Bortset fra den spanske pokalfinale (spilles på fredag), er sæsonen slut i de 5 store ligaer. Inklusive søndagens dramatiske mester-kåring i Frankrig hvor Montpellier snuppede titlen foran PSG trods tennisbolde og fyrværkeri i Auxerre.
Men Superligaen mangler en runde: onsdag afgøres det om FCN eller FCK vinder mesterskabet. Efter weekendens gunstige resultater har FC Nordsjælland et forspring på to point, men pga en ringere målscore kan FCN næppe nøjes med uafgjort i sidste runde hvor modstanderen er bronze-kæmpende Horsens (og FCK har en på papiret nemmere kamp mod Silkeborg). Der er altså spænding til det sidste...
Se hvem der ellers har noget at spille for i sidste runde i den bedste danske række - og se hvem der vandt mesterskabet, hvem der snuppede de øvrige europæiske billetter, samt hvem der rykkede ned i de store ligaer...
Dette er niende udgave af denne sæsons motivationsartikel. Sæsonen er slut i England, Spanien (bortset fra pokalfinalen mellem Barcelona og Bilbao), Tyskland, Italien og Frankrig. Men i Danmark mangler Superligaen en enkelt runde.
(Der tages forbehold for fejl – man må meget gerne sige til, via kommentarfunktionen forneden, hvis man falder over noget).
Første udgave af artiklen blev postet 13. april.
Opdateret: 20. april
Opdateret: 27. april
Opdateret: 2. maj
Opdateret: 4. maj
Opdateret: 10. maj
Opdateret: 11. maj
Opdateret: 16. maj
Opdateret: 21. maj
Fair Play: 3 ekstra pladser
En plads i Europa League (1. kvalifikationsrunde) gives til hver af de 3 bedst placerede lande på UEFAs Fair play-liste (en forudsætning er at det pågældende land opnår mindst 8 fairplay-point).
Der tælles fra 1. maj 2011 til 30. april 2012.
Dvs Norge, Finland og Holland (Danmark blev nr 5).
Den konkrete lande-billet går til det mest fair-spillende hold i ligaen. Hvis dette hold allerede har en CL- eller Europa League-billet, går pladsen videre til det næste hold på fair play-listen.
Norge: Stabæk
Finland: MyPa-47
Holland: FC Twente
England: Premier League
Sæsonen er slut
(I tilfælde af pointlighed, kigges på måldifference og derefter antal scorede mål. Hvis stadig lige - og det handler om medalje, Europa-billet eller nedrykning - spilles playoff-kamp på neutral bane).
Champions League. Gruppespil: 3 billetter
Mesterholdet, nr 2 og nr 3
Manchester City vandt mesterskabet foran Manchester United (a point, men en dårligere måldifference).
Arsenal tog tredjepladsen, 1 point foran Tottenham.
CL-Kvalifikation, 4. runde: 1 billet
Nr 4
Tottenham.
BEMÆRK: Da Chelsea vandt Champions League-finalen 19. maj, får klubben en billet til CL - og det vil betyde (da England kun må have fire hold med i alt i CL) at fjerdepladsens CL-kvalifikationsbillet forsvinder. Dvs at Tottenham må nøjes med EL-billet (til gruppespillet)...
Europa League. Gruppespil: 1 billet
FA Cup-vinderen
Pokalvinder: Chelsea
Vinderen af pokalturneringen modtager en plads direkte i EL-gruppespillet. Men da Chelsea har kvalificeret sig til CL (via CL-finalegevinsten), er denne billet til overs. Umiddelbart kunne man mene at den så ville gå til finaletaberen - dvs Liverpool - men det gør den vist ikke (Liverpool får til gengæld en kval-billet via ligacuppen). Muligvis fordi England, via Tottenham, har en EL-gruppespilsdeltager.
EL-Kvalifikation, 4. runde: 1 billet
Nr 5
Nr 5 blev: Newcastle.
EL-Kvalifikation, 3. runde: 1 billet
Liga Cup-vinderen
Liverpool vandt Liga Cuppen med en sejr over Cardiff.
Nedrykning
De tre nederste
Bolton, Blackburn og Wolverhampton (agterlanterne).
Spanien: Primera
Sæsonen er slut. Bortset fra:
Pokalfinale 25. maj: Athletic Bilbao – Barcelona
(I ligaen: I tilfælde af pointlighed, kigges først på indbyrdes opgør (først antal point, dernæst målforskel og så antal scorede mål), derefter samlet måldifference og antal scorede mål. I yderste tilfælde afgøres en plads på Fair-play point).
Champions League. Gruppespil: 3 billetter
Mesterholdet, nr 2 og nr 3
Real Madrid vandt mesterskabet.
Barcelona sølv.
Valencia bronze.
