Trods en 23. spillerunde på det jævne rent scoringsmæssigt er Premier League fortsat den målrigeste af Europas store ligaer.
Faktisk har den bedste engelske fodboldrække ikke været mere underholdende de sidste 40 år, end den er i denne sæson.
Sådan lyder konklusionen efter 23 spillerunder, hvis man vel at mærke sidestiller antallet af scoringer med underholdning. Ikke siden sæsonen 1967/68, hvor Manchester City i øvrigt vandt deres seneste af i alt to mesterskaber, er der blevet scoret flere mål pr. kamp, end i denne sæson.
Mens 1967/68-sæsonen bød på 3,03 mål pr. kamp, ligger gennemsnittet i indeværende sæson på 2,89.
Som gambler kan man videre notere sig, at over halvdelen af kampene (nemlig 53 procent) har indeholdt mindst tre scoringer for første gang siden 2003/04-sæsonen, hvor 51 procent af kampene kvalificerede til gevinst ved spil på ”over 2,5 mål”.
Færre mål i Europas store ligaer
Denne sæsons målfest trodser tendenserne i både Premier League og Europa generelt. Over de seneste ti sæsoner er der i gennemsnit blevet scoret 2,61 mål pr. kamp i Premier League, hvor raten fra sæson til sæson har ligget på mellem 2,48 og 2,64 mål i gennemsnit.
Ser man på scoringsraten i 10 af Europas største ligaer (defineret som den bedste række i Belgien, England, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Portugal, Skotland, Spanien og Tyskland) over de seneste ti sæsoner, er tendensen samlet set nedslående for dem, der elsker mål.
Over ti sæsoner er scoringsgennemsnittet faldet konstant fra 2,80 i 2000/01 til 2,54 i 2006/07, hvorefter kurven har oplevet en lille stigning til denne sæsons 2,60 mål pr. kamp.
Dødbolde eller hurtige bolde?
Det er altså en samlet europæisk tendens, den engelske Premier League i denne sæson bryder med i stor stil, og i jagten på en forklaring er der kommet mange bud.
Den nuværende VfB Stuttgart-keeper Jens Lehmann har givet de nye bolde skylden med henvisning til deres hurtighed, men den forklaring har en gruppe forskere fra universitet i Oxford delvist skudt ned.
Sunderland-manager Steve Bruce peger på den mere simple forklaring, at klubberne simpelthen har fokuseret mere på at købe bedre angribere med henvisning især til Manchester Citys sommerindkøb af blandt andre Emmanuel Adebayor og Carlos Tevez.
En tredje forklaring, som måske kommer tættest på sandheden, stammer fra Tony Pullis, der er manager i Stoke City. Han peger på, at stadig flere klubber fokuserer på dødboldene som et målfarligt våben modsat tidligere, hvor ikke alle klubberne gav de såkaldte ”set pieces” nævneværdig opmærksomhed.
Pullis, der i Stoke selv råder over et farligt våben ved dødbold i form af indkasteksperten Rory Delap, får støtte fra en undersøgelse foretaget af Opta stats, der tidligere på sæsonen viste, at 42 procent af målene var scoret som følge af dødbolde.
Gode odds på flere mål
Spørgsmålet er så, om ligaens dødboldeksperter har mistet skarpheden eller om boldene er ved at være trætte af at suse hurtigere gennem luften? Det nye år er nemlig ikke så målrigt som efteråret.
2010 har ind til videre budt på 24 kampe, som især takket være Chelseas 7-2-sejr over Sunderland når op på en total på 63 scoringer. Det giver det næsten for Premier League så klassiske gennemsnit på 2,63 scoringer pr. kamp.
Vælger man at tro på, at der blot er tale om en mindre måltørke, kan der såmænd også være gode penge at tjene. Således giver størstedelen af kampene i 24. spillerunde odds på den gode side af 2,00, hvis de skulle indeholde tre eller flere mål hos bookmakerne.
Og så kan oddsjagten begynde, mens de dyre angribere, de hurtige bolde og dødboldspecialisterne fortsætter kursen mod den mest målrige Premier League-sæson nogensinde.
Annonce - Denne side indeholder reklamelinks*. Spillemyndighedens hjælpelinje: stopspillet.dk
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+