Politet i Singapore har optrævlet et matchfixing-syndikat med 380 europæiske kampe på samvittigheden, herunder kval-kampe til VM og EM...
12 timer tog det, da politiet og en anti-korruptionsenhed i Singapore anholdte 14 personer i en fælles aktion, og opløste en organisation, som menes at være et matchfixing-syndikat. De anholdte er 12 mænd og 2 kvinder.
- Politiet bekræfter, at den mistænkte leder af den kriminelle ring og flere andre mistænkte i efterforskning af matchfixing er blevet arresteret, udtaler myndighederne ifølge Reuters.
Anholdelserne er faldet i særdeles god jord hos Det internationale politisamarbejde, Interpol, som mistænker syndikatet for at have mindst 380 kampe om aftalt spil på samvittigheden. Kampe som angiveligt har tjent millioner af kroner til bagmændene. Præcis hvilke kampe der er tale om, er ikke meldt ud, men blandt dem skulle der være VM- og EM-kvalifikationsopgør.
- Singapores myndigheder har taget et vigtigt skridt mod ødelæggelsen af et internationelt matchfixingssyndikat ved at arrestere de primære mistænkte i sagen - deriblandt den sandsynlige bagmand. Ingen må være i tvivl om Singapores vilje til at bekæmpe matchfixing, siger generalsekretær i Interpol, Ronald K. Noble.