Arsenal mod Chelsea. Et lillebitte lokalopgør i en lille landsby ved navn London... NOT! Ja, det med lokalopgør og London holder såmænd stik, men der er intet småt over dagens topbrag i Premier League. Der er simpelthen tale om 2 af Verdens allerbedste klubber, og tilskuerne på et fyldt Highbury og seerne ude bag alverdens TV-skærme er nærmest garanteret en pragtforestilling, når der fløjtes for kick-off kl. 17.05.

Boring Arsenal har efterhånden fået smidt det kedelige image af sig; nu er man fransk og noget så fræk! Omvendt har ellers så flamboyante Chelsea med Mourinhos tilkomst fået sig et ordentligt skud af disciplin-sprøjten - men holdet råder over så mange klassespillere med så meget spræl i sig, at selv en nok så stram organisation ikke kan fjerne elementet af uforudsigelighed. Robben, Duff, Drogba... De kan alle afgøre en kamp med en enkelt genistreg.

Det kan Arsenals Henry som bekendt også. Han bakkes op af blandt andre svenske Ljungberg og landsmand Pires - og så en hulens masse ekstremt talentfuldt kuvøseguf. Lige præcis dét kan gå hen at blive The Gunners´ problem i dag, for nogle skader blandt de rutinerede kræfter - bl.a. Viera - betyder, at Arsenal sandsynligvis stiller med Flamini og Fabregas på midtbanen. Talent, javel, men tyngde? Næppe.

En monsterkamp fortjener selvfølgelig en monsteranalyse - og en sådan har Torben W. Iversen såmænd frembragt i sit ansigts sved. En minutiøs gennemgang af styrker og svagheder, og af spillerne i de forskellige kæder. Nyd monsteranalysen på:
http://www.betxpert.com/ekspert/eng/#43530