Odds og optakt til British Open 2015: Saftigt spil på Kaymer

Du kan godt begynde at glæde dig. For torsdag 16. juli begynder årets tredje golfmajor British Open - også kaldet The Open - på Old Course St. Andrews i golfens hjemland Skotland. Brugeren The Darkhorse er klar med denne grundige optakt, hvor han kigger på alt fra banens karakteristika, odds og en grundig gennemgang af alle favoritter. Og så har han ikke mindst fidus til to farlige outsidere.

Juli måned er ikke kun højtid for sommerferie, Tour de France-fans og Wimbledon-aficionados. Juli måned får også mundvandet til at løbe for alle golfelskere. Midt-juli er nemlig tiden for årets tredje major.

Bristish Open - eller The Open - er den eneste major, som spilles på europæisk jord, og det er også en major, som altid spilles på en linksbane (se karakteristika længere nede). 

Derved adskiller The Open sig fra de tre andre majors, som spilles på amerikansk jord.

I år spilles The Open på Old Course St. Andrews, som er en af de ældste baner i verden. Turneringen skæmmes desværre af et uheldigt afbud fra forhåndsfavoritten Rory McIlroy, som kom til skade med anklen i forbindelse med lidt hyggefodbold med sine nordirske venner.

Det gør dog ikke turneringen mindre interessant. Og det er bl.a. med til at styrke kometen Jordan Spieths chancer for at tage den tredje major i træk i år.

500 år gammel bane

Mens US Open, som blev spillet i midten af juni måned, foregik på en bane med blot 8 år på bagen, så spilles der i denne uge på en af verdens ældste baner. Old Course St. Andrews blev nemlig etableret helt tilbage i 1552. Det er ikonisk bane, fordi den har været med i rotationen af linksbaner, som der spilles The Open på i en evighed.

Ja faktisk siden 1873 (og The Open har været spillet siden 1860). The Open har de seneste 20 år været afholdt på Old Course i 1995, 2000, 2005 og 2010. Vinderne har heddet John Daly, Tiger Woods, Tiger Woods og senest Louis Oosthuizen. Linksgolf er kendetegnet ved at indeholde store udfordringer, som gør, at vinderscoren som oftest er ret høj (dvs. få slag under par). Dem kommer jeg ind på senere.

Derfor overrasker det mange, når man fortæller dem, at den mest ikoniske af alle linksbaner Old Course St. Andrews faktisk ikke er så svær i forhold til flere af de andre baner i The Open-rotationen. Forklaring følger lidt senere.

Udvalgte vinderodds

The Darkhorse vil løbende følge op på turneringen her i tråden. Og han vil ligeledes bestræbe sig på at lægge eventuelle H2H-spil ud, når de kommer. The Darkhorse har ramt flere høje odds på golf i sin tid som bruger på BetXpert, så følg godt med. Se Darkhorses brugerprofil her

Banens karakteristika

Old Course St. Andrews indeholder alle de typiske linksbane-karakteristika. Den afviger dog på et relativt afgørende punkt, som jeg kommer ind på til sidst. Men først gennemgås de typiske karakteristika ved linksbane:

• Banen er ikke voldsomt lang for en par 72-bane at være. Ca. 7300 yards, hvilket er ret normalt for en almindelig par 72-bane for pro’erne.
• Fairways og greens tørrer typisk ud og gør begge dele hurtige.
• Hurtige fairways gør, at bolden ruller mere, når man slår sine drives. Er linksbanen knastør kan bolden endda rulle helt afsindig, hvilket gør banen en del "kortere".
• Hurtige greens gør det svært at stoppe bolden på greenen.
• Hurtige greens gør det sværere at putte og scramble (dvs. redde par når man har misset green), hvilket giver en fordel til kortspilsspecialister og gode puttere. Banen har ikke vand og træer i spil.
• Banen ligger ud til havet og ekstremt kraftig vind kan gøre banen nærmest umulig at spille, som da McIlroy i 2010 gik på 80 slag efter en første runde i 63. Faktisk var de nødt til at suspendere spillet i en time pga. vinden, hvilket man indså, da Jason Dufners bold ikke kunne ligge stille på greenen.
• Roughen er rigtig slem og det er virkelig svært at redde par, hvis man har været i roughen fra tee- eller i approachslaget.
• Bunkers er uhyggelig dybe og noget helt andet end man typisk ser på PGA Touren. De er lavet med henblik på at straffe dig, hvis du ender i dem. Og det gælder både fairway bunkers og greenside bunkers. Og dem er der altså 112 af på banen. Stiller store krav til spillernes sand save-egenskaber.
• Greens er forholdsvis små (samlet ca. 6.000 kvadratfod) og faktisk deler 14 af hullerne greens med hinanden, hvilket jeg dog ikke tillægger den store betydning.
• Banen har typisk ikke frontside-bunkers, hvilket betyder, at man sjældent er nødt til at flyve bolden hele vejen op på green. En spiller som f.eks. Ernie Els er ekspert i at spille med en lavere boldflugt og så lade bolden ramme fairway lige foran green og lade den trille ind. Det kan særligt være strategien at gå efter, hvis vinden bliver rigtig slem.

