Selv om reglerne er ens, og bolden stadig er rund, så adskiller Major League Soccer sig markant fra de europæiske fodboldligaer. Vi forsøger her at udbrede kendskabet til den amerikanske fodboldliga, som i stigende grad kaprer store europæiske fodboldstjerner. Jonas Sand - også kendt som MrSand i BetXperts forum og indehaver af MLSoccer.dk - sætter her spot på fem af de største forskelle på amerikansk soccer og europæisk fodbold.
Fodbold er et fantastisk og traditionsrigt spil, og det er en sportsgren, som mange folk har kastet sin kærlighed på. I de senere år kan et stigende antal amerikanere faktisk også skrive sig på den liste over folk, som er blevet bidt af fodbold.
Tilskuertallet stiger, seertallet stiger, eksponeringen stiger, og flere store stjerner har taget rejsen til USA og Major League Soccer i de seneste år. Eurosport har fået øjnene op for ligaen og skrevet under på en fire-årig aftale, der betyder, at du hver weekend kan opleve direkte kampe fra ligaen, som dog stadig er helt ukendt for de fleste europæere.
Men med spillere som David Villa, Sebastian Giovinco og Kaka i ligaen på nuværende tidspunkt, og til sommer skriver Steven Gerrard og Frank Lampard sig på den liste, så begynder flere og flere europæere at få øjnene op for Major League Soccer.
Jeg er en af dem, og hvis du også er det, så er der lige et par ting, du skal være opmærksom på.
For der er godt nok stadig 11 spillere på holdet, der spilles på to mål, og det er kun målmanden, der må berøre bolden med hænderne.
Men alligevel er der flere store forskelle på de store europæiske ligaer og Major League Soccer. Jeg vil komme ind på nogle af dem her i de næste linjer.
1. Indviklet, men spændende struktur
Det mest oplagte punkt - og en af de største forskelle - er strukturen. Major League Soccer er bygget op af to divisioner (Eastern og Western), der i denne sæson har ti hold i hver. Hvert hold spiller så 34 kampe i den regulære sæson.
De enkelte hold spiller én gang mod hvert hold i den modsatte division - fem hjemmekampe og fem udekampe.
Derudover spiller de mindst to gange - én hjemmekampe og én udekampe - mod hvert hold i sin egen division, mens man også skal spille yderligere seks kampe mod seks hold i sin egen division. Indviklet, ja.
Efter de 34 kampe slutter den regulære sæson, men derfor er tingene langt fra afgjort. De øverste seks hold i hver division mødes nemlig i et slutspil.
Er det unfair? Tjah. Det mente man sikkert hos DC United i den seneste sæson. Hovedstadsklubben cruisede gennem grundspillet og fejede alt modstand af banen. Alligevel blev de slået ud over to kampe til New York, da slutspillet begyndte. Hvis det var sket i Danmark - eller flere andre af de store europæiske ligaer - så var der kommet et ramaskrig. Men i USA er det et helt naturligt koncept.
DC United kunne dog glæde sig over, at de hev ‘Supporters Shield’-trofæet hjem i sidste sæson. Trofæet gives hvert år til det hold, der vinder grundspillet. Reelt set har trofæet dog ingen betydning, og det ligger vel på et prestige-niveau med den engelske ‘Community Shield’. Så det er en ringe trøst.
Der er muligvis mange, der vil argumentere for, at det ikke er et fair koncept, men for mig er det en af de ting, der gør Major League Soccer til en fantastisk liga. Der er altid noget at spille for, og man ser ikke et hold være mester ti runder, før ligaen reelt set ender. Det er først slut, når det virkelig er slut.
2. Ingen op- og nedrykning
Det hører måske lidt under strukturen, men det er alligevel så specielt en ting, at jeg føler, det bør have sit eget punkt. Det er i hvert fald ikke noget, der kunne finde sted i Europa. I Major League Soccer er der nemlig intet, der hedder op- eller nedrykning.
For to sæsoner siden havde DC United en historisk dårlig sæson, der tangerede alle rekorder. Hovedstadsklubben sluttede klart sidst, men reelt set betyder det intet i MLS, om du ender på syvendepladsen eller som nummer sjok. Og allerede sæsonen efter var DC United klar igen, hvor man dominerede ligaen og vandt den regulære sæson.
Situationen er slet ikke unormal - faktisk er det et normalt billede i Major League Soccer - men det er jo totalt utopi, at det skulle foregå i Europa. Forestil dig, at Silkeborg får lov til at blive i Superligaen næste sæson (ja, I know, de er ikke rykket helt ud endnu), hvor de så pludselig blander sig i topstriden. Helt tosset.
Det betyder dog ikke, at Major League Soccer er et lukket land. Faktisk er der kommet to nye klubber (Orlando City SC og New York City FC) med i år, mens ét hold (Chivas USA) har forladt ligaen. Chivas’ afgang havde dog intet med de to nye mandskaber at gøre, og faktisk kommer klubben fra Los Angeles tilbage til ligaen i 2017.
I øjeblikket er der 20 hold i ligaen, men det er fastlagt, at der fra 2019 vil være 23 hold - og målsætningen er 24 hold inden 2020. Men ingen af de nye mandskaber har fået pladsen, fordi de 11 mand på banen har gjort det bedre end konkurrenterne. I stedet har ejerne været bedre til spillet bag kulisserne.
