Efter tre måneders pause starter Spaniens bedste fodboldrække, La Liga, atter op. BetXpert gennemgår i denne artikel holdene fra 11.- til 20.-pladsen.
Det seneste opgør i La Liga stod mellem Eibar og Real Sociedad. Den kamp blev spillet den 10. marts. Men nu, efter tre måneders ufrivillig coronapause, er fodbolden atter på vej tilbage i Spanien.
Lokalbraget mellem Sevilla og Real Betis er valgt til at skyde sæsonen i gang igen. Det sker nu på torsdag, den 11. juni, klokken 22.00 på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán.
Hvem rykker ned?
Herunder kan du se de højeste odds på nedrykningskandidaterne fra La Liga. Espanyol ligger sidst i La Liga, og de er da også bookmakernes største favorit til at tage en tur ned i Segunda Division.
Espanyol har spillet i den bedste spanske række i 26 år i træk, så det er i den grad en fasttømret La Liga-klub, der er på vej ned i Segunda Division. En række, de vandt tilbage i 1993/1994. Siden oprykningen dengang har de altså spillet i La Liga.
Hvem rykker ned fra La Liga i sæsonen 2019/2020? | Højeste odds | Bookmaker |
---|---|---|
Espanyol | 1,22 | |
Mallorca | 1,33 | |
Leganes | 1,45 | |
Eibar | 3,25 |
Odds er senest tjekket onsdag den 10. juni klokken 09.45.
Nedenfor følger en opdatering på holdene fra 11.- til 20.-pladsen i La Liga.
Osasuna
Oprykkerne fra Osasuna indtager 11.-pladsen i La Liga med 34 point efter 27 kampe, og det bør sikre Osasuna en sæson mere i La Liga, medmindre de falder helt sammen efter genoptagelsen af sæsonen. Ni points afstand er der til nedrykningsstregen for Jacoba Arrasates mandskab. Dog må Osasuna formentlig undvære holdets topscorer, Avila, i hele juni måned, da han har været korsbåndsskadet siden januar måned. Han forventes tidligst tilbage i midten af juli.
Siden Chimy Avilas blev skadet, har Osasuna tabt fire kampe og vundet to i La Liga. Den målfarlige argentiner er uden tvivl savnet på holdet, hvor han har nettet hele ni gange i 20 kampe. Ganske fremragende stats for en angriber i en oprykkerklub.
Osasuna har dog bevist, at de kan vinde kampe uden Avila, og selvom de har et nogenlunde svært slutprogram med udekampe i både Barcelona, Sociedad og Valencia, så bør de kunne overleve i La Liga.
Topscorer: Ezequiel ”Chimy” Avila (9 mål)
Skader og karantæner:
Ezequiel Avila, Moncayola og Ibañez er alle ude med skader.
Formodet startopstilling:
Ruben – Roncaglia, Aridane, Garcia, Estupinan – Torres, Oier, Brasanac, Barja – Enric, Garcia
Real Betis
Kadencen går lige så stille nedad for Real Betis. For to sæsoner siden blev man flot nummer seks og kvalificerede sig til europæisk fodbold. I fjor blev klubben nummer ti, kun tre point fra en europæisk plads. En 10-plads er bestemt ikke umulig i denne sæson, men man kommer ikke i nærheden af de sjove pladser.
Vejen ned til de knap så sjove pladser er noget kortere. Med otte point ned til ferieø-holdet Mallorca skal der dog gå meget galt, hvis Real Betis skal ende i nedrykningsfare.
Hjemme har man været ganske solide. Man har for eksempel kun fået ét point færre end Getafe, som ligger på 5.-pladsen. Det helt store problem for holdet har været på udebane. Her er man blandt de ringeste hold. 1-6-6 11:22 vidner meget godt om dette.
