ikke for alvor kørt en stor Grand Tour hos Team Sky uden at gå ned mindst én gang. Som rytter kan man have mange forskellige svagheder og stadig være med i kampen om en sejr i en Grand Tour, men hvis holdbarheden ikke er der, så vinder man altså ikke noget.

Det kræver altså, at Porte er på toppen i uge 2 og 3, hvis han vil stå i lyserødt i Milano. Og så skal vi huske på, at dette års udgave af løbet har ekstremt mange af de meget kuperede dage, hvor det går op og ned hele dagen. Dem har han før reageret negativt på – som for eksempel på 9. etape af Tour de France i 2013, hvor han tabte 18 minutter til etapevinderne.

Men hvis Richie Porte har fået styr på holdbarheden, og kan undgå sygdom undervejs i løbet, så er han en klar udfordrer til maglia rosa. Det har nemlig været en fantastisk sæson for Richie Porte. Han vandt konge-etapen i Tour Down Under, Volta ao Algarve, Paris-Nice og Giro del Trentino. Samtidigt har han vundet det samlede klassement i Paris-Nice, Catalonien Rundt og Giro del Trentino.

I øjeblikket er han nummer to på WorldTour-ranglisten, hvilket vidner om hans form i denne sæson. Han har fundet et helt nyt niveau efter et par magre år, hvor han har været ramt af uheld og skader.

Sky stiller til start med et stærkt hold, så Richie Porte får også den støtte, han skal bruge i dette løb. König, Nieve, David Lopez og Sebastian Henao. Sky vil køre deres typiske tog, hvor de vil forsøge at kontrollere så meget som muligt. Jeg ved ikke helt, hvordan det vil gå i dette løb, for der er en del ukontrollerbare etaper på menuen. Men jo sværere Sky gør løbet, jo bedre er det for dem senere på sæsonen. Jo mere Contador skal kæmpe for sejren, jo trættere vil han være under Tour de France mod Chris Froome.

Personligt synes jeg, at det nuværende odds, der er på Porte, er alt for lavt. Han har været rigtig god i denne sæson, og havde løbet kun varet i en uge, så har det måske været okay. Men set over tre uger har han endnu ikke rigtigt bevist, at han kan holde niveauet, og det er simpelthen bare en så vital del af sporten.

Men australieren er blevet 30 år, og har fået en del erfaring hos Sky, så måske har han endelig knækket koden – hans holdbarhed bliver i al fald sat på prøve af Contador, der vil angribe ham på kryds og tværs gennem løbet, hvis han formår at holde sig til.

Rigoberto Urán, Etixx-Quickstep

Chancevurdering: 9 %

Kan Rigoberto Urán vinde en Grand Tour? Med to andenpladser i dette løb i de seneste to udgaver, så må svaret være ja – det kan han. Men feltet skal nok være derefter, for jeg føler virkelig, at colombianeren har ramt sit loft i disse store Grand Tours. Hans andenpladser har været flotte, men i både 2013 og 2014 har han været overmatchet af henholdsvis Vincenzo Nibali og Nairo Quintana – og i 2015 kan det meget vel ske igen, denne gang med Alberto Contador.

Urán er en glimrende klatrer, men det er primært på enkeltstarterne, at han vinder tid. Jeg tror også, at han kommer til at klare sig bedst af alle klassementsryttere på den 60 kilometer lange enkeltstart i dette løb.

Han er virkelig blevet en specialist i disse lange, hårde italienske enkeltstarter, og han vandt for eksempel den lange enkeltstart i sidste års udgave med over et minut ned til nummer to. På det tidspunkt førte han løbet med 3 minutter og 29 sekunder ned til Nairo Quintana, der endte med at vinde løbet ganske komfortabelt.

Som nævnt er han en glimrende klatrer, men han mangler det sidste niveau, før han for alvor kan gøre sig de helt store forhåbninger om at vinde et løb som dette mod en rytter som Contador. Ligeledes mangler han et hold. Det er ikke meget støtte, der er at hente fra Etixx-Quickstep, når det går løs på de hårdere etaper. Det skyldes, at de mangler de ryttere, der har de egenskaber, grundet deres store fokus på klassikere og Cavendish.

Han kan dog godt klare sig selv til en vis grad. Det har han jo bevist igennem et par sæsoner nu. Jeg er dog bare overbevist om, at det kunne være fedt for ham, hvis han havde en fyr, der kunne hjælpe ham lidt i finalerne. Måske kunne han så småt begynde at vinde lidt mere, end han gør – for han har egentligt egenskaberne til at vinde flere løb og etaper, end han egentligt gør.

Formen ser ud til at være der hos Urán, og han er så stabil, at jeg regner med at, han kæmper med om podiet. Hvis Contador ikke er helt på toppen, så er han afgjort en af dem, der kæmper med om løbets samlede sejr, men i en lige duel med Contador levner jeg ham ikke mange chancer.

Fabio Aru, Astana

Chancevurdering: 6 %

Ganske vist kaldte jeg Richie Porte for løbets x-faktor, men en anden rytter, der ligeledes er lidt ubekendt af andre årsager, er Fabio Aru fra Astana. I min optik er han den mest talentfulde ryttere i denne kategori. Aru havde en fantastisk sæson i sidste sæson, hvor han blev nummer tre i Giro d’Italia og tog en etapesejr på Plan de Montecampione.

Senere på året blev han nummer fem i Vuelta a España, og han nåede at tage to etapesejre med på vejen. Vurderet på baggrund af disse resultater, vil han helt afgjort kunne kæmpe med om de flotte placeringer i dette løb.

