I dag torsdag beslutter FIFA’s eksekutiv-komite hvor VM-slutrunderne 2018 og 2022 skal afholdes. 2 ud af 24 komité-medlemmer er suspenderet for bestikkelse, men det er måske kun toppen af isbjerget.

Torben N. Sørensen gennemgår i den følgende artikel afstemningen (regler og procedurer), ansøgerlandene og deres odds (England er favorit til at få VM-2018, Qatar til at få VM-2022) samt – som en vammelsød rosin i pølseenden - FIFA-korruptionen der synes at stikke særdeles dybt.

Afstemningen i Zürich i Schweiz imødeses med stor spænding, ikke kun af de potentielle arangør-lande, men med en på alle niveauer støt voksende VM-slutrunde også af foldbold-fans verden over, og hvad der følger i deres kølvand af entrepenante virksomheder, som ser muligheder for at score deres del af kagen.

Slutteligt har medier – og regeringer - store interesser i, hvor slutrunderne havner, så der står meget på spil i Zürich, når de 22 eksekutiv-stemmer kastes.

Hvilken verdensdel kan få værtsskabet?

Lad os kigge lidt på reglerne for placeringen af VM-slutrunderne. De er blevet ændret en del, siden FIFA-præsident Sepp Blatter lancerede den ikke særligt Europa-populære idé, at VM-værtsskabet skulle gå på skrift mellem de forskellige confederationer/verdensdele. Et tiltag, som faktisk kun er blevet brugt én gang, nemlig ved den afstemning, som tildelte Sydafrika værtsskabet i 2010 og Brasilien i 2014, og som siden er blevet kasseret.

I 2007 blev værtsskabs-systemet ændret efter megen debat, og især under pres fra europæiske UEFA og med god støtte fra sydamerikanernes CONMEBOL. Nu er rotations-princippet verdensdelene imellem begrænset til, at værtsskabet blot ikke kan placeres i en confederation, som har ageret vært indenfor de seneste to VM-slutrunder. Det har ved denne afstemning udelukket Afrika mhp 2018-slutrunden og Sydamerika mhp 2018 og 2022.

Og det ligner med 2007-forslagets vedtagelse faktisk, at FIFA har fået et værtsskabs-system, som virker både hæderligt retfærdigt samt har realistisk chance for at være gældende i pænt lang tid.

2018 Europa - 2022 uden for Europa

Ret hurtigt fandt man blandt ansøgerne for de to næst-kommende VM-slutrunder (dem efter 2014 i Brasilien, forstås) ud af en slags konsensus, som endte med, at kun europæiske potentielle værter ville ansøge om at få slutrunden i 2018, mens den i 2022 vil blive placeret uden for Europa.

Ansøgningen skulle være FIFA i hænde januar 2009, og ved udløb af fristen havde 13 nationer bedt om værtsskabet enten i 2018 eller 2022, herunder to fælles-bud fra 2x2 nationer, som ansøgte om at få værtsskabet delt, som man kendte det fra Japan/Sydkorea i 2002. Altså i alt 11 ansøgninger.

De 11 bud blev imidlertid reduceret til ni, da Mexico i september 2009 trak sin 2022-ansøgning tilbage, og FIFA i marts i år afviste Indonesiens bud grundet mangelfuld opbakning fra den indonesiske regering (også Egypten havde oprindeligt ansøgt om værtsskabet 2022, men efter en disputs mellem FIFA-ledelsen og det egyptiske forbund, meldte egypterne ud, at der blot havde været tale om en forhånds-forespørgsel og ikke noget konkret bud).

Det efterlader følgende fire ansøgninger på værtskabet 2018:

England, Rusland, Spanien/Portugal og Holland/Belgien.

Og fem for værtsskabet 2022:

USA, Sydkorea, Japan, Australien og Qatar.

