3 måneders sommerpause er forbi, og vi kan byde velkommen til en ny sæson i verdens bedste damehåndboldliga, TOMS ligaen. Den skydes igang lørdag d. 3. september, hvor de tre første kampe spilles.

TV2 sender to af kampene; I Esbjerg Stadionhal får værterne besøg af Viborg HK – den kamp spilles kl. 14.15. Lørdagens anden kamp står mellem oprykkerne fra Frederikshavn FOX og de danske mestre fra Slagelse DT – den spilles i Frederikshavn Arena kl. 16.15, mens den tredje og sidste kamp mellem Horsens HK og FCK Håndbold spilles kl. 15.00 i Forum Horsens.

De tre lørdags-kampe efterfølges af et enkelt opgør søndag kl. 15 mellem Randers HK og KIF Kolding. Mandag mødes Sønderjyske og Ikast/Bording kl. 19.30, mens den sidste kamp i første spillerunde spilles på onsdag kl. 22.00 (sendes på DR1): Aalborg-GOG.

Analyser er på vej - og kan, når de ligger klare, ses på BetXperts håndboldside (skriv dig evt på mailinglisten og få et praj, når nye analyser er ude): http://www.betxpert.com/ekspert/hb/

Det skal blive meget spændende at se om Slagelse kan gentage succesen fra sidste sæson og vinde både mesterskab og Champions League. Men igen i år får de kamp til stregen, og faktisk er flere hold end nogensinde med i kampen om de fire slutspilpladser. Slagelse DT, Aalborg DH og Viborg HK er næsten selvskrevne, mens Ikast/Bording, som tidligere var ”sikker” i slutspils-regi, kommer igen på hårdt arbejde, nu hvor GOG/Svendborg TGI, FCK Håndbold og Horsens HK stiller med stærke hold.

Al spændingen er dog ikke helt centreret i toppen, for i bunden vil der også komme et sandt drama, hvor fem hold reelt set er direkte kandidater til at ryge ned i første division. Pt. er oprykkerne Sønderjyske og Frederikshavn FOX ”favoritter” til at ryge tilbage i første division, men vi har set, at selvom man er oprykker, så kan man godt klare sig i den bedste liga – se bare på Team Esbjerg (8.plads i fjor). Udover oprykkerne så vil Team Esbjerg, KIF Kolding og Randers HK også formodes at være blandt dem, der kæmper om en billet til næste års liga – hvem bliver det? Team Esbjerg igen? Eller en af oprykkerne? Eller en helt tredje?

De spørgsmål og mange flere vil blive besvaret i løbet af sæsonen, men det endelige facit, kender vi først når de 22 runder af grundspillet er gennemført.

Herunder følger – efter et kig på sidste års slutstilling og på den forventede sluttabel for sæsonen 05/06 – en gennemgang i alfabetisk rækkefølge af hvert enkelt hold i den bedste række: Hvad kan vi forvente – og hvad forventer de selv?

I følgende forumtråd kan du komme med kommentarer - ris/ros - til denne optakt: http://www.betxpert.com/forum/display.asp?threadID=15833&ForumID=9

Slutstilling sæson 04/05


1. Slagelse FH
2. Aalborg DH
3. Viborg HK
4. Ikast/Bording
5. GOG
6. FCK Håndbold
7. Horsens HK
8. Team Esbjerg
9. Randers HK
10. SK Århus
11. Kolding IF
---------------------------
12. TMS Ringsted
13. Viborg HK

Det forventede resultat i sæson 05/06


1. Slagelse DT
2. Aalborg DH
3. Viborg HK
4. Ikast/Bording EH
---------------------------
5. FCK Håndbold
6. GOG/Svendborg TGI
7. Horsens HK
8. Randers HK
---------------------------
9. KIF Kolding
10. Team Esbjerg
---------------------------
11. Sønderjyske HK
12. Frederikshavn FOX


Den frække


1. Aalborg DH
2. Slagelse DT
3. Viborg HK
4. FCK Håndbold
---------------------------
5. Ikast/Bording EH
6. Horsens HK
7. GOG/Svendborg TGI
8. Randers HK
---------------------------
9. Sønderjyske HK
10. KIF Kolding
---------------------------
11. Team Esbjerg
12. Frederikshavn FOX



Aalborg DH


Klubben har været et tilbagevendende emne i medierne i ugerne op til sæsonstarten, men ikke pga spillet på banen. Sagen er, at Aalborg DH havde rod i regnskaberne. Seks manglende millioner var meget tæt på at lukke den ambitiøse klub; men ved hjælp af en økonomisk indsprøjtning fra diverse sponsorer i lokalområdet, blev klubben reddet fra konkurs, og man er nu klar til en ny sæson. Hvilken skam det ville have været, hvis de danske vicemestre ikke kunne stille til start!