Men for at få det hele billede med, bør man kigge lidt på optakten. Fabio Aru har ikke kørt siden Catalonien Rundt marts, men modsat Contador, der heller ikke har kørt siden, var det ikke en del af planen. Aru skulle have kørt både Giro del Trentino og Romandiet Rundt, men han meldte fra begge løb. Efter eget udsagn på grund af maveproblemer, der havde medført, at han havde tabt sig fem kilo.

Men pludselig skrev Greg Henderson på Twitter, at Aru i stedet havde bøvl med det biologiske pas, og CyclingTips’ ”The Secret Pro” var ligeledes på tasterne og skrive – som et svar til Henderson – at det var alt det, snakken i feltet gik på i øjeblikket. Begge tweets er siden blevet slettet, og Aru er gået i gang med at sagsøge Henderson for disse tweets.

Der er siden ikke sket noget, og Aru ventes at stå klar på startstregen i San Lorenzo al Mare. Han fortalte selv til Gazzetta dello Sport, at han var gået fra 62 til 57 kilo, men er siden kommet tilbage på 60 kilo. Jeg kunne forestille mig, at han var lidt svag i starten af løbet, men stille og roligt arbejder han sig op.

Det fede ved Fabio Aru er, at han ikke er bange for at køre aggressivt. Det betyder, at han kan være en af de ryttere, der for alvor liver løbet op, når det ellers ser lidt passivt ud. På den måde minder han på mange måder om en ung Alberto Contador, selvom mange måske i højere grad ser en Vincenzo Nibali, når han sidder på cyklen. Deres stil kan godt sammenlignes.

Aru kommer også til at skulle være aggressiv, for den 60 kilometer lange enkeltstart er ikke just hans favorit. Han kommer til at lide på den første del af den rute, der er helt flad, og jeg forventer ret store tidsforskelle der, så han skal sandsynligvis ud og hente noget tid.

Hvis han kom til løbet efter en perfekt optakt, så ville jeg slet ikke tvivle på ham. Han er en meget talentfuld rytter, der i den grad har bevist, at han kan time formen i Grand Tours. Spørgsmålet er bare, hvor meget optakten har forstyrret ham.

Outsidere

I niveauet efter de tre ovenover finder man to ryttere, der i min optik har potentialet og evnerne til at kæmpe med om podiepladserne, men næppe sejren. Det drejer sig om Domenico Pozzovivo, der har vist forrygende form på det seneste, samt Roman Kreuziger, hvis form også synes god, men som er bundet af en kaptajn.

Domenico Pozzovivo, Ag2r

Italienske Domenico Pozzovivo har haft en solid sæson. Han var godt kørende i Catalonien Rundt, hvor han tog en etapesejr samt en samlet tredjeplads i løbet. I Giro del Trentino blev det til en etapesejr, men i klassementet røg han lidt tilbage. I Liege-Bastogne-Liege blev han nummer otte. Men målet er Giro d’Italia.

Pozzovivo elsker de mange stigninger, der er i årets løb, selvom fraværet af en målstigning som Monte Zoncolan måske er noget, der ærgrer ham en anelse. Pozzovivo er nemlig en af feltets mindste ryttere, og han elsker således de hårde, skrappe stigninger, hvor hans lette tråd giver ham en fordel.

Selvom han er så lille, så er han ikke en decideret elendig enkeltstartsrytter. Sidste år blev han faktisk nummer ni på den første store enkeltstart, hvor Urán vandt. Selvfølgelig vil han tabe lidt tid til for eksempel Urán, men han kommer ikke til at tabe 5-6 minutter, som man ellers godt kunne frygte grundet hans statur.

Ofte har han dog nogle halv-dårlige dage i bjergene. Han går ikke nødvendigvis ned med flaget, men ikke desto mindre etaper, hvor han smider tid. Sidste år skete det på 15. etape af Giro d’Italia, hvor han tabte 1:13 til Fabio Aru, mens han også smed tid til Majka, Urán, Quintana og Rolland. Fire af de fem endte foran ham i det samlede klassement.

Jeg er heller ikke nødvendigvis helt sikker på, at han ser frem til de mange dage, hvor det går op og ned hele dagen. Det kan let blive kaotiske etaper, og ikke alle ryttere trives med det.

Roman Kreuziger, Tinkoff-Saxo

Jeg synes, det havde været rigtig interessant, hvis Roman Kreuziger havde fået lov at køre dette løb som kaptajn. Han er vokset siden skiftet til Tinkoff-Saxo, og tjekken er i ret god form i øjeblikket. Han virker ikke tynget af, at han i juni kan blive udelukket fra sporten grundet en mulig dopingkarantæne.

Men sådan er tilfældet ikke. Alberto Contador er holdets kaptajn i dette løb, og Roman Kreuziger er hans vigtigste mand. Sådan var det også i Tour de France 2013, hvor Roman Kreuziger blev nummer fem, mens kaptajn-Contador blev nummer fire. I få tilfælde så han stærkere ud end spanieren, men overordnet set var placeringen vist ganske fornuftig.

Sådan en rolle kan han få i år. Contador vil have et så roligt løb som muligt, og derfor kan Kreuziger bruges til at kontrollere løbet i situationer. Jeg forventer ikke, at han skal køre sig helt død for at smadre hele feltet, men derimod forsøge at holde sig til, og dernæst angribe tidligt på stigningerne, således at presset er på de øvrige hold.

På den måde kan man tvinge Sky til at arbejde lidt hårdere end normalt og lidt tidligere, hvilket gør at Porte hurtigere isoleres – og så har Contador lettere ved at angribe ham.

Jeg tror, at Kreuziger er en klar kandidat til top5, selvom han skal køre for Contador, og hvis Contador skulle udgå af løbet tidligt, så bliver det spændende at se, om han kan klare presset som kaptajn i et så stort løb. Det har han før haft problemer med.

