Hvad skete der i uge 1? Læs BetXperts ugentlige opsamling af interessante nyheder fra bettingbranchen...
02/01: MyBet beskyldes for at konfiskere gevinster
Den Malta-baserede bookmaker MyBet har ifølge SBR konfiskeret €911 fra en spiller, der fik sin konto lukket og indskud refunderet - men altså mistede de €911 han havde vundet inden kontoen blev lukket.
03/01: Stor interesse for Danske Spils pokerdebut
Der var stor interesse fra kunderne da Danske Spil* ved årsskiftet for første gang nogensinde kunne tilbyde poker og casino - via en platform leveret af bwin.party. Der var dog også nogle tekniske problemer, og sammen med den store interesse gav det overarbejde for Danske Spils kundeservice.
03/01: Specialenhed skal forhindre aftalt spil ved OL
En af sommerens store begivenheder, OL i London, skal helst foregå uden aftalt spil, og derfor vil IOC, spillekommissionen og politiet arbejde sammen og bruge kilder for at opsnuse mistænkelige spillemønstre.
04/01: SM samarbejder med Forbrugerombudsmand
I et nyhedsbrev skriver Spillemyndigheden at spiludbydere skal overholde Spillelovens paragraf 36. Det indebærer blandt andet at spiludbyderne "skal fremstille gevinstchancen på en korrekt og balanceret måde således, at der ikke skabes et indtryk af, at gevinstchancen er større, end den i realiteten er..."
Spillemyndigheden pointerer desuden at markedsføring af spil også reguleres af markedsføringsloven, som Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med. Og det fremgår at "Spillemyndigheden vil etablere et uformelt samarbejde og vidensdeling med Forbrugerombudsmanden vedrørende markedsføring af spil."
04/01: Bet365* er Storbritanniens største online-spillefirma
Bet365* vokser sig større og større, og for regnskabsåret der endte i slutningen af marts 2011, har man oplevet en omsætningsstigning på 22 procent i forhold til året før. Det gør selskabet til Storbritanniens største indenfor online-spillebranchen, foran Betfair*, William Hill og Ladbrokes.
04/01: Spanien udskyder licenser
Spanske licensansøgere kan komme ud for at skulle vente helt op til seks måneder på at høre om deres ansøgning er blevet godkendt. De spanske myndigheder har ikke givet en grund til forsinkelsen, men der spekuleres i at det er den bureaukratiske proces der trækker ud. Antallet af spanske licensansøgere løber op i omkring 60.
04/01: Belgien uddeler licens til PokerStars og otte andre
Belgien der ligesom Danmark har iværksat et licenssystem, har uddelt de første tilladelser til at udbyde spil i landet. Ni sites har fået licens, herunder PokerStars og betting-operatøren Betfirst. En blackliste - dvs en liste over selskaber der vil blive internet- og bankoverførsels-blokeret - ventes at blive offentliggjort senere på måneden.
Læs mere hos eGaming Review (betalingssite).
04/01: William Hill kæmper mod planer om ny spillelov i England
Den engelske regering har planer om en ny spillelov der via et licenssystem skal beskatte offshore-firmaer der udbyder spil i England via internettet. I dag beskatter England kun spilleselskaber der er baseret i England, og det betyder at et selskab som William Hill kun betaler engelsk skat af de fysiske spillebutikker; online-delen (der har licens i Gibraltar) går fri. WH er stærk modstander af lovforslaget og har offentliggjort en Deloitte-undersøgelse der viser at et sådant licenssystem muligvis ikke vil kunne betale sig.
Læs mere hos eGaming Review (betalingssite).
04/01: Paddy Power-reklame med Suarez forbudt
I oktober sidste år kørte Paddy Power en reklame i avisen The Sun, hvor de lovede pengene tilbage på tabte spil, hvis Luis Suarez kom på tavlen i kampen mellem Liverpool og Manchester United. Reklamen stred bare imod reklameloven, der foreskriver at personer under 25 år ikke må bruges i reklamer indenfor spilleindustrien.