CL-Kvalifikation, 4. runde: 1 billet
Nr 4
Málaga
Europa League. Gruppespil: 1 billet (evt. 2)
Pokalvinderen (eller pokalfinaletaberen) – og evt. EL-vinderen
Pokalbilletten: Athletic Bilbao
Pokalfinalen står mellem Bilbao og Barcelona. Da Barcelona har en CL-plads, går EL-billetten derfor til Bilbao uanset udfaldet af finalen.
Men bemærk: Hvis Bilbao får billetten som finaletaber, bliver det til 3. kvalrunde, ikke til gruppespillet.
EL-vinderen blev Atlético Madrid der dermed er sikret en plads i næste sæsons gruppespil.
EL-Kvalifikation, 4. runde: 1 billet
Nr 5 (denne gang: nr 6)
Atlético blev nr 5, men da klubben vandt EL-finalen, får holdet automatisk en gruppespilsbillet.
EL-Kvalifikation, 3. runde: 1 billet
Nr 6
Levante.
Billetten er til 4. kval-runde hvis Bilbao taber pokalfinalen (og dermed får en plads i 3. kvalrunde).
Nedrykning:
De tre nederste
Villarreal, Sporting Gijón og Racing Santander (agterlanterne)
Tyskland: Bundesligaen
Sæsonen er slut.
Pokalfinale: 12. maj: Borussia Dortmund - Bayern München 5-2
(I ligaen: I tilfælde af pointlighed, kigges på (i prioriteret rækkefølge): måldifference, antal scorede mål, indbyrdes resultat (point, måldifference, antal udebanemål), antal udebanemål. Hvis stadig lige - og det handler om medalje, Europa-billet eller nedrykning - spilles playoff-kamp på neutral bane).
Champions League. Gruppespil: 3 billetter
Mesterholdet, nr 2 og nr 3.
Borussia Dortmund vandt mesterskabet, Bayern München og Schalke 04 tog henholdsvis sølv og bronze.
Champions League. Kvalifikation: 1 billet
Nr. 4
Borussia Mönchengladbach skal i Champions League-kvalifikation.
Europa League, 4. runde: 2 billetter
Nr. 5 og pokalvinderen (i år nr. 6).
Bayer Leverkusen nuppede 5. pladsen.
Da begge pokalfinalister (Dortmund og Bayern) har nuppet en CL-plads, går pokalvinder-billetten til ligaens 6. plads. Den plads har Stuttgart sikret sig.
Europa League, 3. runde: 1 billet
Normalt nr. 6 (i år nr. 7).
Hannover 96 snuppede ligaens 7. plads og skal dermed i EL-kvalifikation.
Nedrykning
2 direkte, 1 playoff mod tredjebedste 2. Bundesliga-hold
Kaiserslautern og FC Köln rykkede direkte ned.
Hertha Berlin spillede nedrykningsplayoff mod nr 3 i 2. Bundesliga: Fortuna Düsseldorf.
Første kamp (10. maj): Hertha - Fortuna 1-2. Returkamp (15. maj): Fortuna-Hertha 2-2. Hertha Berlin rykkede altså ned - mens Fortuna Düsseldorf rykkede op.
Hertha Berlin har dog stadig en chance på pairet. Der var nemlig tilskueruroligheder i returkampen, og det KAN betyde at det tyske fodboldforbund dekreterer omkamp.
Italien: Serie A
Sæsonen er slut.
Pokalfinale: 20. maj: Juventus - Napoli 0-2
(I ligaen: I tilfælde af pointlighed kigges først på indbyrdes resultater, derefter på den samlede mål-difference og antal scorede mål).
Champions League. Gruppespil: 2 billetter
Nr. 1 og 2.
Juventus vandt guld. AC Milan fik sølv.
Champions League. Kvalifikation: 1 billet
Nr. 3.
Udinese vandt bronze.
Europa League, 4. runde: 2 billetter
Nr. 4 samt pokalvinderen/-taberen.
Lazio blev nr 4.
Pokal-billetten (finale 20. maj mellem Juventus og Napoli): Da Juventus nupper en CL-billet, går EL-billetten til Napoli uanset udfaldet.
Europa League, 3. runde: 1 billet
Normalt nr. 5 (i år nr. 6)
Napoli blev nr 5, men får en billet via pokalen.
Nr 6 blev: Inter.
Nedrykning
Tre nederste.
Lecce, Novara og Cesena (agterlanterne).
Frankrig: Ligue 1
38 spillerunder. 21. maj: Sæsonen er slut
Pokalfinale 28. april: Lyon-Quevilly 1-0
Ligacup-finale 14. april: Lyon-Marseille: 0-1 (efter forlænget spilletid)
(I ligaen: I tilfælde af pointlighed, kigges på (i prioriteret rækkefølge): måldifference, antal scorede mål. Hvis stadig lige - og det handler om medalje, Europa-billet eller nedrykning - spilles playoff-kamp på neutral bane).
