Lørdag d. 13. august starter den nye sæson for Premier League, og Henry, Robben, Gerrard, Rooney og alle de andre stjerner slippes igen løs på de engelske fodboldbaner! Åbningskampen fløjtes i gang kl. 13:45 og står mellem sidste sæsons nr 4 og nr 3, Everton og Manchester United.

Analyser af førsterunde-kampene og af diverse langtids-væddemål findes hér på BetXperts PL-side: http://www.betxpert.com/ekspert/eng/


Optakt


Her følger et kig på de 20 hold i den nye sæson af den engelske Premier League. Jeg gennemgår alle holdenes transfers til den nye sæson – er de blevet stærkere eller svagere? - og kommer med et bud på, hvilke spillere på hvert hold, der er profiler og hvorfor. Ligeledes vil jeg komme med mit bud på, hvilken placering, de forskellige hold har efter de 38 kampe.

Det er selvfølgelig en lang sæson og meget kan ske i løbet af sæsonen. Holdene kan blive forstærket af nye spillere eller svækket af afgang. Skader kan også spille ind, hvis det er profilerne, og hvem rammer formen på det rigtige tidspunkt.
Men jeg er ikke i tvivl om, at Chelsea tager mesterskabet, mens Wigan må en tur ned igen. Alt andet vil være en sensation for mig.

Allerførst et overblik over den forventede stilling efter sæsonens 38 runder, og derefter et kig på hvert hold (rækkefølgen er bestemt af sidste sæsons placering).

(Kommentarer - ris/ros - til optakten kan skrives i denne forumtråd: http://www.betxpert.com/forum/display.asp?threadID=15416&ForumID=9 )

Forventet stilling ved sæsonslut


1. Chelsea
2. Arsenal
3. Manchester United
4. Liverpool
5. Middlesbrough
6. Tottenham
7. Bolton
8. Everton
9. Aston Villa
10. Newcastle
11. Charlton
12. City
13. Birmingham
14. Fulham
15. Blackburn
16. West Ham
17. Sunderland
18. Portsmouth
19. WBA
20. Wigan

Chelsea FC aka ”The Blues”


Forsvarende mestre fra sæsonen 2004/05. Deltager i Champions League.

Chelsea vandt - som ventet - mesterskabet og skal forsvare det, samtidig med at man går efter Champions League samt de 2 engelske Cups. Man siger farvel til Alexei Smertin (lån til Charlton), Juan Sebastian Veron (retur fra lån), Scott Parker, Mikael Forssell og Mateja Kezman. Nogle prominente navne, men ingen af dem slog til i Chelsea. I stedet for har man hentet Asier Del Horno for at styrke backpladserne. Desuden har man hentet Shaun Wright Phillips samt Lassana Diarra - 2 spændende navne. Spændende at se om de kan slog sig igennem på Chelsea, eller om de bare forsvinder i mængden.

Alt i alt er det en forstærkelse af holdet, da man defensivt kommer til at stå bedre end sidste sæson, mens man offensivt har masser af strenge at spille på.

Profil: På det hold er det svært at udvælge én spiller, men defensiven bliver spændende at følge. Kan den klare sig lige så godt som sidste sæson, eller er der kommet et par ridser i lakken?

Placering: Jeg tror, at man gentager bedriften og hjemtager endnu et engelsk mesterskab. Kan ikke se, hvem der skulle stoppe dem i år. Så skulle det lige være dem selv, hvis de bliver for arrogante på banen.

Arsenal FC aka ”The Gunners”


Nr. 2 og Vinder af FA Cup. Deltager i Champions League.

