Ingen af de traditionelle storhold i La Liga har imponeret i denne sæson, og både Real Madrid, Barcelona og Atlético Madrid hoster og harker sig igennem. Det har givet en bizart tæt top og subtop, hvor kun fem point skiller nummer et fra nummer 13, efter næsten en tredjedel af kampene er spillet. Læs Andros' optakt til 13. spillerunde her.
Weekendens 12. spillerunde bød ikke på de store forskydninger i de vigtige zoner. I toppen kunne Real Madrid have udnyttet Granadas og Barcelonas nederlag mod henholdsvis Real Sociedad og Levante, men formåede ikke selv at spille sig ud af 0-0-udgangspunktet hjemme mod Betis. Faktisk formåede ingen i top 4 at hente en sejr, hvilket betød, at midterhold som Bilbao, Levante og Valladolid igen fik kontakt til den europæiske zone.
Heller ikke bundzonen rykkede voldsomt i sidste weekend, så alt i alt fungerede 12. spillerunde mest af alt som en bekræftelse af den i forvejen herskende orden i La Liga.
Den kommende weekends 13. spillerunde kan dog lave om på dette i kraft af flere interessante opgør. Søndag aftens sevillanske brag på Benito Villamarin mellem de to ærkerivaler Betis og Sevilla lyser op som rundens klart mest attraktive opgør. Dog bliver det også interessant at se, hvordan Real Madrid løfter sig ovenpå den skuffende 0-0-kamp og ovenpå CL-kampen hjemme mod Galatasaray, når Zidanes tropper gæster desperate Eibar på det lille Ipurúa. Ligeså spændende bliver det at se, om Barcelona igen hæver sig over nederlaget fra weekendens kamp i Levante og viser, at den spillemæssige fremgang mod Eibar og Valladolid ikke var en tilfældighed.
Sidst men ikke mindst skal den kommende runde sætte en tyk streg under, om luften for alvor har forladt ballonen hos oprykkerne fra Granada, der møder op til 13. spillerunde med to nederlag i træk.
I bunden fortsætter dødskampene for henholdsvis Leganés, Espanyol og Celta Vigo, der alle kom tomhændede ud af sidste weekends spillerunde.
Real Sociedad - Leganés
Kampen spilles fredag den 8. november klokken 21.00. Se mere info i vores matchcenter
Real Sociedad fik løftet sig fra midtugens overraskende 1-2-nederlag hjemme mod Levante ved at hive en fin 2-1-sejr med hjem fra Granada. Sociedad fik samtidig udnyttet, at samtlige tophold tabte i weekenden, hvilket betød, at baskerne strøg helt ind i top 3, a point med førerholdet Barcelona.
Leganés fulgte op på midtugens 0-5-røvfuld på Bernabéu med et 1-2-nederlag hjemme mod Eibar. Endnu en kamp, hvor Leganés burde have fået mere ud af tingene, men hvor uskarphed og uheld igen blev afgørende. Den midlertidige træner Cembranos ventes at blive taget af posten mandag, hvor den tidligere mexicanske landsholdstræner Javier Aguirre træder til. Aguirre har bred erfaring fra La Liga, hvor han har trænet både Espanyol, Osasuna og Atlético Madrid. Kampen mod Sociedad er noget nær en finale for Leganés. Med Aguirre ved roret som den nye permanente afløser for Pellegrino bør der være maksimal tænding. Aguirre er især kendt for at være en ekstrem indpisker, som arbejder godt på det mentale plan hos spillerne. Man vil spille mere aggressivt og med intenst pres på modstandernes boldholder med Aguirre ved roret.
Der er pt. ingen nye skader i hverken Real Sociedad eller Leganés set i forhold til sidste weekends spillerunde. Dog glider Leganés’ faste venstre back Jonathan Silva ud med karantæne.
Alavés - Valladolid
Kampen spilles lørdag den 9. novmeber klokken 13.00. Se mere info i vores matchcenter
Alavés nærmer sig på ny en lille finale, da de seneste tre spillerunder ikke har kastet andet end et point af sig. Vitória-holdet fik ellers oprejsning og ny gejst med sejren over Mallorca i forrige hjemmekamp, men siden er det igen gået i stå.