Før al virakken omkring klubben, og inden den kortvarige indragelse af spiller-licensen, har Aalborg DH haft pengepungen oppe og handlet ind; Det største navn er uden tvivl målvogter Rikke Schmidt som kommer fra Slagelse, men også Matilda Boson og Marianne Rokne er gode navne, mens den største overraskelse er at Natasja Burges gør comeback i dansk håndbold. Med de fire tilgange, følger dog også tre afgange – Heidi Astrup vender tilbage til Viborg HK, målmandstalentet Maria Nørgaard er draget længere mod nord, nærmere bestemt Frederikshavn FOX, og så er Agnes Farkas stoppet.

Trods de kedelige omstændigheder omkring klubbens økonomi, så er der dog ikke ændret på målsætningen for den kommende sæson; 1) Holdet skal i Champions League med en samlet sejr over Motor Zaporoshye i CL-kvalifikationen 2) Holdet skal i en ny DM-finale, uanset modstanderen i semifinalerne (formentlig Viborg igen). Og med den trup som Aalborg DH stiller med, så er der god grund til optimisme, for her er et hold med kvalitet og som kan gå langt, både i den hjemlige turnering, men også i Champions League. Og skulle det kun blive til en tredjeplads i gruppespillet i CL (hvis holdet altså klarer kvalifikationen), så vil Aalborg DH uden tvivl være favorit til at tage sin første europæiske titel i Cupwinners Cuppen.

Tilgang:
Natasja Burges (Hollandsk klub)
Rikke Schmidt (Slagelse DT)
Matilda Boson (FCK Håndbold)
Marianne Rokne (SK Århus)

Afgang:
Agnes Farkas (Stoppet)
Heidi Astrup (Viborg HK)
Maria Nørgaard (Udlejet til Frederikshavn FOX)

Bud på placering: 1-2.pladsen

FCK Håndbold


Svingdøren har for alvor blafret i FCK Håndbold. Ni spillere er kommet til klubben, og ni har forladt den. Dertil kommer et trænerskifte. Desværre har man måttet se flere store stjerner forlade klubben i form af karrierestop; Camilla Andersen, Camilla Thomsen, Leila Lejeune, Gitte W. Nørsøller og Signe Pedersen. Det har nødsaget FCK til at finde den store tegnedreng frem og investere i nye klassespillere, og det må siges at være lykkedes. Her skal blandt andre nævnes den ungarske klassekeeper Katalin Palinger, den elegante landsholdsfløj Josephine Touray samt den robuste stregspiller Sara Holmgren. Men ikke nok med det, så har man også være nødt til at hente en ny træner til klubben, efter afskedigelsen af Morten Soubak – her har man hentet den erfarne træner fra Horsens HK, Thomas Hylle, til klubben. Han har fået til opgave at spille dette mandskab sammen, og der hviler et stort pres på hans skuldre, da FCKs ledelse gerne vil se nogle gode resultater; En slutspilsplads!

FCK Håndbold fik sidste sæson en suveræn start, det så ud som om, at de ville tromle stort set alt og alle, og sikkert spille sig i slutspillet. Sådan gik det ikke helt, for efter otte sejre i træk knækkede filmen, og herfra gik det næsten kun ned af bakke. Efter mødet med stormagterne Slagelse DT, Aalborg DH og Viborg HK, gik holdet fuldstændigt i stå – så meget at det kun blev til en skuffende sjetteplads i grundspillet – nok den primære årsag til Morten Soubaks fyring (eller afskedigelse som de gerne vil kalde det på de kanter).