Andre ryttere

Man må nok erkende, at feltet herefter begynder at blive lidt magert af forskellige årsager. Først og fremmest er der mange hold, der stiller op uden en decideret klassementskaptajn. Det gør BMC og Giant-Alpecin for eksempel. Jeg vil her gennemgå de ryttere, der kan kæmpe med om top10-placeringerne.

En af dem er Jurgen van den Broeck (Lotto-Soudal). Det er ikke meget succes, belgieren har haft de senere par år, og selvom denne sæson skulle have resulteret i bedre resultater i de ugelange etapeløb, så er succesen også udeblevet der. Overordnet set er det dog ganske fint, at han er begyndt at satse på andet end Tour de France, men det kræver så også, at han rent faktisk får leveret nogle resultater. Jeg er skeptisk, men hvis formen er der, så er han en af de solide ryttere i feltet.

Den tidligere Giro-vinder, Ryder Hesjedal (Cannondale-Garmin), har ikke for alvor leveret de store resultater de senere par år. Han blev dog nummer ni i klassementet sidste år, og han er en solid rytter, der sagtens kan snige sig ind i top10, hvis formen er til stede. Er den det?

Pas. Han har intet vist i denne sæson, og han vinder næppe løbet igen. Leder man efter et ungt talent, der kan stå over for et muligt gennembrud snart, så kan man i stedet kigge på Hesjedals italienske holdkammerat, unge Davide Formolo. Resultatmæssigt har det ikke været helt imponerende i år, men han er en af dem, italienerne kan håbe på i fremtiden.

Movistar satser på Beñat Intxausti og Ion Izagirre. I klassementet tror jeg mest på Intxausti, der før har kørt en top10-placering hjem her, men Izagirre er også stærk. Han mangler at bevise sig i de helt store løb, men i ugelange etapeløb er han så småt begyndt at levere flotte resultater.

Intxausti havde en god udgave i løbet i 2013, hvor han undervejs førte løbet, vandt en etape og sluttede som nummer 8. Han er en rigtig solid rytter, der er lige under de næstbedste. Når formen er der, er han en herlig gut.

Astana satser på Fabio Aru, men stiller også til start med Michele Scarponi og Mikel Landa. Erfarne Scarponi leverer ikke længere de samme resultater, som han engang gjorde, men jeg synes, han har kørt ret stærkt på det seneste. Han kan sagtens komme i top10, selvom han kører for Aru, og ligeledes kan han køre en etapesejr hjem. Det kræver bare en rigtig god form og en god portion held.

Mikel Landa var engang et stort talent, og selvom han stadig kun er 25 år, så virker det ikke til, at han får det helt store gennembrud. Han har dog dage, hvor han er afsindigt stærk, hvilket man så i Baskerlandet Rundt i år, hvor han vandt en etape. Og så kommer han lige fra en andenplads i Giro del Trentino.

Astana har også Dario Cataldo, og faktisk kunne alle tre ryttere godt vinde en etape. De har i al fald talentet til det. Jeg tvivler på Landa i top10, men de to andre bør have en fin chance. Der er selvfølgelig også Diego Rosa, der virkelig har set stærk ud i Astana-trøjen i år. I det hele taget et ganske pænt hold, de stiller til start med.

Et stærkt hold har også Team Sky. Mikel Nieve og Leopold König er Richie Portes vigtigste mænd. König har ikke imponeret meget hos Sky, men i Giro del Trentino fik han kørt en tredjeplads hjem, hvilket vidner om at formen i den grad er ved at indfinde sig. Kan han holde den form, så er top10 mulig, selvom han primært kører for Porte.

Det samme kan siges om Mikel Nieve, der dog ikke har været særligt godt kørende i de seneste par løb for Sky. Han startede ellers sæsonen godt, men i Giro del Trentino måtte han opgive at stille til start. Han skal finde formen, for han er en rigtig vigtig rytter.

Carlos Betancur (Ag2r) er en spøjs rytter. I 2013 var han forrygende i løbet, og han blev nummer fem, og sidste år vandt han Paris-Nice. Men siden er der ikke meget, der er gået hans vej. Han har haft nogle problemer med at holde vægten, og han virker ikke som en rytter, der helt for alvor har lysten til at køre på højeste niveau. Han har ingen resultater i år, men når han er trimmet og i kørehumør, så er han en fabelagtig cykelrytter.

Androni må sætte deres lid til Franco Pellizotti i denne sæson. Han er senest kommet fra en fjerdeplads i Giro dell’Appennino, og han har set solid ud. Sidste år blev han nummer 12 i dette løb, og jeg tror måske også, at etapesejr vægter lidt højere, og at en top10-placering må være sekundært. Han var ret stærk i slutningen af sidste sæsons udgave.

Samme hold har også Serghei Tvetcov, der havde en fin sæson sidste år i USA, hvor han blandt andet blev nummer tre i USA Pro Challenge. Han har dog ikke rigtigt vist noget i år, og jeg tvivler på, at han for alvor vågner op her.

Det polske hold, CCC Sprandi Polkowice, har to polske ryttere til start som kaptajn: Maciej Paterski og Sylwester Szmyd. Holdets italienske profil, Davide Rebellin, er persona non grata sammen med tyske Schumacher, og kommer derfor ikke med. Szmyd er måske det mest kendte – og derfor oplagte – navn, men Paterski har haft en forrygende sæson. Han blev nummer ni i Amstel Gold Race, og dernæst gik turen til Kroatien, hvor han vandt to etaper i Tour of Croatia samt klassementet, bjergtrøjen og pointtrøjen. Formen er der, men dette løb er noget af en mundfuld.