Uheldigvis for Betis er der ingen opstartsgaver fra kampprogrammet. Holdet begynder nemlig med en udekamp. Og ikke bare en hvilken som helst af slagsen. Det er ude mod bysbørnene og ærkerivalerne fra Sevilla. Det bliver heller ikke meget bedre, når man kigger på den indbyrdes statistik på Ramón Sánchez Pizjuán. Her har Betis nemlig tabt fire ud af de seneste fem opgør.
Topscorer: Loren Morón har nettet ni gange for Betis, hvilket betyder, at han er holdets interne topscorer.
Skader og karantæner:
William Carvalho (defensiv midtbane), Diego Lainez (venstre wing) og Juanmi (højre wing) er alle ude med skader.
Forventet startopstilling til kampen mod Sevilla:
Robles – A. Moreno, Bartra, Sidnei, Emerson – Guardado, Édgar, Canales – Fekir, Iglesias, Joaguín
Nedenfor kan du se de højeste odds på 1X2 i Derbi Sevillano, der genstarter La Liga-sæsonen torsdag aften klokken 22.00.
1X2 odds, Sevilla - Real Betis, Tor. 11. jun. 2020 kl. 22:00
Levante
Selvom Levante har vundet hele ti kampe i indeværende sæson, ligger de blot nummer 13 i tabellen. Den placering skyldes, at de har tabt 14 kampe og blot har spillet tre uafgjorte. Men Levante har stadig haft en flot sæson indtil videre, hvor det er blevet til sejre mod både Real Madrid og Barcelona på hjemmebane samt en flot udesejr mod Real Sociedad.
Holdets topscorer, Roger Martí, ligger på en delt tredjeplads på topscorerlisten med 11 kasser i 26 kampe.
Levante genoptager sæsonen ude mod Valencia den 12. juni på Mestalla i en kamp, der er sat til at starte klokken 22.00.
I øvrigt skal man måske vænne sig til lidt senere spilletidspunkter i Spanien den kommende tid, da resten af sæsonen skal spilles færdig over sommeren, hvor der ofte er meget varmt i Spanien i eftermiddagstimerne.
Topscorer: Roger (11 mål)
Skader og karantæner:
Hernani og Ivan Lopez er ude med skader.
Formodet startopstilling:
Fernandez – Miramon, Gonzalez, Vezo, Clerc – Campana, Vukcevic, Radoja, Bardhi – Roger, Morales
Deportivo Alavés
Med syv point ned til en billet til Segunda División er der bestemt ikke plads til, at Alavés kan gå på sommerferie endnu. Der skal ikke mere end to-tre tabte kampe til, før nedrykningsspøgelses for alvor kan rykke tæt på.
I den forbindelse er der både godt og dårligt nyt for Alavés, hvad angår at komme godt ud af starthullerne efter den ufrivillige pause. Sagen er den, at holdet hører til de allerringeste på udebane, og første kamp er netop på fremmede græsmarker. Blot to sejre i 13 kampe og en samlet pointhøst på ni skræmmer ikke mange hjemmehold.
Nu kommer vi så til den gode nyhed. Når det endelig er, at man som humpende udebanehold skal en tur udenbys, gør det vel ikke noget, at det er mod rækkens i særklasse dårligste hjemmehold. Espanyol, som er modstanderen, kan fremvise en elendig hjemmebanestatistik, som hedder 1-5-7 12:24. Otte point i 13 hjemmekampe. Næst dårligste hold på egen bane, Leganés, har fået 15 point i 14 kampe. Herefter har vi Valladolid med 16 point i 13 kampe.
Holdet rummer et par navne, som er værd at bemærke sig. Den største stjerne er p.t. angriber og topscorer Lucas Pérez, købt i West Ham. Han topper ikke blot den interne målscorerliste, men også assistlisten. 11 mål og fem assists er det blevet til.
Han må dog dele toppen af assistlisten med den tidligere Sevilla- og FC Barcelona-spiller Aleix Vidal. Også angriberen Joselu, der står noteret for ni mål, er værd at holde øje med.