Arsenal har været meget stille på transfermarkedet op til denne sæson. Faktisk så har man kun hentet én spiller ind, mens man har ladet adskillige gå - heriblandt Patrick Vieira (Juventus). Også danske Sebastian Svärd og den engelske U21-spiller Jermaine Pennant har forladt klubben, da de ikke fik spilletid. Gode talenter begge to. Ind har man kun hentet Stuttgart midtbanespilleren, Aleksandr Hleb. Om det er en svækkelse af holdet, skal blive spændende at følge. Savnet af Vieira ser stort ud, og om Hleb eller de 2 unge spillere, Cesc Fabregas og Mathieu Flamini, kan leve op til presset over en hel sæson, er et godt spørgsmål.

Hleb er en god spiller, og han skal nok slå til, tror jeg, men han skal først spilles ind, og det kommer til at koste i nogle kampe, så mesterskab bliver det ikke til, da jeg anser Chelsea for at være for stærke.

Profil: Thierry Henry er den helt store spiller i Arsenal. Når han har bolden, så skal man vente det uventede, da han er hurtig, driblestærk og hyperfarlig foran mål.

Placering: År 1 efter Vieira bliver ikke et mesterskab, og jeg tror, at man igen kommer til at slås med Manchester United om den direkte billet til Champions League, som 2. pladsen giver.

Manchester United aka ”The Red Devils”


Nr. 3. Træder ind i 3. runde af Champions League kvalen.

De røde djævle fra United er gået meget igennem på det seneste. Amerikanske Glazer har opkøbt klubben og taget den af børsen, hvilket har fået fans til at starte en ny klub ”FC United”, som begynder i den laveste engelske række. Uniteds akilleshæl er - siden Schmeichel stoppede - målmandsposten, hvor man har haft flere inde og vende for at finde den rette, men han er endnu ikke fundet. Til denne sæson har man skilt sig af med Roy Carroll (West Ham) samt flere unge spillere, der ikke har bevist nok til at få en ny kontrakt. For at forstærke holdet har man bl.a. hentet den hollandske keeper Edwin Van Der Saar (Fulham) og venstrekantsspilleren Park Ji-Sung (PSV Eindhoven). En klar forstærkning af holdet, der har noget at bevise i forhold til sidste sæson.

Profil: Park Ji-Sung skal nok blive spændende at følge i den røde trøje, hvor han har spillet ok i træningskampene, mens man også skal lægge mærke til angrebsduoen Nistelrooy/Rooney, der - hvis skadesfri - bliver en af ligaens stærkeste og farligste duoer.

Placering: Man bliver 2’er eller 3’er. Jeg tror, at det er de små ting, som afgør det. Indbyrdes kampe, skader samt satsning på Liga Cuppen. Jeg tror dog, at Arsenal har størst chance for at tage 2.pladsen igen grundet større dybde og bedre talenter.

Everton aka ”The Toffees”


Nr. 4. Træder ind i 3. runde af Champions League kvalen.

Sidste års overraskelse fra Everton skal i denne sæson bevise, at sidste sæson ikke var et tilfælde, så man har hentet et par gode spillere ind til denne sæson. Forsvaret er forstærket med danske Per Krøldrup, der nok får succes i Premiership for Everton, og Phil Neville. Midtbanen er forstærket med Mikel Arteta (Real Sociedad) og Simon Davies (Tottenham). Holdet har mistet 2 vitale forsvarere i Stubbs og Watson, der kunne have bidraget med masser af erfaring i Champions League. Alt i alt er holdet en smule forstærket, men ikke nok til at man vil kunne forsvare den flotte 4.plads, som man hentede sidste sæson.

Profil: James Beattie bliver nok den største profil af de 3 angribere, som har klassen til Premiership fodbold. Han har spillet på det engelske landshold og den erfaring, som han har fået der, skal der gøres brug af i Champions League.

Placering: Jeg forventer, at nu hvor man er med i CL, så vil man også gerne gøre det godt der, og det kommer til at koste i den hjemlige turnering. Især forsvaret ser ud til at være det svageste led for holdet. Bliver der ikke hentet endnu en forsvarer ind, så kan man godt ende længere nede, end den 8. plads, som jeg som udgangspunkt tror på.

Liverpool FC aka ”The Reds”


Nr. 5 og forsvarende Champions League mestre - og deltager i CL på dispensation.

