Er rygterne sande? Er det bare kys og grams, eller er et seriøst forhold på vej?

Bwin og PartyGaming - to af branchens største players - afviser, men rygterne er stædige. De to selskaber skulle efter sigende være i forhandlinger om en fusion der i givet fald vil medføre et gigantselskab med en værdi af sådan cirka 20 milliarder kroner.

Bwin ville især kunne bidrage med sportsbetting-knowhow, mens Party har store casino-kompetencer (selskabet står også bag PartyBets og Gamebookers, men disse er langt fra Bwins sportsbetting-omsætning). Og så er der selvfølgelig poker-fronten. Her driver Bwin verdens fjerdestørste netværk; Party indtager femtepladsen.

Men indtil videre er der altså kun tale om rygter - bl.a. kolporteret af den (seriøse) engelske avis The Times. Ifølge Bwin og Party er der ikke noget i gærde, ud over den snak der altid vil være mellem forskellige parter i branchen...

Fix i fodbold
Noget i gærde er der i hvert fald i sportsverdenen. Noget lyssky og kriminelt. Resultater fixes, og mafiøse elementer griner, mens sportsfans og ærlige gamblere græder.

Lige nu er en stor korruptionssag ved at blive optrævlet af det tyske politi - 200 europæiske fodboldkampe med suspekt forløb undersøges. Eller er sagen nu også ved at blive optrævlet?

Declan Hill - forfatteren af "The Fix: Soccer and Organized Crime" - har ikke den store tiltro. I et essay i New York Times skriver han at sagen nok vil føre til nogle anholdelser, men "den fundamentale struktur, som giver mulighed for korruption, vil fortsætte..."

Hill foreslår at FIFA åbner en decideret antikorruptions-afdeling og sørger for at der (ligesom hos DBU i Danmark) er en hotline-telefon som spillere og trænere kan ringe til hvis de kontaktes af mafiøse elementer der ønsker at købe sig til et resultat.

Fodbolden skal desuden lade sig inspirere af tennis og indføre en regel der siger at man SKAL anmelde det hvis man oplever korruptions-forsøg.

Man kan dø af det
Fix er ikke bare penge under bordet, det er blodigt alvor. Bogstaveligt talt. I Kina - hvor politiet i øvrigt i sidste uge arresterede 16 for spille-korruption - er mindst to mennesker blevet dræbt i år, i spillemafia-opgør.

I det hele taget er der godt gang i fikseriet i Asien, og organisationen Right2Bet (der arbejder for et EU-reguleret spillemarked i Europa) forventer at der alene i Malaysia vil blive tjent hundreder af millioner dollars på illegale VM-bets næste sommer.

Fransk spille-kommissær

Apropos EU og spillemarkedet (eller -markederne): Den hidtidige EU-kommissær for det indre marked, irske Charlie McCreevy, er blevet udskiftet med franske
Michel Barnier.

Det er en udvikling man er glad for i Frankrig. McCreevy var fortaler og -kæmper for et frit marked, mens en franskmand må formodes at støtte sit hjemland i kampen for at holde fast i et spillemonopol, på trods af EUs regler om fri konkurrence.


Dette var et kig på nogle af de mest interessante hændelser i betting-branchen i den seneste tid. BetXpert vil fremover forsøge at samle op hver uge eller hver 14. dag.

Læs mere om ovennævnte (og andre) historier hos Bookmakerbonus.com.