Favoriserer langtslående spillere

På baggrund af ovenstående henvender The Open sig ofte til spillere som er stærke i putningen, de korte indspil og dem som slår lige og ikke nødvendigvis særlig langt. Men her er det, at Old Course st. Andrews overrasker. Fairways er nemlig forholdsvist brede, hvilket er atypisk for de flest linksbaner.

Som oftest har linksbaner nemlig relativt smalle fairways. De brede fairways kombineret med, at banen er designet sådan, at udfordringerne ofte ikke er større desto længere ud på fairways, man kommer, gør, at flere langslående spillere også har en pæn fordel ved lige netop denne udgave af The Open.

Hvis man ser på seneste udgave af The Open tilbage i 2010 ses det tydeligt af leaderboardets top 14, hvor deciderede bombere som McIlroy, Dustin Johnson, JB Holmes og Quiros var at finde. Af øvrige folk i top 14 var også Oosthuizen, Casey, Kaymer, Sergio Garcia, Robet Karlsson, Watney, Stenson, Schwartzel og Westwood som alle hører til blandt de langtslående spillere (bemærk at 9 spillere delte 14.-pladsen).

Når vi ser på vinderne Daly 1995 og Woods i 2000 og 2005, så var de begge nok også i top 3 blandt de allerlængst slående spillere da de vandt i 95, 00 og 05.

The Open er på en eller anden måde tilfældighedernes major. Ligesom ved US Masters er The Open specialisterne holdeplads, men uforudsigeligt vejr og uheldig bump på greenen spiller bare en større rolle ved The Open. Derfor er jeg i bund og grund ikke glad for at spille de absolutte topfavoritter ved denne turnering.

Derfor er mine personlige spil også faldet på to spillere lidt længere nede på listen – men ikke desto mindre gennemgår jeg her min vurdering over de væsentligste profiler efterfulgt af mine egne langskud og til sidst de potentielle langskud, jeg ikke har stor tiltro til.

Ligner Alfred Dunhill Links

Hvert år spilles i oktober måned Alfred Dunhill Links Championship. Det er en pro-am, hvor man spiller de første tre runder på tre forskellige linksbaner i St. Andrews. Heraf er den ene netop Old Course St. Andrews. Den afgørende finalerunde spilles også på Old Course. Derfor kan man med fordel skimte til den turnering og notere sig, om de spillere man overvejer et spil på, har haft succes ved den turnering.

Interessant er det, at McIlroy har haft stor succes på den bane. Han har deltaget 6 gange med 3 andenpladser, 1 tredjeplads, en ottendeplads og en 52.-plads til følge. Han blev tilmed nr. 3 tilbage ved The Open i 2010 som jo også blev spillet på denne bane.

En turnering han fik spoleret af en 80’er på en dag med stormvejr, som han ikke formåede at håndtere. Han havde derfor været min store favorit, hvis ikke det havde været fordi han havde beskadiget anklen og måttet melde afbud.

Vurdering af favoritterne

Jordan Spieth

Med McIlroys exit er Jordan Spieth den helt store favorit (eller hvor meget favorit man nu kan blive med odds 7). Han har været under kolossal udvikling de seneste to år. Han har altid puttet rigtig godt, været stærk i det korte spil, været frygtløs og aggressiv mht. at gå efter pinden ved sine approachslag. Men i år har han puttet sublimt. Derudover har han forbedret sit lange spil betragteligt. Hans drive er både forholdsvist lange og lige, hvor han tidligere var relativt middelmådig på begge fronter.