Topscorer: Lucas Pérez har scoret 11 gange.
Skader og karantæner:
Oliver Burke (højre wing) er ude med skade, mens Joselu (angreb - næsttopscorer) afsoner karantæne.
Forventet startopstilling til kampen mod Espanyol:
Pacheco – Duarte, Ely, Laguardia, Ximo – Edgar, Camarasa, Pina, Aleix Vidal – Burke, Lucas
Real Valladolid
Real Valladolid har inden genoptagelsen af La Liga-sæsonen fire point ned til nedrykningsstregen, og for en klub af Valladolids størrelse er overlevelse en godkendt sæson. Den brasilianske legende Ronaldo ejer størstedelen af klubben, og han er samtidig også klubbens præsident. Ronaldo købte sig ind for små to år siden, og siden april 2020 har han ejet 82 procent af klubben.
I første sæson med Ronaldo som præsident, blev Valladolid nummer 16. Hvis de holder deres nuværende placering i turneringen, vil de derfor have forbedret sidste sæsons resultat en lille smule bedre. Valladolid er i skrivende stund nummer 15 i tabellen.
Valladolid starter sæsonen op igen mod Leganes, der ligger under stregen. En uhyre vigtig kamp for begge mandskaber. Sejrer Valladolid, ser det noget lysere ud i forhold til at undgå nedrykning. Taber de derimod, er der ikke langt ned til stregen.
Topscorer: Sergi Guardiola (6 mål)
Skader og karantæner:
Pedro Porro er ude med en skade i maven.
Formodet startopstilling:
Masip - Garcia, Kiko, Salisu, Michel – Fernandez, Alcaraz – Plano, Ramirez, Nacho - Unal
SD Eibar
Den lille baskiske klub er i særdeleshed indblandet i nedrykningsfejden. Blot to point er der ned til Mallorca, som ligger lige under stregen. Der venter dermed 11 ekstremt vigtige kampe for Eibar.
I den forbindelse er det alfa og omega, at holdet finder ind i en bedre rytme, end det var tilfældet inden pausens indtog. Her tabte man nemlig fire ud af de sidste fem kampe.
Kampprogrammet giver dog formentlig ikke anledning til den største jubeloptimisme i Eibar. Man lægger nemlig ud med at spille på Santiago Bernabéu mod mægtige Real Madrid. ”Los Blancos” skal bruge point i mesterskabskampen, så Eibar får nok ikke noget foræret gratis af madrilenerne. At Eibar kun har vundet en enkelt udekamp i 13 forsøg, gør nok heller ikke optimismen større.
I kamp nummer to venter der et baskisk opgør hjemme mod Athletic Club. Bestemt ikke den nemmeste start for Eibar.
Truppen indeholder imidlertid en række semiprominente navne, som mange nok vil kunne nikke genkendende til. En del af disse spillere er imidlertid godt oppe i årene af en fodboldspiller at være. Tal og klubnavne i parentes angiver alder og et udpluk af tidligere klubber:
Iván Ramis (35 – anfører), Sebastián Cristóforo (26 – Sevilla, Getafe og Fiorentina), Pablo de Blasis (32 – Mainz), Fabián Orellana (34 – Udinese, Celta Vigo og Valencia), Pedro León (33 – Getafe og Real Madrid), Sergi Enrich (30) og Charles (36 – Almería, Celta Vigo og Málaga).
Det er rutinerede kræfter, og spørgsmålet er vel, om de er ”for rutinerede”, eller om erfaringen i sidste ende gør, at de klarer frisag angående nedrykning.
Topscorer: Fabián Orellana står noteret for syv La Liga-mål i sæsonen. Fem af målene er kommet hjemme på Ipurua Municipal.
Skader og karantæner:
Iván Ramis (centerforsvar – anfører) er fortsat ude, hvilket han har været i det meste af sæsonen. Det er blot blev til syv optrædener indtil videre.