Konceptet med ingen nedrykning betyder - lige modsat det sidste punkt - at mange hold reelt set intet har at spille for, når sæsonen nærmer sig enden. Mens der naturligvis er meget på spil for de hold, som kan nå at ende på de seks første pladser, så betyder placeringen reelt set intet, hvis man ikke er med i slutspillet.
3. Talenter sendes vilkårlig rundt
Jeg ved godt, at jeg to gange i sidste punkt sagde, at placeringen reelt set intet betyder, hvis man ikke kommer med i slutspillet. Det er faktisk ikke helt sandt, for når muligheden for slutspillet er forsvundet, så er det i holdets bedste interesse at tabe så mange kampe som muligt. Det lyder underligt, ja, men der er en god grund til det.
Hvis du kender lidt til amerikansk sport, så kender du også til konceptet med draft. Hvis ikke, så kan du læse lidt om det her.
Inden hver sæson får holdene mulighed for at vælge nye spillere, som har tilmeldt sig draften. Det er typisk nogle, der kommer lige fra skolen og har evnerne til at være professionelle fodboldspillere. De skal ind i ligaen, og det foregår efter “førstevælger-princippet”, som de fleste vel kender fra barndommen.
Det hold, der sluttede sidst i sæsonen før, får lov til at vælge først, og så går det ellers bare på omgang. Derfor får de lavest rangerede hold en stor fordel, og derfor kan det være en god idé at slutte så lavt som muligt.
Selve konceptet er også noget, som ville virke helt åndssvagt i Europa, og det er også noget, der ikke varer ved i Major League Soccer. Flere af holdene har fået øjnene op for den europæiske model og opretter fodboldskoler, så man kan få fat i talenterne så tidligt som muligt. Det giver selvfølgelig god mening, men det er synd.
Draft er nemlig en af de ting, som jeg elsker ved Major League Soccer. Det er noget af det, der gør ligaen fair og uforudsigelig. Sidstepladsen kan pludselig få et par gode talenter - uden det kræver store finanser - og inden for få år være blandt ligaens tophold.
4. Alle hold kan blive mestre
Draften har den virkning, at ligaen bliver mere lige år efter år. Konkurrencen er hård, og det er meget svært at forudsige vinderen allerede inden sæsonen. Ja, LA Galaxy har været dominerende i de seneste år, men generelt set er ligaen meget mere lige end flere af de store rundt omkring i Europa.
Siden 2003 er der fundet 12 vindere i Major League Soccer. Ud af de 12 er der kun to gengangere (LA Galaxy med fire titler og Houston Dynamo med to). Altså har hele otte forskellige hold løftet trofæet i løbet af de seneste 12 sæsoner. Det kan man vist ikke sige om de største ligaer i Europa. Eller hvad?
Den tyske er lidt bedre med - overraskende nok, vil jeg mene. Her har fem hold løftet trofæet i den periode - Bayern München, Stuttgart, Wolfsburg, Dortmund og Werder Bremen - og i den franske liga når vi op på seks forskellige vindere - PSG, Lille, Marseille, Montpellier, Lyon og Bordeaux.
Men der er altså langt op til 8 forskellige vindere på 12 sæsoner, som Major League Soccer kan prale med. Der spiller naturligvis andre ting end draften ind. Strukturen, hvor det sådan set ikke nødvendigvis er det bedste hold over hele sæsonen, der til sidst vinder, har også en del at sige.
5. David Beckham-reglen
Hvis du har spillet computerspillet Football Manager, så kender du helt sikkert til frustrationerne med, at man pludselig ikke har mere på sit lønbudget. Så skal der virkelig arbejdes for at frigøre plads, og i nogle tilfælde er det ganske ikke muligt, og så må man droppe sin handel.
Så sort/hvid er det naturligvis ikke på virkelighedens transfermarked - og dog. For det er lige netop virkeligheden for de 20 klubejere i Major League Soccer. Og indtil 2007 var der ganske enkelt ikke noget at gøre. Hvis man havde ramt ligaens lønloft, så kunne man ikke handle - uanset hvor rige ens ejere var.
Lønloftets betydning er ikke helt lige så stor i nutidens Major League Soccer, fordi ligaen var nødt til at indse, at hvis man skulle udvikle fodbold i USA og lokke nogle af de europæiske stjerner til, så skal der store beløb på bordet. Og det var der ganske enkelt ikke plads til i klubbernes “beskedne” lønbudget.
Derfor er det nu tilladt for holdene at hente tre spillere, som ikke tæller med i det lønloft, som i 2015-sæsonen er omkring $3,3 millioner. De såkaldte ‘Designated Players’. Det har blandt andet betydet, at spillere som Kaka, Sebastian Giovinco og David Villa kunne tiltræde ligaen i denne sæson - noget de helt sikkert ikke ville være interesserede i for ti år siden.
Reglen, der i populær tale hedder ‘David Beckham-reglen’, fordi den som udgangspunkt blev lavet for at få ham til ligaen, gør, at det ikke er muligt - eller i hvert fald er meget svært - for klubber at lave en “Manchester City” og købe sig til storhed.
Den er naturligvis både hadet og elsket, men personligt er jeg glad for den. Den gør ligaen mere lige - uanset hvor rige ejere klubberne har. Planen er, at beløbet skal stige til $4,2 millioner i 2019.
Følg i øvrigt Jonas Sands brugertips på MLS her
For flere artikler om amerikansk fodbold, se her MLSoccer.dk