Derfor er der ualmindelig stort fokus på weekendens hjemmekamp mod Valladolid. Et opgør, der for alt i verden skal vindes, nu hvor nedrykningstruslen igen er reel.
Valladolid fortsætter sine fine takter i den nye sæson og møder op med et sølle nederlag i de seneste otte runder. Effektiviteten er stadig høj - og til tider for høj - når man ser tilbage på holdets kampe og de chancer, man har produceret. Men alt ånder ro forud for weekendens udekamp, og netop dette kan måske blive Valladolids største problem, da man her møder et toptændt og ekstremt fokuseret Alavés-hold.
Alavés - Valladolid: Alavés DNB til odds 1,82 hos Bet365
Baskerne anser det her opgør som en lille finale og vil være lige så fokuserede og motiverede som forud for sidste 'finale' for nogle uger siden mod Mallorca. Valladolid er godt kørende lige nu, men kan måske savne den gnist og den intensitet, som hjemmeholdet møder op med. Og det kan blive afgørende.
Læs hele analysen her
Valencia - Granada
Kampen spilles lørdag den 9. november klokken 16.00. Se mere info i vores matchcenter
Valencia hev en smal 2-1-sejr med hjem fra sidste weekends besøg på Cornellá-Prat mod Espanyol, men vender nu hjem til Mestalla, hvor tingene ikke helt fungerer, som de skal. Siden træner Celades tog over, har Valencias organisation og struktur været alt for løs, og holdet har tilladt alt for meget i den bagerste kæde. Intet tyder på, at den sygdom er kureret til weekendens hjemmekamp mod Granada. Udover det har Valencia også en lang kamp mod Lille i benene fra tirsdagens CL-runde, så der kan tilmed være møre ben.
Granada er for en stund hevet ned fra skyerne og har nu tabt to kampe i træk og er dermed ikke længere hverken tophold eller i top 5. Det har hele tiden ligget i kortene, at Diego Martínez’ tropper skulle droppe pladser før eller siden, og de færreste havde forventet, at oprykkerne holdt så langt, som de har gjort. Og måske er der stadig mere i andaluserne. De spiller fortsat ganske udmærket, og de var lige ved at indhente Getafe i midtuge-runden efter at have været bagud 0-2 ved pausen. Det gode ved Granada er, at de ikke er presset i tabellen, og at de fortsat har alt at vinde, især i en kamp som denne her på Mestalla mod Valencia, der pt. ikke er så imponerende at se på.
Valencia forventes fortsat at være uden de skadede: Soler, Coquelin, Piccini og Guedes, men tirsdagens brag i CL mod Lille kan eventuelt afføde flere skader til truppen.
Granada får Soldado tilbage i angrebet efter overstået karantæne og har ingen nye skader pt.
Eibar - Real Madrid
Kampen spilles lørdag den 9. november klokken 18.30. Se mere info i vores matchcenter
Eibar fik vendt en negativ stime i den forgangne uge med 2-1-sejr hjemme over Villarreal i midtugen og senest en kneben og ikke helt fortjent 2-1-sejr ude over Leganes. Hvorom alting er, så har sejrene skabt ro forud for besøget af Real Madrid, og det var vigtigt. Mendilibars tropper kan derfor spille forholdsvis frit, men vil stadig give alt, præcis som de plejer at gøre, når de store hold slår vejen forbi Eibar. Det bliver på et fyldt Ipurúa lørdag aften.
Real Madrid formåede ikke at udnytte Barcelonas nederlag i Levante i weekenden, da det kun blev til 0-0 hjemme mod Betis. Real startede fint, men endte i rådvildhed overfor Betis' hårdt arbejdende defensiv. Alt i alt ingen tilfredsstillende kamp af Zidanes tropper, som også fik det at høre øjeblikkeligt fra tribunerne på Bernabéu lige efter kampen.
Real møder op til kampen i Eibar med 90 minutters CL-bold i benene, da Galatasaray kommer på besøg i midtugen. Et opgør Real skal vinde, hvorfor det forventes, at alle stamspillere kommer i aktion mod tyrkerne. Der kan derfor være træthed i stængerne mod Eibar, hvis ikke Zidane ligefrem roterer kraftigt i startopstillingen. Det bør derfor lade døren stå på klem, for at Eibar måske kan overraske lidt i opgøret. Nemt bliver det næppe for Real Madrid.