Champions League. Gruppespil: 2 billetter
Mesterholdet og nr 2.
Montpellier blev mester med en 1-2-udesejr i sidste runde over nedrykningsdømte Auxerre. En dramatisk kamp. I begyndelsen af anden halvleg - ved stillingen 1-1 - måtte dommeren afbryde kampen i cirka 30 minutter fordi utilfredse Auxerre-fans kastede med tennisbolde og fyrværkeri.
Den rige pariserklub PSG vandt sølv.
CL. 3. kvalifikationsrunde: 1 billet
Nr 3.
Lille
Europa League. Fjerde kvalifikationsrunde: 2 billetter
Pokalvinderen (eller finaletaberen, men kun hvis pokalvinderen får en CL-billet, og det sker ikke denne gang) samt nr 4 (eller nr 5 - hvis pokalvinder og nr 4 er den samme klub).
Pokalvinder: Lyon
Nr 4: Lyon
Dermed går fjerdepladsens billet til nr 5: Bordeaux
Europa League. Tredje kvalifikationsrunde: 1 billet
Ligacup-vinderen: Marseille
Nedrykning
De 3 nederste.
Auxerre, Dijon og Caen.
Danmark: Superligaen
Status pr. 20/5: 32 runder spillet; 1 runde resterer: Onsdag 23. maj
(I tilfælde af pointlighed, kigges på måldifference og derefter antal scorede mål. Hvis stadig lige - og det handler om medalje, Europa-billet eller nedrykning - spilles playoff-kamp på neutral bane).
(Nr 1-6 fra forrige sæson har 17 hjemmekampe og 16 udekampe, mens de øvrige hold har 16 hjemmekampe og 17 udekampe).
Pokalvinder: FCK (vandt finalen med 1-0 over Horsens).
Champions League. Gruppespil: 1 billet
Mesterholdet
FCN (65 point og måldifference på +24) har matchbold med et to-points forspring til FCK (63 og +28) forud for sidste spillerunde.
FCK mangler: Silkeborg (h)
FCN mangler: Horsens (h)
FCKs gode måldifference betyder at uafgjort ikke er nok for FCN hvis FCK (som forventet) vinder over Silkeborg (der ikke har så meget at spille for): Farum-klubben skal i så fald vinde mod Horsens (der kæmper for bronze).
CL-Kvalifikation, 3. runde: 1 billet
Nr 2
Det bliver enten FCN eller FCK - ingen kan nå op.
Europa League. Kvalifikation, 4. runde: 1 billet
Pokalvinderen (eller pokaltaberen)
EL-billetten går til finaletaberen (AC Horsens) da vinderen (FCK) er garanteret en plads i top 2 og dermed en CL-billet.
Men bemærk: da billetten går til finaletaberen, forvandles den fra en fjerderunde- til en tredjerunde-billet.
EL-Kvalifikation, 3. runde: 1 billet
Nr 3 (eller nr 4, hvis pokalvinderens plads går til nr 3)
Bemærk at denne billet forvandles fra en tredjerunde- til en fjerderunde-billet (altså bedre) fordi pokalturneringens billet har undergået den modsatte forvandling.
Kampen om tredjepladsen står mellem Horsens (57 point, måldifference +17) og FCM (55, +8).
Begge hold er sikre på en EL-billet, spørgsmålet er om det bliver til tredje- eller fjerderunde.
FCM mangler: AGF (u)
Horsens mangler: FCN (u)
EL-Kvalifikation, 2. runde: 1 billet
Nr 4 (eller nr 5 (hvis pokalvinderens plads går til nr 3))
AGF (48) er sikre på at ende på femtepladsen.
AaB (44) og Silkeborg (43) kan ikke nå en EL-billet, men de har stadig en sjetteplads (giver en ekstra hjemmekamp i næste sæson) at spille for.
Nedrykning:
De to nederste
HB Køge og Lyngby er dømt til nedrykning.
Kun æren at spille for:
HB Køge og Lyngby er rykket ned. AGF er sikre på femtepladsen mens OB, Brøndby og SønderjyskE ikke kan nå noget i tabellen. AaB og Silkeborg kan ikke nå europæisk, men har en 6. plads (giver en ekstra hjemmekamp næste sæson) at spille for.
Motivationskampe i den kommende spillerunde (onsdag 23. maj):
Begge hold har noget på spil:
FC Nordsjælland - AC Horsens¨
Det ene hold har umiddelbart mere at spille for:
FCK - Silkeborg (jyderne har dog en 6. plads at spille for)
AGF - FC Midtjylland
Ingen af holdene har det helt store at spille for:
Lyngby - Brøndby
SønderjyskE - AaB (nordjyderne har dog en 6. plads at spille for)
HB Køge - OB
Bemærk at intet er sikkert - man skal ikke over-/fejlvurdere motivation. Et hold med kun æren at spille for, kan godt finde på at fighte og spille godt.