Et stenkast fra Fristaden Christiania ligger Bådsmandsstræde 20, hjemsted for CIK, Christianshavns Idræts Klub. I et slidt træningslokale på 3. sal. i det der engang var en tobaksfabrik, holder klubbens boksere til i en ram lugt af sved og lyden af højtempo-techno. Overvægtige og stakåndede normaldanskere går på motionshold om aftenen, og unge talenter får sig en fremragende bokseuddannelse. Der er plads til alle, også verdensmestre...
CIK har udviklet et utal af mesterboksere gennem tiderne (bl.a. Tom Bogs), mange af dem kyndigt vejledt af Ricard Olsen, den legendariske og storbandende træner hvis søn Frank Olsen i halvfemserne var en markant fighter i evig kappestrid med Hasan Al. Blandt Olsens andre protegéer har været folk som Mads Larsen og Alexandra Matheus.
Og så naturligvis Mikkel Kessler...
Blod, sved og tårer
For den sympatiske Islands Brygge-knægt var der kun een vej da han som 13-årig blev træt af fodbold og taekwondo: Han skulle selvfølgelig bokse i CIK, under Ricard Olsen. Kesslers talent blev hurtigt opdaget, og resten er historie og nøgne tal. Han vandt diverse ungdoms-mesterskaber, bl.a. EM, og som 19-årig - efter 47 amatørkampe (44 sejre, 3 pointnederlag) - blev han så professionel i Stald Palle (en mekanikeruddannelse blev droppet et års tid før den var afsluttet). Han lagde ud i 1998 med at slå amerikanske Kelly Mays ud efter halvandet minuts boksning. I dag er han som 28-årig stadig ubesejret og har 39 skalpe i bæltet, de 29 opnået ved knock-out. Siden sin første prof-kamp for ni år siden har han taget 7-8 kilos muskler på (kampvægt: 76,2 kilo) og har skiftet vægtklasse fra Letmellemvægt til Supermellemvægt. Et par ekstra tatoveringer er det også blevet til...Han er verdensmester hos to af Verdens fire største forbund, WBA og WBC. I dag har han (skatte-betinget?) adresse i Monaco ved Middelhavet - men trænes stadig af Ricard Olsen i de slidte lokaler på Christianshavn.
Mellem linjerne og bag den imponerende resultatliste er historien naturligvis mere nuanceret end som så. Kessler havde i starten af karrieren store skadesproblemer, og så skal man heller ikke glemme at han ligesom alle andre ambitiøse boksere har måttet yde blod, sved og tårer i spandevis for at nå så langt. En endeløs række af løbeture, sandsæk-tævninger, armbøjninger, blodnæser, blå øjne...
Danmarks bedste – og Verdens?
Men frem er han kommet. Mikkel Kessler er i dag een af verdens bedste boksere, ikke bare i egen vægtklasse, men også pund-for-pund hvor Boxrec.com rangerer ham som nr 16. I Supermellemvægt er han nr. 2, kun overgået af WBO-verdensmester Joe Calzaghe.Danmarks bedste bokser er Kessler for længst blevet. Han er endda nok den bedste vi nogensinde har haft. Og vi har ellers haft en del dygtige fightere gennem tiderne, fra Gentleman Chris over Tom Bogs og Jørgen "Gamle" Hansen til Johnny Bredahl og Søren Søndergaard. Og i øvrigt Ayub Kayule der ganske vist var fra Uganda, men som boksede i Danmark for Stald Palle og fik en titelkamp mod selveste Sugar Ray Leonard (Sugar Ray vandt, men det var en god kamp).
Hvordan kan man sige at Kessler måske er den bedste danske bokser nogensinde? Fordi han natten til søndag skal kæmpe for cirka 60.000 tilskuere i Cardiff i Wales, det største tilskuertal til en europæisk boksekamp siden Anden Verdenskrig.
Calzaghe vs. Kessler
Førnævnte Joe Calzaghe, waliser (med en italiensk far), tager imod i en dyst der vil forene VM-bælterne fra tre af de fire store forbund. En dyst der afgør hvem der er verdens bedste Supermellemvægter. For at Calzaghe og Kessler er verdens to bedste, bestrider ingen. Heller ikke tilhængere af rumænske Lucian Bute der er indehaver af IBF-titlen, men kun er det fordi Calzaghe frivilligt afgav den for i stedet at bokse en sportsligt tvivlsom, men indbringende dyst mod TV-show-bokseren Peter Manfredo.Det er bestemt ikke hvem som helst Mikkel Kessler møder i bokseringen i Cardiff natten til søndag. Den rutinerede og uortodokse Joe Calzaghe har ikke bare 60.000 walisiske landsmænd, men også 10 års vellykkede titelforsvar i ryggen. Men kampen er tæt på at være fifty-fifty, trods waliserens hjemmebanefordel.
35-årige Joe Calzaghe blev verdensmester i 1997. Han har bokset 43 prof-kampe og vundet dem alle, 32 på knock-out. Han er højrefodsbokser, en akavet modstander for de fleste andre der bokser med venstre fod forrest. Dertil kommer en stil der indebærer slag med halvåbne handsker. Slag der gør ondt på modstanderne, men også på mesteren selv der ofte har håndskader. Det betyder at han sjældent sparrer, og trods en stadigt imponerende kondition, må den aldrende waliser have et fysisk minus i forhold til den toptrimmede Kessler.
Rutine & akavethed vs. teknik & styrke
Islands Brygge-knægten der i øvrigt er halvt engelsk (på moderens side) hvilket bestemt ikke er en fordel i Wales, er meget mere stilren end Calzaghe, han er venstrefodsbokser og en mønster-pugilist med fremragende teknik og hårde, lige slag. Det kan blive en fordel når Calzaghe går i offensiven og åbner sig for en højre til kæben. Men Kessler skal nu ikke forvente at den snu waliser er lige så lemfældig med paraderne som danskerens seneste modstander, den hårdføre, men primitive Andrade.Calzaghe er også hårdfør og en fighter af hjertet. Og spørgsmålet er om Kessler kan tåle mosten. Han er aldrig for alvor blevet presset. Det bliver han denne gang. Men det bliver Calzaghe også. Begge er her oppe mod den hårdeste modstander i karrieren.
Calzaghes fordel er hjemmebanen – selv om dommerne er rutinerede og kompetente, så kan 60.000 walisere medføre en ubevidst påvirkning - hans uortodokse stil samt en lynende hurtighed. Kessler er dog også kvik på næver og fødder, og han er stærkere og bedre teknisk.
Lad os håbe det er nok til dansk sejr i Cardiff.
Læs Alexander Josiassens tip-analyse af kampen: http://www.betxpert.com/ekspert/boksning/#63068
Kampen bokses natten til søndag, nok et sted mellem kl. 2 og 3. Man kan se den via pay-per-view hos Canal Digital, Viasat eller YouSee (tidl. TDC Kabel TV). Det koster 500 kr. Man kan også vælge at finde en bar der viser kampen på storskærm. BT har en liste over steder der viser den: http://www.bt.dk/article/20071031/sport08/71031055/