Han har dermed fået sig et rigtig godt allround game. Men når man så samtidig putter sublimt og er ualmindelig cool i de afgørende situationer, så er det altså noget, der vinder turneringer. Kan ikke rigtig blive klog på, om jeg synes, der er værdi på ham eller ej. Han er i super form, mange af konkurrenterne er ikke i super form, McIlroy er ude, men odds i nærheden af 7 er bare ikke meget på en spiller, for hvem putteren er så afgørende og i en turnering som The Open, hvor tilfældigheder og dårligt vejr kan flytte op og ned på alting på ingen tid. Men han er kølig som få ingen andre og har allerede vundet årets to første majors US Masters og US Open.

Dustin Johnson

DJ er den af topfavoritterne, jeg har været tættest på at placere et spil på. Men som jeg nævnte i optakten til US Open, så laver den mand ofte de største fejl på de værste tidspunkter. Vi så det i allerhøjeste grad ved US Open og lige præcis på afgørende hul. Her spillede han sig frem til en stor eagle-chance for 12 fod. Den missede han. Men at han efterfølgende missede sit 3-fods put for en birdie gjorde, at han måtte tage til takke med andenpladsen. På det tidspunkt havde de fleste ellers forventet en playoff-afgørelse mellem ham og Jordan Spieth.

Jeg husker ogs,å hvordan han i 2011 lå i position ved The Open på finaledagen på andenpladsen blot 2 slag efter Darren Clark, da han så slår sit drive direkte out of bounds og lavede en dobbelt bogey på 14. hul. Jeg husker også hans præstation tidligere på året (hvor jeg selv havde spillet ham) ved AT&T Byron Nelson. Her lavede han på finalerunden hurtigt to birdies og bragte sig i spidsen af turneringen, inden han på 6. hul formåede at lave en 8’er og dermed en firedobbelt bogey på et par 4 hul, hvormed han fik skudt sig selv ud af turneringen.

Han har et kæmpe talent, har en utrolig god track record ved The Open og formår i den grad at spille linksgolf. Han har samtidig poweren til at slå igennem Old Course St. Andrews, og derfor er han med rette pænt klar 2.-favorit efter Jordan Spieth ved denne turnering. Han fås til et odds i omegnen af 13-15, og jeg er tæt på at mene, der er værdi i ham. Jeg har nærmest svært ved at forestille mig, at han ikke er i top 10 inden afgørende finaledag. Som man sikkert kan fornemme, mener jeg, at Dustin Johnsons talent rækker til noget mere end de sejre, han allerede har under bæltet. Men hans middelmådige putter og tvivlsomme evne til at snøre sækken gør mig tilbageholden.

Justin Rose

Rose har overraskende nok aldrig været helt så overbevisende ved The Open. Overraskende fordi han er englænder og er en af de reneste ball strikers i gamet, med et fuldkomment fantastisk æstetisk golfsving. Overraskende fordi han samtidig heller ikke er helt værst fra bunkers og til at scramble. Men faktisk er hans bedste resultat ved The Open at finde helt tilbage til 1998, hvor han som amatør blev nr. 4. Siden da har han ikke en eneste gang været i top 10. Således er The Open den major han har præsteret ringest i. Jeg tror noget af forklaringen skal findes i hans evner til at håndtere ekstreme golfforhold.

Jeg tror Rose har problemer, når fairways og greens bliver så stenhårde som det ofte er tilfældet ved The Opgen og når vinden bliver rigtig stærk. Jeg mindes i hvert fald at have set have ham slå nogle deciderede fejlslag, når det har været ekstremt ”windy”. Hans linksbane-evner er dog ikke værre end, at han alligevel vandt The Scottish open sidste år. Derfor kan man aldrig afskrive Rose. Men personligt finder jeg ikke værdi i ham til odds 20 som de fleste bookies ligger i.

Adam Scott og Henrik Stenson

Scott og Stenson er begge i tvivlsom form. De minder en del om hinanden i den forstand, at de har deres force i det lange spil. De har begge stærke meritter fra The Open. Begge har haft sløje år, når man sætter det i forhold til, hvad man har set tidligere fra dem. Begge har dog ok form fra deres sidste turneringer. Scott med en 4.-plads ved US Open – det kan være vendepunktet for ham selvom han har kæmpet enormt med putteren hele året.

