Til den kommende weekend er der igen sløret fokus flere steder, da Copa del Rey-turneringen fortsat blander sig med vigtige returopgør i kvartfinalerne fra tirsdag til torsdag. I to af spilovervejelserne til den kommende weekend har Copa del Rey-kvartfinalerne direkte indflydelse på bettene og i de to andre er der tale om Copa del Rey-frie bundopgør, hvor La Liga-ekspert Anders Rosengren ser værdi på udeholdene. Læs med her og kom endelig med indspark og kommentarer.

Vi slap fint igennem 21. spillerunde, da tre ud af fire spilovervejelser holdt stik.
Atléticos sejr i lokalbraget hjemme mod Getafe holdt hjem, og det samme gjorde Valencias vigtige 3-0 sejr i det regionale derby hjemme mod Villarreal.  Og så var der Bilbao - Betis, hvor Bilbao fortsatte den gode formkurve mod et Betis-hold fuld af Copa del Rey-bekymringer.

Den eneste streg i regningen var der til gengæld aldrig tvivl om. Sociedad - Huesca var aldrig tæt på at gå over. Huesca ville ikke score, og Sociedad kunne ikke score. Det endte i et studie af fodboldmæssig offensiv impotens.

Huesca - Valladolid

Spilles fredag den 1. februar klokken 21.00. Se mere info i vores matchcenter

Huesca fightede sig til et point i sidste weekends udekamp mod Sociedad. En ganske udmærket defensiv indsats, men dog mod et fuldstændigt tamt Sociedad-angreb. Huesca ville ikke meget fremad banen, og selvom den nye angriber Enric Gallego, leverer et fint løbearbejde, så er det stadig ikke blevet til mål.
Huesca er presset til sejr her over Valladolid for overhovedet at holde liv i håbet om overlevelse, men spørgsmålet er, om man efterhånden tror på det mere. Hvorom alt er, vil Huesca forsøge at vise sine hjemmesupportere, at man endnu ikke er døde. 


Valladolid fik kunstigt åndedræt med den forløsende 2-1 sejr i sidste weekend hjemme over Celta og har nu fået brudt en voldsom stime på fem ligakampe uden sejr. Man fik skubbet sig en anelse væk fra nedrykningszonen med den sejr, men der bør ikke herske tvivl om, at det er opgør som det her mod den anden oprykker, Huesca, at man også forventer at skulle hente point.

Det er ironisk nok på fremmed græs, Valladolid har det bedst. Her kan man parkere bussen og lure på hurtige kontrastød. Mod et Huesca-hold, der altid angriber ivrigt hjemme på El Alcoraz tror jeg på, at Valladolid vil få sine klare kontrachancer, så længe man selv formår at lukket af bagtil.

Skulle kampen stå tæt hen mod anden halvleg, så vil et remis heller ikke være en dårlig handel for gæsterne, så jeg føler, at der ligger noget værdi i +0,50 handicappet på Valladolid til odds 1,67 hos Unibet*. Fuld gevinst på at Valladolid ikke taber opgøret mod et Huesca-hold, der har vundet en eneste kamp ud af de sidste 20, det virker fint for mig til odds 1,67.

I skrivende stund har Valladolid et nyt fravær i form af den faste midtbanespiller, Michel, som har karantæne, mens Huesca endnu ikke har nye fravær i startelleveren

Spilovervejelse: Valladolid på asiatisk +0,50 handicap til odds 1,67 hos Unibet

Valladolid har det bedst på fremmed græs og kan måske drille det hårdt arbejdende, men desperate bundhold på kontrastød.

Celta Vigo - Sevilla 

Spilles lørdag den 2. februar klokken 20.45. Se mere info i vores matchcenter

Celta tabte sidste weekends udekamp mod Valladolid med 1-2, hvilket var femte nederlag i træk. Man savner sin topscorer og moralske leder Iago Aspas voldsomt, og man har stort set tabt i alle de kampe han har siddet udenfor. Man nærer et spinkelt håb om, at han vender tilbage til weekendens hjemmekamp mod Sevilla, men det er mere end sandsynligt, at Aspas sidder over påny. 

Eneste nye fravær i Celta set i forhold til sidste weekend er karantænen til centerforsvarer Hoedt, som netop har fået debut. Det bør så blot betyde, at man vender tilbage til det gamle centrale forsvar med Araujo og Cabral.

