Associated Press kårer hvert år årets MVP (Most Valuable Player), årets bedste offensive og defensive spiller, årets bedste offensive og defensive rookie, årets træner og årets comebackspiller.
AP har allerede uddelt rookie-priserne til hhv. Brian Cushing (bedste defensive rookie) og Percy Harvin (bedste offensive rookie).
Men hvem skal være årets MVP? Vinderen kåres fredag aften dansk tid.
Før sæsonen smed jeg et tip som gik på at Drew Brees eller Aaron Rodgers ville vinde prisen – med tilbagebetaling hvis det blev enten Tom Brady, Peyton Manning eller Adrian Peterson.
To af de fem nævnte anser jeg ikke længere som realistiske muligheder, mens den ene er storfavorit og de sidste to er blandt outsiderne. Hvem det er, kan ses nedenfor.
Most Valuable Player
Jeg skrev sidste år en tilsvarende artikel, hvor jeg kom omkring nogle af de historiske facts omkring MVP-titlen. Fx at titlen formentlig ikke gives til en spiller fra et hold som ikke kom i slutspillet (en enkelt fejl havde dog sneget sig ind, da O.J. Simpson i 1973 vandt titlen på trods af at Buffalo Bills ikke kom i slutspillet; den overså jeg sidste år), at en wide receiver ikke forventes at vinde prisen og at det næppe heller vil blive en defensiv spiller.
I sidste ende er MVP-titlen som udgangspunkt ”reserveret” til en quarterback eller en running back.
Ligesom sidste år ligner dette heller ikke en sæson hvor en spiller går ud og slår en af de store rekorder (flest touchdowns eller yards i en sæson), og den eneste som ser ud til at have en bare nogenlunde teoretisk mulighed for det, spiller for et hold som næppe kommer i slutspillet – sidste år var det samme tilfældet for Saints’ quarterback Drew Brees, der var blot 14 yards fra Dan Marinos legendariske rekord for flest passing yards i en sæson, og Brees fik alligevel ikke en eneste stemme i MVP-afstemningen, men vandt i stedet titlen som Offensive Player of the Year.
Men hvem er det så vi skal holde øje med? Lad os starte med outsiderne, og så stille og roligt bevæge os over mod favoritterne, inkl. den absolutte storfavorit.
Det sker ikke – men de fortjener at blive nævnt:
CB
Få cornerbacks har haft større betydning i år end Jets’ cornerback Darrelle Revis. Revis har konsekvent lukket ned for modstandernes førstereceiver, uanset hvem det har været. Man kunne fristes til at sige at Raiders’ CB Nnamdi Asomugha også skulle være en kandidat i så fald – men forskellen består i at modstandernes quarterback ved at der ikke skal kastes imod Asomugha (hvorfor der kun er kastet ca. 30 gange i det område Asomugha dækker), mens der gang på gang er kastet hen hvor Revis huserer. Efter denne sæson vil det næppe blive tilfældet igen.
Revis har tilladt under 40% af kast i hans område at blive completed, og har blot tilladt to touchdowns (ét fra Dolphins Ted Ginn, som formåede at slå ham dybt og gribe et langt touchdown, og ét fra Patriots’ Randy Moss på et hurtigt 4-yard kast), mens han har lavet seks interceptions.
Før sidste runde var Revis’ statistik som følger:
106 targets, 40 catches for 409 yards, 2 TDs, 6 INTs – svarende til en passer rating på 32,3. Én af de seks interceptions blev returneret for touchdown. Derudover har han 54 tacklinger (47 solo) og et hav af pass deflections (nfl.com siger 37, profootballfocus.com som jeg bruger til at finde andre stats på siger 23. Begge er dog enige om at han har flest i ligaen)
Statistikken er endnu ikke opdateret for sidste runde, hvor han dækkede Chad Ochocinco, og trods flere kast i hans retning blev Ochocinco holdt til 0 catches.