Så som sagt er kravene store allerede fra start til Thomas Hylle, men kan han få samarbejdet på holdet og banen til at fungere, så vil FCK Håndbold allerede i år være en seriøs bejler til slutspillet, hvilket jo er den klare målsætning for klubben. I europæisk regi skal FCK igen i år spille med i EHF Cuppen, hvor en kvart- eller semifinaleplads bestemt er mulig, men der er endnu ikke sat en klar målsætning på denne front.

Tilgang:
Katalin Palinger (Dunaferr)
Josephine Touray (FCK Håndbold)
Sara Holmgren (Horsens HK)
Stina Madsen (Slagelse DT)
Suzana Cubela (Rosa Hummel)
Michelle Skovgaard (FIF Ynglinge)
Sladana Dronic (FIF Ynglinge)
Sofie Boch-Sørensen (FIF Ynglinge)
Thomas Hylle, Træner (Horsens HK)

Afgang:
Camilla Andersen (Stoppet)
Leila Lejeune (Stoppet)
Camilla Thomasen (Stoppet)
Gitte W. Nørsøller (Stoppet)
Signe Pedersen (Stoppet)
Chana Mason (Leipzig)
Matilda Boson (Aalborg DH)
Tatiana Bennedsen (Slagelse DT)
Morten Soubak, Træner (Brasilien)

Bud på placering: 4-5.pladsen

Frederikshavn FOX


Frederikshavn FOX er, allerede inden startskuddet har lydt, dømt til nedrykning til 1. division – faktisk har man i visse kredse dømt vendelboerne til at lide samme skæbne som TMS Ringsted fik i sidste sæson, hvor det kun lykkedes midtsjællænderne at skrabe sølle to point sammen. Den holdning har de dog ikke helt i det nordjyske, hvor man helt og fast tror på overlevelse, selvom oddsene er klart imod dem.

I sidste sæson startede en ganske indviklet kvalifikations-turnering, som i realiteten gav hvert hold to chancer for at rykke op i ligaen. Det var meget tæt på, at FOX kunne have sluppet for kval. kampe, da man blot var ét point efter Sønderjyske på den direkte oprykningsplads. Men da det endelig skulle være, gjorde frederikshavnerne rent bord. Først mod Team Tvis Holsterbro i (55-36), og i kval.-”finalen” mod Silkeborg/Voel KFUM, der blev slået med hele 50-29.
Frederikshavn FOX stiller ligesom KIF Vejen med et meget ungt hold med masser af potientale – gennemsnitsalderen ligger på 24,26 år. Så erfaring er ikke det man finder mest af på holdet, men til gengæld finder man heldigvis en stor vilje samt en stærk hjemmebane. For med plads til omkring 2500 tilskuere, så er Arena Nord en vigtig brik i puslespillet som skal sikre den overlevelse i verdens bedste liga, som er det primære mål for FOX.

Tilgang:
Maria Nørgaard (Lejet fra Aalborg DH)
Katarina Dubajova
Anders Thomsen, Træner (Horsens HK)

Afgang:
Mette Nielsen

Bud på placering: 11-12.pladsen

GOG/Svendborg TGI


Så tæt på, men alligevel så langt fra! Det var nok den mest brugte sætning i GOG-lejren, da grundspillet i sæsonen 2004/2005 blev afsluttet med uafgjort i Viborg Stadionhal. Efter at fynboerne havde ligget lunt i svinget til slutspil, glippede det hele i de sidste runder, hvor Ikast/Bording overhalede indenom og sikrede sig pladsen for snuden af dem.

I år har GOG så tænkt sig at det skal være den anden vej rundt – men der kom hurtigt skår i optimismen, da holdets anfører og største stjerne, Monique Feijen, forleden måtte forlade træningen med et overrevet korsbånd. Derfor har man i det sydfynske været desperat efter at finde en afløser til Feijen for hele sæsonen. Endnu er det en smule uvist om det er lykkedes for GOG/Svendborg er finde en sådan. Men selv uden Feijen står GOG/Svendborg stærkt, med Pearl Van der Wissel, Winnie Mølgaard, Annette Hovind Johansen og Anne Kareeva som de største profiler på et mandskab, der dog må undvære førstekeeper, Inna Suslina, der også sidder ude med en skade; men hun forventes dog at være klar snarest.

