En ny sæson står for døren i National Basketball Association i USA - der som bekendt har verdens suverænt stærkeste basketball-liga. I den anledning bringer BetXpert hermed en optaktsartikel, skrevet af Hans Henrik Henriksen, der gennemgår de mest interessante hold...

Hans Henrik var i 2004-06 tilknyttet BetXpert som samarbejdspartner til Christer Jørgensen (231 tips, tilbagebetaling: 105%), og nu vender han muligvis tilbage som selvstændig ekspert - hvis han består kvalifikationen der vil foregå i sæsonstarten. Hans brugertips vil kunne følges her.

Bemærk at vi har plads til flere NBA-eksperter. Hvis man har indsigt (foruden tid og lyst til at skrive tips), er man meget velkommen til at lægge billet ind her: [email protected]


Optakt til sæsonen 2012/13

Af Hans Henrik Henriksen


I år er der heldigvis ingen problemer med strejke eller lockout (som der var i 2011 fra juli til december), og holdene har haft en fornuftig optakt frem mod en spændende sæson.

I denne artikel vil jeg se på nogle af de hold som jeg mener har en god chance for at komme helt til tops, og dermed måske give inspiration til et par season bets. Derudover vil jeg udpege et par hold som næppe lever op til forventningerne, og som man derfor nok bør holde sig fra.

Eastern Conference

Favoritter:

  • Miami Heat

  • Boston Celtics

  • New York Knicks

Hvad kan man sige? Det ligner business as usual (i forhold til sidste sæson i al fald) i Eastern Conference.

Miami Heat

Efter at have fået den første NBA-titel vil holdets største stjerne Lebron James nok have en anderledes tilgang til spillet. Ikke dermed ment at han er mæt, men det kan give en anderledes balance i et forvejen meget stærkt set up. James og Wade er en fantastisk duo, og meget tyder på at Chris Bosh har fundet sig til rette i sin rolle.

Mario Chalmers er svageste led i startopstillingen, men når man ser på de øvrige navne så er det heller ikke noget dårligt prædikat. Battier er det kit der holder holdet sammen, i forhold til at løse de opgaver, som ethvert hold må løse. Til, fra Boston Celtic, er desuden kommet tre-point-truslen Ray Allen.

Lebron James kan bruge denne sæson til at vise at han er på samme superstar-niveau som Kobe Bryant og Michael Jordan! Ja, det er store ord, men se blot på hans stats for de seneste sæsoner, og så vil man erkende at James bare er forrygende.

Heat er simpelthen favoritten i øst, men oddset er for tamt at gå efter og kan ikke anbefales.

Boston Celtics

Holdet var næsten ved at gå i opløsning efter sidste års conference-nederlag til Miami, men efter lidt tovtrækkeri står holdet nu næsten stærkere end sidste år. Stammen er fortsat centreret omkring Rondo på point guarden og som alsidig center, Kevin Garnett der alderen til trods, stadig har en imponerende tilstedeværelse.

Rondo er så god, at han også kunne være en kandidat til MVP ("mest værdifulde spiller"-prisen). Pierce (scorer altid meget), Bass og Lee bestrider nok de sidste poster i startopstillingen, men der er også Jason Terry som tre-point-trussel.

Selvom de er klare underdogs i forhold til Miami, kunne Betsafes 8,50 på Celtics som conference vinder være et interessant bet. Men det er ikke en anbefaling.

New York Knicks

Måske er det hjertet der taler her, men Knicks kunne måske overraske positivt i år. Stoudemire og specielt Anthony er fantastiske.

Tyson Chandler er manden som holder på forsvaret, men problemet er nok Felton som point guard – er han god nok til at styre holdet til tops i år? Han får dog hjælp af Jason Kidd, som stadig er cool, og det kunne vise sig at blive en god konstellation.

Knicks er stærke på low posten – hvor både Stoudemire, Camby og Chandler er meget stærke. Dertil skal føjes, at Knicks altså er et af de mest traditionsrige hold i ligaen, og denne aura kan vise sig at være meget værd i løbet af sæsonen.

Det er nødvendigt at få en god sæsonstart (så man ikke falder tilbage til tidligere tiders bristede forventninger), men selv om holdet måske har mistet lidt af sidste sæsons momentum pga Jeremy Lins afgang. tror jeg på at Knicks kan blande sig i toppen i East i år.

Skuffelsen truer: Chicago Bulls

Når skuffelsen kan true her, så er det ikke I forhold til at Bulls får en losing season (under 0,50), men nærmere at de ikke kommer helt med i top tre.

Boozer, Deng & Hamilton. Ja, det lyder jo egentligt meget godt, men hvor er holdets ubestridte stjerne; Derrick Rose (MVP i 2010-11)? Han er skadet, og hans average på ca. 8 assist og 21 points pr. kamp er stort set umulige at erstatte. Ikke blot på grund af disse tal, men også fordi, han sætter hele holdets offensiv op, og det er godt nok store sko Kirk Heinrich skal fylde ud.

Jeg har stor sympati for holdet, og ikke mindst Deng som stort set løfter på alle fronter der er behov for, men jeg stiller mig tvivlende overfor om holdet kan undvære Rose indtil februar og så stadig ligge med i den gode ende.

Tag ikke fejl; Chicago er stadig meget stærke, men Rose er et stort tab – FC Barcelona ville stadig være gode uden Messi, men er noget stærkere hvis han spiller...

Overraskelsen: Brooklyn Nets

Her står valget mellem Brooklyn Nets og Indiana Pacers! Jeg vælger storbyosen fremfor den landlige idyl, men holder stadig lidt øje med hvad Larry Bird har gang i, hos Pacers.

