Champions League bliver bare ved med at fascinere. Tirdag var der Messis magiske målorgie mod Arsenal, og onsdag aften blev vi så overvældet af et endnu mere fantastisk drama på Old Trafford da Manchester United vandt 3-2 over Bayern München, men røg ud på reglen om udebanemål.
I en kamp der rummede det hele - lækre detaljer, fremragende mål, gnistrende temperamenter (og desværre også svinestreger) samt en udvisning der totalt ændrede matchens karakter.
Var elimineringen af United ekstremt trist eller et charmerende eksempel på fodboldens mangfoldighed? Det kommer vist an på perspektivet.
Pandæmoni på Old Trafford
Ingen tvivl om at Uniteds røde djævle spillede bedst. Fra første fløjt blæste et rødt pandæmoni Bayern af banen, og i løbet af kun 7 minutter stod der fuldt fortjent 2-0 til hjemmeholdet - bl.a. på et genialt hælmål af Nani.
En føring der siden blev udbygget til 3-0 (igen på oplæg af sprudlende Valencia), og at Olic ud af ingenting fik reduceret kort før pausen, betød umiddelbart ikke det store.
For sjældent har man set et hold være SÅ overlegent, som United var det i første halvleg (cirka lige så overlegen som Barcelona var det i første halvleg af udekampen mod Arsenal; men i modsætning til katalanerne formåede englænderne at score).
Alt pegede på sikker United-sejr og dermed -kvalifikation til semifinalen.
Og dog - det var ikke ALT der pegede på det...
19-årig dummede sig; Fergusons ansvar?
I 18. minut havde Uniteds stortalent på højrebacken, 19-årige Rafael, nemlig pådraget sig en tåbelig advarsel for en hævnakt. Han skulle have haft frispark i situationen, men fik det ikke - og reagerede så ved at sparke modstanderen.
19 år, masser af temperament og en ekstremt vigtig kamp. Det er vist det man kalder en farlig sammensætning. Burde United-manager Alex Ferguson - 68 år gammel og 36 års træner-erfaring - ikke have udskiftet knøsen i pausen?
Hos Bayern havde Van Bommel også fået en advarsel i første halvleg - men den 33-årige midtbaneslider besidder i sagens natur meget mere rutine og gefühl end et 19-årigt stortalent.
Det er nemt at efterrationalisere, men denne skribent har næppe været den eneste der efter advarslen sad med en fornemmelse af at det kunne gå galt med den overtændte brasilianer...
Og galt gik det. Fem minutter efter pausen fik Rafael fortjent sit andet gule kort for at hive Ribéry godt og grundigt i trøjen. Og vupti, så vippede kampen. Tyskerne var 11 mod 10 og kunne relativt nemt opbygge et pres der logisk resulterede i endnu en reducering (det afgørende udebanemål, eftersom Bayern havde vundet 2-1 hjemme). Hvorefter resultatet bare skulle spadseres hjem.
At scoringen til 3-2 så faldt på en fabelagtig helflugter af Arjen Robben, var blot med til at gøre kampen endnu mere legendarisk.
Den kloge narrede den mindre kloge
Tilbage til spørgsmålet: Var det trist eller godt at United røg ud og Bayern gik videre?
Tjah. For at have et godt fodboldhold skal man ikke bare have gode boldspillere, man skal også have folk der kan bruge hovedet. Det kneb for United - for Rafael og måske også for Ferguson - i går, og det udnyttede Bayern. Den kloge narrede den mindre kloge.
Det hører med til fodbolden.
Desværre var Bayern-spillerne ind i mellem lidt for kyniske. Således var det ubehageligt at se Van Buyten gå bevidst efter Rooneys skrøbelige ankel - Rooney der sensationelt var opstået fra de døde og havde fået en startplads, men som haltende måtte lade sig udskifte efter 55 minutter.
Omvendt holdt United sig bestemt heller ikke tilbage i afdelingen for svinestreger. Evra hævnede sig på Van Buyten ved at stampe ham i brystet, serbiske Vidic sparkede kroatiske Olic samme sted (de to gav dog hånd til hinanden da Olic siden blev skiftet ud), og blandt andre Rio Ferdinand var kampen igennem ude med riven.
Semifinaler
Onsdagens anden kvartfinale-returkamp? Bordeaux vandt 1-0, men lignede ikke et hold der for alvor kunne true Lyons 3-1-føring fra første kamp.
Selv om der også i denne kamp var en back - Lyons Cissokho - med temperamentsproblemer; det lykkedes træner Puel at dæmpe ungersvenden, så en advarsel ikke blev til en udvisning.
Og dermed hedder semifinalerne:
Inter - Barcelona
20. april i Milano, returkamp i Barcelona 28. april.
Bayern München - Lyon
21. april i München, returkamp i Lyon 27. april
Finalen spilles på Estadio Santiago Bernabéu i Madrid d. 22. maj.
BetXperts CL-tips
Efter i sidste uge at have ramt fire ud af fire tips i de indledende kvartfinale-kampe, missede vi desværre fire ud af fem tips i denne uges returkampe.
Men vi kom ud af kvartfinalerne med en tilbagebetaling på 122% - og ser med fortrøstning frem mod de afsluttende kampe.