Stenson blev nummer to i hans seneste turnering, men ærlig talt imponerer det mig ikke synderligt, da han burde være en klasse over alle, som deltog. Samtidig var det en bane, hvor han tidligere har haft det ene topresultat efter det andet. Selvom der er fremgang at spore, og selvom begge har, hvad der skal til for at hive sejren i land, så finder jeg ikke værdi på dem.

Louis Oosthuizen

Oosthuizen vandt i overbevisende stil The Open, da de sidst spillede her tilbage i 2010. Det hører med til historien, at han var ualmindelig begunstiget af gode starttider de første to runder. Specielt anden runde fordi han der havde en meget tidlig tid om morgenen, som gjorde, at han undgik det stormvejr som de fleste af de andre skulle ud i. Så heldig kommer han ikke til at være igen, for det er kun de mindst profilerede navne, som får de tidligste tider (mener han var ude 6:40 om morgenen). Og dengang var han ikke specielt kendt. Når det er sagt, at han var heldig med starttiderne skal det også med, at han vandt med hele 7 slag ned til nr. 2 og derfor ville have været med helt fremme uanset hvad.

Han har haft nogle svingende sæsoner og præstationer siden da, og han er virkelig skrøbelig og ofte skadesplaget. Men når kroppen fungerer, så har han et af de flotteste sving. Han er typen, der pludselig bliver ualmindelig varm og når det sker virker alt ved hans spil godt. Oosthuizen dalede markant i odds efter hans præstation ved seneste US Open som blev spillet på Chambers Bay. Chambers Bay er nemlig en linksbane – om end en utraditionel en af slagsen. Her lagde han rigtig skidt fra land og efter de førse 20 huller var han hele 9 slag over par. Men så tog fanden ved ham og de sidste 52 huller gik han så i -13 slag under par – vinderscoren endte på -5 slag under par. Han endte samlet som nr. 2 på -4 slag under par, hvilket rakte til en delt andenplads blot et slag efter vinderen Jordan Spieth.

Hans succes ved Chambers Bay og hans overlegne sejr fra sidst de spillede The Open her tilbage i 2010 gør ham til en giftig contender. Men han er og bliver en ustabil performer. Det vidner hans seneste præstationer ved de seneste 6 turneringer om: 69.-plads, missed cut, retirement, 2.-plads (US Open), missed cut og 73.-plads. Når det er sagt så var han faktisk mere stabil i starten af året end længe set. Oddset på Oosthuizen er bombet så langt ned nu, at jeg ikke umiddelbart finder værdi på ham. Men hvis man skal spille på verdensranglistens nr. 16, så skal det være lige på som vinder – får han er alt for svingende til at spille på ham i head-to-head og topspil og faktisk tror jeg hypen omkring ham giver grobund for solide head-to-head spil. Og det siger jeg altsåm selvom jeg ikke vil udelukke ham som vinder.

Rickie Fowler

En af sidste sæsons mest fremadstormende kometer, verdensranglistens nr. 9, Rickie Fowler har ikke kunnet opretholde sidste sæsons niveau med undtagelse af en enkelt pragtpræstation, da han vandt Players Championship takket været et af nutidens mest vanvittige ”runs”, hvor han gik de sidste 6 huller i 6 slag under par. Men sejren blev fulgt op af en 30.-plads i Irland i et felt af ret begrænset kvalitet og dernæst og efterfølgende to missede cuts, da han kom tilbage til USA.

Han har dog bevist, at han kan spille linksgolf, og han er også stærk i det korte spil og solid med putteren. Det er sjældent han 3-putter. Fowler har et godt og solidt allround game og har fantasien det kræves at spille på linksbaner. Hvis han klarer sig rigtig godt ved Scottish Open, som netop er gået i gang i torsdag, så kan værdi på Fowler ikke udelukkes. For han er en spiller som har vist sit værd på de største scener. Men hvis ikke han viser stor fremgang formmæssigt, så holder jeg mig med sikkerhed væk fra Fowler til odds i nærheden af 30.

Langskud

Martin Kaymer

Få har haft et karriereforløb som Martin Kaymer. Til trods for, at han blot er 30 år, har han allerede haft en yderst seværdighed karriere med gevaldige op- og nedture. Han blev professionel i 2005. Inden udgangen af 2006 havde han allerede 8 sejre på CV’et fordelt på Challenge-touren og EPD-touren. År 2007 brugte han på at spille sig til rette på Europatouren med 5 top 10-placeringer til følge. Fra 2008-2011 tog han så 10 sejre på Europatourniveau herunder hele fire styks i 2010. Men 18 sejre i bagagen, en majorsejr og en placering som nr. 1 på verdensranglisten var ikke nok for perfektionisten Martin Kaymer.