Real Madrid må formodentligt fortsat se bort fra James, Asensio, Nacho og Bale, mens Eibar ikke har meldinger om hverken nye skader eller karantæner til weekenden.
Barcelona - Celta
Kampen spilles lørdag den 9. oktober klokken 21.00. Se mere info i vores matchcenter
Bedst som alle troede, at Barcelona endelig havde fået slebet formen til og skabt ro og rytme, så smed de en 1-0-føring i Levante i weekenden og endte med at tabe 1-3. Katalanerne har det notorisk svært på Ciutat de Valencia, men spørgsmålet er, om det her nederlag udelukkende kan tilskrives de historiske vanskeligheder mod Levante. Faktum er, at især defensiven er skidt kørende i indeværende sæson, og det er især generalen Piqué, som halter kraftigt efter.
Valverdes tropper har stort fokus på weekendens hjemmekamp mod Celta, hvor førstepladsen skal bevares. Tirsdag spillede Barcelona en tæt kamp mod Slavia Prag, der gav god modstand og slap hjem til Tjekkiet med et fortjent point. En streg i regningen for katalanerne, der ikke sparede mange profiler. Der var dog tale om en hjemmekamp fem dage inden opgøret mod Celta, og det må formodes, at Messi og co. er fysisk klar.
Celtas træner Escribá blev fyret efter weekendens nederlag hjemme mod Getafe. Kvoten blev altså opbrugt med det fjerde nederlag i streg, så ledelsen har nu valgt at sadle om. Den nye træner er den tidligere Barcelona-spiller Oscar García, som senest har stået i spidsen for Olympiakos i Grækenland. Oscar García har trænet det katalanske landshold og små hold i Barcelona, men har aldrig stået i spidsen for et Primera-hold. Han er "made in Barcelona" forstået på den måde, at Celta her får en klart mere offensivt betonet træner, der passer klart mere ind i Celtas DNA end den forhenværende og mere konservative træner Escribá.
Barcelona forventes at være uden Luis Suárez, som blev skadet mod Levante. Han kan være ude i op til flere uger, frygter man. Umtiti vender formodentligt tilbage fra skade, da han har trænet med i de seneste dage.
Hos Celta forventes den faste angriber Santi Mina og den offensive midt Rafinha fortsat at sidde udenfor med skader sammen med Kevin, Beauvue og Juan Hernández.
Barcelona - Celta: Over 1,5 mål i første halvleg til odds 2,07 hos Cashpoint ( nu 2,09)
Samtlige af Barcelonas hjemmekampe i indeværende sæson er gået over 1,5 mål inden pausen. Gæsterne fra Celta vil være lykkelige for et point, men møder op med ny og mere offensivt orienteret træner, der kan byde ind med flere mål til festen.Læs hele analysen her
Mallorca - Villarreal
Kampen spilles søndag den 10. november klokken 12.00. Se mere info i vores matchcenter
Tre kampe uden sejr har igen sendt Mallorca rystende tæt på nedrykningszonen. Nederlaget senest mod Valladolid har fået alarmerne til at ringe påny, så kampen mod Villarreal hjemme i Palma er en lille finale for oprykkerne. Øboerne skal finde frem til den gamle stærke hjemmebaneform, for et nederlag kan koste en plads under stregen efter weekenden.
Villarreal har efterhånden også brug for en sejr, da den forgangne uges dobbeltrunde kun kastede et sølle point af sig. Man fik fortjent kun 0-0 hjemme mod Bilbao i sidste weekend og tabte lige så fortjent 1-2 ude mod Eibar i midtugen. Det er især i offensiven, at man pludselig skaber alt alt for lidt.
Villarreal har derfor brug for både mål og point for at spille sig tilbage i Europa-zonen.
Det bliver ikke et nemt opgør for gæsterne. Mallorca har trods nedgang i spillet stadig skræmmende tal at fremvise hjemme på Son Moix. Og Villarreal er ikke glade for selv at forlade La Cerámica. På fremmed græs er det indtil videre kun blevet til to sejre af seks mulige.
Hos Mallorca sidder den rutinerede dødboldsspecialist Salva Sevilla udenfor med karantæne, mens der ikke meldes om nye skader eller karantæner i Villarreal. Gæsterne er fortsat uden de skadede reserver: Alberto Moreno, Morlanes og Bruno Soriano.