Szmyd er ikke den store vinder, men han ved om nogen, hvordan man holder tempo op ad de længere stigninger. Jeg tror godt, at én af dem kan køre sig i top10, og jeg forventer at se de orangeklædte polakker i mange angreb for at få den vigtige etapesejr.

En anden polsk rytter, der måske kan gøre noget, er Przemyslaw Niemiec (Lampre-Merida). For et par år siden var han simpelthen så stabil i disse etapeløb, men de seneste to sæsoner har ikke været helt fabelagtige for ham. Hvis han formår at finde de ben, han havde i 2013, så vil jeg næsten garantere, at en top10-placering er realistisk.

Katusha kommer ikke umiddelbart med et stærkt hold, men deres unge russer, Ilnur Zakarin, har vist spændende potentiale. Zakarin blev som teenager taget for doping, og har allerede afsonet en karantæne. Top10 bliver svært, men formen har set opadgående ud, og han er en meget aggressiv rytter.

Hans kørsel i Romandiet Rundt, hvor han vandt løbet, var ret flot, og jeg tror på, at han på enkelte etaper kan stråle - men over tre uger? Tvivlsomt. Hans odds er dog raslet ned på det seneste.

Hos Orica har man Johan Esteban Chavez, der udover aggressiv kørsel ikke har vist alverden i år. Han popper nok formentligt kun frem i enkelte situationer.

Nippo – Vini Fantini-holdet sætter deres lid til erfarne Damiano Cunego, der er begyndt at køre ret stærke placeringer hjem. Senest blev han nummer 5 i Giro del Trentino og nummer 3 i Giro dell’Appennino. Alt i alt: Der er mange der kæmper om top10-placeringer. Jeg er ikke så imponeret af feltet bag de 6 bedste.

Sprinterne

Jeg vil hurtigt løbe igennem sprinterne i dette års udgave. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er en analyse af årets pointtrøje, men derimod blot en gennemgang af de ryttere, vi kan forvente at se kæmpe om spurtetaperne. Men først kan jeg lige skrive om årets pointklassement. De får point således:

Kat\#	1	2	3	4	5	6	7	8	9	10	11	12	13	14	15	16	17	18	19	20
A & B	50	40	34	28	25	22	20	18	16	14	12	10	8	7	6	5	4	3	2	1
C	25	22	20	18	16	14	12	10	8	6	5	4	3	2	1
D & E	15	12	9	7	6	5	4	3	2	1

Etaperne er inddelt efter sværhedsgrad. Kategori A & B er de flade etaper, mens C er de kuperede etaper. Bjergetaperne samt enkeltstarterne er kategori D & E.

De indlagte spurter ser således ud:

Kat\#	1	2	3	4	5	6	7	8	9	10
A & B	20	16	12	9	7	6	4	3	2	1
C	10	6	3	2	1
D & E	8	4	1

Hvilke etaper er så hvilken kategori? 

Etape	1	2	3	4	5	6	7	8	9	10	11	12	13	14	15	16	17	18	19	20	21
Kategori	E	A+B	C	C	C	A+B	A+B	D	C	A+B	C	C	A+B	E	D	D	A+B	C	D	D	A+B

Lad os så kigge mod sprinterne..

Det største navne er nok Andre Greipel (Lotto-Soudal), der vandt en etape i Tyrkiet Rundt. Men han er altså blevet en lidt spøjs størrelse, for han var flyvende i Flandern Rundt – men det er som om, at han er blevet lidt bange for at give den gas i de helt reelle massespurter. Jeg har ham i al fald ikke længere på omkring samme niveau som Cavendish og Kittel, og jeg tror afgjort, at han er til at tale med.

Det åbner op for Elia Viviani (Sky), der kom ind til løbet som den forventet bedste sprinter sidste år, men han vandt intet. Faktisk mangler Vivani i det hele taget sejre på de store etaper i de store etapeløb, så årets Giro d’Italia kan måske blive lidt af et gennembrud for ham.

Han er dog ikke den eneste italiener med fart i cyklen. Sacha Modolo (Lampre-Merida) kommer fra succes i Tyrkiet Rundt. Modolo har tidligere vundet i Post Danmark Rundt, men ligesom Viviani mangler han stadig succes i de helt store løb.

Jeg tror på, at det kan ske for dem i det her løb, for uden Kittel og Cavendish er det i den grad åbent. Der er heller ingen Bouhanni, og Greipel er som nævnt ikke så dominerende, som han tidligere var. Det åbner op for folk som Modolo.

I sidste sæson var Giacomo Nizzolo (Trek Factory Racing) en af de bedste sprintere i dette løb. Fire andenpladser blev det til for den 26-årige italiener. Men heller ikke han har en sejr på allerhøjeste niveau. Jeg er ikke altid helt imponeret af hans topfart, men sidste år var han imponerende stabil. Han kan også ende med at vinde en etape her, selvom chancerne er få.

Der er selvfølgelig også Michael Matthews (Orica-GreenEDGE). Det kan godt være, at han måske ikke helt kan følge de hurtigste på flad vej, men til gengæld kan han komme til at vinde ret mange etaper, fordi han simpelthen bare klatrer fantastisk godt. I det her felt kan han måske endda også godt være med på enkelte helt flade etaper, så det er bestemt ikke udelukket, at han bliver dette års helt store vinder i løbet – selvom jeg mener, han burde fokusere mere på Tour de France og den grønne trøje.

Der er dog flere italienere, der kan være med i spurterne. Matteo Pelucchi (IAM Cycling) er en af dem. Pelucchi er ret hurtig i spurterne, og han har i denne sæson vundet to løb allerede. Sidste år vandt han en etape i Tirreno-Adriatico, men i år har han været lidt ramt af sygdom og uheld. Hvis han får timet formen, så er det ikke umuligt, at han kan overliste de andre på enkelte etaper.