Afstemnings-proceduren

Inden jeg skrider til en præsentation af ansøger-buddene for 2018 og 2022, lidt om afstemnings-proceduren. Der er (eller rettere var) 24 medlemmer af FIFA’s eksekutiv-komite, og de har alle én stemme hver. To medlemmer af komiteen er pga. angivelig korruption imidlertid blevet suspenderet, så det hele afgøres blandt 22 stemmer.

Afstemningen finder sted på den måde, at én ansøgning sorteres fra pr. stemme-runde, og det kan blive ganske væsentligt. Selvom et arrangør-bud står som klar vinder af f.eks. første afstemnings-runde (men uden en absolut majoritet), så er det langt fra sikkert, det bliver dér, værtsskabet går alligevel. Det, hvis de frafaldne stemmer henad vejen – ét værts-bud ryger ud pr. runde – derefter falder mere eller mindre samlet på en outsider.

Det kan godt få stor betydning. Eksempelvis vil England sandsynligvis få en relativt stor opbakning i første afstemnings-runde for værtsskabet i 2018, men med The Sunday Times, BBC og andre engelske mediers offentliggjorte historier om omfattende korruption i FIFA-toppen kan det godt være, at der i eksekutiv-gruppen sidder en del folk, som vil være af den holdning, at ”hellere alt andet end England”.

Hvis en afstemning slutter lige, er præsident Sepp Blatters stemme udslagsgivende.

Odds på værtslande

Hvem får tildelt værtsskabet for VM-2018?


England: 1,9 (Bet365*), 1,85 (Sportingbet), 1,83 (888sport), 1,8 (Paddy Power), 1,62 (William Hill)

Rusland: 3,0 (Bet365*, 888sport, Paddy Power, William Hill), 2,85 (Sportingbet)

Portugal/Spanien: 6,0 (William Hill) 5,0 (Bet365*, Sportingbet, 888sport, Paddy Power)

Belgien/Holland: 41,0 (Bet365*, 888sport, Paddy Power, William Hill), 34,0 (Sportingbet)

Hvem får tildelt værtsskabet for VM-2022?


Qatar: 1,67 (Paddy Power, William Hill), 1,53 (Bet365*)

USA: 3,5 (Bet365*, William Hill), 2,62 (Paddy Power)

Australien: 7,0 (Bet365*), 6,5 (Paddy Power), 3,5 (William Hill)

Japan: 51,0 (Paddy Power), 34,0 (Bet365*, William Hill)

Sydkorea: 81,0 (Paddy Power), 67,0 (Bet365*), 41,0 (William Hill)

 

Værts-buddene – VM 2018

ENGLAND

Det engelske bud, som har været undervejs siden 2005, er og har længe været favoritten for værtsskabet 2018. Det ironiske er, at englænderne har haft meget travlt med at antyde fordækt spil, samt med at ”bullie” andre ansøgere ud af afstemningen. Ikke alle engelske aktioner i forbindelse med kampagnen har været lige elegante.

David Triesman, som var formand ikke kun for den engelske Football Association, men også for den komite, som officielt stod bag den engelske ansøgning, måtte sidste år trække sig fra posterne, efter at det blev offentliggjort, at han havde foreslået, at Spanien/Portugal skulle trække deres ansøgning, hvis Rusland sørgede for at bestikke dommerne under VM-slutrunden i Sydafrika-2010, så Spanien kunne vinde verdensmesterskabet. Virkeligt elegant...

BBC-afsløring og Beckham-fadæse

For en håndfuld dage siden smed BBC så endnu en uheldig granat ind i den ømtålelige afstemning ved at afsløre, at FIFA-ledelsens 22 udvalgte, som skal afgøre værtsskabs-placeringen, består af en samling korrupte indspiste bestikkelses-folk, som primært sidder i verdensfodbold-forbundet for at mele deres egen økonomiske kage.

Dén udmelding har englænderne med bl.a. medie-ikonet David Beckham i spidsen så forsøgt at lave damage control på de seneste dage – bl.a ved at ytre, at de engelske medier er fodboldens venner og vil bakke FIFA, det engelske FA, og et engelsk værtsskab op hele vejen... ja, goddaw do, man skulle ellers tro, at Beckham med sin medie-erfaring burde vide bedre end, at man kan kontrollere medierne, det især de engelske...

