Ikke kun Lotto- og EuroJackpot-spillere har fået gevinster i millionklassen i det forgangne år. 13 gange måtte Danske Spil ønske spillere tillykke med gevinster på minimum én million i det, man kan kalde for vidensspil.
Hver eneste uge året rundt får Danmark minimum to nye millionærer. Det sker via Danske Spils millionærgaranti, hvor de hver uge udtrækker to heldige Lotto-spillere, som hver får én million kroner. Herudover kommer alle de millionærer, som bliver til via spiludbyderens andre spil, der udelukkende er baserede på tal og held.
Milliongevinster via viden ... og lidt held
Heldigvis er der også mulighed for at blive millionær hos Danske Spil, hvis man er særdeles dygtig – og bevares, nok også lidt heldig. Dette kan ske via de spil, man kan kalde for ”vidensspil” eller ”færdighedsspil”. Spil, hvor du som spiller har en fordel, hvis du besidder en stor viden om en given sportsgren. Eller med andre ord: Humlen i alt, hvad BetXpert står for; indsigt, viden og knowhow, så du får en fordel i forhold til at få et økonomisk udbytte ud af dine spil.
Uden at BetXpert skal tage noget som helst del af æren herfor, kan det nævnes, at der i 2019 var 13 gevinster på vidensspil, som var på minimum én million kroner, hos Danske Spil. Det skriver spiludbyderen i dag i en pressemeddelelse. Det drejer sig om ni Tips 13-gevinster, tre Oddset-gevinster og slutteligt en enkelt vinder på Dantoto.
Ramte odds 37.800 for 30 kroner
En af de heldige og dygtige vindere af en milliongevinst på Oddset havde kombineret sølle fire kampe. Det var dog ikke hvilke som helst kampe. Her var tale om et handicap-X i ishockey, et X i en NBA-kamp og slutteligt to X’er i NFL. Kuponen så således ud:
Kamp | Spil | Odds |
---|---|---|
Tyskland - Island (0-5) |
X | 9,35 |
Houston Rockets - Los Angeles Lakers | X | 14,00 |
New Orleans Saints - Los Angeles Rams | X | 17,00 |
Kansas City Chiefs - New England Patriots | X | 17,00 |
Med et samlet odds på 37.830,10 gav indskuddet på 30 kroner således en gevinst på lige under 1.135.000 kroner.
De to andre Oddset-gevinster lød på henholdsvis én million og 1,4 millioner kroner. Dantoto-gevinsten var på intet mindre end 1,9 millioner kroner for et indskud på 480 kroner.
Danske Spil oplyser endvidere i pressemeddelelsen, at de i alt uddelte 229 milliongevinster i 2019. 154 af disse blev vundet i Lotto, fire i VikingLotto, 30 i EuroJackpot, tre på Jokeren, ni på Keno, 16 på diverse skrabespil og slutteligt 13 via vidensspil.
BetXpert slår fast, at vi ikke opfordrer til diverse multikuponer, hvor man jagter den store gevinst. Vores filosofi er, at singler som udgangspunkt er vejen frem. Spil er et maraton, ikke en sprint. Uanset hvilken filosofi man måtte have, opfordrer vi naturligvis altid til ansvarligt spil.