Det er også værd at holde øje med Manuel Belletti (Southeast), der har ingen ringere end Alessandro Petacchi som leadout-mand. Han har været solid i Tyrkiet Rundt, men det vil være en overraskelse, hvis han pludselig spurter fra de andre. Southeast-holdet har ellers den talentfulde Jakub Mareczko, men han er ikke udtaget til dette løb. Han kunne meget vel være fremtidens mand.

Så kunne et bedre bud være Nicola Ruffoni (Bardiani). Han kommer fra to tredjepladser i Tyrkiet Rundt, og Bardiani-holdet har det med at præstere ret godt under dette løb. Jeg tror, han kommer til at køre en række fornuftige placeringer hjem.

Herudover må man heller ikke glemme Moreno Hofland (LottoNL-Jumbo), Juan Jose Lobato (Movistar) og Tom Boonen (Etixx-Quickstep). Jeg tvivler på sidstnævnte i spurterne, men han skal vel prøve sig af på et tidspunkt. Moreno Hofland har en tendens til at skrabe mange 7. pladser hjem, og det vidner lidt om, at han ikke helt er den hurtigste sprinter i feltet.

Juan Jose Lobato kan – hvis han timer formen – godt gå hen og vinde et løb eller to, men problemet for ham, er at på de etaper, hvor han har en fordel, vil han altid stå direkte over for Michael Matthews – og der tror jeg altså mest på Matthews. Ligesom Matthews foretrækker han nemlig de hårdere etaper.

Ruten

De fleste, der er bekendte med dette løb, ved hvilken rute, arrangørerne typisk foretrækker: Bjergrig. Årets løb er ingen undtagelse. Der er således kun én enkeltstart på menuen, men den er til gengæld også næsten 60 kilometer lang. Ligeledes indeholder den dog to relativt solide stigninger, så det er afgjort et løb for klatrerene i denne sæson.

Sprinterne? Det er ikke mange chancer, de får. På nogle af etaperne er de – i typisk italiensk stil – også nødt til at kæmpe meget, for at hænge med hele vejen ind til målstregen. Men sådan er det her i dette løb. Det er ikke så balanceret. Hvis man håbede, at komme frisk ud af dette løb, så tror jeg, at man hurtigt kommer på andre tanker. Årets rute er hård. 

1. etape: San Lorenzo al Mare – Sanremo (17,6 km) ***

Årets Giro d’Italia starter i Liguria-området i nordvest-Italien. Området hovedby er Genova, men i cykelkredse er det nok byen Sanremo, der er mest kendt, da den rammer målby for den italienske klassiker, Milano-Sanremo. Netop Sanremo er målbyen på 1. etape, der er et 17,6 kilometer langt holdløb.

Den er næsten helt flad, og der er ingen særlige sving på ruten – til gengæld foregår den helt ude ved kysten hele vejen, hvilket sikkert kan give nogle flotte billeder. Jeg forestiller mig, at det bliver et holdløb, der får lavet nogle små tidsforskelle, og det er nok også det man i bund og grund ønsker.

2. etape: Albenga – Genova (173 km) **

På 2. etape starter rytterne fra byen Albenga, og dernæst skal der køres 173 kilometer, inden de når målstregen i Genova. Igen i dag kører rytterne nærmest langs kysten hele dagen. Bare den modsatte vej denne gang. Når de når til Genova, skal de køre to omgange inde i byen. Hver omgang har en længde af 9,5 kilometer, og skønt ruteprofilen ser småkuperet ud, så bør det afgjort blive en massespurt, hvor førertrøjen måske kan komme i spil, alt efter hvordan det gik dagen før.

På den 9,5 lange rundstrækning er der en kilometer, der stiger med 4 %. Herefter er der et lille stykke med falsk-fladt og efterfølgende en kort nedkørsel. Selve ”målbakken” stiger med 2 % - det bør ikke blive et problem.

3. etape: Rapallo – Sestri Levante (136 km) ***

Hvis man frygter, at det bliver helt fladt den første uge, så kan man godt tage det roligt. Allerede på 3. etape kommer de første bjerge. Ganske vist bliver det næppe her, at Contador og Porte skal duellere, men dagen går nærmest kun op (og lidt ned) de første 92,8 kilometer af den 136 kilometer lange etape.

Etapen slutter med en nedkørsel og flad vej, hvorfor det burde blive en mindre gruppespurt – men etaper, der starter med at gå op og har mange bjerge på en kort distance, har det ofte med at være ganske seværdige. Den sidste stigning, Barbagelata, er afgjort ikke verdens hårdeste, men den måler alligevel lidt over 5 % i omkring 8-9 kilometer. Måske kan en klassementsrytter snyde dem alle og nuppe Maglia Rosa.

4. etape: Chiavari – La Spezia (150 km) ****

Det kuperede fortsætter på 4. etape fra Chiavari til La Spezia. Endnu engang er det en dag, hvor det går op og ned det meste af tiden. Sprinterne må allerede nu begynde at være lidt træt af løbet. Der er tre kategoriserede bakketopper, men i realiteten er der flere stigninger undervejs, der kun kortvarigt erstattes med nedkørsler. Dagens sidste stigning, Biassa, er heller ikke sådan at spøge med. Den topper med 10 kilometer til mål Selve stigningen er kun lidt over 4 kilometer lang, men måler næsten 8 %.

Hvis man når toppen alene, bør der være en solid chance for, at man også kan holde hele vejen til stregen, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at en eller flere af klassementsfavoritterne vil teste benene af. Arrangørerne har på forhånd givet denne etape fire ud af fem mulige stjerner i deres vurdering af etapens vigtighed. Ikke desto mindre er det den etape, som Michael Matthews på forhånd har udpeget som en, han vil vinde.