Spørgsmålet er nu, hvad FIFA-eksekutiv-medlemmerne siger til det seneste BBC-stunt og til udsigten, at det kun er første skridt i en årrække af engelske mediers interesse for og intense studier af FIFA-toppens aktiviteter... forøge chancerne for et positivt engelsk udfald af torsdagens afstemning gør det næppe.

Opbakning fra Blatter

Men det er nu ikke fordi, England ikke har fået rigeligt med opbakning rundt omkring, det endda fra Mr. FIFA himself, Sepp Blatter, som udtalte, efter det engelske bud blev offentliggjort, at han ”ville elske at se fodbolden vende tilbage til sit hjemland”.

Blatter har endvidere mødt den engelske premier minister David Cameron – to gange endda – som er en varm fortaler for, at England bliver tildelt værtsskabet (naturligvis er han det :-)). Også f.eks. Franz Beckenbauer har været fremme med offentlig støtte til englændernes bud.

Der var tidligere tale om, at det engelske ”bid” ville inkludere Skotland, Wales og Nordirland, men det er ikke blevet ved andet end indledende snak, og efter 2007 har det stået fast, det det var England, kun England, og ikke Storbritannien, som ansøgte.

Vinder England værtsskabet, vil alle kampe således blive spillet i England, og der vil ikke, som der tidligere har været tale om, blive henlagt opgør til hverken Glasgow eller Cardiff. De engelske værtsbyer vil være London, London-forstaden Milton Keynes, Manchester, Birmingham, Liverpool, Newcastle, Sheffield, Nottingham, Sunderland, Leeds og Plymouth.

Skulle England få værtsskabet for 2018, vil det være den sjette nation, som har afholdt VM to gange.

RUSLAND

Ligesom Englands David Cameron, og Gordon Browne før ham, har de russiske statsledere udtrykt stor interesse for at få VM-værtsskabet til deres nation, og den russiske ansøgning skal tages særdeles seriøs. Det var en direkte ordre fra daværende præsident Vladimir Putin til sports-minister Vitalij Mutko som foranledigede det russiske bud.

Pengene og de økonomiske garantier fra olie- og gas-rige Rusland fejler bestemt ikke noget, og meget peger på, at russerne er en farlig outsider i striden om 2018-værtsskabet.

Skulle det ske, er logistikken i det enorme land et lille problem, men planen er at inddele de 32 deltagende hold i fem ”områder”, et nordligt omkring St. Petersborg (inkluderende Kaliningrad), et central område omkring Moskva, et sydligt centreret omkring Sotji (med også Krasnodar og Rostov), samt et såkaldt Volga-område (Jaroslavl, Nisjnij-Novgorod, Saransk, Samara, Volgograd og Kazan), plus kampe i én by øst for Ural-bjergkæden, Jekaterinburg.

Det er den russiske plan, at finalen skal spilles på Lusjnikij Stadion i Moskva, der dannede scene for Champions League-finalen i 2008. Lusjnikij står foran en kapacitets-udviddelse fra de nuværende 78.000 til 89.000.

PORTUGAL/SPANIEN

FIFA-præsident Blatter har tidligere været meget imod, at VM-slutrunden blev delt mellem nationer – slutrunden i Japan/Sydkorea i 2002 skulle ses som en undtagelse – på på et tidspunkt stod der endda i reglementet, at værtsskabet skulle tilfalde ét og kun ét land. Det blev der imidlertid lempet op på ved seneste regel-ændring, og det har banet vejen for bl.a. et bud fra Spanien og Portugal.

Initiativet fra den fælles iberiske ansøgning kom fra lillebror Portugal, hvis fodbold-præsident Gilberto Madail forelagde spanierne idéen i 2007.

I første omgang syntes den spanske fodbunds-præsident Angel Villar, at idéen var alle tiders, bortset fra den ene detalje, at Spanien egentligt helst selv ville stå for det hele – hvad skulle man bruge Portugal til?