For sæsonen har Revis bl.a. stået overfor følgende – ret skræmmende – topreceivers:
Randy Moss (x2), Terrell Owens (x2), Reggie Wayne, Chad Ochocinco, Andre Johnson, Marques Colston, Steve Smith (Panthers) og Roddy White.
Ingen af disse formåede at gribe for mere end 35 yards mod Revis.
”Revis Island” har været lukket land for topreceivers, og Revis’ evne til at holde topreceiverne ude af kampene har haft stor indflydelse på Jets’ flotte sæson og det faktum at holdet nu er i slutspillet. Bliv ikke overrasket hvis vi fra næste sæson vil se quarterbacks undlade at kaste i Revis’ retning – som tilfældet allerede har været med Asomugha de seneste sæsoner – medmindre receiveren virkelig har fået kæmpet sig fri af opdækningen.
CB Charles Woodson,
Mens Darrelle Revis “bare” har excelleret på ét felt – at lukke sin modstander ned – har Packers’ CB Charles Woodson været mere af en altmuligmand for Packers. Han har lukket sin modstander forholdsvis effektivt ned, lavet masser af interceptions, og returneret flere af disse for touchdown. Derudover har han sacket quarterbacken, forceret fumbles og samlet fumbles op.
Revis er ligaens absolut bedste cover-corner, men Woodson må til gengæld nok betragtes som ligaens bedste all-round corner, da han er stærk både i opdækning og mod løbet.
Hvis man har fulgt Packers’ kampe i år har man hurtigt bidt mærke i at det er nogle få spillere på forsvaret, der konsekvent laver de store spil – og få har lavet flere store spil end Charles Woodson. At forsvaret, trods skader til både CB Al Harris og OLB Aaron Kampmann har formået at holde sig konkurrencedygtigt er i høj grad Woodsons skyld.
Woodsons stats før sidste runde var:
71 targets, 37 catches, 429 yards, 5 TDs, 8 INTs – svarende til en passer rating på 54,6.
I sidste runde tilføjede han en interception til statistikken og han slutter sæsonen med 9 interceptions, hvoraf tre er returneret for touchdown, og har derudover 74 tacklinger (66 solo), 2 sacks, 4 forced fumbles, 1 fumble recovery og 27 pass deflections (ifølge nfl.com – profootballfocus.com siger 7 før sidste runde (men jeg tror at nfl.com tæller interceptions med som pass deflections, i modsætning til PFF)).
Ligaens to mest dominerende cornerbacks – og de to topfavoritter til titlen som årets bedste defensive spillere – bliver mine outsidere. Jeg tvivler på at de overhovedet får så meget som én stemme, men skal man finde defensive spillere, som kan komme i betragtning, så er det disse to, og jeg føler det vil være unfair at nævne én og undlade den anden.
Outsiderne:
RB Chris
Det vil være en overraskelse hvis Johnson får titlen, ene og alene på den baggrund at han spiller for et hold, som ikke er kvalificeret til slutspillet – men er der én spiller, på et ikke-slutspilshold, som kan gå hen og tage MVP-titlen, så er det Chris Johnson.
Som den kun sjette spiller i historien nåede den lynhurtige running back over 2000 yards på én sæson. Han kommer dermed i historien ved siden af store navne som O.J. Simpson, Eric Dickerson (hvis 2105 yards endnu rekorden for én sæson), Barry Sanders, Terrell Davis og Jamal Lewis.
Mens det ikke lykkedes at få rekorden for flest rushing yards i én sæson lykkedes det til gengæld Johnson at tage rekorden i scrimmage yards (rush og receiving yards), da han krydrede sine 2006 rushing yards med 503 receiving yards, og dermed tog den rekord fra Marshall Faulk.