Er der et hold, som skal true 3-kløveret i top, så er det uden tvivl Liverpool, men set over en hel sæson har de næppe den stabilitet, der skal til. Man har dog op til den nye sæson fået ryddet op i truppen og hentet nogle spændende spillere til klubben.
Ud er gået El Hadji Diouf, Vladimir Smicer, Chris Kirkland, Mauricio Pellegrino samt flere unge spillere, der ikke havde gjort det godt nok til at forlænge kontrakten.
I stedet har man hentet den tårnhøje angriber Peter Crouch (Southampton); forsvarer Antonio Barragan (Sevilla), målmand Jose Reina (Villarreal), og midtbanen er blevet udbygget med Mark Gonzales (Albacete), Bolo Zenden (Middlesbrough) samt Mohamed Sissoko (Valencia).
Liverpool er det hold, der har været mest ude på markedet for at gøre truppen bredere, så man kan satse på flere turneringer, eftersom den manglende bredde var en af grundene til at man ”kun” blev 5’er sidste år.

Profil: Hvem ellers? Steven Gerrard, der blev lokket med Abramovich’s milliarder, men valgte at følge hjertet og underskrev en ny kontrakt med barndomsklubben. Kan han holde samme niveau, så kan holdet godt drille Arsenal og Manchester United i kampen om 2./3.pladsen, men tror dog, at Liverpool maks. bliver 4’er, da man prioterer dét at genvinde Champions League højt.

Placering: Som sagt, så kan man godt drille United og Arsenal i kampen om 2./3.-pladsen, men meget kommer an på, hvor godt, at man kommer i gang. Truppen er klar forstærket, og man ender bestemt ikke udenfor top 4 denne sæson. En 4.plads og kvalifikation til Champions League er meget realistisk for dette Liverpool-hold i sæsonen 05/06.

Bolton Wanderers aka ”The Trotters”


Nr. 6 i sæsonen 2004/05. UEFA Cup.

Ligesom Everton så overraskede Bolton mange sidste sæson, da man hentede 6. pladsen. Bolton har vist sig en klub der kan tiltrække alle de spillere, som er blevet til overs i andre klubber. Eksempler i de seneste er Hierro og Ivan Campo, der kom fra Real Madrid. Til denne sæson har man dog sagt farvel til rutinerede kræfter i Vincent Candela, Julio Cesar og Fernando Hierro. Alle 3 spillede ikke ret meget for klubben sidste år, men bliver alligevel et savn, da man ikke har hentet så mange spillere ind til den nye sæson. Man har fået Abdoulaye Diagne Faye (Lens, lån), El Hadji Diouf (Liverpool) samt den rutinerede keeper Ian Walker (Leicester), samt målfarlige Jared Borgetti, der senest spillede for Mexico ved Confederations Cup i Tyskland, hvor han var en af de målfarligste spillere.

Profil: Jared Borgetti skal nok blive en værdifuld spiller for Bolton, når han mestrer det engelske sprog i sådan en grad, at han kan kommunikere med sine holdkammerater.

Placering: Truppen er blevet smallere, og vil man satse på UEFA Cup og engelske Cups, så går det ud over ligaen, hvor jeg tror, at man godt kan ryge ned som nr. 10-12 stykker. Men satser de på ligaen, bør truppen kunne bære en 7.plads.

Middlesbrough aka ”Boro”


Nr. 7 i sæsonen 2004/05. UEFA Cup.