04/01: 2011 var skidt år for flere spilleselskaber
Diverse store spilleselskaber blev noget mindre værd i 2011, fortæller Egaming Review. Det gjaldt således for Sportingbet hvis aktier faldt med hele 49%, Playtech der faldt 33%, bwin.party (-20%), 888 (-21%) og Betfair* (-22%). William Hill steg derimod med 19%, og Ladbrokes med 6%.
05/07: Frankrig begynder at internet-blokere
Frankrig der ligesom Danmark har indført et licenssystem, vil nu begynde at håndhæve systemet via internet-blokeringer. Den franske regering har udstedt et dekret der beordrer landets internetudbydere til at blokere franskmænds adgang til spilleselskaber uden licens. Det fremgår ikke om der er tale om en blackliste der rammer ALLE licensløse spiludbydere, eller om der specifikt gås efter selskaber med mange franske kunder.
05/01: Unibet* åbner døren for franske kunder
For første gang siden Unibet* overtog det franske firma Solfive, der bl.a. ejer EurosportBet, har firmaet åbnet for franske kunder på Unibet*.fr. Samtidig vil spillere der forsøger at tilgå EurosportBet.fr, blive omdirigeret til Unibets franske side.
05/01: Odds mod vennerne på facebook
2Bet2 er navnet på en af de nyeste og mere seriøse facebook-applikationer, der gør det muligt for brugerne at oddse på rigtige sportsbegivenheder via facebook. Valutaen er indtil videre virtuel og kaldes BB$, men man kan købe flere tokens hvis man løber tør, og der spekuleres desuden i at facebook åbner op for gambling for rigtige penge i en nær fremtid.
05/01: WSEX Sportsbook skylder spillere $658.578
Bookmakeren, der har en rating på D- hos SBR, skylder sine spillere over en halv million dollars. Den ældste gæld strækker sig helt tilbage til oktober 2009 og i alt har over 110 spillere penge til gode hos bookmakeren.
05/01: Centrebet får stort beløb tilbage i skat
Den australske bookmaker Centrebet (der ejes af Sportingbet) får 91 millioner australske dollars tilbage i skat.
5/1: EveryMatrix skræddersyr bettingplatform til det danske marked
Platform-leverandøren EveryMatrix har lavet en ny betting-platform der er skræddersyet til det danske marked. Spiludbyderen iGame (der ejer 24hPoker) har købt løsningen der gør selskabets sportsprodukt stærkere, bl.a. på mobil-området og på livebetting.
06/01: William Hill sikrer sig sponsoraftale med FA
Den store britiske bookmaker William Hill har underskrevet en aftale med den britiske fodboldunion, FA, der gør bookmakeren til sponsor for FA Cuppen, med tilladelse til at bruge det engelske landshold i sin markedsføring.
06/01: Norsk kundes indestående i klemme hos Centrebet
Den 14. oktober sidste år lukkede Centrebet for norske kunder og satte en deadline for udbetaling af indestående til den 11. november. En norsk kunde har ifølge SBR i den forbindelse fået lidt over 500 danske kroner i klemme, da han angiveligt aldrig modtog en email, der orienterede ham om at han skulle udbetale sit indestående. Læs mere
7/1: Spillegældsplaget målmand i fængsel for røveri
21-årige Daniel Staples har fået seks års fængsel efter et røveri og et forsøg på at bombetrue sig til penge i en betting-butik. Staples´ målmandstalent gav ham en plads i talentafdelingen hos først Newcastle og så Sunderland, og derefter en kontrakt hos Wrexham, men ludomani og druk bragte ham i uføre.
8/1: BetClic konfiskerede gevinst
En kunde har klaget til bookmaker-vagthunden SBR over bookmakeren BetClic der lukkede kundens konto og refunderede hans indskud, men beholdt hvad han havde vundet (€95). Angiveligt uden at forklare hvorfor.