Celta-træner Cardoso er en presset mand, men præsident Mouriño sagde til lokale medier efter kampen i Valladolid, at han har ledelsens fulde opbakning stadig. Kaptajnen Hugo Mallo gav holdet en opsang efter kampen i Valladolid og slog fast, at dem, der IKKE tager arbejdshandskerne på nu, bør finde sig en anden klub at spille i. Der er ingen tvivl om, at kampen mod Sevilla er en af de vigtigste for Celta i meget lang tid. Især fordi sidste weekends nederlag sendte dem ned under nedrykningsstregen. Celta ligner et hold, der ikke lægger sig uden en dødsfight mod Sevilla, om det så er med eller uden topscorer Iago Aspas. 

Sevilla møder op med en hård Copa del Rey-kamp i benene fra onsdag aftens opgør ude mod Barcelona. På trods af en 2-0-føring efter første kamp, blev man ekspederet ud af de nådesløse Catalanere, og da mange af profilerne fik spilletid i 6-1-nederlaget 
møder Sevilla op til dette opgør med en formodet halvslidt startellever.

Jeg synes, det er flot at få odds 1,82 på, at Celta ikke taber i form af Betsafes asiatiske +0,50 handicap. Jeg synes Sevilla er gjort til for store favoritter her, specielt også med tanke på, at de lige har været i en hård Copa del Rey-kvartfinale få dage forinden mod Barcelona.


Sevilla har ingen nye karantæner, og i skrivende stund heller ingen nye skader, men ser ud til igen at måtte se bort fra sin stærke offensive back Jesus Navas.

Celta Vigo-sejr på asiatisk +0,50 handicap til odds 1,82 hos Betsafe

Celta vil fighte til sidste sveddråbe for at spille sig over stregen med en sejr og bryde den dårlige stime mod et stærkt Sevilla-hold, der dog lige har brugt masser af energi på Copa del Rey-kvartfinalen ude mod Barcelona.

Real Madrid - Alavés

Spilles søndag den 3. februar klokken 20.45. Se mere info i vores matchcenter

Real Madrid er tilbage på sporet efter nogle gode præstationer de sidste par ligarunder. Selvtilliden er tilbage, og man spiller med mere autoritet. Bale kom tilbage fra skade i søndags og trådte direkte ind i anden halvleg mod Espanyol og scorede i 4-2 sejren.

I weekenden gælder det en, på papiret, overkommelig opgave, formsvage Alavés, men der er alligevel et par forbehold, som taler lidt imod Real Madrid, og som måske kan blive en fordel for Alavés.


Real Madrid skal afvikle vigtig kvartfinale i cuppen ude mod Girona torsdag aften, og selvom man fører 4-2 fra første opgør, så er det ikke en nem kamp. Girona er videre med 2-0, og Real Madrid har altså før tabt på Montilivi. At ryge ud her ville ødelægge meget af den credit, som man så småt har fået bygget op igen.

Derfor skal man også forvente flere stamspillere i aktion mod Girona i cuppen. Og det kan så i sidste ende koste lidt i hjemmekampen mod Alavés, som derfor måske kan blive genstand for visse rotationer. Vi ved allerede nu, at både Carvajal og Varane er ude grundet karantæner, så der vil med sikkerhed mangle halvdelen af stamforsvaret. Man bør forvente, at der også roteres lidt på midtbane og i angrebet i weekendens ligakamp. 

Går vi så ud fra, at Real Madrid går videre til semifinalen, så venter der modstandere som Valencia, Sevilla, Getafe eller Barcelona. Under alle omstændigheder støder man ind i et hold af større kaliber, og det værste ved det hele for Real Madrid er, at første semifinale allerede skal afvikles i den kommende midtuge. Så Real har muligvis en vigtig semifinale at se frem til i næste uge, hvilket blot yderligere bør forstyrre fokus på Alavés.


Sidst men ikke mindst har Real Madrid endnu et fokuspunkt forude, som kan have indflydelse på den kommende kamp mod Alavés. I den næste ligarunde besøger man ærkerivalen Atlético Madrid på Wanda Metropolitano. Et opgør, hvor den lokale stolthed er på spil og hvor Real samtidig kan æde sig ind på Simeones tropper på andenpladsen. 


Jeg synes, det ligner en ligakamp, hvor Real Madrid vil forsøge at rotere og køre sejren hjem på en stram autopilot, men det bliver altså ikke uden modstand fra Alavés. Abelardo pisker helt sikkert sit mandskab til at præstere mod Real Madrid, selvom han gæster Bernabeu, og kender man ham ret, så vil han netop forsøge at sætte tænderne i her, hvor Real Madrid kan have sat sig mellem to stole og har rigtig meget at tænke på.