I sidste sæson troede jeg virkelig på, at Boro kunne drille de store på Champions League pladserne, men man var hele sæsonen forfulgt af skader hos flere af deres bedste spillere. Det blev dog til en 7.plads, og samtidigt kom man helt til 1/8-finalerne i UEFA Cuppen, hvor man røg ud til de senere sølvvindere fra Sporting Lissabon. Alt i alt en god sæson, som jeg – igen – tror, at man kan overgå. Man har forstærket angrebet med den farlige Aiyegbeni Yakubu fra Portsmouth samt styrket defensiven med unge Emanuel Pogatetz fra Bayer Leverkusen. Man har mistet Boudewijn Zenden til Liverpool efter et par gode år hos Boro, mens man har lånt unge Andrew Davies ud til Derby i Championship.
Alt i alt ser jeg truppen som forstærket, og kan man undgå skader i samme grad som sidste sæson, så kan man godt drille Liverpool, tror jeg.

Profil: Nykøbte Aiyegbeni Yakubu, som man har betalt hele 7,5 millioner pund til Portsmouth for. Yakubu var den store grund til at Portsmouth ikke rykkede ned sidste sæson, da han scorede hele 17 mål i 34 kampe. I Boro skal han kæmpe med bl.a. Hasselbaink, Joseph-Desire Job og Mark Viduka. Sidstnævnte er måske på vej til Newcastle.

Placering: En top5 placering burde ikke være urealistisk, når man kigger på, hvad holdet har af spillere. Det bliver svært at overgå Liverpool i kampen om 4.pladsen, men rammer man en god periode, mens det går mindre godt for Liverpool, så er det ikke umuligt.

Manchester City aka ”The Citizens”


Nr. 8 i sæsonen 2004/05.

Holdet, der lever i skyggen af bysbørnene, United, har lavet en handel, der har bragt stor fokus: Salget af guldfuglen Shaun Wright-Phillips til mægtige Chelsea for hele £21,5 mil. Væk er også Paul Bosvelt, Jon Macken og Steve McManaman røget – bare for at nævne nogle af de mere kendte spillere. Ind til at erstatte dem har man hentet Andy Cole og den tidligere landsholdsangriber, Darius Vassell, der håber, at han kan kickstarte sin karriere i City, samt Kiki Musampa, der i sidste sæson var på lejekontrakt, som er gjort permanent.
I selve angrebet er man blevet noget stærkere, mens midtbanen er blevet svag og meget sårbar overfor skader.

Profil: Darius Vassell føler at hans drøm er blevet til virkelighed med skiftet til City. I Villa havde han en ikke så god sæson og var meget skadet. Nu er han tilbage, og han har erklæret at City’s boss, Stuart Pearce, var en stor del af grunden til at han flyttede.

Placering: City får en svær sæson uden Phillips. Han var en vigtig spiller for det City-hold, der fik en fornem 8. plads sidste sæson, og den placering bliver svær at forsvare, da holdene omkring City har oprustet mere til den kommende sæson. Ender man i den øverste halvdel, så er det flot, men jeg tror, at de ender omkring nr. 11-12.

Tottenham Hotspurs aka Spurs


Nr. 9 i sæsonen 2004/05.

Jeg vil være ærlig fra start af denne vurdering… Mit favorithold er Spurs, så nogen vil mene, at den er farvet, men jeg synes selv, at jeg har været fair i vurderingen.
Tottenham har været meget igennem i løbet af sommeren. Man mistede sportsdirektøren Frank Arnesen, der gik til evigt sultne Chelsea. Tottenham har skiftet lidt ud på midtbanen, hvor man har sagt farvel til Thimothee Atouba, Simon Davies og unge Rohan Ricketts. Ingen af de 3 formåede dog, at skinne igennem hos Spurs. I stedet har man hentet Edgar Davids, som nok bliver en spiller, som man skal følge i næste sæson i Spurs trøjen. Derudover hentede man også Wayne Routledge, Paul Stalteri, Teemu Tainio, Tom Huddlestone samt Aaron Lennon. Som jeg ser det, så er det en god forstærkning af Spurs holdet.

Profil: På de andre hold har jeg som regel udpeget en spiller, som scorer mange mål eller lægger op til mange, men hos Spurs har jeg valgt at skrive lidt om den engelske landsholdsmålmand Paul Robinson, der før sidste sæson kom til Spurs fra Leeds. Han laver de mest fantastiske redninger og har netop forlænget sin kontrakt til 2009. Sidste år var han - sammen med forsvarer Ledley King - en stor del af grunden til den 9.plads, som man hentede.