En fantastisk bedrift af Johnson, som fra enkelte sider blev betragtet som et dårligt valg af Titans sidste år, da han blev betragtet som ”all speed”. Han løb 40-yard dashen til Scouting Combine på 4,24 sekunder, men der var tvivl om hvorvidt det var en fart han kunne overføre til banen, når udstyret kom på.
Det må man sige at han kunne.
Titans dedikerede anden halvdel af sæsonen til Johnson, og det må siges at have været en succes. Efter en 0-6-start, hvor Johnson kun havde løbet bolden 95 gange for 596 yards, og i enkelte kampe delte carries med LenDale White, blev Johnson ene mand bedt om at løbe bolden igennem stort set resten af sæsonens sidste ti kampe. 263 carries for 1510 yards i sæsonens sidste ti kampe, hvor Titans gik 8-2 er utroligt.
Mens Titans’ skifte på quarterback-positionen fra Kerry Collins til Vince Young ikke skal undervurderes i Titans’ succes i sæsonens anden halvdel, er det næsten umuligt ikke også at give Johnson al mulig kredit for udfaldet af de sidste ti kampe.
Havde Titans nået slutspillet ville Johnson være nævnt sammen med de absolutte favoritter, men ligesom Drew Brees ikke vandt sidste år selvom han var tæt på at slå Dan Marinos rekord for flest passing yards i en sæson, skal vi ikke forvente at Johnson gør det i år – fælles for dem begge er at det trods masser af yards ikke udmundede i mere end en 8-8-record, og formentlig en titel som Offensive Player of the Year.
QB Tony Romo,
Den her var der næppe mange, som havde forventet før sæsonen – undertegnede inkl. – men Romo har rent faktisk leveret en særdeles solid sæson. Jovist, det så skidt ud fire uger inde i sæsonen med en 2-2-record, mens Giants med 4-0 og en sejr over bl.a. Cowboys, så ud til at være stukket af. Herfra begyndte det dog så småt at gå fremad – også for Romo. Midten af november var lidt tvivlsom, da en flot sejr over Eagles blev fulgt op af to dårlige offensive præstationer mod hhv. Packers og Redskins.
Men siden da har Romo været fremragende. Først i endnu en fornem Thanksgiving-præstation, hvor han stod bag flere store spil for kasteangrebet i en klar sejr over Raiders.
Så kom december. Den måned, som Cowboys – og ikke mindst Romo – traditionelt er gået ned i. For holdet tydede det da også på det da de første to decemberkampe var overstået: To kampe – to nederlag. Men alligevel var der noget, der var anderledes, og på sin vis lovede godt for resten af måneden. I de to nederlag havde Romo ramt på 70,5% af sine 85 kast for 641 yards, fem touchdowns og ingen interceptions.
En flot finish fulgte, hvor Romo atter leverede solidt spil. Tre sejre over først ubesejrede Saints, så divisionsmodstandererne Redskins og til sidst hjemme over divisionsrivalerne Eagles i kampen om divisionstitlen. Romo har leveret storspil, og sammen med et forsvar, der spillede fremragende i sæsonens sidste kampe, er Cowboys nu tredjeseedet i slutspillet.
Romo slutter den regulære sæson med en completionprocent på 63,1%, 4483 yards, 26 TDs, 9 INTs og en passer rating på flotte 97,6. Han har derudover ét rushing touchdown og 4 lost fumbles, og det giver altså samlet 27 TDs og 13 turnovers fra Romo i år.
Uden Romos spil var Cowboys næppe kommet i nærheden af slutspillet, og dét er det afgørende her. Han leverede det flotte spil da sæsonen skulle afgøres, og det bringer ham ind i kampen om denne titel – selvom det er usandsynligt at han vinder den.
QB Aaron Rodgers,
Én af de to spillere, der kan vinde mit sæsonbet for mig. Rodgers var utvivlsomt preseasons MVP, efter at Packers havde sat points på tavlen i samtlige serier de havde kørt mens Rodgers var på banen.
