Ifølge BT's kilder blev der i fem tyske kiosker placeret større summer på, at Næstved ville slå Roskilde med mindst to mål, samt på en sejr på halvleg/fuldtid til hjemmeholdet, da de to hold mødtes i foråret. I alt cirka 250.000 kroner blev udbetalt efterfølgende fra kioskerne.
Det kan være svært at finde ud af, hvad der er op og ned i den igangværende matchfixingsag mod FC Roskilde, som så dagens lys i slutningen af sidste sæson, da daværende Roskilde-træner Christian Lønstrup kom med en række voldsomme anklager mod sin trup og som følge heraf blev suspenderet af klubben.
Men nu mener BT at have kilder, der afslører, hvilke væddemål der angiveligt indikerer, at der er fundet matchfixing sted i en af Roskildes kampe, og hvor mange penge der blev vundet på dem.
Ifølge avisen har fem Tipico-kiosker i Sydtyskland modtaget større beløb på opgøret Næstved - Roskilde, der blev spillet den 8. maj 2019. Væddemålene var på, at Næstved skulle vinde kampen med mindst to mål til odds 4,70, og på, at Næstved skulle vinde halvleg/fuldtid til 3,30. Kampen sluttede 4-1 efter en pauseføring til Næstved på 1-0, og det betød, at de fem kiosker tilsammen måtte udbetale omkring en kvart million kroner.
Strækker sig måske tilbage til 2013
Ifølge BT har også en anden bookmaker oplevet et mistænkeligt bettingmønster på kampen. Politiet bekræfter, at der er en undersøgelse af mistænkeligt spil i gang hos flere bookmakere.
Roskilde-ejer, Carsten Salomonsson, har ikke ønske at kommentere BTs oplysninger. Salomonsson reddede i marts klubbens liv, da han satte sig i ejerstolen og forhindrede den gældsplagede klub i at gå konkurs.
I en leder skriver BTs sportschef, Søren Klæstrup, at avisen har gravet i sagen de seneste måneder, og at der i efteråret vil komme afsløringer om matchfixing i Roskilde og dansk fodbold generelt. Avisen mener at have oplysninger, der viser, at Roskildesagen strækker sig tilbage til 2013 - og muligvis endnu længere tilbage.
Myndigheder kender til navngivne spillere under mistanke
Assistent under Lønstrup, John Bredahl, har fortalt til Ekstra Bladet at myndighederne har kendskab til navngivne spillere, der er mistænkt for at være involveret. Han og Christian Lønstrup har videregivet navnene på disse spiller til Dansk Idrætsforbund, som har meldt sagen til politiet.
"Han (Christian Lønstrup, red.) havde fået indikationer på, at nogle måske modarbejdede vores system. Vi har ikke sat navn på nogen (over for spillerne, red.). Men både 'Løns' og jeg var tvunget til at nævne de navne for myndighederne. Der har vi været piværlige. Jeg skulle bare svare på det, jeg vidste. De spurgte konkret til navne, og om jeg vidste mere. Det er også nogle ting, der er ved at blive undersøgt, går jeg ud fra." sagde han og afviste i samme ombæring at sætte navn på spillerne overfor avisen.
John Bredahl blev fyret i foråret - angiveligt ikke som følge af matchfixingsagen, men fordi Roskilde efter Salomonssons overtagelse måtte skære ned og gå fra fuldtids- til deltids-setup.