På et nyligt afholdt pressemøde afslørede det fynske mandskab planen for denne sæson, hvor målsætningen er klar: GOG skal være en seriøs bejler til top 4 i ligaen – endvidere skal man nå kvartfinalerne i EHF-cuppen, samt deltagelse i semifinalerne i landspokalturneringen.

Tilgang:
Stine Frank (efter endt lejemål i SK Århus)

Afgang:
Lene Lund-Nielsen (Viborg HK)
Ragnhild Aamodt (Ikast/Bording)

Bud på placering: 4-6.pladsen

Horsens HK


Siger man Horsens, siger man også stabilitet. For Horsens Håndboldklub har i de sidste mange sæsoner altid ligget i den lune, men knapt så spændende midterdel; faktisk er de røde endt blandt de fire midterste hele fem gange i de seneste syv sæsoner. Deres bedste placering i den tid er en sjetteplads, mens en niendeplads er deres ringeste – det siger en del om deres stabilitet.

Horsens stiller igen med et særdeles stærkt hold, men desværre har de måtte sige farvel til et par stærke kort; heriblandt især den nu håndboldpensionerede Åsa Eriksson- men også Sara Holmgren, Heidi Søndergård og Tine Ladefoged vil blive savnet. Dog er der kommet nye forstærkninger til, i form af Ditte Andersen fra Ikast/Bording og Annika Wiel Frieden, der er at finde på det svenske landshold. Hun var en dygtig målvogter i sine første håndboldår og blev hurtigt spået en lysende fremtid – det fik man så også ret i, men det er bare ikke foran målet hun brillierer i dag... Næ, det er på højrebackpladsen (og fløjen)!

På bænken er der også sket udskiftninger. To nye ansigter er at finde: Kenneth Sahlholdt overtager cheftræner-sædet fra Thomas Hylle, mens Claus Mogensen bliver den nye assistent efter Anders Thomsen. Deres opgave bliver i første omgang at lære det nye hold at kende og få sat skik på spillet, nu hvor to af styrmændene har forladt klubben. Men trods de mange nye ting, så er målsætningen soleklar; At være blandt de syv hold, der skal spille om de øverste fire pladser: Og mon ikke det lykkes igen at få en solid placering?

Tilgang:
Ditte Andersen (Horsens HK)
Marianne Bonde (?)
Annika Wiel Freden (Svensk klub)

Afgang:
Tine Ladefoged (Stoppet)
Åsa Eriksson (Stoppet)
Sara Holmgren (FCK Håndbold)
Heidi Søndergård (?)
Tove Seest (?)

Bud på placering: 6-7.pladsen

Ikast/Bording EH


Ikast/Bording havde et ganske turbulent år i den forhenværende sæson, hvor skader og uro i klubben satte en kæp i hjulet for det sejrsvante mandskab. Efteråret bød på flere nederlag, og hurtigt blev det jyske hold udpeget som den store taber i kampen om slutspilsbilletterne. Det så meget skidt ud, men heldigvis gav Ikast-pigerne ikke op, og da skadeslisten igen var reduceret til et minimum, begyndte resultaterne også at komme, og det ene point efter det andet trillede ind på kontoen. Pludselig var Ikast tilbage i slutspils-racet, der endte med at klubben snuppede fjerdepladsen for snuden af GOG. Det hele endte dog brat i semifinalen, hvor man tabte i to kampe til Slagelse.

Ikast/Bording har også i sommerpausen været ude med snøren og hente klassespillere til klubben; Et af verdens største talenter lige pt. Fanny Lagerström er kommet til fra svensk håndbold, samt Kari-Anne Henriksen fra norske Tertness og Ragnhild Aamodt fra GOG. Men det er også gået den anden vej, hvor en af de store i dansk håndbold har sagt farvel (foreløbigt): Kristine Andersen. Hun har dog ikke afvist et comeback, hvis håndboldlysten skulle byde ind igen for alvor. Samtidig er Ana Vojcic og Sanja Jovovic rejst hjem til Serbien/Montenegro igen, mens Josephine Touray er draget til hovedstaden for at tørne ud for den største konkurrent til slutspilspladserne, FCK Håndbold.