Placering: Favorithold eller ej, så tror jeg på en højere placering i år. Et godt bud vil være en 6.plads. Holdene over har handlet godt i pausen, men Tottenham har holdt fast i basen fra sidste år og hentet noget erfaring i Edgar Davids, så det bliver en god Spurs-sæson, tror jeg.

Aston Villa aka ”The Villans”


Nr. 10 i sæsonen 2004/05.

Aston Villa skuffede en smule sidste sæson. Man havde et godt hold, der kunne have bragt holdet i UEFA Cup, men grundet skader hos holdets 2 stærkeste angribere, så blev det ikke til så mange mål på de vigtige tidspunkter i sæsonen. Det mest markante frasalg er Darius Vassell, men i stedet har man hentet Kevin Phillips, der de seneste år har spillet hos Southampton, hvor det er blevet til 23 mål i 64 kampe. Man har mistet 3 unge spillere, der ikke fik den store spilletid i klubben, mens man har hentet forstærkninger til alle kæder. Udover Phillips, så har man hentet Patrik Berger til midtbanen, Aaron Hughes til forsvaret samt unge Stuart Taylor som konkurrent til danske Thomas Sørensen, der nok skal have en bedre sæson end sidst, hvis han skal blive ved med at være førstevalg.

Profil: Angrebsduoen med Angel og Phillips har en stor opgave på sine skuldre, hvis man ikke henter endnu en angriber til klubben, da man pt. kun har 3 angribere med klasse nok til at spille Premiership. Især Phillips bliver spændende at følge i sin nye klub. Angel skal til at vise noget igen, da han i sin første sæson scorede masser af mål, men siden havde sværere ved at stå for presset.

Placering: I år tror jeg, at Aston Villa får en sæson lige omkring midten af ligaen, HVIS man ikke forstærker angrebet med min. 1 angriber mere. Resten af holdet har klassen til at spille med højere oppe, men det er et problem, hvis der ikke er mere end 2 med klasse til at lægge kuglerne i kassen.

Charlton aka ”The Addicks”


Nr. 11 i sæsonen 2004/05.

Charlton er et typisk engelsk midterhold, der ikke bevæger sig ret meget frem eller tilbage i tabellen. Siden 2000, hvor man rykkede op i den bedste række, er det blevet til placeringer mellem nr. 7 og nr. 14. Man har ikke været tæt på det store Europa eller nedrykning. Man har en ok trup og har hentet et par gode spillere til at erstatte de spillere, som man har mistet. Ud er Mark Fish og Paul Konchesky røget, begge har masser af erfaring fra Premier League, mens man har hentet Gonzalo Sorondo (lån fra Inter), Jonathan Spector (lån fra Man. United) samt Chris Powell, som vender tilbage efter en enkelt sæson hos West Ham. Ligeledes har man lånt Smertin i Chelsea, købt Ambrose i Newcastle og Darren Bent i Ipswich. Alt i alt er det et forstærket hold, der møder til start.

Profil: Darren Bent bliver den store profil, som man har hentet i Ipswich, hvor han scorede mange mål og det lader til at han fortsætter, hvor han slap. I Ipswich scorede han hele 56 mål i 116 kampe, og han har haft god succes på diverse U-landshold. I træningskampene har han scoret næsten efter behag. Senest scorede han begge mål i 2-0 sejren over Feyenoord.

Placering: Selvom man har oprustet en smule i forhold til sidste sæson, så tror jeg ikke, at man lander ret meget højere end 10-12 stykker. Man har en god trup, men den burde nok være lidt bredere.

Birmingham aka “The Blues”


Nr. 12 i sæsonen 2004/05.