Det nagede ham gevaldigt, at han ikke kunne slå en draw (dvs. med en boldkurve fra højre mod venstre) – specielt fordi netop det slag giver en kæmpe fordel ved den prestigebetonede major US Masters, som spilles på Augusta National hvert år. Og efter, at han det år havde misset cuttet ved US Masters for fjerde år i træk besluttede, han sig for, at lave sit sving om. Det kostede ham lige små tre år med tørke rent resultatmæssigt, hvilket også ledte til, at han røg ned som nr. 63 i verden. Men så pludselig næsten ud af ingenting vandt han så den såkaldt femte major Players Championship – der som tilnavnet siger går for at være den mest prestigebetonede golfturnering næst efter de fire majors.

Det kom som noget af en overraskelse for de fleste. Overraskelsen var dog endnu større da han fuldstændig suverænt pulveriserede alt og alle ved at U.S. Open med hele 8 slag til nummer to måneden efter. Han endte på -9, mens nummer to endte på -1. I år 2015 startede han så ok, men kom så ned i en bakkedal. Grundet hans fine historik på Old Course St. Andrews har jeg personligt ventet og ventet på bare at se de mindste tegn på form. Og efter tre missede cuts i streg så kom det endelig i sidste øjeblik her i sidste weekend, hvor han blev nummer 4. og faktisk smed en 2.-plads væk med en dobbelbogey på allersidste hul. Det var nok for mig til at få radaren sporet ind på ham.

Faktum er nemlig, at han har en ganske fin historik på Old Course St. Andrews. Hans bedste resultat ud af hans syv deltagelser ved The Open kom nemlig tilbage i 2010 netop på Old Course St. Andrews. Men ud over hans optræden dengang, så kender han også banen ud og ind fra hans syv deltagelser ved Alfred Dunhill Links Championship, hvorfra han har en førsteplads, en andenplads, en syvendeplads og en 15.-plads med i bagagen. 

Når Kaymer er i ”sync” så har han ikke decideret svagheder i sit spil. Så er han ret komplet, slår forholdsvist lige og langt, er stabil med putteren og sikker i det korte spil. Han er cool, glimrende til det vi kalder shot-selection som altså handler om at træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter. Det som særligt gør, at jeg finder Kaymer interessant er det med, at han er så cool og samtidig nærmest umuligt at tvinge en fejl ud af, når han er bedst. Det vidner flere af han sejre også om. Ud af hans 22 sejre som professionel har de 15 af dem været på 2 slag eller mere ned til nr. 2.

Hideki Matsuyama

Hvor Kaymer er det lidt mere vovede vinderspil på en fyr som er iskold når han er i zonen så er Matsuyama en langt mere stabil fyr. Men til gengæld også en fyr, som egentlig har for få sejre i forhold til det spil han har vist og til trods for det, at han blot er 23 år. Han har bevist, at han godt kan finde ud af at spille linksgolf allerede i en tidlig alder. I hans første optræden ved The Open i 2013 blev han nr. 6. I 2014 blev han nr. 39. Ved US Open i 2015, som bekendt også blev spillet på en linksbane, blev han nr. 18. Han har spillet fremragende i år og er nr. 14 på verdensranglisten. Han har i år logget 11 top 25-placeringer ud af 13 mulige. Alle i øvrigt på PGA Touren, hvor konkurrencen er størst.

Putteren er hans svaghed. Det er sjældent han bliver decideret varm med den. Han ligger lige omkring nr. 100 på PGA Touren, hvilket er acceptabelt, men i bund og grund ret middelmådigt. Han slår både relativt langt og lige med driveren. Han slår præcist med sine jern og er rimelig skarp fra bunkers og i de korte indspil uden dog at være så suveræn som f.eks. Spieth, Jason Day og Phil Mickelson. Men han er dog nr. 8 i kategorien over at komme tættest på hullet efter at have været i bunkeren og nr. 11 i scrambling (som betyder at redde par selvom man misser greenen). Han er nr. 8 på listen over greens-in-regulation, nr. 2 på listen tee-to-green efter McIlroy og lige foran Jordan Spieth på 3.-pladsen.

