Formel 1-karavanen er på vej til natløbet i Singapore, som skal køres søndag den 27. september, men selv om kampen om VM-titlen efterhånden spidser til med blot fire løb tilbage i sæsonen, så fylder det kommende løb intet i nyhedsspalterne på de mange hjemmesider, der følger begivenhederne i Formel 1-verdenen.

Det er derimod sidste års løb i Singapore, der stjæler overskrifterne lige nu – eller rettere Renault-teamets kørsel i løbet, hvor teamets førstekører, Fernando Alonso, endte som en sensationel vinder. For måske var det en "bestilt" sensation; forstået på den måde, at Renault var sin egen lykkes smed i et omfang, der bryder med både reglement og moralbegreber i en sport, som ellers ikke har manglet skandaler de seneste sæsoner.

Kort fortalt så beskyldes Renaults teamledelse for at have beordret teamets andenkører, Nelson Piquet Jr., til at crashe sin bil for at få en safety car på banen på det mest opportune tidspunkt for Fernando Alonso, så spanieren kunne vinde løbet trods sin startplads på en beskeden 15. plads.

Det kan lyde absurd at bede en kører om bevidst at køre galt i en sportsgren, hvor bilernes hastighed topper på over 300 km/t, og det er naturligvis også dette, der har bragt sindene i kog i Formel 1-verdenen, hvor både sikkerhedsaspekterne og det moralsk problematiske i den påståede manøvre får mange til at spekulere i en hård straf til Renault.

Høring 21. september
Sagen behandles ved en høring mandag den 21. september og på forhånd tales der blandt andet om muligheden for ganske enkelt at udelukke Renault-teamet fra sporten fremover.

Skandalen har allerede kostet teamchef Flavio Briatore og hans højre hånd, Pat Symonds, deres job hos Renault. De har valgt at gå selv – formentlig ud fra en betragtning om, at de ellers ville blive smidt ud – og forventningen er, at det om ikke andet så vil give en mildere straf til Renault.

Sagen, som med tanke på mange journalisters forkærlighed for Watergate-afsløringerne naturligvis er blevet døbt "Crashgate" flere steder, kan vel i et vist omfang sammenlignes med McLaren-Mercedes-teamets moralsk anløbne handlinger i forbindelse med spionagesagen mod Ferrari for et par år siden.

Dengang havde McLaren sikret sig et ganske indgående kendskab til den primære konkurrents racer gennem regulær spionage, og også da gik spekulationerne i retning af udelukkelse, men McLaren "slap" med en fratagelse af alle holdets VM-point og en enorm bøde på 100 millioner dollars.

Blandede reaktioner
Reaktionerne har mestendels været skarpe fra den øvrige del af motorsportsverdenen, efter at sagen er kommet frem. Blandt andet har en række tidligere kørere kommenteret sagen, og de varierer lige fra Niki Lauda, der mener, at det er den værste skade mod sportens renommé nogensinde, til den mere afdæmpede Eddie Irvine, der mener, at der overreageres på sagen, og at det før i tiden var normalt at ville vinde for enhver pris, som han siger til planetf1.com.

Niki Lauda peger blandt andet på sikkerhedsproblemerne for både Piquet Jr. og andre kørere samt eventuelt også tilskuere ved et bevidst crash og mener, at Renault skal straffes hårdt.

Eddie Irvine derimod siger blandt andet: "I de forskellige teams, jeg har kørt i, var det helt normalt, at man ville gøre hvad som helst for at vinde", og han mener, at sagen er udtryk for et korstog fra motorsportsorganisationen FIA's side.

Sandt er det da også, at der er sket lidt af hvert i Formel 1-sporten gennem tiden. For eksempel var en feteret mangedobbelt verdensmester som Michael Schumacher flere gange i søgelyset for ufin kørsel - for eksempel da han i 1997 på Jerez-banen bevidst forsøgte at køre konkurrenten Jacques Villeneuve af banen.

Det var Renaults fyring af Nelson Piquet Jr., der fik den aktuelle sag til at rulle. Fyringen er givetvis hans motivation for at slå tilbage mod teamet, hvor han ikke følte sig godt behandlet. Han nåede aldrig ud af Alonsos skygge, og omvendt vil onde tunger mene, at Piquet var så uduelig i en Formel 1-racer, at dette var den eneste måde, han kunne være til gavn for sit team...

Fernando Alonso, der stadig kører for Renault, har i øvrigt hidtil nægtet ethvert kendskab til det beskrevne hændelsesforløb.

Kampen om VM-titlen
Renaultskandalen formår dog forhåbentlig ikke helt at fjerne fokus fra det, som det egentlig handler om: Kampen om VM-titlen.

Den er måske nok knap så intens som de foregående år, da Jenson Button stadig holder en ganske stor føring takket være sin suverænitet i sæsonens første tredjedel. Han vandt seks af sæsonens første syv løb, men har ikke vundet siden. Til gengæld har der været fem forskellige vindere af de seneste seks løb, hvilket om noget understreger den markante jævnbyrdighed, der præger Formel 1-feltet lige nu, hvor man nærmest ser et nyt hold markere sig i front i hvert løb.

Senest er det noget overraskende den tidligere agterlanterne, Force India, der er rykket op som et af feltets hurtigste mandskaber. Det forholdsvis nye team havde Giancarlo Fisichella som en potentiel løbsvinder på Spa-Francorchamps i Belgien for nylig, og efter hans transfer til Ferrari overtog kollegaen Adrian Sutil pladsen i forreste geled ved det seneste løb i Italien, hvor han blev nr. fire efter en andenplads i kvalifikationen.

Jenson Button ligner fortsat en verdensmester, selv om det altså er længe siden, han har vundet et løb. Hans nærmeste konkurrent er kollegaen hos Brawn GP, Rubens Barrichello, der til gengæld har vundet to af de tre seneste løb og nu er 14 point efter Button. Sebastian Vettel, Red Bull, på tredjepladsen er 26 point efter og skal snart håbe på mirakler, hvis han skal blive verdensmester - især da Red Bulls form er nedadgående.

De afsluttende løb i sæsonen er i Singapore den 27. september, Japan den 4. oktober, Brasilien den 18. oktober og Abu Dhabi den 1. november.