5. etape: La Spezia – Abetone (152 km) ***

Hvis klassementsrytterne – mod forventningerne – skulle holde igen på de foregående etaper, så gør de det næppe på 5. etape. Etapen er 152 kilometer lang og slutter på toppen af Abetone. Det er altså den første bjergafslutning i dette løb. Stigningen er 17,3 kilometer lang og stiger i snit med 5,4 %. Den er ret let i starten af stigningen, ligesom den også flader lidt ud på toppen.

Den er således hårdest i midten, hvor den har omkring 7-8 kilometer, der i snit stiger med lidt over 7,0 %. VI ser typisk, at de første bjergetaper i starten af et løb bliver en lidt tilbageholdende affære, fordi mange af topfavoritterne først satser på at være i bedre form senere i løbet. Derfor skal man ikke blive overrasket, hvis det bliver en af sub-favoritterne der går hen og vinder denne etape.  

6. etape: Montecatini Terme – Castiglione della Pescaia (183 km) *

Det bliver lidt roligere dagen efter. For på 6. etape venter en hel flad afslutning i Castiglione Della Pescaia. Men der er et lille men: Midt på etapen er der omkring 70 kilometer, der foregår i et meget kuperet terræn. De sidste 60 kilometer går dog enten ned eller ligeud, hvorfor sprintere har alverdens muligheder for at komme tilbage i feltet igen.

Det kan dog være en god etape for udbrydere, alt efter hvordan sprinterfeltet ser ud – for hvis sprinterne ikke har gode bakke-ben, kan tempoet i jagten på udbryderne ikke være særlig højt.

7. etape: Grossetto – Fiuggi (263 km) **

 Der venter rytterne en umådelig lang dag i sadlen på 7. etape.  Hele 263 kilometer er der fra startbyen Grossetto til målbyen Fiuggi. Det er naturligvis dette års udgaves længste løb – men det er også den længste Giro d’Italia-etape i mange, mange år. Det er en etape, der passer godt til puncheurs, samt de sprintere, der kan håndtere nogle bakker – men lykkeridderne har også en solid chance, når man tager etapens længde i betragtning.

8. etape: Fiuggi – Campitello Matese (186 km) ****

På 5. etape fik vi den første bjergafslutning, men på 8. etape får vi den første ”rigtige” bjergafslutning. Med det skal altså forstås, at vi får en etape, hvor et af de ’rigtige’ Giro-bjerge introduceres. Etapen starter i gårsdagens målby, Fiuggi, og 186 kilometer kan den første rytter krydse målstregen på Campitello Matese.

Tidligere på dagen har man klatret over Forca D’Acero, der højdemæssigt rager længere op end Campitello Matese, men den er langt fra målstregen – slaget kommer på målstigningen. Ryttere som Bernard Hinault, Evgeni Berzin og Gilberto Simoni har tidligere vundet her. I alt er stigningen 13 kilometer lang ifølge løbets egen side og stiger i snit med 6,9 %. Den flader lidt ud på toppen, men det er en relativt hård stigning.

9. etape: Benevento – San Giorgio del Sannio (212 km) ****

Den sidste etape inden første hviledag giver os en vildt kuperet etape. 9. etape er 212 kilometer lang, og rytterne skal over Monte Termino (20 km og 4,2 %) og Colle Molella (9,5 km og 6,3 %) midtvejs på etapen. To relativt hårde stigninger på en dag, hvor man kan tælle en række stigninger.

Umiddelbart ligner det en dag for lykkeridderne, men disse etaper kan være brutale. Utrolig meget kan ske her, og hvis rytterne vælger at give den gas. Hvis et hold føler sig godt kørende – fx Sky eller Tinkoff-Saxo – så kunne jeg sagtens forestille mig, at de valgte at sætte et massivt pres på gennem hele dagen. Arrangørerne har givet denne etape fire ud af fem stjerner, så den bør ikke undervurderes. Den sidste afgørende stigning hedder Passo Serra, og den er 3,6 kilometer lang og stiger i snit med 8 %. Det er også en hård nyser.

Derfor får de også en velfortjent hviledag inden cirkusset fortsætter dagen efter igen.

10. etape: Civitanova Marche – Forli (195 km) *

Det bliver en blød tilbagevenden til cyklen på 10. etape. Den er 195 kilometer lang, og etapen til Forlì bør ende i en massespurt, da de sidste (ca.) 80 kilometer er helt flade. Der køres langs kysten det meste af dagen, og måske kan vinden blive et spændingsmoment denne dag. Selve finalen er relativt ligetil. Med 1 kilometer igen kommer der en rundkørsel, mens der med 500 meter igen skal drejes 90 grader mod venstre. Ikke så voldsomt.

11. etape: Forli – Imola (153 km) ***

På 11. etape kommer endnu en af de meget kuperede etaper, der er i årets Giro d’Italia. Der er ikke nogle deciderede bjerge – til gengæld er der 9 stigninger undervejs på de 153 kilometer fra Forlì til Imola. Kun tre af dem er kategoriseret, men det snyder. De første fem stigninger, der findes på vejen ind til rundstrækningen omkring Imola, er alle ret hårde. Passo del Trebbio (6,3 km og 6,3 %), Monte Casale (4,2 km og 6,7 %), La Valletta (2,7 km og 9,8 %), Monte Albano (4,6 km og 6,1 %) og Passo del Prugno (5,6 km og 6,2 %) er alle ret hårde stigninger, der vil være med til at gøre feltet mindre.