Villar gik oven i købet til (gen)valg på præsident-posten med den lovning, at han ville skaffe VM-slutrunden til Spanien (og Spanien alene), men efter at han fik forlænget sin præsident-periode, skiftede Villar mening, og nu var Portugal pludselig en oplagt makker for værtsskabet.

Skulle det spansk/portugisiske bud vinde, ligger det dog ikke i kortene, at det bliver en fifty/fifty-fordeling af kampene, mere noget à la at ca. 70 procent af kampene vil blive henlagt til Spanien.

Både Spanien og Portugal (som var vært ved EM-slutrunden 2004) har moderne stadions, som opfylder alle FIFA-krav, så på det punkt er der ingen problemer.

BELGIEN/HOLLAND

Benelux-buddet er strengt taget fra tre nationer, nemlig Holland, Belgien og Luxembourg. Skulle trekløveret blive tildelt værtsskabet, vil der dog ikke blive spillet kampe i Luxembourg, men blot vil en række FIFA-møder og konferencer blive henlagt til fystendømmet.

Det har været meget vigtigt for Holland, Belgien og Luxembourg at slå fast, at deres bud ikke skal ses som et ”fælles” bud i stil med det, Japan og Sydkorea kom med i 2002, men et bud kommende fra en samlet politisk ”Benelux”-organisation. Hvad det har af betydning, står ikke helt klart, men det skal formentligt ses som et forsøg på at bløde op for, at der i FIFA stadig er en vis tilbageholdenhed med at uddele et fælles værtsskab.

Angiveligt bakker UEFA-præsident Michel Platini op om den hollandsk/belgiske ansøgning, omend han klogt nok officielt ikke har nogle preferancer blandt de europæiske ansøgere.

Holland og Belgien kan trække på erfaringer fra deres fælles-arangement af EM-slutrunden 2000, men Benelux-landenes store minus i forhold til de øverige 2018-ansøgere er manglen på store stadions. Holland og Belgien har dog udtrykt vilje til at udvidde og opdradere, såfremt valget skulle falde på dem, bl.a. er planen at opføre et nyt 80.000 tilskuere stort stadion. Planen er, at Eindhoven skal fungere som ”hovedstad” for VM-slutrunden, og at der skal spilles på syv stadions i Holland og syv stadions i Belgien.

Værts-buddene – VM 2022

Det var ansøger-nationerne til VM-2018, som lige nu tiltrækker sig størst interesse, men da FIFA nu om dage uddeler værtsskaber for to slutrunder ad gangen, så skal det også afgøres, hvor det store show skal løbe af stablen i 2022. Og det bliver uden for Europa.

USA

Det er ingen hemmelighed, at flere FIFA-eksekutiv-medlemmer gerne ser endnu en VM-slutrunde, efter at amerikanerne arrangerede deres første i 1994, henlagt til ”guds eget land”, og årsagen er let at få øje på – penge.

Amerikanerne vil være mere klar til at tage fat om opgaven, end de var i 1994, hvor slutrunden ikke fik helt hverken den forventede interesse, publikums-tilstrømning eller medie-dækning, som man havde håbet på. Det vil ændre sig alt den stund, at USA nu om dage og sikkert endnu mere om et par håndfulde år har fattet interesse for ”soccer”.

Oprindeligt var det amerikanernes plan at ansøge om værtsskabet i 2018, og hvis de ikke fik det, så i 2022, men under et slags konsensus-pres fra flere sider, ikke mindst den nord- og mellemamerikanske (og temmeligt anløbne) CONCACAF-præsident Jack Warner, der også er FIFA-vicepræsident, trak amerikanerne 2018-ansøgningen for at koncentrere sig om et 2022-bud.