Han er nr. 5 på listen, som tæller slag vundet over det felt, som man har været oppe imod turnering for turnering. Udover putteren er der ikke meget at sætte en finger på, når vi ser på hans evner rent teknisk. Men mentalt er jeg stadig i tvivl om hans killer-instinkt. 

Også værd at nævne

Tiger Woods viste fremgang ved seneste turnering, hvor han blev nummer 17 i et relativt ringe felt. Helt generelt har jeg slet ikke fidus til ham her, selvom han har vundet her to gange før og er dygtig til linksgolf. Tiger er ikke, hvad han har været, og jeg kunne ikke drømme om at smide penge efter ham til alt under odds 60-70 i et så stærkt felt, som vi har her.

Sergio Garcia, verdensranglistens nr. 10, har svinget helt gevaldigt i år, men har basalt set ikke fundet samme niveau og stabilitet som sidste år. Han er dog en eminent links-golfspiller og kan derfor aldrig dømmes ude. Han er også typen, der kan finde form ud af ingenting og pludselig så bare være der. Men han har svært ved at lukke store turneringer, selvom han er ofte har være i førerposition. Han lukningsevner og forholdsvis ringe form gør, at jeg afholder mig fra den spanske fristelse her.

Jason Day, verdensranglistens nr. 8, er et kæmpe talent. Men han har været utrolig skadespladet og har lidt af periodisk svimmelhed ca. siden august sidste år, og de har ikke kunnet finde ud af, hvad skyldtes før helt for nylig efter US Open. Nu skulle han angiveligt få den rette medicin, som burde mindske risikoen for, at han får disse anfald af svimmelhed. Day er en af mine absolut største favoritter inden for golfsporten. Utrolig sympatisk person, som kommer fra ringe kår, har kæmpet urimeligt meget med skader og nu dette her med svimmelheden. Faktisk mener jeg, at netop Old Course St. Andrews burde være den linksbane, som passer ham bedst, fordi fairways er bredere end på mange andre linksbaner.

Han slår nemlig rigtig langt, men normalt for upræcist med driveren til for alvor at gøre sig ved The Open. Men derudover har han alle værktøjerne til at begå sig ved The Open. Solid putter og et kort spil i absolut verdensklasse. Men hans tilstand taget in mente kan jeg desværre ikke få mig selv til at smide penge efter ham, selvom odds over 30 virker fristende på den sympatiske australier.

45-årige Phil Mickelson, verdensranglistens nr. 21, havde i lang tid linksbane-fobi. Forklaringen er ganske enkelt, at han hele karrieren har slået for skævt med driveren til at kunne begå sig på linksbaner. Her bliver man nemlig straffet ekstremt hårdt for at ende i roughen med sine drives. I 2011 fik han dog en andenplads og i 2013 formåede han faktisk både at vinde Scottish Open og The Open ugen efter. Hans helt suveræne evner omkring greens gør, at man egentlig skulle tro, at han kunne begå sig. Men hans ustabile driver og manglende motivation i regnvejr og blæsevejr gør, at han aldrig vil blive andet end en dark horse ved The Open. Når det er sagt, så burde Old Course St. Andrews på papiret passe bedre til ham end mange af de andre baner i The Open-rotationen.

Men historisk set har hans præstationer her alligevel ikke været noget at skrive hjem om. Generelt set har han haft en svingende sæson om end den allerede nu har været bedre end sidste år, hvor han var skadesplaget. Man må aldrig afskrive Mickelson og han er typen som bliver ekstra giftig og inspireret, hvis han er med fremme på leaderboardet når vi rammer finaledagen søndag.

Bubba Watson kan simpelthen ikke spille linksgolf. Han har været med ved The Open seks gange og har en 23.-plads som sit bedste resultat. Derudover har han misset cuttet tre gange. Da de spillede US Open på linksbanen Chambers Bay for ca. en måned siden missede han også cuttet. Bubba Watson er den sidste af alle dem jeg har nævnt som jeg ville spille på her. For Bubba skal den helst stå på høj sol og sommer og mindre hård afstraffelse når man lander i roughen.

Skriv endelig hvis i har spørgsmål til vinderspil, topspil, head-to-head spil som, I er interesseret i at få en vurdering af.