Selve rundstrækningen omkring Imola skal passeres fire gange, og her skal rytterne over Tre Monti (4 km og 4,4  %). Bakken er to-delt: Bunden stiger med omkring 7 %, hvorefter den flader ud, og så stiger den igen til sidst med over 7 % i snit. Etapen slutter dog med en nedkørsel samt flad vej på de sidste 7,6 kilometer. Etapen er i det hele taget ganske uforudsigelig. Det kan blive udbrydere eller en decimeret frontgruppe.

12. etape: Imola – Vincenza (190 km) ***

Den 190 kilometer lange etape fra Imola til Vincenza er ret interessant. 12. etape slutter nemlig med en ret skrap afslutning. De første 130 kilometer er helt flade, men på de sidste 60 kilometer kommer stigningerne så. Først kommer Castelnuovo (5,4 km og 5 %), dernæst venter Crosara (3,7 km og 9,1 %). Herefter kommer den korte Peracolo-stigning. Alle tre fornuftige stigninger, der dog nok ”kun” kommer til at gøre feltet mindre. Det afgørende på etapen er nemlig den afsluttende stigning, der hedder Santuario Monte Berico, der er 1,15 kilometer lang.

Samlet set stiger den 7,1 %, men de første 500 meter stiger kun i 5,6 %, mens de sidste 500 meter når op på hele 10,6 %. Der kommer næppe de helt store tidsforskelle på denne etape, men til gengæld kommer vi til at se en aggressiv finale, hvor feltets bedste puncheurs og klatrere vil kæmpe på de skrappe procenter.

13. etape: Montecchio Maggiore – Jesolo (147 km) *

Klassementskamp bliver det næppe på 13. etape. De 147 kilometer er helt og aldeles flade. Der er ikke én udfordring på vejen til Jesolo. På disse etaper kan man kun håbe på, at vinden kommer og skaber noget ballade, for ellers tyder alt på at der venter et sprinteropgør – det er simpelthen ikke en etape, som sprinterholdene må lade passere.

14. etape: Trevisio – Valdobbiadene (59,4 km) *****

Det her er den måske mest frygtede dag blandt mange. 14. etape byder på en enkeltstart på næsten 60 kilometer. Et monster af en etape. De første 30 kilometer er helt flade, og herefter begynder stigningerne at komme. Den første er San Pietro di Feletto (4,9 km og 3,8 %). Den er ikke vanvittigt hård, men efter 30 kilometers flad kørsel er den i den grad med til at bryde rytmen for rytterne.

Den topper efter 35,1 kilometer, og herefter går den lidt ned inden endnu et langt, fladt stykke følger. På den sidste del kommer der en endnu en stigning, der starter blødt ud, inden den midtvejs bliver en tand hårdere, og den når enkelte steder op til 10 %. Heller ikke denne stigning er den hårdeste, der findes, men den er igen med til at bryde rytmen. Herefter går det nedad, indtil der resterer 400 meter af ruten, og de sidste 400 meter går op igen, og de stiger cirka med 5 %. Det her bliver en rigtig, rigtig vigtig etape, og jeg tror sagtens, at tidsforskellene kan blive meget store her.

15. etape: Marostica – Madonna di Campiglio (165 km) ****

Hvis du synes, at Madonna di Campiglio lyder velkendt, så er det ikke helt unormalt. I 1999 havde Marco Pantani vundet på denne stigning med over 1 minut ned til nummer to, men en blodtest fra samme sted var også med til at fælde ham: Hans hæmatokrit-værdi var for høj, og han røg ud af løbet, skønt det reelt var afgjort.

Siden dengang har Madonna di Campiglio ikke været med i Giro d’Italia, men det ændres altså i år. Og det på en ret vigtig etape. Der er et par stigninger på etapen. Den første er La Fricca (11,3 km og 5,1 %), der topper med lidt over 100 kilometer til målstregen. Herefter køres der videre i et kuperet landskab. Efter 126 kilometer begynder næste stigning: Passo Daone (8,4 kilometer og 9,2 %).

Det er en ret hård stigning, der på et tidspunkt når op på 14 %.  Herefter følger en skrap stigning – og så kommer Madonna di Campiglio (15,5 kilometer og 5,9 %). Stigningen er ikke vanvittigt hård. De første 9,85 kilometer stiger i snit med 6,4 %, inden den flader ud de næste par kilometer, hvor den stiger med under 3 %. De sidste 3 kilometer stiger med 6,7 %, så det er nok primært her, at der kan laves en stor forskel. Jeg tror, at det er en af de her dage, hvor en af favoritterne kan falde lidt ud af klassementet, da den kommer efter en meget hård enkeltstart.

Det vil dog utvivlsomt være en dag, hvor de italienske fans vil møde talstærkt frem. Det er en meget emotionel dag i italiensk cykelhistorie.Dagen efter er en hviledag for rytterne.

16. etape: Pinzolo – Aprica (177 km) *****

Løbet går nu ind i dens afgørende fase, og det kan absolut mærkes. 16. etape er en 5-stjernet etape. Man kan med rette kalde den konge-etapen, da der er flere, store bjerge undervejs – og den første kommer allerede fra kilometer 0!

Her skal rytterne nemlig køre den 13 kilometer lange stigning, Campo Carlo Magno (13 km og 6,7 %). Tit og ofte, når et bjerg indleder en etape, er der fuldstændig ragnarok i feltet. Ligeledes vil mange ryttere have problemer med en stigning allerede her. Først og fremmest har de haft en hviledag dagen før, hvorfor noget af rytmen kan være tabt, og dernæst er det altså hård kost at det allerede fra starten går lige op i luften. Jeg tror uden tvivl, at nogle af favoritterne vil være presset her – men de har muligheder for at køre sig tilbage.