Birmingham har beholdt meget af truppen fra sidste år og forstærket den med Nicky Butt og Jermaine Pennant. Butt er en erfaren spiller, der har spillet flere landskampe og har masser af rutine fra europæisk fodbold for Man. U. The Blues har mistet Ian Bennett og Darren Carter, der brugte det meste af sidste sæson som udlejningsspillere i diverse klubber. Det største tab er uden tvivl Robbie Blake, der sidste sæson ikke scorede det store, men alligevel var en vigtig brik for holdet i starten af sæsonen.

Profil: Nicky Butt, som man har lånt i Newcastle for hele sæsonen. Han skal bruge tiden i Birmingham på at kæmpe for at genvinde sin landsholdsplads mhp VM 2006 i Tyskland. Der var ikke udsigt til så meget spilletid i Newcastle med tilgangen af Emre på midtbanen, så det var det bedste, der kunne ske for hans karriere. Han er en fightertype, der aldrig giver op.

Placering: Med tilgangen af Butt og Pennant på midtbanen, har man mere dybde end sidste sæson, hvor man skuffede mange, men jeg regner ikke med at man rykker det store op i tabellen i forhold til sidste sæson, hvor det blev til en 12. plads.

Fulham aka “Cottagers”


Nr. 13 i sæsonen 2004/05.

I forhold til sidste sæson, så ser jeg Fulham som svækket. Man har mistet Edwin Van Der Saar til Manchester United og Andy Cole til Manchester City. Det er begge svækkelser i forhold til sidste sæson, og spørgsmålet er især om den nye keeper, Jaroslav Drobny, reelt kan erstatte Van Der Saar. Derudover har man skilt sig af med en masse spillere, der ikke gjorde indtryk sidste sæson. Ind har man også hentet den danske forsvarer Niclas Jensen. Man har også hentet australske Ahmad Elrich, og om han er god, synes jeg, at han selv skal bevise. I stedet for Cole har man hentet Heidar Helguson i Watford, hvor han var en farlig angriber med 20 mål i støvlerne.

Profil: Amerikanske Brian McBride, der endelig har fået chancen i Premiership efter et par succesfulde låneperioder. Han kom sidste sæson fra MLS-klubben Columbus Crew, hvor han var en stor faktor i den succes, som Columbus fik i et par sæsoner. Over hele sidste sæson spillede han 37 kampe for Fulham og scorede 9 mål, så han var en vigtig del af Fulham’s offensiv.

Placering: Fulham kommer næppje længere end i sidste sæson. Man har mistet nogle vigtige spillere i sæsonpausen, og erstatningerne har ikke slået til endnu i træningskampene. Man har dog en lidt bedre og bredere trup end nogle af holdene længere nede, så der bliver ikke tale om nedrykning.

Newcastle aka ”The Magpies” eller “The Toons”


Nr. 14 i sæsonen 2004/05.

Newcastle oplevede nok sin værste sæson nogensinde, da klubben kun blev nr. 14. Elendig sæsonstart, intern ballade/slåskamp og skader var årsagerne til problemerne. Nu har man skilt sig af med Graeme Souness’ problembarn, Craig Bellamy, der forsætter i Blackburn. Man har virkelig forstærket midtbanen til denne sæson, hvor Emre Belozoglu og Scott Parker er kommet til, mens Nicky Butt, Darren Ambrose og Laurent Robert alle har forladt klubben. Kun Laurent havde en ok sæson.
I angrebet har man mistet Kluivert og Bellamy – begge havde en dårlig sæson for Newcastle. Man leder med lys og lygte efter en angriber til at støtte Shearer samt de 2 unge Shola Ameobi og Michael Chopra. Finder man den ikke, så kan det blive en svær sæson.

Profil: Emre er blevet hentet i Inter, hvor han har haft problemer med at spille sig fast på holdet. Nu er han kommet til Newcastle, hvor sproget måske kan blive en barriere, men han bliver spændende at følge i Newcastle-trøjen.

