Gode råd er normalt dyre, men ikke her hos BetXpert, hvor de er gratis...

Vi er nået til afsnit 9 af "Odds Med Omtanke" - en klummeserie skrevet af Investor, en spiller med masser af erfaring at dele ud af: Hvad skal man være opmærksom på som spiller/oddser? Hvad er faldgruberne, tommelfingerreglerne, etc?

I denne uge fortæller Investor om hvordan han finder frem til de kampe, han spiller på - via en sorteringsproces og en grundig analyse...

Analysen – en kamp fra A til Z

Måden at analysere en sportsbegivenhed på, måden hvorpå man opstiller en chancevurdering – dvs. en sandsynlighed for et udfald - må som udgangspunkt siges at være fuldstændig subjektiv. Derfor er det også MIN indgangsvinkel, jeg vil skrive om her, andre metoder kan være lige så gode (eller måske bedre), men det kører nu meget godt for mig ved at gøre det på denne måde.

Endnu en ting man bør tage med i betragtning er, at rutine spiller en afgørende rolle, når man skal lave en analyse. Rutinen gør, at ting kan gøres hurtigere (på rygraden), at sammenhænge og situationer hurtigere bliver identificerbare, og at man, ikke mindst, har modet til at stole på sine egne konklusioner fremfor at skulle trække på andres meninger. Og netop det at være ”sikker” på sig selv, mener jeg er et afgørende parameter, i hvert fald hvis man spiller for store beløb.

Fase 1: Udvælgelsen

Denne første fase i det der senere bliver til en analyse af en match, har sådan set overhovedet ikke noget med selve analysen at gøre. Det handler om udvælgelse af mulige spilobjekter.
Hvis man tager en gennemsnitslørdag, og hvis man går ud fra at man investerer sine penge på fodbold, dvs. har et ønske om at få overskud, så er der så mange kampe, at det naturligvis ikke er muligt at have en kvalificeret mening om dem alle, så langt fra endda.

Min personlige udvælgelse er meget simplificeret: Et program over dagens kampe, adgang til stillinger og resultater, og i løbet af en time har jeg på en gennemsnitslørdag typisk 20-25 potentielle spil. Altså endnu intet odds-check og endnu ingen nærmere research. Og kun en løs chancevurdering.

Derudover er jeg så privilegeret, at jeg dertil måske har fået 3-5 spilforslag fra forskellige kilder rundt om i verden (gratis!), så helt skævt er det ikke at sige, at jeg til sidst sidder med omkring 30 mulige spilobjekter, hvoraf jeg i den sidste ende typisk spiller en 5-8 stykker – på en typisk lørdag.

Hvad de udefrakommende spilforslag angår, så kan man jo i den forbindelse sagtens bruge forskellige frit tilgængelige kilder, hvorfra der kan inddrages spilobjekter til denne ”shortlist”, f.eks. er det jo nærliggende at bruge BetXperts udmærkede ekspertpanel til supplering af ens egne objekter.

Fase 2: Odds-check

Så til forarbejdet. For at anskueliggøre tingene lidt bedre, så vil jeg bruge 2 konkrete eksempler fra min shortlist i skrivende stund (hvilket er d. 2/5). De 2 kampe er:

Saarbrücken-Offenbach
Djurgården-Gefle

Disse 2 kampe har jeg ”shortlisted” til henholdsvis et under-spil og et 1-tal.

Første led i forarbejdet er at se på de tilgængelige odds, og medmindre de er tydeligt for lave (erfaringen hjælper mig til at se om et odds er klart for lavt, hvorefter kampen selvfølgelig bliver slettet øjeblikkeligt), så fortsætter begge spil igennem ”maskineriet”.

Konklusionen efter at have tjekket odds, er i disse konkrete tilfælde at Saarbrücken-Offenbach-oddset overrasker mig positivt, mens Djurgården-Gefle-oddset er som ventet, måske med en lille pil nedaf. Begge spil fortsætter dog til næste runde, sammen med i øvrigt et par andre denne konkrete dag.

Hold øje med odds-afvigelser

Det er vigtigt, når odds checkes, at man bemærker afvigelser fra mønstret, dvs. bookies, der ligger væsentligt højere eller lavere end gennemsnitsoddset (jeg bruger personligt betbrain.com til denne del). Og det gælder ikke kun om at finde dem, der ligger højest, en vigtig indikator kan det faktisk være at se om visse bookmakere ligger mærkbart under markedet. Der er temmelig klare tendenser til, at oddsættere hos bestemte bookmakere ved mere om nogle markeder end andre, lave odds i forhold til et bookmakergennemsnit på et ”ekspert”-marked kan derfor sagtens indikere meget klare forventninger om et bestemt udfald.

Fase 3: Rutine-check

Den næste fase er rutinechecket. Stillingen granskes endnu engang, de sidste resultater checkes, der slås op på diverse fora for at se om andre har holdninger eller info til disse kampe. I denne proces tegner der sig så småt en mere konkret chancevurdering i hovedet på mig, om end den så langt fra er endelig. Der kan ske meget endnu!

Helt konkret så har jeg faktisk en fast rytme, nærmest lidt maskinel, men dog ret hyggelig, til at fordøje denne faste bølge af information vedr. de forskellige kampe. Da jeg er ryger og inkarneret Cola-drikker, så sætter jeg mig med en smøg eller 2 samt et glas Pepsi Max (hvis man endeligt vil vide det!), og tænker simpelthen lidt over de indikationer, der foreløbigt kan udledes af den mængde data, jeg har været igennem.

