Lørdag aften byder Don Ø speedwayfolket indenfor i Parken til VM-grand prix. Her på BetXpert kvitterer vi med denne optaktsartikel der gennemgår chancerne for de mest interessante kørere – herunder en rasende Nicki Pedersen. Og fredag lægger vi spilforslag ud.
Hold øje med BetXperts speedway-tip på denne side – hvor man også kan tilmelde sig en mailingliste og koble sig til RSS-feed, hvis man vil have et vink så snart nye tip er på bordet.
Perfekt bane i Parken
Det er syvende år i træk Parken lægger underlag til et speedway-grand prix. Og der er for nyligt lavet en ny 5 års aftale, der sikrer speedway i Danmarks hovedstad frem til 2013.
Ole Olsen og hans team fra Vojens har været i gang med at anlægge en perfekt bane til løbet siden slutningen af sidste uge. Parken er et af de få steder i grand prix-serien, hvor det år efter år lykkes at lave en super bane. I udlandet kniber det typisk. Hvilket senest viste sig i Göteborg, hvor en hullet bane var årsag til stor kritik fra kørerne.
Den bane der anlægges i Parken er en såkaldt endags-bane; den er lille i forhold til fx de store polske baner.
Ikke i København lørdag? Følg løbet på DK4
Kan man ikke være tilstede i Parken til en af årets største begivenheder på dansk grund, så sender DK4 direkte fra klokken 1900 med optakt fra klokken 1800.
Livescore findes på den officielle grand prix-hjemmeside.
Dramatik i Göteborg
Løbet i Parken er årets fjerde grand prix, efter Prag, Leszno og Göteborg. I alt indeholder GP-serien 11 løb (læs om strukturen her) – hvorefter årets verdensmester kan kåres.
De seneste to år har danske Nicki Pedersen snuppet titlen, men det ser ud til at han får svært ved at gentage det i år.
Der var top drama i det seneste grand prix i Göteborg d. 30. maj. Finale-heatet er blevet diskuteret mange gange siden. Et heat som kan vise sig at koste Nicki Pedersen verdensmesterskabet. Han lå i 3 omgange til at vinde det svenske grand prix, indtil den unge russer Emil Sayfutdinov kørte ind i hans baghjul.
Dette ville normalt give en udelukkelse af russeren, men dommer Wojciech Grodzki ville det anderledes. Han trykkede på den blå lampe hvilket betød udelukkelse af Nicki Pedersen. Hele stadion og kørerne i ryttergården forstod ingenting af afgørelsen.
I et raserianfald smadrede Nicki Pedersen sin venstre hånd ind i en monitor, der viste udelukkelsen. Det kostede en brækket lillefinger.
Grodzki eller Nicki
Den polske dommer Wojciech Grodzki var også sat på til grand prixet i Parken, hvilket fik Nicki Pedersen op i det røde felt igen. Der blev afholdt et møde mellem ham og race director Ole Olsen.
Og nu er Wojciech Grodzki taget af løbet af hensyn til ham selv, hedder det i en melding. Havde polakken dømt i Parken, så var der store chancer for at Nicki Pedersen havde boykottet løbet.
Samlet stilling
VM-etter Jason Crump lå, da styrtet skete, på sidstepladsen i Göteborg. Han røg selv med ned i styrtet og brækkede også en finger.
Men i omstarten blev Crump nummer 2 hvilket indbragte ham10 point til VM-stillingen. Her har australieren nu 52 point. På andenpladsen ligger Sayfutdinov, efterfulgt af svenske Andreas Jonsson. Først på fjerdepladsen kommer Nicki Pedersen med 34 point.
Næstbedste dansker er Kenneth Bjerre på ottendepladsen, mens Hans Andersen er helt nede på 12.pladsen:
01 |
Jason Crump |
52 |
02 |
Emil Sayfutdinov |
46 |
03 |
Andreas Jonsson |
39 |
04 |
Nicki Pedersen |
34 |
05 |
Tomasz Gollob |
31 |
06 |
Greg Hancock |
31 |
07 |
Fredrik Lindgren |
30 |
08 |
Kenneth Bjerre |
23 |
09 |
Leigh Adams |
22 |
10 |
Rune Holta |
22 |
11 |
Sebastian Ulamek |
19 |
12 |
Hans Andersen |
17 |
13 |
Grzegorz Walasek |
17 |
14 |
Antonio Lindback |
17 |
15 |
Chris Harris |
16 |
16 |
Jaroslaw Hampel |
9 |
17 |
Scott Nicholls |
6 |
De otte bedste i slutstillingen kvalificerer sig automatisk til næste års grand prix-serie.
