Francesco Totti står med bolden ved sidelinjen. Et minut inde i overtiden. Stillingen er 1-1 mellem Real Madrid og Roma. Real skal score for at fremtvinge forlænget spilletid. En Madrid-spiller forsøger at tackle, Totti falder om og tager sig til sit højre lår.

Frispark. Og tiden går...

I virkeligheden blev Totti allerhøjest snittet på underbenet, hvis han overhovedet blev ramt. Faldet og smerterne var skuespil. Lige til Hollywood. Eller rettere, lige til Cinecittà, Roms berømte filmby.

Og dér står jeg af. Det er ikke fodbolden værdigt.

Totti og Roma spillede ellers en fremragende Champions League-kamp på Santiago Bernabeu onsdag aften (italienerne scorede i øvrigt et mål et par minutter senere, vandt 2-1 og gik dermed videre med en samlet målscore på 4-2). Men det indtryk skæmmes når holdets spillere til sidst konstant lader sig falde, for at trække frispark og for at trække tiden. Så sidder man tilbage med en kvalm smag i munden...

Og med en trang til at forbande italiensk fodbold langt væk.

Elsker italiensk fodbold

Og jeg ELSKER ellers Italien. Jeg har studeret sproget, jeg har boet i Rom og jeg er pjattet med landet – vejret, bjergene, havet, mentaliteten, kulturen, kvinderne... Og i høj grad også fodbolden.

I modsætning til så mange andre kan jeg sagtens værdsætte en solid catenaccio . Fodbold er andet og mere end mål; der er også masser af fine detaljer i en stærk defensiv, en solid organisation og en intelligent taktik. Især når den som i Italien krydres med en sublim teknik.

Og i øvrigt kan netop et hold som Roma sagtens spille offensiv fodbold. Men holdet ved også hvornår det skal lukke af – og det er sgu fint nok.

Italiensk fodbold er fedt. Bortset lige fra det med filmeriet...

Ind i mellem bliver det simpelthen for meget.

Film er en del af fodbolden

Film er en uundgåelig del af topfodbolden af i dag, vil kynikerne hævde. Og ja, sådan er det åbenbart. Det er blevet værre. Og ikke kun i Italien (hvor det teatralske på godt og ondt altid har været en del af kulturen og dermed også af fodbolden).

Selv i et land som England der i gamle dage var garant for mandfolke-fodbold og fair play. Spillerne faldt kun hvis de virkelig blev savet over. Og de rejste sig straks igen – medmindre benet var brækket. Ikke noget med at ligge og klynke.

Det er desværre en saga blott. Tag Manchester Uniteds Ronaldo der i cirka to tredjedele af tilfældene burde få et gult kort i stedet for et straffespark...

Hele mentaliteten er ændret. De unge englændere vokser ikke længere op i en fair play-kultur; de opdrages tværtimod til at film er en del af gamet. Se en knøs som Rooney, Ronaldos holdkammerat. En fantastisk fodboldspiller – men han har en frygtelig vane med at fuppe sig til frispark; han tager et tæt træk forbi en modspiller og smider sig. Hvor Ronaldo typisk gør det inde i feltet, gør Rooney det dog mest lige udenfor.

Manchester United er langt fra den eneste klub hvor dette foregår. Det er en sygdom der har bredt sig til de fleste, hvis ikke alle, Premier League-klubber (og naturligvis også andre ligaer, slet ikke kun Italien og England).

Hvorfor? Tjah. Sporten og især Premier League har fået flere penge, og presset og kravet om succes er større. Og der importeres flere og flere udlændinge (fx Ronaldo fra Portugal) – som tager dårlige vaner med sig.

What to do?

Hvad kan man gøre? FIFA, UEFA og de nationale forbund kan naturligvis slå ned på det ved at skærpe reglerne og sanktionerne. Men hvad kan man som tilskuer gøre? Intet.

Og er det ikke også ligegyldigt? En naiv længsel efter en svunden tid?

Muligvis. Men jeg vil nu fortsætte med at fordømme film. Og med at have et had-kærlighedsforhold til italiensk fodbold i almindelighed og Francesco Totti i særdeleshed. Genial – og skurkagtig.