Champions League var ikke et emne der havde været oppe i Ikast lejren i lang tid, men da Aalborg fik økonomiske problemer, åbnede muligheden sig pludselig. Hvis Aalborg skulle gå konkurs, så ville Ikast have haft chancen for at træde i nordjydernes sted. Men en sidste øjebliks redning i det nordjyske fik snakken tilbage på EHF Cuppen, som Ikast vil forsøge at vinde for tredje gang. Det er en helt klar målsætning, samt at komme i top 4 i grundspillet og komme så langt i pokalturneringen som muligt.

Tilgang:
Fanny Lagerström (Team Eslöv)
Kari-Ann Henriksen (Tertnes)
Ragnhild Aamodt (GOG/Svendborg TGI)
Camilla Eriksen (Retur fra lejemål i Silkeborg/Voel)
Maria Sørensen (Nyoprykket)

Afgang:
Kristine Andersen (Stoppet)
Josephine Touray (FCK Håndbold)
Ditte Andersen (Horsens HK)
Sanja Jovovic (Budocnost Monet)
Ana Vojcic (Budocnost Monet)

Bud på placering: 4-5.pladsen

KIF Vejen


Det er ikke nemt at føre forretning med to topklubber af hvert sit køn – det har Kolding i hvert fald måttet sande, og man har derfor taget konsekvensen ved at flytte damerne ud af byen til en nærliggende by: Vejen. Det har medført at klubben har skiftet navn fra KIF Kolding til KIF Vejen – og det betyder også at Koldings ligakampe vil blive spillet i Vejen Idrætscenter.

KIF Vejen stiller i år med det yngste mandskab i ligaen. Truppens gennemsnitsalder ligger på blot 22,65 år. En af hovedårsagerne til at alderen er gået i ”bund”, er den afgang der er sket i klubben i løbet af sommeren. Holdets store franske spiller, Nodjialem Myaro, er rejst tilbage til fransk håndbold, mens de også har sagt farvel til rutinerede spillere som Camilla Carstens, Pernille Hansen og Christina Roslyng. Men med et farvel er der som regel også et goddag: KIF Vejen har fået forstærket truppen med to interessante spillere: Klara Boeva fra Kometal Skopje og Jelena Eric. De to bliver vigtige for det jyske mandskab, da man formentlig mister sin største profil i Lene Thomsen i november. En klausul i hendes kontrakt gør at hun kan forlade KIF før tid, på trods af at kontrakten først udløber til næste sommer, og en af hovedårsagerne til det forventede tidlige skifte er at hendes kæreste, fodboldspilleren Jacob Olesen, er skiftet fra SAS liga-klubben Sønderjyske til Viborg.

KIF har altid været en fast bestanddel i den bedste række og var da også for et par år siden med i den bedre halvdel – men siden hen er koldingenserne faldet lidt i nivaeu og må nok endnu engang tage sige til takke med en bundplacering. Målsætningen er top 8/9. pladsen, hvilket også er et ganske realistisk mål, taget i betragtning at man de sidste to sæsoner er endt på 10. pladsen.

Tilgang:
Stine Svangård
Thea Thougsen
Klara Boeva
Jelena Eric

Afgang:
Christina Roslyng (Gravid)
Camilla Carstens
Pernille Hansen
Gitte Duedahl
Nodjialem Myaro
Rikke Zachariassen
Ana Razdorov (Tilbage til Odense)
Mette Mathiasen
Lene Thomsen (Forlader KIF i november)

Bud på placering: 8-9.pladsen

Randers HK


Storhed og fald. Det er måske lige i overkanten, men Randers er gået fra at spille med om slutspilspladser til en kedelig bundplacering. En del af årsagen skal selvfølgelig findes i den truende konkurs som klubben var tæt på ved årskiftet. Her så man sig nødsaget til at sælge ud for at redde økonomien, hvilket betød at 2003/2004-fjerdepladsen blev skiftet ud med en niendeplads i sidste sæson. Og som det ser ud lige nu, så er en topplacering ikke noget man helt tror på i det kronjyske – nu gælder det om at få stabiliseret holdet og få spillet det unge mandskab sammen.