Alavés har jo allerede i indeværende sæson vist, at de kan slå madrilenerne. De vandt 1-0 i det omvendte opgør hjemme i Vitória.

Alavés har i skrivende stund ingen nye fravær, men savner fortsat den skadede kant, Jony, og den nu afrejste fløj, Ibai Gomez, som nu er i Bilbao. Alavés vil gøre ALT for at komme tilbage på sporet efter to nederlag i træk, og det gode ved kampen her er, at de som sådan ikke føler det store pres, da de ikke har meget at tabe i den her match up.

Ingen forventer, at Alavés vender stimen i dette opgør, da modstanderen er Real Madrid på Bernabéu, men det er måske netop det, der gør Alavés farlige her mod et Real Madrid-hold med alt andet i tankerne end lige Alavés.

Alavés-sejr på asiatisk handicap +2,00 til odds 1,70 hos Bet365

Alavés kan måske lukrere på, at formstærke Real Madrid har mere end nok at se til med Copa del Rey-kvartfinale og forestående lokalbrag ude mod Atlético Madrid.

Rayo Vallecano - Leganés 

Spilles mandag den 4. februar klokken 21.00. Se mere info i vores matchcenter

Min spilovervejelse går her stik imod Rayos ellers så flotte stime. Hjemmeholdet har vundet fire af de seneste fem kampe og har nu spillet sig over nedrykningsstregen. De er pt ligaens mest formstærke hold sammen med Barcelona og Atlético Madrid, og de har især fået styr på skarpheden i felterne. De scorer mål nu, men er også begyndt at få lukket mere af bagtil. Senest via 1-0 sejren ude over Alavés mandag aften. 

Leganés kan slet ikke præsentere samme flotte stime som Rayo. Man møder op med en rodet 2-2 kamp i bagagen hjemme mod Eibar i sidste weekend og har kun vundet en af de seneste syv ligakampe. Dog er det kun blevet til to nederlag for Leganés siden oktober sidste år i de sidste 11 ligakampe, så når træner Pellegrino taler om spillemæssig fremgang siden den rodede indledning på sæsonen, så har han ret. Det er ikke kun i resultaterne, man kan se det, men også i spillet. Ser man bort fra 2-2 kampen mod Eibar, så har de fået godt styr på den defensive organisation, og i angrebet ligner Braithwaite en gave, mens Carillo har været skadet.


De to hold ligger nu side om side lige over stregen, så der er altså tale om lidt af en sekspointskamp. Den skal helst vindes, men den skal for alt i verden ikke tabes. Udover det er der tale om et madrilensk derby. Jeg synes overordnet, at det ligner en tæt kamp mellem de to madrilenske bundhold. Det kan sagtens blive tæt, for det er det næsten altid, når Leganés tager sig sammen og står godt i den defensive organisation. Selvom Rayo er i flot fremgang, så møder man altså et rivaliserende madrilensk hold, som har ligeså meget brug for pointene, og som i den grad har vist sig at være et solidt defensivt mandskab, der er svære at slå. 

Jeg ser helt klart Leganés med chancer for at komme på tavlen eventuelt på et kontrastød, og jeg synes overordnet, at chancefordelingen her er lidt skæv. Leganés har større chancer for at hive point med hjem her, end bookmakerne giver dem. Jeg ser værdi i det asiatiske +0,25 handicap til odds 1,93 hos Bet365*.

Leganés-sejr på asiatisk handicap til odds 1,93 hos Bet365

Formstærke Rayo Vallecano kan få det svært, når den lokale stolthed er på spil mod et organiseret Leganés-hold, der ikke vil give sig en meter i bundkampen i ligaen eller i det indbyrdes lokalregnskab.

Sidste rundes regnskab                           

Spiltip i sidste uge:                      
Antal og indsats: 0                                       
Overskud:  0
Tb%: 0

Spilovervejelser i sidste uge:
Antal og indsats: 4
Overskud: + 2,31
Tb%: 157,75    

Samlet regnskab

Spiltip ialt:  
Antal og indsats: 2
Overskud:  - 0,10
Tb%: 95

Spilovervejelser ialt
Antal og indsats: 12
Overskud: + 2,93
Tb%: 124,41