Athletic Bilbao - Levante
Kampen spilles søndag den 10. novmeber klokken 14.00. Se mere info i vores matchcenter
Et clash mellem to nyligt genopståede mandskaber, som for alt i verden skal holde fast i det nye momentum. På papiret ser Levante mest sprøde ud ovenpå 2-1-sejr ude over formstærke Real Sociedad og 3-1-sejren i weekenden hjemme over Barcelona. I sidstnævnte kamp var Levante dog uhørt skarpe og scorede på alle halve og hele chancer, og man vil næppe se en lignende skarphed i hver kamp. Også Bilbao diskede op med unaturligt stor skarphed i 3-0-sejren hjemme over Espanyol i midtugen, hvor xG-dataen noterede Bilbao for 0,46 målchancer i kampen.
Et tændt San Mamés bør kunne skabe en fin kulisse for et fokuseret baskisk hold her mod Levante. Overordnet set virker Bilbao stadig mere homogene end det svingende Levante-hold, og hvis Bilbao holder rytmen, bør en sejr være indenfor rækkevidde.
Den faste back Toño samt Rober Pier og reservekeeper Oier forventes fortsat at sidde udenfor hos Levante, mens Guruzeta og Beñat sidder udenfor hos Bilbao. Så reelt ingen meldinger om nye fravær i de to lejre.
Athletic Bilbao - Levante: 1 til odds 1,72 hos Nordicbet (nu Bet365)
Bilbao er fortsat stærkt kørende hjemme på San Mamés i indeværende sæson. Levante møder op med to sejre i træk, men gæsterne lider ofte under lidt for store udsving, og de kan få det svært mod et kompakt og hjemmestærkt Bilbao-hold her.
Læs hele analysen her
Atlético Madrid - Espanyol
Kampen spilles søndag den 10. november klokken 16.00. Se mere info i vores matchcenter
Atlético møder op med kun to point fra dobbeltrunden i sidste uge, men burde have fået mere på kontoen især i den gode anden halvleg i weekendens udekamp mod Sevilla. Kun en sejr tæller derfor for Simeones tropper i den kommende weekends hjemmekamp mod Espanyol, men først skal den vigtige udekamp i Leverkusen overstås i midtugens CL-runde. Den vil kræve en del, og Atletico ser pt. ud til at satse stort på begge turneringer, hvorfor der trækkes store veksler på stammen i de her to uger med dobbeltprogram.
Espanyol tabte weekendens hjemmekamp mod Valencia, men holder alligevel fast i en spillemæssig opadgående formkurve. Første halvleg mod Valencia var noget af det bedste, Espanyol har leveret længe, og der er overordnet set kommet mere kvalitet over spillet under den nye træner Machín.
Præcis som Atlético skal Espanyol i europæisk ild i midtugen, når man tager imod Ludogorets hjemme på Cornellá-Prat. Selvom det går fint i EL pt, så satser Espanyol fortsat alt på ligaen, så der vil formodentligt blive roteret kraftigt torsdag aften i EL, således at stammen er frisk og klar til weekendens brag på Wanda Metropolitano. Espanyols absolut største problem er manglen på mål. Der produceres angreb og chancer, men den afgørende target man mangler i feltet. Carillo forventes fortsat at sidde over med skade i weekenden, så ansvaret ligger igen på Fereyra eller Campuzano: en duo, der tilsammen er noteret for et sølle mål. Espanyol vil satse på sin styrkede defensive linje og forsøge at ramme Atlético på kontrastød.
Atlético må formodentligt igen se bort fra forsvarsspillerne Giménez, Vrsaljko og Savic samt angriberen João Felix, mens Calleri, Piatti, Puado, Iturraspe og Calero fortsat forventes udenfor hos Espanyol.
Getafe - Osasuna
Kampen spilles søndag den 10. november klokken 18.30. Se mere info i vores matchcenter
Getafe kronede en flot uge med en 1-0-sejr ude over Celta i weekenden og hentede dermed seks point af seks mulige i sidste uges dobbeltprogram. Bordalás’ mandskab har endelig fået hul på bylden og avancerer nu fortjent i klassementet. Selvom Getafe spiller Europa League ude mod Basel torsdag, så har ligaen førsteprioritet, og der forventes derfor flere rotationer i startopstillingen i Schweiz. Derfor skal man forvente en stærk og frisk stamme fra start i weekendens ligakamp hjemme mod Osasuna.