Randers HK har fået tilgang af flere spændende unge spillere - Tina Bjerke, Helle Dam, Kristin Børseth og Helene G. Andersen. Ude af klubben er: Thea Thougesen, Lisa Rasmussen, Annie Andersen og Anja Nielsen. Det giver Randers en trup der trods frafaldene stadig er udmærket, med rutinerede kræfter i Laura Danielsen, Heidi Søndergaard, Tatiana Silitch og Kathrine Munch. Målet er at lande nederst i midterfeltet på en 7-8.plads – men skal det mål indfries, så vil det kræve større stabilitet over flere kampe, og så skal man formentlig slå alle de nedre hold, i form af Sønderjyske, Frederikshavn FOX, Team Esbjerg og KIF Vejen.

Tilgang:
Tina Bjerke
Helle Dam
Kristin Børseth
Helene G. Andersen

Afgang:
Thea Thougesen (KIF Vejen)
Lisa Rasmussen
Annie Andersen
Anja Nielsen

Bud på placering: 8-9.pladsen

Slagelse DT


De dobbelte DM- og Champions League-vindere fra Slagelse DT er igen i år favorit til at tage disse trofæer. Anja Andersen har endnu engang formået at udfylde de huller som er opstået efter sommersalgene, ved at hente en superstjerne i Emilia Turey samt fire danske talenter. Turey kommer fra den russiske liga og er hentet til Slagelse ikke bare for at dække det hul der er opstået efter farvellet til flere fløjspillere, men primært for simpelthen for at styrke den i forvejen stærke sjællandske klub.

Målet var oprindeligt ”The Triple”, men grundet et fremtidsmæssigt klogt valg, blev det i onsdags slut med pokalhåndbold for Slagelse der tabte med tre mål til FCK. Dermed er der ”kun” ligaen og Champions League tilbage, men chancen for en ny ”Double” er igen ganske stor. Slagelse har en bred trup, blandet med udenlandsk verdensklasse, dansk topklasse og internationalt talent – det giver Slagelse et godt fundament for fremtiden.

Truppen er som sagt spækket med mange gode navne; Det største navn er uden tvivl Bojana Popovic, som igen vil blive en hovedrolleindehaver – men også Mette Meldgård, Cecilie Leganger, Carmen Lungu, Rikke Hørlykke og mange flere. Hvem skal dog true Slagelse? Reelt er det vel kun Aalborg der har en – lille – chance.

Tilgang:
Emilia Turey (Astrakhanocka Astrakhahan)
Marie Møller (retur efter udlejning i Viborg HK)
Sofie Steffensen (TMS Ringsted)
Tatiana Bennedsen (FCK Håndbold)
Liza Olsen (ROAR Roskilde)
Helle Svensson (SK Århus)

Afgang:
Ausra Fridrikas (McDonalds Wienerneustadt)
Valentina Radulovic (Kometal Skopje)
Rikke Schmidt (Aalborg DH)
Stinne Bossen (GOG/Svendborg TGI)
Lene Møller (Humlebæk)
Trine Larsen (SK Århus)
Stina Madsen (FCK Håndbold)

Bud på placering: 1-2.pladsen

Sønderjyske HK


Det går godt i det sønderjyske på det sportslige plan. Oprykning til den bedste liga både i håndbold og fodbold har for alvor sat Sønderjylland på danmarkskortet. I fodbolden går det udmærket for Sønderjyske, men i håndbolden bliver det noget sværere for – det har man forlængst forstået, og denne sæson handler udelukkende om at overleve blandt de ti øverste; derefter vil man forsøge at stabilisere sig i ligaen.

Det er ikke ligefrem de mest velklingende navne Sønderjyske stiller til start med, forud for denne sæson – men man skal bestemt ikke tage fejl, for trods mangel på store stjerner, så har de et ikke ueffent mandskab. Og med et par udenlandske forstærkninger i Branca Jovanovich og Marina Rokic, samt svenske Åsa Könsberg – så har de holdet der kan overraske og muligvis hente point mod nogle af de formodede tophold i ligaen; Viborg HK, Ikast/Bording og FCK Håndbold.

Men skal de klare skærene i deres comeback-sæson, så skal de ligesom de andre hold i den nedre halvdel vinde over de andre bundhold. Sportschefen i håndbold-afdelingen, Rene-Hamann Boerieths, ser da også vigtigheden i at vinde over de andre bundhold, da det kan være forskellen på liga og 1. division.