Den rigtige sæson startede dog lidt skævt for Packers. Den offensive linje kunne ikke holde Rodgers på benene, og når han endelig fik tid holdt han for længe på bolden, hvilket også kostede sacks. I preseason nettede han over 10 yards pr. attempt i de tre første kampe, men i sæsonens første to blev det blot til hhv. 6,6 og 6,7 yards pr. attempt mod Bears og Bengals.
Siden da er det dog gået betydeligt bedre og reelt set kan Rodgers kun siges at have spillet én dårlig kamp hele året: Mod Buccaneers, hvor han kastede to touchdowns og tre interceptions og ramt på under 50% af sine kast.
Ser man udelukkende på passer rating har han 10 kampe med over 100 i rating, yderligere to med over 90 og tre over 80 – og så 57,6 mod Buccaneers. Det er imponerende flot af en quarterback, i sin blot anden sæson som starter.
Packers’ fans har så småt glemt alt om Brett Favre – undtagen lige de to gange Vikings slog Packers i år. Brett Favre formåede ikke én eneste gang i sine seksten sæsoner hos Packers at slutte en sæson med en passer rating på over 100 – Rodgers klarede det i sin anden sæson. Rodgers har i år spillet op til og – efter min mening – bedre end Favre, og kombineret med en forbedret offensiv linje, og et samlet set ret ungt hold, er der masser af håb for fremtiden.
Udover at være en trussel gennem luften har Rodgers også vist sig at være i stand til at skabe spil med benene. 306 yards og fem touchdowns har Rodgers løbet for – kun Jaguars’ David Garrard har flere yards på jorden af ligaens quarterbacks, og ingen quarterbacks har flere touchdowns.
Rodgers slutter den regulære sæson med en completionprocent på 64,7%, 4434 yards, 30 TDs, 7 INTs og en passer rating på 103,2. Med hans rushing touchdowns giver det ham altså 35 touchdowns og samlet 11 turnovers (4 fumbles lost).
I andre sæsoner ville ovenstående være nok til at komme i betragtning blandt de absolutte favoritter – men ikke i år.
QB Brett Favre, Minnesota Vikings:
Fyrre, fed og færdig? Ikke ligefrem...
De to ord ”Brett Favre” hængte langt ud af halsen på størstedelen af NFL-verdenen, inkl. fans, sommeren igennem. Ville han eller ville han ikke? Eller rettere – hvornår ville han skrive under med Vikings? For de flestes virkede det bare som et spørgsmål om tid før han annoncerede sit andet comeback til den liga, han i årevis dominerede som en af de bedste gennem tiderne, og langt om længe, den 18. august, blev det officielt at Favre havde skrevet under.
Han blev betragtet som den manglende brik i Vikings’ puslespil. De havde løbeangrebet og forsvaret, men manglede quarterbacken, der kunne føre dem til Super Bowl. Håbet var at de havde fået ham i Brett Favre. Mange tillod sig at tvivle, baseret på hans præstationer hos Jets sidste år.
Med skulderproblemer var der tvivl om hans armstyrke, men de blev hurtigt gjort til skamme, da han efter et par rolige uger i starten af sæsonen, gik ud og leverede dét kast, der med ét samme ham tilbage i rampelyset: Med 3. og 3 med 12 sekunder tilbage mod 49ers, bagud med 20-24, modtog Favre snappet fra shotgun, og efter at have løbet lidt frem og tilbage og undveget presset, sendte Favre bolden af sted fra 39-yard linjen et splitsekund før 49ers’ Manny Lawson ramte ham, mod end zone, hvor Greg Lewis hev bolden ned bagest i end zone og sikrede Vikings sejren.
Kastet havde betydeligt mere end 49 yards i sig, og som ugerne gik leverede Favre flere af de store spil – oftere og oftere blev de grebet af den unge Sidney Rice, der røg i Pro Bowl efter en flot sæson med Favre som quarterback. Armstyrken var der, og trods nogle til tider hasarderede beslutninger, undgik han turnovers.
