Mr. Green har ikke levet op til hvidvaskloven, hvorfor Spillemyndigheden har givet dem en påtale.
Den 15. december bragte vi her på BetXpert en artikel om, at Unibet havde fået et påbud og en påtale af Spillemyndigheden for brud på reglerne i hvidvaskloven. Ved samme lejlighed oplyste vi også, at LeoVegas tilbage i oktober havde fået en lignende påtale af Spillemyndigheden.
Nu er det så en tredje Kambi-bookmaker, nemlig Mr. Green, som ikke har levet op til reglementet i hvidvaskloven. Det har medført, at Spillemyndigheden atter har måttet give en påtale, skriver myndigheden på sin hjemmeside.
Ung spiller indbetalte 325.000 kroner på et år
Påtalen til Mr. Green kommer, fordi spiludbyderen ikke havde tilstrækkeligt kendskab til, hvor en ung spiller havde sine midler fra. Her er tale om en Mr. Green-kunde, som havde indbetalt 325.000 kroner på et år.
Det forlyder, at Mr. Green via internetsøgninger havde fundet frem til, hvad spilleren beskæftigede sig med til dagligt, og hvad denne angiveligt havde af indtjeningsniveau. Ud fra dette mente spiludbyderen, at indbetalingsniveauet godt kunne forsvares og foretog derfor ikke yderligere granskninger af spillerens økonomi og oprindelsen af denne.
Fejlagtig vurdering
Spillemyndigheden mener imidlertid, at Mr. Greens vurdering af spillerens beskæftigelse samt indtjeningsniveau var fejlagtig, hvorfor spiludbyderens kendskab til spillerens og dennes økonomi ikke var på et tilfredsstillende niveau.
Det er af Spillemyndighedens opfattelse, forlyder det, at Mr. Green burde have undersøgt spilleren bedre for at be- eller afkræfte mistanke om hvidvaskning.
Nederst i nyheden skriver Spillemyndigheden følgende:
”Påtalen medfører ikke nogen handlepligt for Mr. Green, idet Mr. Green efterfølgende har indført nye forretningsgange for kundekendskabsprocedurer og undersøgelsespligt.”