Nu har lokale bookmakere i New Jersey fået tilladelse til at udbyde odds på den populære og lokale ædekonkurrence Nathan’s Hot Dog Eating Contest. BetXpert giver dig her et lille indblik i, hvad konkurrencen går ud på.
Der findes besynderlige spil hos bookmakerne. Og så findes meget besynderlige spil hos bookmakerne. Nu har folk i New Jersey mulighed for at spille på den lokale ædekonkurrence Nathan’s Hot Dog Eating Contest – et spil, der nok hører til i kategorien ”meget besynderlige spil.”
Læs eventuelt mere om historien, populariteten og reglerne bag konkurrencen nederst i artiklen.
Men hvad går konkurrencen helt præcist ud på? Kort og godt: Spis flest hotdogs på ti minutter uden at kaste op. Kan du det, vinder du 10.000 dollar, svarende til 66.000 kroner, plus et mesterskabsbælte, der er den største boksemester værdig.
”Jamen jeg kan da godt klemme en fem-seks hotdogs ned på ti minutter”, tænker du måske nu. Men hvis det er dit bedste, er du ikke engang god nok til at blive ketchup-caddie i det her felt. Her spiser man mange hotdogs på ti minutter. Rigtig mange hotdogs.
Rekorden står legenden og den forsvarende mester Joey ”Jaws” Chestnut for. I 2018 klemte han hele 74 hotdogs ned gennem svælget på ti minutter. Han forsvarede sin titel i 2019, men her må han have haft en offday, da han kun formåede at fortære sølle 71 hotdogs på de ti minutter. Vi må håbe for mesteren, at han har strammet lidt op i år.
Det er dog langtfra de eneste to gange, at Joey Chestnut har vundet den populære konkurrence. Faktisk har han vundet i 12 ud af de seneste 13 år, og han er da også stor favorit til at tage titlen her i 2020.
Konkurrencen finder sted hvert år den 4. juli på USA’s uafhængighedsdag og afholdes ved Coney Island, New York. I år afholdes den dog i private rammer grundet Covid-19.
Odds på Nathan’s Hot Dog Eating Contest - herrer
Hvem vinder Nathan's Hot Dog Eating Contest 2020? Herrer | Højeste odds | Bookmaker |
---|---|---|
Joey Chestnut | 1,10 | |
En hvilken som helst anden deltager | 6,50 |
Hvor mange hotdogs spiser Joey Chestnut? | Højeste odds | Bookmaker |
---|---|---|
Over 72,5 | 1,55 | |
Under 72.5 | 2,40 |
Hvor mange hotdogs spiser Joey Chestnut? | Højeste odds | Bookmaker |
---|---|---|
Over 74,5 | 2,25 | |
Under 74.5 | 1,62 |
OBS: Odds er fra fredag den 3. juli klokken 16.45.
Som det ses på oddsene, så er der Joey Chestnut og alle de andre. Det er den 12-dobbelte mester mod rovet, som man vil sige det i mange skolegårde i det ganske land.
Ifølge bookmakerne er det næsten ikke et spørgsmål om, hvorvidt Chestnut vinder igen, men snarere om han slår sin egen rekord. At tyde ud fra oddsene skal vi ikke regne med at se ham slå den. Den lyder som nævnt på 74 styks, mens du kan få odds 2,25 på, at han spiser over 74,5.
Bookmakerne er dog optimistiske om, at han nok skal gøre det bedre end sidste år, hvor det blev til 71. Minimum 73 hotdogs bør være en forholdsvis smal sag for den forsvarende mester, og derfor kan du også kun få lidt mere beskedne 1,55 på dét udfald.
Tror man omvendt, at den gode Chestnut har nået toppen, og at sidste års 71 hotdogs var et billede herpå, er der flotte odds 2,40 at hente på under 72,5 hotdogs af mesteren.
Chestnut har dog næppe selv opgivet at slå rekorden. Efter sejren sidste år udtalte han, at han var skuffet over de 71, og at han ”elsker at slå rekorder”.
Se eventuelt, hvordan det gik til, da Joey Chestnut vandt i 2019, i videoen herunder. I slutningen af videoen kan du høre interviewet med hotdogmesteren.
Odds på Nathan’s Hot Dog Eating Contest – damer
Hvem vinder Nathan's Hot Dog Eating Contest 2020? Damer | Højeste odds | Bookmaker |
---|---|---|
Miki Sudo | 1,12 | |
En hvilken som helst anden deltager | 6,00 |
Hvor mange hotdogs spiser Miki Sudo? | Højeste odds | Bookmaker |
---|---|---|
Over 40,5 | 1,62 | |
Under 40,5 | 2,25 |
OBS: Odds er fra fredag den 3. juli klokken 16.45.
Også på damesiden har vi en stor favorit. Navnet er Miki Sudo, og hun er forsvarende mester. Og ligesom Joey Chestnut er Miki Sudo også vant til at vinde konkurrencen. Vinder hun igen i år, bliver det således hendes syvende titel efter at have vundet hvert år siden 2014.
