Efter at have ramt plet mht udfaldet i de fire semifinaler (og i øvrigt også i alle 8 kvartfinaler), vender vi nu blikket mod de to conference-finaler, Eastern og Western.

Man må sige, at det er de rigtige hold som står i finalerne. Samtidig skal det siges, at der er tale om så gode hold, at det faktisk er temmelig svært at spå om udfaldet. Men ikke desto mindre vil jeg gøre et ydmygt forsøg...

Herunder følger analyser af de to match-ups. Læs også den generelle playoff-optakt (link findes til højre) - og hold øje med eksperttip på BetXperts NBA-side: http://www.betxpert.com/ekspert/nba/

Eastern Conference: Finale


Miami Heat Vs. Detroit Pistons
Miami har indtil videre været fantastiske i dette års play-off og har endnu ikke tabt. Først et imponerende sweep over New Jersey og derefter samme cifre mod Washington. Angående kampen mod Washington var det mest imponerende nok at man kunne holde så højt niveau uden Shaquille O´Neal som grundet en drilsk skade i låret ikke fik så megen spilletid. Mourning og Laettner kompenserede fint for dette, men der er altså utrolig stor forskel på den modstand som Heat mødte på low post imod Washington, og den duo som venter imod Pistons.
Allerede i den første analyse blev der lagt op til at Detroits low post faktisk var dem som havde størst chance for at stoppe O´Neal, og det tror jeg stadig på, ikke mindst fordi O´Neal ikke er helt fit for fight. Men hvad så med den unge Dwayne Wade, (også kaldet Flash)? Det bliver jo nok Tayshaun Prince på guard pladsen som skal prøve på det, og hvis man skruer tiden tilbage til sidste års finale - Detroit-Lakers - var det netop Prince som tog pynten af en vis Kobe Bryant, og uden at genere den unge Wade, må det siges, at hvis man kan stoppe Bryant, så er der gode muligheder for at stoppe alle andre.
Jeg har været meget imponeret over Pistons´ defense, og det bliver også her det afgørende slag skal tages. Hvis holdet kan holde det hidtidige høje niveau, er der gode chancer for at Pistons kan trække det længste strå.
Miami har hjemmebanefordelen, hvilket betyder at man starter i Miami, og en eventuelt syvende og afgørende kamp vil også blive spillet der, hvilket naturligvis er en klar fordel for Shaq og Co. Hvis der dog skal tippes på en samlet vinder (og det skal der jo) vil jeg tro at det bliver Pistons som løber med sejren.
Hvis vi ser bort fra spillerne på banen, og ser på strategerne på bænken som jo får en stor betydning i sådanne vigtige kampe, har Detroit den klare fordel, idet Coach Larry Brown nærmest er et ikon i amerikansk basket, med den fornødne viden og rutine til at klare enhver situation.
Både den amerikanske sportspresse og bookmakerne giver Heat de bedste chancer for et samlet avancement, men personligt er jeg af en anden holdning, ikke mindst da Pistons har vist, at de har det lille ekstra som er nødvendigt når der skal gås til stålet – hvem kan glemme sejren sidste år over et All-Star-spækket Lakers-hold.
Afslutningsvist skal det understreges, at Pistons er underdogs til at gå videre, og jeg skal da heller ikke lægge skjul på at min subjektivitet måske skinner en smule igennem (håber på Detroit-sejr), men ikke desto mindre tror jeg på at de forsvarende mestre avancerer og dermed bliver Østens repræsentant i den endelige finale. Jeg mener da også at kampen er så tæt at man skal spille på Pistons da de giver det højeste odds. Og jeg vil vel vurdere deres chancer for videre deltagelse til 52 % - og da oddset ligger omkring 2,45 er det stadig et rigtig godt spil...

Pistons vinder 4-3!!!!

Western Conference: Finale


Phoenix Suns – San Antonio Spurs
Charmerende underholdende angrebsbasket møder kynisk intelligent forsvarbasket – begge af den højeste kaliber… Dér blev måske smurt en smule tykt på, men ikke desto mindre har de to hold helt forskellige udgangspunkter – og Phoenix kan blive det første all-offense-hold (dvs med det primære fokus på angreb) i flere år som når til finalen.
Som udgangspunkt har Phoenix den store glæde af hjemmebanefordelen, og det giver naturligvis et ekstra kick, dog har holdet bevist at det også kan på udebane – statistikken i regular season var identisk for ude- og hjemmebane: 31-10 begge steder.
Der er to match-ups på banen som bliver altafgørende – Duncan mod Stoudemire og Nash vs. Parker.
Amare Stoudemire har vist et helt fantastisk niveau i år og har udviklet sig til at være en rigtig superstjerne, som trods sin store størrelse er meget bevægelig, og hans sammenspil med Nash gør ham ufattelig giftig. Stoudemires stats - pointscore 26 og rebounds ca. 9 - taler for sig selv, og han er inde i en flot udvikling. Det eneste problem for Stoudemire er hans modstander, Tim Duncan, som år efter år har holdt et utroligt niveau og også i år var kandidat til årets MVP. Godt nok er Duncan ikke så hurtig som Stoudemire, men det bliver opvejet af hans store rutine og intelligente spil. I en duel mellem to fantastiske spillere, er Duncan nok en smule mere fantastisk.
På Point Guard-pladsen skal Nash og Parker lege med hinanden, og angående Nash´ spil i år (Årets MVP) kan vi bruge et gammelt ØSTKYST HUSTLERS-citat; ”Jeg ved der er en nummer to, men der er for langt derned !!” Nash har simpelthen været uimodståelig i år, og specielt i serien mod Dallas postede han så vanvittige stats. at det næsten var absurd. Godt nok er Parker hurtig på benene, men jeg ser en klar fordel til Phoenix i denne match-up.
Jeg har før klandret Phoenix for manglende dybde, men dette skal nok tages med en gran salt efterhånden, ikke mindst fordi Jim Jackson har afløst den skadede Joe Johnson på meget imponerende vis, i øvrigt vender Johnson højst sandsynligt tilbage til denne serie. Dog må man ikke overse det intelligent spil som Coach Popovich har gjort til en fast rutine i San Antonios spil, og holdet har virkelig en hel del muligheder. De to nøglepersoner bliver Nash og Duncan, og indtil videre har Nash holdt fanen højest, og ikke mindst derfor tror jeg på samlet avancement til SUNS.
Atter engang skal det dog understreges, at jeg tipper på den forventede underdog, og endnu en gang spiller subjektiviteten en smule ind, men jeg tror og håber helt klart på samlet sejr til Phoenix, selvom Spurs ikke må undervurderes. Jeg vil vurdere Phoenix´ chancer for samlet sejr til det samme som for Detroit, nemlig 52 %. Og da odds for samlet avancement ligger på omkring de 2,50, er det endnu et rigtig godt spil, synes jeg.

Phoenix vinder samlet 4-3 !!