Placering: Alt efter om man får en angriber, og hvilken kvalitet han har, så ender man fra 10. pladsen og nedefter. Rygterne siger Michael Owen, og med ham ved siden af Shearer, så får man et godt angreb. Man har også fået samlet en midtbane, som der også er nogle mål i.

Blackburn Rovers FC aka “Rovers”


Nr. 15 i sæsonen 04/05.

Blackburn har været ret stille op til den nye start. Man har ikke hentet det store på transfermarkedet, men har til gengæld heller ikke solgt det store. Man har med andre ord næsten den samme trup, som man havde sidste år… Farvel er sagt til de marginale forsvarere Craig Short og Nils-Eric Johansson, der begge ikke spillede særligt meget i den seneste sæson. Man har også solgt angriber Jon Stead til oprykkerne fra Sunderland, mens man som erstatning har hentet både Craig Bellamy i Newcastle, hvor han ikke var populær hos manageren, og Shefki Kuqi i Ipswich på en free transfer. Han har haft stor succes i de engelske klubber, hvor han har spillet.

Profil: Bellamy, der var blevet upopulær hos Bryan Robson i Newcastle, og blevet lejet ud til Celtic, hvor han viste at angrebsinstinktet var i orden. Han skal nok slå igennem i Blackburn.

Placering: Alt efter hvor stor succes de 2 nye angribere får i Blackburn, så ender man lige under midten - omkring nr. 14-16, men med et godt forspring ned til nedrykningskampen.

Portsmouth FC aka ”Pompey”


Nr. 16 i sæsonen 04/05.

Man har sagt farvel til sin store stjerne, Aiyegbeni Yakubu, der er skiftet til Middlesbrough, mens man som erstatning har hentet Collins Ntofontofo Mbesuma hos Kaiser Chiefs, Sydafrika. Han er et stort talent, men er en spiller, der kræver noget tilvænning til Premiership og det højere tempo.

Profil: Angribere har Portsmouth nogle af, men ikke af høj klasse. LuaLua var et stort talent, da han blev hentet til Newcastle for nogle år siden, men slog aldrig rigtig til i klubben. Derefter blev han lånt ud til Portsmouth, hvor han foldede sit talent ud, så det blev til en permanent kontrakt. I ca. 40 kampe - heraf 10 som indskifter - er det blevet til 10 mål fra LuaLua.

Placering: Savnet af Yakubu bliver for stort til, at man kan redde livet i ligaen efter min mening. Han var en vigtig sidste sæson, og henter man ikke en rigtig god afløser, så spiller man ikke i Premiership efter denne sæson.

West Bromwich Albion aka ” The Baggies”


Nr. 17 i sæsonen 04/05.

Alle havde dømt danskerklubben WBA til nedrykning allerede omkring marts måned, da det så ud til, at der ikke var håb for dem. På utrolig vis hentede man alligevel de andre bundhold, men havde brug for at resultaterne flaskede sig i sidste runde, hvilket de utroligt nok gjorde. Nu er man stadig i Premiership, men jeg tror, at man igen i år skal have meget held, hvis man ikke skal rykke ned

Profil: Man har hentet Steve Watson i Everton, og han var med på det hold, som skaffede Everton den fornemme 4.plads, der gav CL-kval. Watson spillede dog ikke helt op til tidligere niveau og fik derfor ikke en ny kontrakt, så han forsætter i WBA, hvor der bliver brug for hans store rutine.

Placering: Man har brugt mange penge for at blive oppe, men jeg vurderer, at man rykker ned alligevel. Spillerne, som man har hentet op til denne sæson, har ikke Premiership niveau, og man er yderst sårbar overfor de mindste skader.

Sunderland AFC aka ”The Black Cats”


Vinder af Championship 04/05 - direkte oprykker.