I det konkrete tilfælde med vores 2 kampe her, så ændrer rutine-checket ikke på den grundlæggende chancevurdering, der for den tyske kamps vedkommende ligger omkring 40-60 (over/under) og for den svenske omkring 65-25-10.

Husk: Statistik giver sjældent ”edge”

Enormt vigtigt er det dog, at man indser at den slags oplysninger som statistik og forgangne resultater, ja disse oplysninger har bookmakerne altså nøjagtigt lige så meget adgang til som alle andre. Derfor skal man ikke forvente på den baggrund at få en ”edge”, med mindre det forventede resultat går i modsat retning af spillernes penge (f.eks. hvis man spiller imod Chelsea, ManU, Barca og lignende hold).

Fase 4: Detail-check

Detail-checket starter med klubbernes hjemmesider, fanklubber, lokalaviser, det kan være specielle fora (nogle åbne, andre lukkede), det kan være at jeg mailer nogle kilder, hvis jeg altså har nogle i det pågældende land.

Af ting jeg fokuserer specielt på, udover det helt indlysende som skades-/karantæne-situationen, er kampreferater fra de sidste par kampe, ligesom det lidt mere udefinerbare; at vejre stemningen i klubben før den pågældende kamp. Sådan noget som sidstnævnte er svært at konkretisere, men ved at læse stof om klubben og situationen just nu, så kan man tit få en fornemmelse for tingenes tilstand, i hvertfald hvis man har lidt evner for at bruge sin kvindelige intuition!

Alt det her tager ikke så lang tid, da jeg personligt har opbygget et arkiv med stort set alle nævneværdige klubbers hjemmesider, lokalaviser, fanklubber m.m. Jeg skal altså blot slå op, og jeg ved på forhånd som regel, hvor der er informationer at hente, og hvor det ikke nytter noget.

Vejet og fundet for let

I vores tilfælde med de nævnte 2 kampe, så er min konklusion efter detailchecket, at Djurgården skal justeres lidt ned i chancevurdering, mens jeg bibeholder chancevurderingen i den tyske kamp. Det står så nu lysende klart, at spil på Djurgården er pivende uinteressant for mig, mens den tyske kamp vedbliver at være et interessant objekt.

Fase 5: Endelig chancevurdering

Det næstsidste skridt i min personlige analyseproces er så at gennemgå kampscenarier, som f.eks. i tilfældet med et under-spil: Hvad hvis der bliver scoret tidligt, hvor meget kan man forvente af hold A i scoringsøjemed, ditto med B osv. Man kan næsten sige, at det er lidt i retning af en visualisering af den enkelte kamp. Her stoler jeg også på en portion erfaring, der måske tænder advarselssignaler eller det modsatte.

Denne fase afsluttes med at sætte de endelige procenter, i tilfældet med Saarbrücken-Offenbach 40-60 (over/under).

Fase 6: Keld rådspørges (og bedste odds findes)

Just joking, hvis man skulle være i tvivl, så må jeg sige, at det ikke er hensigtsmæssigt hverken at spørge en kat eller læse i kaffegrums, før den endelige beslutning bliver taget!

Når nu chanceprocenten er definitivt sat, så handler det om at checke markedet igen, jeg checker de bookmakere jeg selv bruger (immervæk +20), ikke andre, og hvis oddset er tilfredsstillende, så mangler nu kun at placere spillet (eller spillene, da indskuddet i mit tilfælde ofte skal fordeles på flere bookmakere).

I tilfældet med vores tyske kamp bliver mit samlede odds 1,82 (efter kommission, og placeret hos primært Betfair * ), hvilket i forhold til min chancevurdering giver en potentiel tb% på 109,2.

Slut, videre til næste spil

Så, dermed er endnu et spil lavet, og så er det lynhurtigt videre til de næste, fordi er der noget, der er dræbende for en spiller/investor, så er det at dvæle ved ting, man ikke kan lave om. Terningerne er kastet, som en klog mand fra Romertiden sagde!

I, der læser dette, har den fordel at vide hvordan den pågældende kamp egentligt endte, men uanset hvordan, så har det i mine øjne været et godt spil, og selvom det er overdrevet at sige, at jeg er ligeglad med resultatet (for det er jeg ikke!), så er suverænt det vigtigste, at jeg efter min egen yderst subjektive opfattelse har kastet penge efter noget, der er værd at kaste penge efter. Og det er det der er altafgørende!

Næste uge: ”At begrænse sig – en kunst for kendere”

I næste uge vil temaet være ”At begrænse sig – en kunst for kendere”, jeg vil komme ind på hvor, hvordan og hvorledes man med fordel kan begrænse sig, med en positiv effekt på spilleregnskabet til følge. Det være sig i sportsgrene, spiltyper, konkrete situationer m.v. Om 14 dage er temaet i øvrigt ”Amerikansk sport – muligheder og faldgruber”.

Hvis I har nogle spørgsmål, kommentarer eller lignende er I meget velkomne.

Mange hilsner og take care,
Investor

De øvrige Investor-klummer kan findes under Artikler; LeXikon på http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=lex