NordicBet udbetaler allerede nu gevinst til alle dem, der før d. 9. januar har spillet på Liverpool som vinder af Premier League i indeværende sæson.
Bookmakeren NordicBet har valgt at udbetale gevinst på Liverpool som vinder af Premier League. Det er imidlertid ikke første gang, de har gjort det. De udbetalte også gevinsten på Liverpool som mester tilbage i 2014. Dengang snublede Steven Gerrard og Liverpool på målstregen, og mesterskabet gik i stedet til Manchester City, der havde to point ned til Liverpool efter de 38 Premier League-runder.
Forskellen på dengang og nu
Martin Steen er oddsekspert hos NordicBet, og han fortæller, at NordicBet ikke tror på, at Liverpool smider mesterskabet denne gang.
- Sidst vi udbetalte på Liverpool som mester, var i den spændende 2013/2014-sæson, hvor Liverpool med Suarez og Sturridge var skræmmende fremad banen, men hvor mesterskabet smuttede efter det famøse fald fra Steven Gerrard i kampen mod Chelsea, siger Martin Steen og uddyber:
- Forskellen på 13/14-versionen af Liverpool-holdet sammenlignet med nutidens Liverpool-mandskab er, at i 13/14 var man en ren offensiv maskine som scorede 101 mål i de 38 Premier League-kampe, men samtidigt lukkede man også 50 mål ind i den anden ende, fortæller Martin Steen og fortsætter:
- Denne version af Liverpool har et stærkt defensivt fundament med talismanen Virgil van Dijk i front for en stærk defensiv, som betyder at Liverpool kun har lukket 14 mål ind i de indtil videre 20 Premier League-kampe. Samtidigt har man en utroligt stærk offensiv med hovedaktørerne Salah, Firmino og Mané, som sørger for, at der indtil videre er produceret 49 mål i denne Premier League-sæson. Det solide defensive fundament sammen med den potente offensiv og Liverpools forspring gør, at vi ikke kan se andre muligheder, end at Liverpool efter mange års venten endelig bliver mestre.
NordicBets odds på vinderen af Premier League
Hvem vinder Premier League? | Højeste odds | Bookmaker |
Liverpool | 1,03 | |
Manchester City | 19,00 | |
Leicester City | 101,00 | |
Chelsea | 751,00 | |
Udbetalingen af spil på Liverpool som mester i 19/20-sæsonen gælder alle singlespil placeret hos NordicBet.dk inden den 9. januar 2020.
Næste opgave for Liverpool er lørdag aften ude mod Tottenham i Premier League.