I hvert fald indtil december. I september, oktober og november kastede Favre 24 touchdowns og blot 3 interceptions og førte Vikings til en 10-1-record. I sæsonens sidste fem kampe gik det nedad bakke. I de første tre kampe af disse fem kastede Favre tre touchdowns og fire interceptions, og Vikings vandt kun én af disse. I de sidste to uger genfandt han dog niveauet og kastede seks touchdowns og ingen interceptions, mens Vikings vandt én og tabt en.
Det var dog i sidste ende nok til at sikre sig andenseedningen i NFC og en bye week.
Favre slutter den regulære sæson med en completionprocent på 68,4%, 4202 yards, 33 TDs, 7 INTs og en passer rating på 103,2. Han har ingen rushing touchdowns, og har tabt to fumbles, og har altså samlet 33 touchdowns og ni turnovers. 10 kampe med over 100 i passer rating, yderligere én over 90, og så fem i 70’erne er det blevet til.
Derudover leverede han i høj grad varen i de to kampe mod Packers, hvor han kastede syv touchdowns og ingen interceptions og ramte på godt 70% af sine kast, mod et solidt kasteforsvar.
Vikings’ delvise nedtur i december koster lidt – især fordi Favre til dels har været skyld i den med mindre godt spil i nogle af kampene – men Favre har stadig leveret en særdeles solid sæson og er en af de store outsidere.
QB Drew Brees, New Orleans Saints:
Manden jeg umiddelbart ser ud til at skulle hænge min hat på, hvis mit spil fra før sæsonen skal gå hjem. Brees var i lang tid en af topkandidaterne til titlen, men Saints’ kollaps i sæsonens sidste kampe, kombineret med flot spil fra andre quarterbacks, har sat Brees en smule tilbage i kampen om titlen.
Brees gjorde stort set alt rigtigt i størstedelen af sæsonen. Han åbnede sæsonen med at kaste seks touchdowns mod Lions, og ugen efter ødelagde han fuldstændigt et solidt Eagles-secondary. De to kampe blev fulgt op af kampe uden touchdowns mod Bills og Jets, og generelt mindre godt spil fra Saints’ side. Det førte til at flere – inkl. undertegnede – havde fidus til en Giants-sejr over Saints i uge 6. Brees svarede igen, og ødelagde Giants’ secondary med 369 yards og fire touchdowns og en passer rating på 156,8.
De næste uger var MVP-agtige kampe. En svær kamp mod Dolphins, hvor han kastede tre interceptions og fumblede to gange (og mistede den ene), men hvor Brees leverede et formidabelt comeback i en kamp de ellers var helt ude af. Med 5 sekunder tilbage af første halvleg havde Saints scoret tre points. 30:05 effektive spilleminutter senere havde de scoret 46. Brees løb selv de to ind (på QB-sneaks – på det ene kastede han sig hen over samtlige spillere) og kastede yderligere et, og Saints stod pludselig som vindere af kampen.
De følgende uger bød på divisionsmodstandere og en kamp mod Rams, hvor Brees atter leverede det nødvendige i kampe, hvor alt ikke kørte helt som det skulle. I uge 12 og 13 kom så endnu et MVP-øjeblik. Hjemme mod Patriots kastede Brees for 371 yards, fem touchdowns og en perfekt passer rating på 158,3 og sikrede en storsejr.
Herfra var det dog så småt slut med heldet. To flotte comebacksejre mod Redskins og Falcons holdt Saints på sporet af den perfekte 16-0-sæson og Brees i overvejelserne til MVP-titlen.
Men så kom Cowboys på besøg. 17-24-nederlag på hjemmebane. En interception og to lost fumbles var lige ved ikke at være nok til at holde Saints stangen, men comebackforsøget blev spoleret da Brees blev sacked (og mistede fumble nummer to den dag) med kort tid tilbage. Endnu et nederlag til Bucs, trods en solid kamp af Brees, satte ham yderligere tilbage.