Efter de 13 kilometer er passeret, går det nedad, indtil rytterne er ved foden af Passo del Tonale (15,3 kilometer og 6,1 %). Det meste af stigningen stiger i snit med 6,6 %, mens den flader lidt ud op mod toppen, og de sidste 2,25 kilometer stiger i snit med 3,3 %. Efter denne følger der så en lang nedkørsel, inden Aprica (14 km og 3,5 %) skal klares. Det er en let stigning, men længderne er altså meget lange denne dag.

Det hele bygger op til Passo del Mortirolo (11,9 km og 10,9 %), der er den måske mest legendariske stigning i løbets moderne æra. Denne stigning er måske løbets absolut sværeste, og ret meget kan blive afgjort her – men stigningen er ikke etapens afslutning! Etapen slutter nemlig – efter en nedkørsel fra Mortirolo – med en opstigning af Aprica (14 km og 3,5 %) igen. Aprica er en let stigning, og det behøver ikke, at være en skidt ting. Hvis favoritterne vil udnytte denne etape til at gøre en forskel, så skal de gøre den på Mortirolo, der topper med 35 kilometer til mål.

Måske er det ikke favoritterne, der kæmper med om sejren på denne etape, men den kan blive rigtig vigtig. Mortirolo er en stigning, hvor det er meget, meget svært at skjule eventuelle svagheder.

17. etape: Tirano – Lugano (134 km) *

På 17. etape går turen til Schweiz. Den korte etape, der ikke forventes at være særlig hård, slutter nemlig i Lugano. Det er der, hvor Alberto Contador (og Bjarne Riis) er bosat, men han kommer næppe til at vinde denne etape her. For bortset fra Teglio (7,4 km og 6,5 %), der befinder sig i starten af etapen, er der ikke rigtigt nogle udfordringer.

Der er lidt bumps i finalen, men hvis sprinterne virkelig vil kæmpe om sejren, så kan de sagtens være med der – måske har feltet bare brug for en rolig dag, og så kan et udbrud også holde hjem med over ti minutter hjem. Men sprinterne har ikke overdrevet mange chancer, så hvis de føler, at de skal gå efter det, så kan de holde kæden stram gennem dagen.

18. etape: Melide – Verbania (170 km) ***

Årets 18. etape kan godt se lidt sjov ud på ruteprofilen. Den er flad det meste af dagen, men omkring 50 kilometer før målstregen, skal de over Monte Ologno (10,4 km og 9,0 %). En rigtig, rigtig hård stigning – men fra toppen af denne er der altså fortsat 36 kilometer til målstregen.

I stedet for at køre ned med det samme, fortsætter rytterne i højderne, men med 28 kilometer igen begynder nedkørslen. Der kan godt komme nogle forskelle her, men favoritterne kunne meget vel ende i samme gruppe alle sammen på grund af den lange nedkørsel til sidst.

19. etape: Gravellona Toce – Cervinia (236 km) *****

Næst længste etape i årets løb, og den længste bjergetape. Etapen til Cervinia har fået fem stjerner, og forventes altså at blive ret afgørende for løbet. De første 150 kilometer er ret ligegyldige. De er i al fald flade, og de bruges udelukkende på at trætte rytterne. Det er den sidste del af ruten, der er mest interessant. Først skal rytterne over Saint-Barthélemu (16,5 km og 6,7 %).

Straks efter den tilhørende nedkørsel følger Col Saint-Pantaléon (16,5 km og 7,2 %). Straks efter dens tilhørende kørsel venter sidste stigning på dagen: Cervinia (19,2 km og 5,0 %). De sidste 2 kilometer er tæt på helt flade på denne stigning, så angrebene skal komme udefra. Den sidste del af hele etapen er ret hård, og det bør blive en relativt selektiv etape i sig selv. De fem stjerner kan forsvares, men jeg tror, at meget af etapens udfald hænger sammen med, hvordan klassementet ser ud på dette tidspunkt. Er det afgjort, så kan det meget vel ende med at blive en dag for lykkeriddere.

20. etape: Saint-Vincent – Sestriere (199 km) ****

Absolut sidste chance for at gøre noget i klassementet. Etapen til Sestriere er relativt klassisk. Vi har i al fald set den et par gange. De første 150 kilometer er flade – og så kommer den: Colle delle Finestre (18,5 km og 9,2 %). Det er løbets højeste stigning – Cima Coppi­ ­– og det er således et klart nøglepunkt for dem, der kører efter bjergtrøjen. Her gives der nemlig dobbelt op på antal bjergpoint. Det er en hård nyser, og det kan være en utrolig fed etape – hvis altså klassementet bare ikke er banket på plads.

Er det allerede mere eller mindre fastlagt, så har det en tendens til at være en fuser. Rytterne er trætte, og hvis de ikke kan klatre op i klassementet, så er det tvivlsomt, om man kan finde det fornødne overskud. Etapen slutter med stigningen til Sestriere (9,2 km og 5,4 %).

Den stigning er kendt fra både Tour de France såvel som dette løb, og tidligere vindere tæller navne som Fausto Coppi (Tour 1952), Bjarne Riis (Tour 1996), Lance Armstrong (Tour 1999) og Jose Rujano (Giro 2005). Hvis man vil frem i klassementet, så skal det dog ske på Colle delle Finestre – det er den stigning, hvor man kan gøre den største forskel.

21. etape: Torino – Milano (178 km) *

Løbet afsluttes i Milano. Ruten dertil er helt flad, og vi får en massespurt, som vi kender det fra Tour de France. Den afsluttende rundstrækning er 5,4 kilometer lang, og skal køres 8 gange. Der kommer ikke til at ske meget her.