Tilgang:
Branca Jovanovich
Marina Rokic
Maria Hansen
Kamilla Brix
Åsa Könsberg
Louise Jakobsen

Afgang:
Stine Svangaard
Trine Nøddesbo
Louise Møhl
Steffi Pedersen
Petra Schultz

Bud på placering: 10-12.pladsen

Team Esbjerg


Team Esbjerg er vel det man i folkemunde kalder et rigtigt elevator-hold. I de sidste mange sæsoner har esbjergenserne hoppet frem og tilbage mellem liga og førstedivisions-bold. Nu er der dog mulighed for at Team Esbjerg kan stabilisere sig en smule, eftersom dette er den anden sæson i træk i den bedste række. Desværre kan Team Esbjerg ikke stille med helt samme hold som i sidste sæson – man har måtte sige farvel til den talentfulde landsholdsback, Ane Krogsgård, samt den rutinerede Vivi Sandberg (og Lise Hansen + Mette Kragelund). Der er dog kommet enkelte udenlandske forstærkninger til det vestjyske i form af den ungarske fløj, Agnes Turtøczki, den serbiske målvogter, Nives Kajganic, og den norske bagspiller, Monica Nesvik.

Træner Jan Leslie Pedersen sagde før sidste sæson at en niende/ottendeplads var målet for 2004/2005 – det mål nåede de til fulde, så der burde være grund til optimisme, men truppen ser igen smal ud og med afgangen af et par værdifulde og inkarnerede Esbjerg-spillere, er der et vigtigt arbejde forude for træner Jan Leslie Pedersen, når de tre nye udenlandske spillere skal spilles ind holdet. Og medmindre der sker et hurtigt sammenspil, så kommer Team Esbjerg til at kæmpe meget hårdt for at forsvare ottendepladsen fra sidste sæson.

Tilgang:
Agnes Turtøczki
Monica Nesvik
Nives Kajganic

Afgang:
Mette Kragelund
Lise Hansen
Ane Krogsgård
Vivi Sandberg

Bud på placering: 8-10.pladsen

Viborg HK


Danmarks største profil har forladt Viborg HK og – endnu værre – også dansk håndbold. Den i særklasse bedste danske landsholdspiller lige nu, Kathrine Fruelund, har forladt de mangedobbelte danske mestre fra Viborg til fordel for HC Leipzig, der for tiden forsøger at lave den tyske udgave af Slagelse DT/Aalborg DH. Men Fruelund er ikke den eneste Viborg-spiller der er rejst sydpå: Også den norske landsholdsfløj Camilla Thorsen er rejst til det tyske – hvilket har tvunget Viborg til at hente en ny forstærkning i form af rumænske Christina Varzaru der har masser af international rutine, primært via sin landsholdskarriere der tæller mere end 100 A-landskampe for Rumænien.

Udover Varzaru, så har Viborg også forstærket sig på stregpladsen ved Lene Lund-Nielsen der kommer fra GOG/Svendborg TGI – hun skal fungere som supplement til Olga Assink på stregen. Og så vender Heidi Astrup tilbage, endnu engang, efter et par sæsoner i det nordjyske. Hun skal overtage playmaker-pladsen efter karrierestoppet fra Lotte Kiærskou.

Thomas Ryde er ny i sædet hos Viborg HK, efter en sæson med fyring af Ryan Zinglersen og en kort periode med Søren Hildebrandt bag roret. Den tidligere svenske landstræner har været ganske tavs om målsætningen for klubben, men en placering i top 3 må være givet, samt at spille sig i Champions League – og så komme så langt i pokalturneringen som muligt. Viborg HK er startet på en frisk, med nye ansigter på banen og bænken – det skal blive ganske interessant at følge, hvad svenskeren kan få ud af de grønne jyder.

Tilgang:
Lene Lund-Nielsen (GOG/Svendborg TGI)
Heidi Astrup (Aalborg DH)
Ann-Grethe Nørgaard
Christina Varzaru (Se vhk.dk)
Lene Thomsen (Tiltræder i November)

Afgang:
Lotte Kiærskou (Stoppet)
Katrine Fruelund (Leipzig)
Camilla Thorsen (Leipzig)

Bud på placering: 2-3.pladsen