Et august-cykelløb med nogle af verdens største stjerner. Vueltaen? Næh, Danmark Rundt såmænd. Læs optakten til etapeløbet der køres onsdag til søndag...
Optakten er skrevet af BetXperts cykelekspert Jesper Sørensen der også vil komme med tips til løbet (hvis der kommer spilbare odds):
DK Rundt-tips kommer der også fra feltet.dk
OPTAKT
Post Danmark Rundt er et af de løb, der har fået en ny plads på kalenderen grundet OL. Førhen lå løbet lige efter Tour de France, men i år konkurrerer det danske løb side om side med Vuelta a España og USA Pro Cycling med stjernerne, og det er bestemt ikke fordi det danske løb lider under konkurrencen.
Tværtimod. Mark Cavendish, Andre Greipel, Oscar Freire, Tom Boonen, Theo Bos, Geraint Thomas og Sacha Modolo er alle navne, der stiller til start i Randers, og så glemmer vi lige for en stund, at Tour-vinder Bradley Wiggins ind til for få dage tilbage også var en del af Team Skys trup.
Godt nok mangler vi sidste års vinder, Simon Gerrans, samt de to største danske profiler i Matti Breschel og Jakob Fuglsang, men mon ikke resten af feltet nok skal kompensere for dette.
RUTEN
1. etape starter og slutter i Randers. Men turen går forbi Ebeltoft og Grenaa og undervejs skulle ruten have nogle halvhårde udfordringer. 191 kilometer skal tilbagelægges før vinderen findes på Parkboulevarden i Randers. Det bør ende i en massespurt, som de fleste etaper i Post Danmark Rundt, men opløbet kan godt snyde lidt. Sidst Randers var med, vandt Michael Van Staeyen, men mon ikke Cavendish nok også kan lege med her.
Således bør anden etape fra Løgstør til Aarhus ende i en spurt, om end finalen i Aarhus godt kan drille en anelse. Hvis Team Sky kan kontrollere det, så ender det i en spurt, men ellers er finalen i Aarhus oplagt til at snyde sprinterne – Matti Breschel og Remy Cusin gjorde det for et år tilbage.
På tredje etape, i Vejle, kommer Kiddesvej. "Kijjesvaj" som de lokale kalder den, er 350 meter lang, og har en gennemsnitsstigning på 12,9 procent med 21 procent som den maksimale stigningsprocent.
Først skal rytterne dog lige fra Silkeborg til Vejle, og rundstrækningen i Vejle bliver nok afgørende for løbet. Sidste år vandt Jakob Fuglsang her, mens Gerrans kom ind 2 sekunder efter. På tredjepladsen havde Daniele Bennati slæbt sig med over. Finalen passer dog langt bedre til de såkaldte puncheurs. Etapen er 185 kilometer lang.
4. etape køres lørdag den 25. august. Det er en kort etape på 90 kilometer fra Ringe til Odense. Etapen er så kort, fordi der senere på dagen køres en enkeltstart på 14,5 kilometer i Kerteminde. Det er her man kan vinde og tabe løbet, for mange puncheurs har den svaghed, at de er svage på enkeltstarter.
På samtlige etaper køres der tre så omgange i opløbsbyerne.
Det er dog anderledes på 6. og sidste etape. Her køres der fra Slagelse til Frederiksberg. En etape der traditionen tro ender i en massespurt og som kan sammenlignes med Champs Elysees fra Tour de France. Her køres der ti omgange på Frederiksberg.
KLASSEMENTS-FAVORITTERNE
Det er svært at udpege en egentlig favorit i årets Post Danmark Rundt. Derfor har jeg i stedet valgt at kigge på en række ryttere, der kan gøre sig gældende i det samlede klassement, nogle naturligvis med en bedre chance end andre.