Gonzalo Escalante (central midtbane – viceanfører) og Paulo Oliveira (centerforsvar) afsoner begge karantæne.
Forventet startopstilling til kampen mod Real Madrid:
Dmitrović – Cote, Bigas, P. Oliveira, Arbilla – Orellana, Cristóforo, Diop, P. León – Enrich, Charles
Nedenfor kan du se de højeste odds på, om begge hold kommer på tavlen i kampen mellem Real Madrid og Eibar.
Celta Vigo
Pione Sisto og Celta Vigo har haft en skidt sæson, og de ligger kun akkurat over nedrykingsstregen før ligaens genoptagelse. Sisto gjorde sig uheldigt bemærket, da han uden klubbens viden, kørte den lange tur hjem til Danmark. Det resulterede i en voldsom bøde fra Celta på hele 450.000 kroner.
Klubpræsident Carlos Mourino var da også ude at lufte sin utilfredsstillelse med danskerens stunt.
- Sisto har et problem, og han samarbejder ikke med klubben for at løse det. Det er et problem, vi ikke kan tale om, sagde Mourino ifølge La Voz de Galicia.
Det må også formodes, at Sisto næppe kommer til at spille fra start i kampen mod Villarreal den 13. juni, der er holdets første kamp i over tre måneder. Holdets altoverskyggende profil er Iago Aspas, der også er Celtas topscorer med ni mål indtil videre.
Aspas fylder 33 over sommeren, men han er stadig en klassespiller, og den klasse får Celta brug for, hvis de skal redde sig fra nedrykning. Deres trup burde overordnet set også være for god til for alvor at komme i nedrykningsfare.
Topscorer: Iago Aspas (9 mål)
Skader og karantæner:
Målmand Sergio Alvarez er ude med en skade i menisken.
Formodet startopstilling:
Blanco – Aidoo, Murillo, Araujo – Mallo, Bradaric, Yokuslu, Olaza – Rafinha – Aspas, Smolov
RCD Mallorca
Holdet fra ferieøen, der engang var garant for den ene grisefest efter den anden, ligger på den øverste af de tre nedrykningspladser. Med 11 kampe tilbage og blot ét point op til Celta Vigo er løbet dog langtfra kørt. Håbet om overlevelse er endnu i fuld vigør.
Det helt store problem for Mallorca er, at man henter alt, alt for få point på udebane. Oprykkerne har indtil nu skrabet 25 point sammen. Heraf er de 20 af dem kommet via hjemmebanen Son Moix. 20 point hjemme er faktisk bedst af alle bund-6-holdene og lige så godt som Osasuna, der ligger nummer 11. Men hvor fint det end er, kommer vi ikke udenom, at Mallorcas fem udebanepoint er ligaens ringeste høst.
De rødklædtes første opgave efter coronapausen bliver en hjemmekamp mod mesterskabsjagtende FC Barcelona. Her kommer øboernes udmærkede hjemmebanekundskaber for alvor på prøve. Indtil nu har det været lidt en blandt omgang mod de andre hold fra top-4. Real Sociedad rejste hjem med en 1-0-sejr, Real Madrid blev besejret med 1-0, og Sevilla kunne sætte sig i flyveren og nyde en sejr på 2-0.
Holdet består mestendels af en række mere eller mindre ukendte spillere. I hvert fald for den gennemsnitslige fodboldfan. Der er dog et par navne, som mange nok genkender. Her tænkes der ikke mindst på Salva Sevilla, 36-årig midtbanespiller med fortid i Real Betis og Espanyol, og Ante Budimir, 28-årig kroatisk angriber med klubber som Crotone og Sampdoria på cv’et.
Topscorer: Ante Budimir har scoret ni gange i 25 La Liga-kampe i denne sæson.