Osasuna møder op med flot og fortjent 4-2-sejr hjemme over Alavés i weekenden. En sejr, der blev fejret maksimalt, da Osasuna netop slog sin gamle klubrekord på 31 hjemmekampe uden nederlag. Det nuværende Osasuna-hold under træner Arasate er nu historiens bedste hjemme på El Sadar. Ude går det knapt så fantastisk. Kun en sejr hidtil i indeværende sæson, og man får svært ved at hive nummer to hjem her mod et tændt og formstærkt Getafe-mandskab.
Osasuna må se bort fra sin faste offensiv og vicetopscorer Chimy Ávila, som har karantæne, mens Adrián, Kike Barja, Unai García, Robert Ibáñez fortsat ventes at sidde over med skader.
Hos Getafe vender backen Damián Suárez tilbage fra karantæne, mens der ikke er meldinger om nye fravær. Ude er fortsat Markel Bergara, Amath, Manojlovic og Antunes.
Real Betis - Sevilla
Kampen spilles søndag den 10. november klokken 21.00. Se mere info i vores matchcenter
Weekendens utvivlsomt største brag finder sted på Benito Villamarín, når de evige sevillanske ærkerivaler støder sammen. Det er et hadsk derby, som aldrig savner intensitet og gnist. Det har traditionelt set været tætte, intense og målfattige opgør, men de sidste par år har set en eksplosion i mål mellem de to hold. Der er faldet 21 mål i holdenes seneste fem indbyrdes opgør, hvor især Betis' ekstreme 5-3-sejr forrige år på Sanchez Pizjuan næppe bliver glemt lige foreløbig.
I år kan det formodentligt blive anderledes af flere årsager: Betis har vist defensiv fremgang på det seneste og viste især i sidste weekends 0-0-kamp mod Real Madrid, at man sagtens kan arbejde solidt og struktureret i defensiven. Udover det er Sevilla et helt andet hold i år end tidligere. Lopetegui har sat sit præg på holdet. Der er kommet mere struktur og mere samling på holdet, og man udmærker sig i år mere ved en solid organisation og skarphed i felterne end decideret sprudlende fodbold mellem felterne, som det har været tilfældet i tidligere sæsoner.
Sevilla skal i ilden i Europa League torsdagen inden lokalbraget, men indtil videre har træner Lopetegui sparet størstedelen af stammen i alle EL-kampe, så der bør igen blive tale om massive rotationer mod Dudelange torsdag aften.
Men at spå om udfaldet af et lokalderby i La Liga er til tider som at bede en børnehave om at gradbøje spanske uregelmæssige verber; det er mildt sagt en svær opgave. Især når talen falder på det klassiske brag mellem Real Betis og Sevilla. Alle love og regler er stort set ophævet her, og det efterlader som udgangspunkt altid opgøret helt lige.
Som tingene står nu, kunne Sevilla have en lille fordel via sin klart bedre organisation. Overordnet set er Betis stadig lidt for svingende og en anelse for usikre bagi, men markedsprisen på Sevilla virker alt for nærigt sat. Det bliver et pas herfra med et håb om et brag af et lokalopgør, og gerne med otte mål som forrige år på Sanchez Pizjuan.
Det komplette kampprogram for 13. spillerunde:
Fredag
Real Sociedad - Leganés (21.00)
Lørdag
Alavés - Valladolid (13.00)
Valencia - Granada (16.00)
Eibar - Real Madrid (18.30)
Barcelona - Celta (21.00)
Søndag
Mallorca - Villarreal (12.00)
Athletic Bilbao - Levante (14.00)
Atlético Madrid - Espanyol (16.00)
Getafe - Osasuna (18.30)
Real Betis - Sevilla (21.00)
Regnskab for spiltip og spilovervejelser La Liga 2019/2020
Tip:
Antal & indsats: 26
Netto-overskud: +3,62
Tilbagebetalingsprocent: 113,92 %
Se hele regnskabet for alle Andros' eksperttip her
Spilovervejelser:
Antal & indsats: 8
Netto-overskud: +2,03
Tilbagebetalingsprocent: 125,37 %