Trods en NFL-rekord i completionprocent (70,62%), 4388 yards, 34 TDs, 11 INTs og en passer rating på 109,6 for sæsonen (ligaens højeste) betragter jeg ikke Brees som en af de to største favoritter til titlen. Han har krydret det hele med to rushing touchdowns (begge mod Dolphins), men også seks tabte fumbles – hvilket bringer ham op på 17 turnovers og 36 touchdowns. Dét alene er ikke nok til at tage ham ud af kampen om titlen, men kombineret med de sene nederlag og manglende præstationer da det gjaldt, ryger han lidt ned.
Han har et solidt forsvar, der ganske vist har tilladt mange points, men også selv scoret mange, en af ligaens bedste receivergrupper, og et, i forhold til de to topkandidater, stærkt løbeangreb at støtte sig op af, og på den baggrund burde hans stats være endnu bedre.
Jeg vil ikke udelukke at Brees kan få stemmer, men jeg ser det som særdeles usandsynligt at han skulle vinde titlen.
Forfølgeren:
QB Philip Rivers, San Diego Chargers:
Ligaens måske hotteste quarterback, for ligaens hotteste hold, her og nu. Rivers startede på ingen måde sæsonen fantastisk. Først en smal sejr over Raiders, dernæst et nederlag hjemme til Ravens, og en middelmådig præstation mod Dolphins. Tre kampe; tre touchdowns, tre interceptions og en tabt fumble. Ikke ligefrem MVP-stats.
Siden da har det dog set forholdsvis solidt ud. Chargers når ind i slutspillet med 11 sejre på stribe, og Rivers har i de 11 sejre ramt på 209 af 303 kast (68,98%) for 21 touchdowns og 6 interceptions (fordelt på fire kampe).
Rivers har gjort det med et receiverkorps med kun Vincent Jackson som en topreceiver, selvom Malcolm Floyd (der tog over fra Chris Chambers, der blev tradet til Chiefs) og Legedu Naanee som sekundære receivers og så også Pro Bowl-tight end Antonio Gates. Løbeangrebet har været næsten ikke-eksisterende og har kun nettet 3,3 yards pr. carry og 88,9 yards pr. kamp (hvilket rangerer som hhv. dårligst og næstdårligst i ligaen). Til gengæld har løbeangrebet fået bolden i end zone 17 gange.
Chargers har været ramt af flere skader, både defensivt og offensivt, hvilket blot gør Rivers’ præstation endnu mere imponerende.
Rivers slutter sæsonen med en completionprocent på 65,2%, 4254 yards, 28 TDs, 9 INTs og en passer rating på 104,4. Han har desuden et enkelt rushing touchdown og tre mistede fumbles, hvilket bringer hans total op på 29 touchdowns og 12 turnovers. Han har ”kun” otte kampe med over 100 i passer rating, men hans resterende otte ligger til gengæld alle mellem 84,5 og 97,3, og han kan altså dermed ikke siges at have haft nogle decideret dårlige kampe på dén front.
Favoritten:
QB Peyton Manning,
Ser man udelukkende på de stats jeg har fremhævet hos hver enkelt kandidat indtil nu, burde Manning næppe stå som favoritten til titlen: Completionprocent på 68,8%, 4500 yards, 33 TDs, 16 INTs og en passer rating på 99,9 er ikke noget der skiller ham ud fra mængden. Han har ingen rushing touchdowns, men dog heller ikke en eneste mistet fumble.
Dét som Manning til gengæld har i højere grad end nogen andre på denne liste er ”clutchness”. Evnen til at levere de store spil når det tæller – nåja, og så en 14-0-record inden Colts begyndte at spare spillere, og et uhørt antal comebacksejre.