Løbet i Parken
Bud på top 3 i Parken
1 Andreas Jonsson
2 Nicki Pedersen
3 Jason Crump
Favoritterne og danskerne
Jason Crump har lagt sig i spidsen i denne sæson. Han ser mere tændt ud end længe, og han jagter i år sin tredje VM-titel. Crump har ikke været i tvivl om han skulle starte selvom han har haft problemer med en brækket finger. Han kørte en fin ligamatch i Sverige tirsdag aften. Han har tidligere vundet i Parken. Jason Crump kan forvente sig en hed modtagelse i Parken. Et sted hvor han aldrig har været populær, hvilket nok mest skyldes at han er den bedste kører og dermed den værste konkurrent til danskerne.
Russiske Emil Sayfutdinov har taget speedway-verdenen med storm denne sæson. Han har vundet to af tre grand løb denne sæson, som er hans debut i serien. Han har været meget mere konstant end jeg havde forventet (talentet var der ingen tvivl om) og som han har kørt, er han svær at komme udenom blandt favoritterne. Alligevel tror jeg ikke at den lille bane i Parken er noget for Sayfutdinov, som har fået sin speedway-opdragelse på store baner i Polen (kom til den polske liga som 16-årig). Han kunne godt blive løbets skuffelse.
Andreas Jonsson har fået en fin start på denne sæson, hvor han modsat tidligere år ikke haft været udsat for de samme styrt. Han vandt i Parken i 2007, og chancen for at der til sidst bliver spillet Du gamla, du fria er bestemt til stede. Han viste fin form i Sverige tirsdag aften med 13 point. Han vandt i 2007 også finalen i Gelsenkirchen, så de små endags-baner ligger godt til ham.
Nicki Pedersen har ikke haft heldet denne sæson, men han viste i sidste grand prix at han fortsat har farten til at være med fremme. Dog har han aldrig vundet i Parken. Han har en skadet finger som driller ham. Jeg tror dog ikke det er noget vi vil kunne se når løbet først er i gang.
Tomasz Gollob som normalt er stærkere på de store baner i Polen vandt overraskende sidste år i Parken. Det virker dog til at Gollob var i bedre form dengang end nu. Det vil være mindst en lige så stor overraskelse om han gentager sejren, som da han vandt sidste år.
Greg Hancock er feltets ældste med sine 39 år. Han er dog fortsat blandt de bedste i verden. Han har aldrig vundet i Parken. Det er måske sidste gang Hancock starter i Parken, og chancen for at vinde har måske aldrig været større, da det på forhånd er et meget åben grand prix. Men blandt topfavoritterne er han ikke.
Leigh Adams startede sæsonen som lyn og torden, men efter grand prix-serien er kommet i gang har Adams kun skuffet. Han ligger helt nede som nummer 9 i den samlede stilling. Ligesom for Hancock kan det nemt være sidste gang Adams starter i Parken. Det vil være en overraskelse om Adams er at finde blandt de 3 bedste i dette løb.
Kenneth Bjerre har været den næstbedste dansker denne sæson. Han har været i to semifinaler og ligger samlet som nummer 8. Kenneth vinder nok ikke i Parken, men han har dog altid været i semifinalen de gange han har kørt på wildcard. Målet må være en plads i finalen for første gang i år. Noget som er indenfor rækkevidde for Kenneth Bjerre der har gjort det godt i ligaerne denne sæson.
Hans Andersen har kørt bagefter hele sæsonen. Han er slet ikke kommet i gang. Det kan være at Parken kan være med til at kickstarte hans sæsonen. Den lille bane i Parken er som skabt til Hans Andersen som elsker at kører helt inde ved græskanten. Han vandt på wildcard i Parken i 2006. Ting kan ændre sig hurtigt i speedway, men der skal også ske fremskridt på flere 100% for at Hans Andersen kan komme tilbage på toppen, som i 2006.
Det danske Wildcard til årets grand prix i Parken er gået til Niels Kristian Iversen . Hvilket var lige efter bogen, da han ved DM var bedste mand blandt de kørere der ikke allerede var inde i grand prix serien. Han har tidligere været i semifinalen i Parken, og dette må igen være målet for Iversen. Han har allerede mistet næste års grand prix serie, så der skal nok en grand prix-sejr til for at Iversen kan drømme om et wildcard til næste år.