BetXpert har en del på tips-programmet denne onsdag. Om formiddagen er der tennis fra Monte Carlo; om eftermiddagen fra Rom - og om aftenen er der dansk håndbold (hvor slutspillet er i gang) samt fodbold fra Skotland, Frankrig og England.
Især sidstnævnte ser spændende ud. Aston Villa tager imod Everton i en kamp der gælder en sub-topplads og en Europa League-billet. Og i London dyster to lokalrivaler, der drives af et næsten 100-årigt gensidigt had: Tottenham Hotspur (hvis klubemblem viser en stolt hane) versus Arsenal.
Oven i hadet, handler det nordlondonske lokalopgør om mesterskab (som Arsenal spiller med om) og om CL-billetter (Spurs kæmper for at lande på en fjerdeplads).
Se oversigten over vores analyser på www.betxpert.com eller her.
Da Arsenal gjorde det slemme ved Tottenham
Af og til er fodbold ren og skær stammekrig. To klubber kan have så indarvet et had til hinanden, at en sejr over rivalen nærmest overgår et mesterskab i vigtighed. Sådan er det for Tottenham Hotspur og Arsenal – eller i hvert fald for mange af deres tilhængere.
Vel er det primitivt og grimt, men så længe det ikke udarter i vold (hooligans er den slags mennesker, der ville have haft en machete eller en pistol i hånden, hvis de var født i Rwanda eller Bosnien), så er det vel blot med til at gøre fodbold fascinerende.
Tottenham-Arsenal er et klassisk og meget prominent ærkefjende-opgør. Alle faktorer gør sig gældende: Det er et lokalderby – begge hører nemlig til i Nordlondon, få kilometer fra hinanden. Begge klubber regnes som storklubber i England og har vundet en lang række titler (for Tottenhams vedkommende, mest pokaltitler dog). Og endelig så hader de hinanden, ikke bare fordi det gør lokalrivaler jo, men af en årsag der ligger snart 100 år tilbage i historien... Kan det blive bedre?
I 1919 ville det engelske fodboldforbund genoptage virksomheden efter 1. Verdenskrig og ville i den forbindelse udvide ligaen med to hold. Spørgsmålet var, hvordan man skulle gøre. Skulle man lade de to nedrykkere fra den seneste sæson (1915) blive, eller skulle man lade to ekstra rykke op fra den næstbedste række? En afstemning i forbundet skulle afgøre sagen.
I 1915 var Chelsea og Tottenham landet på de to nederste pladser i den bedste række, mens Derby og Preston havde placeret sig på oprykningspladserne i 2. division. Chelsea var næsten selvskrevet til at drage fordel af udvidelsen, fordi holdet faktisk ikke ville være landet næstsidst, hvis det ikke havde været for et aftalt resultat mellem Manchester United og Liverpool. United fiksede kampen, vandt 2-0 og undgik dermed andensidstepladsen. Men hvad med Tottenham? Skulle klubben blive? Og hvad med United og Liverpool – skulle de tvangsnedrykkes som straf?
Enden på det hele blev at United og Liverpool fik lov at blive, Tottenham røg ned – og pladsen blev taget... ikke af nr 3, 4 eller 5 fra anden division, men af nr 6. Gæt selv... Jep, Arsenal! Hvordan i alverden kunne det nu ske? Tjah. Arsenals formand, Sir Henry Norris, var en snu krabat. Han fik bl.a. Liverpool på sin side, ved at love at han ikke ville tale for tvangsnedrykning trods det aftalte resultat med United. Og så blev der også spillet på Tottenhams upopularitet (der desværre til dels grundede i anti-semitisme, Tottenham stammer nemlig fra et jødisk kvarter).
Konklusion: Pga Arsenal-manipulation og racisme røg Tottenham ud af den bedste række – mens Arsenal fik pladsen!
Det var 1919. I dag skriver vi 2010. Men forholdet mellem de to klubber er ikke blevet bedre. I Spurs-kredse siger man således ikke "Sol Campbell” – men simpelthen ”Judas” om den store midterforsvarer der i 2001 skiftede fra Tottenham til Arsenal (hvor han nu er tilbage efter fire år i Portsmouth og Notts County).
Vel er det primitivt og grimt, men så længe det ikke udarter i vold (hooligans er den slags mennesker, der ville have haft en machete eller en pistol i hånden, hvis de var født i Rwanda eller Bosnien), så er det vel blot med til at gøre fodbold fascinerende.
Tottenham-Arsenal er et klassisk og meget prominent ærkefjende-opgør. Alle faktorer gør sig gældende: Det er et lokalderby – begge hører nemlig til i Nordlondon, få kilometer fra hinanden. Begge klubber regnes som storklubber i England og har vundet en lang række titler (for Tottenhams vedkommende, mest pokaltitler dog). Og endelig så hader de hinanden, ikke bare fordi det gør lokalrivaler jo, men af en årsag der ligger snart 100 år tilbage i historien... Kan det blive bedre?
I 1919 ville det engelske fodboldforbund genoptage virksomheden efter 1. Verdenskrig og ville i den forbindelse udvide ligaen med to hold. Spørgsmålet var, hvordan man skulle gøre. Skulle man lade de to nedrykkere fra den seneste sæson (1915) blive, eller skulle man lade to ekstra rykke op fra den næstbedste række? En afstemning i forbundet skulle afgøre sagen.
I 1915 var Chelsea og Tottenham landet på de to nederste pladser i den bedste række, mens Derby og Preston havde placeret sig på oprykningspladserne i 2. division. Chelsea var næsten selvskrevet til at drage fordel af udvidelsen, fordi holdet faktisk ikke ville være landet næstsidst, hvis det ikke havde været for et aftalt resultat mellem Manchester United og Liverpool. United fiksede kampen, vandt 2-0 og undgik dermed andensidstepladsen. Men hvad med Tottenham? Skulle klubben blive? Og hvad med United og Liverpool – skulle de tvangsnedrykkes som straf?
Enden på det hele blev at United og Liverpool fik lov at blive, Tottenham røg ned – og pladsen blev taget... ikke af nr 3, 4 eller 5 fra anden division, men af nr 6. Gæt selv... Jep, Arsenal! Hvordan i alverden kunne det nu ske? Tjah. Arsenals formand, Sir Henry Norris, var en snu krabat. Han fik bl.a. Liverpool på sin side, ved at love at han ikke ville tale for tvangsnedrykning trods det aftalte resultat med United. Og så blev der også spillet på Tottenhams upopularitet (der desværre til dels grundede i anti-semitisme, Tottenham stammer nemlig fra et jødisk kvarter).
Konklusion: Pga Arsenal-manipulation og racisme røg Tottenham ud af den bedste række – mens Arsenal fik pladsen!
Det var 1919. I dag skriver vi 2010. Men forholdet mellem de to klubber er ikke blevet bedre. I Spurs-kredse siger man således ikke "Sol Campbell” – men simpelthen ”Judas” om den store midterforsvarer der i 2001 skiftede fra Tottenham til Arsenal (hvor han nu er tilbage efter fire år i Portsmouth og Notts County).