Colts, som i årevis har været i toppen af ligaen, sagde efter sidste sæson farvel til to kommende Hall of Famers – Head Coach Tony Dungy og WR Marvin Harrison. Anthony Gonzalez skulle overtage fra sidstnævnte, men gik ned med en skade i spilleuge 1, og pludselig stod Manning tilbage med en receivergruppe bestående af Pro Bowl-receiver Reggie Wayne, Pro Bowl-tight end Dallas Clark, og så to urutinerede receivere. Andenårsspilleren Pierre Garcon og rookie Austin Collie.
Colts’ offensive system er uhyre komplekst, og det er meget få receivere, der har formået at levere en solid stat-line i deres første sæsoner i klubben. Marvin Harrison og Anthony Gonzalez havde sidste år 117 catches for 1300 yards og 9 touchdowns. Garcon og Collie har i år 107 catches for 1441 yards og 11 touchdowns.
Colts’ offensiv står og falder med Peyton Manning, og at Garcon og Collie har formået tilsammen at overgå Marvin Harrison og Anthony Gonzalez skal (næsten) ene og alene tilskrives Peyton Mannings evne til at involvere dem og få dem kørt hurtigt ind i systemet.
Tilbage til dét at være clutch:
Se på kampen mod Dolphins i uge 2. Colts havde bolden i mindre end 15 minutter i den kamp, forsvaret var kørt totalt i sænk af Dolphins’ løbeangreb, men Manning får ført Colts til 27 points på de mindre end 15 minutters boldbesiddelse, hvilket var nok til at vinde kampen.
Kampen mod Patriots: Colts er nede i sækken efter første halvleg, og nede med 14-31 i fjerde quarter, leverer Manning et stort comeback, og Colts ender med at vinde kampen 35-34.
Der er sådan set masser af eksempler, men evnen til at levere comebacks og vinde de tætte kampe, har Manning i denne sæson haft mere end nogen anden i ligaen. Otte kampe er vundet med mellem 1 og 8 points (føring der kunne hentes med én scoring), og syv gange i år har Manning ført sit hold til sejr efter at have været bagud i fjerde quarter.
Før kampen mod Jaguars i spilleuge 15 var jeg lidt i tvivl om hvorvidt Manning ville kunne tage denne pris så sikkert som mange eksperter har spået, delvist baseret på en mindre god kamp ugen inden mod Broncos (ganske vist fire touchdowns, men også tre interceptions), men for andet år i træk gik han ud i en af sæsonens sidste kampe mod netop Jaguars og leverede en første halvleg uden en eneste incompletion, og han førte Colts til en 35-31-sejr.
Undervejs i sæsonen sikrede Colts sig rekorden for flest sejre i træk i den regulære sæson (tidligere ejet af Patriots) og flest sejre i årtiet (foran Patriots), og Manning vandt (med sejren over Jaguars) sin 23. regulære sæsonkamp i træk og tog den rekord for sig selv (Jim McMahon vandt 22 i træk for Bears fra 1984-87).
Skulle man være i tvivl om hvor vigtig Manning er for Colts fik man beviset i sæsonens to sidste kampe. Med Manning førte Colts 14-10 mod Jets og havde 7-7 mod Bills (efter hhv. to quarters plus en slat og én quarter). Uden Manning, men med backup Curtis Painter på banen, vandt Jets 19-0 og Bills 23-0.
Var det prisen for ”Bedste quarterback” vil jeg være enig i at der kan være mange om buddet, men den mest værdifulde spiller – eller den mest uundværlige spiller i ligaen om man vil – kan jeg ikke se være andre end Peyton Manning.
Ikke i år i hvert fald.
Hvad siger du?
Enig/Uenig? Giv dit besyv med. Vinderen kåres fredag aften dansk tid.
Bliver det Peyton Manning der vinder, vil det være fjerde gang han tager titlen, og det vil være flest af alle gennem tiden. Han deler i øjeblikket rekorden med tre league-MVPs med Brett Favre.