Hos Team Sky har man et par kandidater. Hvis Michael Rogers klatrer lige så godt, som han gjorde under Tour de France, så bør hans enkeltstart være mere end god nok til at køre den samlede sejr hjem. Udover ham skal man heller ikke glemme klatrestærke Lars-Petter Nordhaug samt Geraint Thomas, der kører en god enkeltstart, og som efter planen så småt skal til at kunne klare stigninger som Kiddesvej. Umiddelbart har Michael Rogers størst chance for at vinde hos Team Sky, men jeg kunne godt se Lars-Petter Nordhaug klatre væk på Kiddesvej.
I form vil Jelle Vanendert spise Kiddesvej til morgenmad. Vanendert blev nummer to i Amstel Gold Race tidligere på året, og kan gøre en god figur i Post Danmark Rundt, men hans svaghed er enkeltstarten – og måske at han kører på hold med danske Lars Bak, hvilket kan betyde at belgieren kan komme i en hjælperrolle, hvis Lars Bak tror på at benene er der til at lege med på Kiddesvej. Som udgangspunkt holder jeg dog Vanendert som høvding på holdet i klassementet.
Jeg ved ikke om jeg overvurderer motivation til dette løb, men i et løb som Post Danmark Rundt, tror jeg altså den spiller meget ind. Derfor tror jeg især at de danske pro kontinental-hold vil spille sig fuldt i den kommende uge. Hos Christina Watches-Onfone deler man godt nok kaptajnrollen mellem Guldhammer og Stefan Schumacher, men tyskeren er i min optik langt det bedste bud på en vinder af løbet. Faktisk mener jeg at tyskeren er skræddersyet til løbet, også selvom han er lidt fra 2008-niveauet. Han er glimrende på bakker – og glimrende på enkeltstarten. Kun meget få i feltet vil kunne matche hans evner i de to terræner i absolut topform, og jeg vil ikke blive overrasket hvis han løber af med sejren.
Lidt mere overrasket bliver jeg, hvis André Steensen vinder – og så alligevel ikke. Danskeren har virkelig fundet sig til rette hos Glud & Marstrand, og han virker til at have løftet sig meget. Han klatrer godt, og Kiddesvej kan blive en fest for ham og de grønblusede. Spørgsmålet er hvor godt han kommer igennem enkeltstarten, men her har han tidligere på året kørt relativt gode af slagsen (på et lavere niveau, naturligvis). Post Danmark Rundt kunne godt blive Steensens helt store gennembrud.
OUTSIDERE
På løbets hjemmeside står der, at Michael Mørkøv netop har kørt seks dage i Tourens gule førertrøje. Det har han ikke (han bar den prikkede bjergtrøje), men til gengæld er danskeren et fint bud på en outsider til at løbe af sted med den samlede sejr. Danskeren blev nr tre sidste år, og han har et højere niveau i år, men meget skal også gå hans vej: Han er ikke feltets bedste klatrer eller tidskører, så danskeren må håbe at nogle af de øvrige favoritter bliver fanget lidt i vinden igen i år. Alternativt har man Mads Christensen, der har vist rigtig fin form på det seneste, og han går egentligt blot og venter på at hans gennembrud så småt kommer.
Hos Rabobank har man det hollandske talent, Wilco Kelderman, der er glimrende på bakker, og så elsker han de kortere enkeltstarter, og generelt bør Post Danmark Rundt passe ham helt fint. Hvis han har timet formen, så kan jeg ikke se, hvorfor han ikke skulle kunne kæmpe med om sejren, bortset fra at han stadig er ung og en anelse ustabil til tider.
Lieuwe Westra vandt næsten Paris-Nice, men i Post Danmark Rundt anser jeg ham kun som en outsider i øjeblikket, og det handler kun om formen: Hvor står han efter et skidt Tour de France? Han kørte en god enkeltstart i Eneco Tour of Benelux, men ellers ligner det grangiveligt, at han har satset alt for meget på at ramme formen tidligt på sæsonen. Herudover har man også Gustav Larsson, der kan vinde løbet via enkeltstarten, hvis han begrænser tidstab på Kiddesvej.
Lad mig påpege, at ovenstående i høj grad er baseret på hvad jeg tror og forventer. Mange bruger løbet som optakt til øvrige løb, og man kan derfor ikke helt forvente, at hverken form eller motivation er hvor den skal være.