Miki Sudos personlige rekord er fra 2017 og lyder på hele 41 hotdogs. I 2018 blev hun mester med 38 hotdogs, og i fjor kunne hun nøjes med bare 31 af slagsen.
Kvindernes alltime record står Sonya Thomas for, da hun i 2012 kværnede 45 hotdogs. Det var flere end ti ud af 15 mandlige deltagere det år.
Kort om reglerne
Som nævnt gælder det om at spise flest hotdogs på ti minutter. Hvis man brækker sig – eller har en reversal of fortune, som de kalder det – bliver man automatisk diskvalificeret.
Konkurrencen har typisk 20 deltagere. De består af den forsvarende mester, vindere af regionale kvalifikationsturneringer, wildcard-deltagere til nogle af dem, der var lige ved og næsten i kvalifikationen, og potentielt også særlige deltagere i form af kendte personer.
Hvis to eller flere deltagere har spist lige mange hotdogs efter ti minutter, skal de ud i en ”omdans”, hvor det gælder om at spise fem hotdogs hurtigst. Er de stadig lige, står den på sudden-death med en enkelt hotdog, til der er fundet en vinder.
Kort om historien bag Nathan’s Hot Dog Eating Contest
Konkurrencen blev afholdt for første gang i år 1916 og var arrangeret af fire immigranter. Eller det vil sige, at det troede man indtil år 2010, hvor konkurrencens promotor, Mortimer ”Morty” Matz, indrømmede, at det var en fabrikeret historie, som han fandt på sammen med en medsammensvoren tilbage i 1970’erne. Det hele var blot et PR-stunt, der skulle skabe endnu mere opmærksomhed om eventen.
Flere store medier, heriblandt The New York Times, havde flere gange skrevet om konkurrencens historie og dens fødselsår – altså uden at vide, at det hele var løgn.
Selvom man ved, at eventet var blevet afholdt tidligere, anser man i dag år 1972 som værende konkurrencens første år.
I 1990’erne og 00’erne var begivenheden præget af japanere og særligt legenden Takeru ”Tsunami” Kobayashi. Han satte i særdeleshed spisekonkurrencer på verdenskortet og satte nye standarder for professionalisme og træning. I 2001 smadrede den madglade japaner den hidtidige rekord på 25,5 hotdogs ved at suge hele 50 af slagsen. Den rekord er så siden blevet slået flere gange og endda så eftertrykkeligt.
Takeru Kobayashi vandt seks år i streg fra 2001-2006.
Den dag i dag er begivenheden omdrejningspunktet for flere dage med fest og farver i dagene op til konkurrencen. Dagen før det går løs er der en offentlig indvejning, som vi kender det fra boksning. Her er New Yorks borgmester altid til stede.
I 2007 kom der hele 50.000 mennesker for at overvære begivenheden, som også bliver tv-transmitteret. Og det er ingen ringere end den verdenskendte tv-station ESPN, som har sikret sig rettighederne. Dem købte de i 2014, og aftalen løber helt frem til 2024.
Grundet den massive interesse for begivenheden har New Jersey-bookmakere været ivrige efter at få tilladelse til at udbyde odds. Det fik de afslag på sidste år, men nu er godkendelsen i hus.
Joey Chestnut
Med undtagelse af 2015 har 36-årige Joey ”Jaws” Chestnut vundet ædekonkurrencen Nathan’s Hot Dog Eating Contest hvert år siden 2007, hvor han slog den forsvarende mester Takeru ”Tsunami” Kobayashi af pinden.
Stormesteren træner ved at faste og ved at strække sin mavesæk med mælk, vand og proteintilskud. Siden han begyndte at spise på konkurrenceniveau, har hans vægt ligget mellem 102 og 109 kg.
Det er desuden ikke kun hotdogs, som Chestnut ynder at spise mange af. På Major League Eatings hjemmeside – en organisation, der står for at arrangere professionelle spisekonkurrencer – kan man se, at han også kan lide at spise ting som chicken wings, tacos, kødtærter, donuts, kalkun og meget, meget mere.
Og nu til 1.000 dollarspørgsmålet: Kan man leve af at være konkurrencespiser? Ja, det kan man godt, men det er langtfra alle, der kan leve i sus og dus. Og mange er nødt til at have et almindeligt job ved siden af.
Men hedder du for eksempel Joey Chestnut, Takeru Kobayashi eller Matt Stonie, har du formentlig ikke svært ved at smile, når du ser på din bankkonto. Ifølge en artikel fra i år af Republicworld.com er Chestnut god for næsten ti millioner kroner. Beløbet varierer dog fra medie til medie, og det kommer også an på, om man kun tager pengepræmier med, eller om det er inklusive sponsorafteler med mere.
Det er heller ikke nemt at finde et entydigt tal for de to andre herrer, men nogle medier mener at vide, at de kan have tjent helt op til 20 millioner kroner, inklusive pengepræmier, sponsoraftaler, YouTube-videoer og så videre.
Matt Stonie var i øvrigt ham, der kortvarigt væltede Joey Chestnut af Nathan’s Hot Dog Eating Contest-tronen i 2015.