Men altså; Brooklyn Nets (som er flyttet fra New Jersey) har fået fat i evigt effektive Joe Johnson, som sikrer endnu mere offensivt power hos holdet. Williams på guarden er topklasse, og sætter både Johnson og Wallace fint op. Sidstnævnte er undervurderet, og bør få en god indflydelse på Nets i år. At Kris Humphries er meget stærk på low posten skader jo heller ikke.

Western Conference

Favoritter.

  • Los Angeles Lakers

  • San Antonio Spurs

  • Oklahoma City Thunder


Igen er mine favoritter også bookmakernes favoritter – det er simpelthen svært at komme udenom disse tre hold, men deres tilgang til kampene og situation på holdene kunne ikke være mere forskellig.

Los Angeles Lakers

Før transfervinduet lukkede, var Lakers lidt svære at blive kloge på, men så gik man ud og hentede Dwight ”Superman” Howard og Steve ”No Sugar” Nash. Godt nok er Nash 38 år gammel og Howard har haft rygproblemer men hvis de spiller op til deres niveau, så er Lakers et stærkt bud på den samlede titel.

Spørgsmålet er naturligvis hvordan de nye spillere bliver integreret omkring Kobe Bryant, som er holdets omdrejningspunkt. Ikke mindst Nashs tilgang til spillet tyder dog på, at det bliver en opgave der kan løses. Det bliver spændende at se hvordan Gasol på Power Forwarden og Howard på center pladsen kan teame up, men her tror jeg meget på Gasols evner som assistgiver.

Bænken har ikke den store dybde men Antawn Jamison kan stadig, og Steve Blake er ikke uden evner.

Skader kan man aldrig gardere sig imod, men hvis ellers Word Peace (tidligere kendt som Ron Artest) ikke får langvarige karantæner, så mener jeg rent faktisk - indrømmet, det er mit favorithold, men det er ikke kun mit hjerte der taler - at Lakers er favoritter til titlen. De starter næppe så stærkt ud, men i det lange løb kan holdet vise sig som det stærkeste.

San Antonio Spurs

Et lay-up og et hurtigt returløb er meget bedre end et spektakulært dunk! Sådan kører Spurs-træner Popovich holdet, og der bliver arbejdet stenhårdt for hver meter på banen. Efter nogle halvskidte sæsoner, havde Spurs en god tur igen sidste år, og jeg tror såmænd på, at Spurs igen i år leverer varen (selvom nogle mener at den er lidt kedelig..).

Holdet har en god evne til at lukke ned for modstanderne, og så er det ok, at man ikke nødvendigvis laver 130-140 points i hver kamp. Det er effektivt og det virker.

Selvom Tony Parker på point guarden er holdets offensive omdrejningspunkt, så er det stadig Tim Duncan som mange forbinder med Spurs. Han forlængede sin kontrakt før sæsonen, og det med rette. Duncan er næsten synonym med Spurs.

Der er stor bredde på holdet, og rent faktisk er Manu Ginobili (som flere gange er blevet kåret til sixth-man-of-the-season) en af holdets mest løntunge spillere. Derudover er det værd at notere sig at Stephen Jackson (som lystigt kaster fra egen banehalvdel hvis chancen byder sig) også sidder på bænken hos Spurs.

Oklahoma City Thunder

Forventningerne er skyhøje til det unge Thunder hold, og det er vel strengt taget også ganske berettiget efter at holdet sendte Lakers ud sidste år i western conference-finalen og bød Miami op til dans i finalen, som de godt nok endte med at tabe.

Holdets store stjerne (ud over samspillet) er Kevin Durant, som har det mest fabelagtige rene skud fra distancen. Russel Westbrook er gået lidt ned på assist-raten, men udfylder alle huller i holdets set up. Ibaka har ikke så stor street credit, men hvis man kan sige at Kirilenko har verdens længste arme, så er det et tæt kapløb med Ibaka, som blocker alt og alle. Holdets 6.mand er helt forrygende; James Harden. Han har specielt vist sig som en clutch player – altså én der kan levere i spillets afgørende faser.

Spørgsmålet er blot om holdet igen kan levere efter sidste sæsons blow-out season. Men de kommer i hvert fald nok til at give Lakers kamp til stregen.

Skuffelsen truer: Dallas Mavericks

Der var engang det hed run-and-gun, men sådan er det ikke helt længere i Dallas. Shawn Marion og naturligvis Dirk Nowitzki er stadig høj klasse, men ikke mindst tyskeren har haft flere småskader igennem længere tid, og jeg ser problemer hos Dallas i det spilstyrende element.

Darren Collison har ikke Kidds niveau, og det er måske også lige nok at forlange så meget af ham. Chris Kaman har tidligere imponeret på center pladsen, men det er primært defensivt, og jeg tror egentligt at Dallas får lidt problemer på det offensive felt i år. Deres sigte må være at komme i play-offs, men om det rækker vil tiden vise.

Overraskelsen: Minnesota Timberwolves

Der var engang hvor Minnesota var hjemstavn for Kevin Garnett, og dengang var både niveau og ambitionerne væsentligt højere. I dag er det en succes, hvis holdet kommer i play-off, og det er også her jeg mener, at vi kan se en positiv overraskelse.

Luke Ridnour på point guarden er hurtig, og hvis Brandon Roy holder sig fri fra skader, er han meget værd for holdet. From Russia with love har vi Kirilenko, som har verdens længste arme, og kommer i vejen for stort set hvad som helst.

Holdets store stjerne er dog All-star Kevin Love på power forwarden, og hvis han får succes med at frigøre plads til Pekovic på center pladsen, så kan Minnesota godt komme op ad listen. Men som sagt, så vil det være en klar succes, såfremt holdet rammer en play-off plads.