Serbisk tog standset af pausen

Der skulle meget til at bryde det momentum, Djokovic havde kørende i januar, hvor han vandt ATP Cup og Australian Open. En global virus var vel nærmest det eneste, der kunne stoppe serberen, da han indledte en intens jagt på Federers Grand Slam-rekord i begyndelsen af året, hvor han fejede al modstand af banen. 

Som alle andre sportsgrene er tennissporten også lagt ned. Især set i lyset af, at det er en udtalt global sport, så kan pausen vare rigtig længe. Det vil gavne nogle få, men ødelægge det meste for andre. Topspillerne vil føle det som en enerverende pause fra deres passion, mens eksistensgrundlaget for spillerne uden for Top-100 er truet, og turneringsarrangører er dybt bekymrede i denne tid, da corona kan sætte et endeligt punktum for deres turnering. Men hvad betyder det for sporten, og den interne konkurrence spillerne imellem?  

Ligesom WTA har en Serena Williams, der langsomt er ved at abdicere, så har ATP også nogle aldrende spillere, der måske kan få ødelagt den sidste del af karrieren grundet coronavirussen.  

Kan Federer fejre 40-års fødselsdag ved OL i Tokyo 2021 og stadig være en trussel? 

Man må desværre begynde at kigge så langt frem som til OL 2021, når det gælder kalenderen i tennisverdenen, hvor aflysningerne løbende tikker ind, og det bliver mindre og mindre sandsynligt at se tennis i 2020. Roger Federer bliver 40 år, når spillerne er i Tokyo til OL næste år. Der er ingen tvivl om, at OL-guldmedaljen i single er den sidste vigtige titel, der mangler på hans CV. Vil han sætte alle kræfter ind og have alt fokus på denne titel, eller virker det for usandsynligt? Der er ingen tvivl om, at hans primære fokus i 2020 var Wimbledon og OL. Nu er dette udskudt et år, og kan fysikken holde til et år mere på højeste plan? Det så allerede skidt ud i Australian Open i år, hvor han var skadet i ryggen. Og ryggen plagede ham også, da han røg ud af US Open i september mod Dimitrov. Jeg ser desværre schweizerens dage som talte, og for Federer er covid-19 måske det endelige farvel til verdenstoppen i tennis.  

Djokovic og Nadal 

Der er ingen tvivl om, at denne pause kom mest ubelejligt for verdens nummer 1, Djokovic, der virkede uovervindelig i 2020. Han var klar favorit til at vinde tre ud af fire Grand Slams i 2020, og samtidig være en trussel for Nadal ved French Open. Dette momentum er nu stoppet af pandemien. Og sidste gang at serberen havde en længere pause fra tennis, havde han gevaldige problemer med opstarten. Da han blev skadet ved Wimbledon i 2017, kom han først tilbage i 2018. Og begyndelsen af 2018 bød på nederlag til Chung, Daniel, Paire, Klizan og Edmund. Helt uhørte nederlag for en spiller af Djokovic’ kaliber.  

Nadal har på den anden side ofte haft skadespauser og er kommet nærmest endnu stærkere tilbage. Det har været en naturlig del af Nadals karriere, at han har haft disse ufrivillige pauser grundet en slidt fysik. Omstillingen fra total pause fra tennis til at gå ind og præstere uden kamptræning har Nadal mestret talrige gange i løbet af sin karriere.  

De unge bejlere fra Next Gen  

Der kan vel både tales for og imod, at denne pause er en fordel for de unge spillere, der ikke rigtig er slået igennem i Grand Slams. Det er en fordel, hvis man ser på alder udelukkende, da de potentielt bliver mere mentalt modnet med alderen, og samtidig så er "The Big 3" alle i 30’erne. Omvendt så kan det momentum flere af de yngre spillere havde op til afbrydelsen af sæsonen blive taget fra dem, og de skal på en eller anden måde begynde forfra.
For eksempel var Zverev godt kørende ved Australien Open, hvor han nåede semifinalen. Han havde fået parkeret sine indre dæmoner fra 2019-sæsonen og begyndt at ramme et stabilt topniveau i en Grand Slam, hvilket tyskeren ikke har evnet før.  

Græske Tsitsipas havde lige vundet ATP Masters i London og havde også pænt med momentum på ATP-touren. Grækeren, der selv udtaler, at han er besat af tennis og har problemer med at få andre ting til at fylde noget i livet, har nok sine udfordringer i dette break fra hans passion og levebrød.  

De andre i oppositionen til "The Big 3"

Dominic Thiem levede op til forventningerne i Australien Open, da han nåede finalen. Desværre kostede kvart- og semifinalerne mod henholdsvis Nadal og Zverev for mange kræfter for østrigeren til, at han kunne fuldføre sensationen mod Djokovic i finalen. Denne pause kunne ikke have kommet mere upassende for ham, da han var ved at udvikle sig til en komplet spiller på alle underlag. En udvikling, som han har været igennem efter, at han har fået chilenske Massu som træner. Thiem er gået fra at være grusspecialist til at kunne præstere på alle underlag. Det kulminerede for ham, da han nåede finalen ved slutspillet i London indendørs i slutningen af '19 og kun var én tiebreak fra titlen. Det gode ved Thiem er, at han er ekstremt disciplineret og hårdtarbejdende, hvorfor jeg tror, at han kommer fysisk styrket ud af den ufrivillige pause.  

En anden spiller, der kunne profitere af en længere pause, er argentinske Del Potro. Manden, der kontinuerligt kæmper med skader, kan nu få en længere pause og ikke presse kroppen mere end højest nødvendigt for at nå tilbage til en bestemt dato. Hvis han kommer tilbage på topniveau, så har han før vist, at han kan spille lige op med Big 3. Og han er om nogen ikke typen, der bliver intimideret på den store scene mod de største navne.