Det engelske elevatorhold fra Sunderland havde - igen i år - et stort forspring, men pludselig begyndte man at tabe mange point, så man begyndte at tro, at der lå en forbandelse over holdet, da man året før lå i en lignende situation, hvor man mistede oprykningen i PlayOff. Er der ikke noget overtro mht. sorte katte? (Black Cats)... Et navneskift kan måske komme på tale, hvis man stadig føler sig forfulgt af ”forbandelsen”.

Profil: Matt Poom var egentligt “bare” en målmand, som man lånte i Derby, da man havde en krise på posten omkring julen 2002, men han gjorde det så godt, at man gjorde aftalen permanent i februar 2003. Han er en fan-favorit med tilnavnet ”The Poomanator”. Sidste år var han ude stort set hele sæsonen grundet skade, men i år er han klar igen.

Placering: Sunderland kommer i år til at kæmpe om at undgå nedrykning med flere andre hold. Man har mistet Stewart og Whitley, der spillede en god sæson for dem – i stedet er Stead og Miller kommet til klubben. En placering lige omkring nedrykningsstregen er realistisk for ”The Black Cats”.

Wigan Athletic FC aka ”The Latics”


Nr. 2 i Championship 04/05 - direkte oprykker.

Den engelske succeshistorie Wigan er for første gang nogensinde i Premiership. For bare 3 år siden lå man i den tredjebedste række, og man er rykket op 2 gange på 3 år. Imponerende arbejde af spillerne og manager Paul Jewell. Forsvarerne Nicky Eaden og Ian Breckin har forladt klubben – begge havde en stor del af æren for at rykke op. Midtbanen må undvære Jason Jarrett og Gareth Whalley, mens angrebet har mistet Magno Vieira. Ingen af de 3 havde dog bevist det store i sæsonen. Ind har man hentet 3 gode forsvarere, da man ved, at det er der, at man vil få problemer. Stephane Henchoz, Ryan Taylor og Pascal Chimbonda er kommet til klubben for at styrke den skrøbelige defensiv..

Profil: Klubbens største profil må uden tvivl være den australske målmand, John Filan. Han kom til klubben i 2001, da han var blevet andetvalg til Brad Friedel i Blackburn. Den erfaring, som han har fra den bedste række, har han brugt til at hjælpe Wigan op gennem rækkerne. En yderst vigtig og værdifuld spiller fra Wigan.

Placering: Wigan har en meget smal trup og er yderst sårbar overfor skader, da reserverne ikke har nær den samme kvalitet som de startende 11. Jeg tror, at Wigan kun får én sæson i Premiership før man må en tur ned i Championship igen. Jeg ser det faktisk næsten som en sensation, hvis Wigan er at finde i Premiership næste sæson.

West Ham United aka ”The Hammers”


Vandt PlayOff finalen 04/05 over Preston.

Hele Englands talentfabrik er tilbage i den bedste række. Klubben har opfostret mange af de spillere, som man ser på flere af de store hold i Premiership. Penge styrer klubberne, men West Ham har en elendig økonomi, så man bliver nødt til at slippe dem tidligt. Desværre, da man ellers ville have et hold, der lå i toppen af Premiership. Man har forstærket truppen med målmand Roy Carroll fra Man. United, samt en masse defensive spillere. Man har hentet Danny Gabbidon, James Collins og Poul Konchesky som erstatninger for Chris Powell og Rufus Brevett. Der bliver brug for dem i den nye sæson. Til midtbanen har man hentet Yossi Benayoun som en erstatning for Don Hutchison, der ikke fik den store spilletid.

Profil: Roy Carroll i målet bliver en meget vigtig spiller for West Ham, der hentede ham til klubben, da det var klart, at sidste sæsons førstevalg skulle have en operation, og man ville ikke satse på unge Stephan Bywater i en hel sæson.

Placering: Når man er den oprykker, der er kommet med på yderste mandat (PlayOff-kampe), så er det forventet, at man ryger lige så hurtigt tilbage igen, men kan man holde sig skadesfri det meste af sæsonen, så er der tegning til en god sæson for ”Hammers”. Jeg har tiltro til, at West Ham bliver i Premiership.