Skader og karantæner:
Leonardo Koutris (venstre back) og Abdul Rahman Baba (venstre back) forventes begge ude til opgøret mod FC Barcelona.
Forventet startopstilling til kampen mod FC Barcelona:
Reina – Gámez, Raíllo, Valjent, Pozo – Kubo, S. Sevilla, Baba, D. Rodríguez – Cucho, Budimir
Herunder kan du se de højeste odds på over/under 2,5 mål i opgøret mellem Mallorca og Barcelona.
Leganes
Martin Braithwaites tidligere klub Leganes er i alvorlig nedrykningsfare. Holdet ligger placeret som nummer 19 i tabellen, og de har tre point op til Celta på 17.-pladsen. Dog skal det nævnes, at Leganes har en dårligere målscorer end Celta.
Leganes genoptager sæsonen hjemme mod Valladolid i et opgør, der er utroligt vigtigt for Leganes. Vinder de kampen, kan de få tanket videre på den selvtillid, de givetvis fik i deres seneste kamp af betydning mod Villarreal, som de besejrede med 2-1 på udebane. Den kamp ligger dog tre måneder tilbage, og det er svært at vide, hvordan de forskellige klubber står ovenpå så lang en pause.
Topscorer: Oscar Rodriguez og Youssef En-Nesiry (7 mål) – sidstnævnte skiftede til Sevilla i januars transfervindue.
Skader og karantæner:
Alexander Szymanowski er tilbage i træning efter en lang skadespause.
Formodet startopstilling:
Cuellar – Rosales, Awaziem, Siovas, Silva – Ruibal Garcia, Amadou, Mesa, Rodrigues – Oscar, Carillo
RCD Espanyol
Den ”lille” Barcelona-klub har ikke just gang i sin bedste sæson. En sidste- og 20.-plads efter 27 spillerunder var nok ikke, hvad man havde regnet med, inden sæsonen begyndte. Situationen står da også i skarp kontrast til sidste sæsons forrige 7.-plads, som sikrede holdet europæisk deltagelse i denne sæson.
Måske at den foreløbige deroute netop skal findes i, at Espanyol har haft et tætpakket kampprogram. I så fald var det måske slet ikke så skidt, at man blev slået i Europa League 1/16-finaler, da Wolverhampton viste sig at være for stor en mundfuld. Dermed kan man nu fokusere 100 procent på at redde tilværelsen i den bedste spanske række.
Inden de sidste 11 spillerunder går i gang, er der seks point op til Celta Vigo på den rigtige side af nedrykningsstregen. Bestemt ikke en umulig opgave, hvis man begynder at få lidt gang i hjemmebanen.
Espanyol har været helt horrible hjemme på RCDE Stadium. Faktisk så ringe, at man er La Ligas klart dårligste hjemmehold. Sølle otte point i 13 kampe er det blevet til. Til sammenligning har man spillet sig frem til 12 point i 14 udekampe. Det lyder heller ikke af meget, men det er faktisk næstbedst af bund-9-holdene.
De blå- og hvidklædte spillere får imidlertid en udmærket mulighed i 28. spillerunde til at pynte lidt på den kedelige hjemmebanestatistik. Her kommer Alavés nemlig på besøg. Gæsterne er placeret på 14.-pladsen og har ikke for vane at sprede skræk og rædsel på deres rejser til fremmede stadions. To sejre, tre uafgjorte og otte nederlag er det blevet til indtil videre på udebane.
Topscorer: Espanyol kunne virkelig godt trænge til en angriber med mål i støvlerne. Raúl de Tomás er med sine blot fire mål holdets nuværende topscorer.
Skader og karantæner:
Víctor Campuzano (angreb) er ude med en skade, mens Diego López (førstemålmand) er ude med karantæne.
Forventet startopstilling til kampen mod Alavés:
Prieto – Dídac, Cabrera, Bernardo, J. López – Darder, D. López, Roca, Embarba – Wu Lei, R. de Tomás