I USA’s ansøgning, som havnede på FIFA’s bord i 2009, slås det fast, at amerikanerne allerede nu har 70 stadions, som vil være egnede til at afvilkle VM-kampe, og efter en længere selektions-, og licitations-, proces er USA nu nede på at have identificeret spillestederne, skulle de få værtsskabet. I så fald vil kampene bliver spillet i Los Angeles, New York, Philadelpia, Boston, San Diego, Houston, Dallas, Washington D.C., Seattle, Miami, Tampa, Indianapolis, Phoenix, Denver, Kansas City, Baltimore og Nashville, og det endda med to kamp-stadions i L.A., Dallas, Washington og Seattle.

Opgørene vil unægtelig blive spredt godt rundt, og hold og fans kan i tilfælde af et USA-værtsskab godt forvente at spendere en ikke ringe mængde rejsetid.

Imponerende er det amerikanske bud ikke desto mindre, bl.a. er gennemsnits-kapaciteten på de 21 stadions ikke mindre end 77.000 tilskuere, og intet stadion har plads til færre end 65.000.

USA må vurderes til at være blandt favoritterne til at få værtsskabet i 2022, og for at fremme nationens chancer tog præsident Barack Obama sig i juli sidste år sig endda tid til at holde et møde med Sepp Blatter.

SYDKOREA

Sydkoreas ansøgning er såmænd seriøs nok, men det vil være en overraskelse, hvis nationen får tildelt værts-skabet så relativt tæt på, at de var med-værter i 2002. Det trækker også ned i Sydkoreas ansøgning, at de har relativ få store stadions.

Skulle Sydkorea få VM-2022, er det planen at opføre et nyt 80.000-stort stadion, idet det 70.000-kapacitets store stadion i Incheon, som bliver bygget med henblik på The Asian 2014 Games, dog skal danne et såkaldt centrum for slutrunden. Udover det har Sydkorea kun tre rigtigt store stadions med plads til 60.000 tilskuere.

JAPAN

Lidt samme historie som Sydkorea. Begge nationer føler sig efter eksperimentet i 2002 klar til at løfte værtsskabs-opgaven på egen hånd (well, det gjorde Japan faktisk også i 2002, men under pres fra FIFA blev det til et fælles-arrangement).

Japans plan var oprindeligt at bygge et nyt 100.000-kapacitets stort stadion i Tokyo, såfremt de fik tildelt værtsskabet for De olympiske Lege i 2016, men her blev Japan kun tredje i afstemningen, og det ligner ikke, det det nye store stadion bliver til noget.

Ligesom hos Sydkorea trækker det ned, at Japan var værter i 2002, og det gør manglen på store stadions også.

Ydermere er det tankevækkende, og normalt meget u-japansk, at fodbold-forbundets vice-præsident Junji Ogura, som sidder i FIFA’s eksekutiv-komite, tidligt var fremme at sige, at skulle Japan ikke blive tildelt OL-2016, så ville chancerne for, at de ville få en VM-slutrunde, være betydeligt forringede.

AUSTRALIEN

Ligesom USA var det oprindeligt Australiens mening at ville ansøge om værtsskabet allerede i 2018, men da det stod klart, at konkurrencen fra de europæiske bud nok ville blive for stærk, valgte australierne efter Sepp Blatters anbefaling på FIFA-kongressen i Sydney i 2008 at ændre det til en 2022-ansøgning.

Australien har erfaringen med at organisere store sport-begivenheder, mest iøjnefaldende Olympiaden i Sydney i 2000, men også bl.a. to tidligere FIFA-U/20-verdensmesterskaber er løbet af stablen ”down under”.

Endvidere kan aussierne spille lidt på, at det vil være første gang, en VM-slutrunde nogensinde bliver afholdt i den oceaniske verdensdel, omend den argumentation er falmet lidt efter, at Australien på egen anmodning er kommer ind under den asiatiske confederation i stedet for den oceaniske.

Den australske plan er, at VM-kampene skal spilles på 16 forskellige stadions, og den økonomiske opbakning fra regeringen ér på plads.

QATAR

Det er i mine øjne et meget interessant bud, olie-staten Qatar er kommet med for VM-2022, og Sepp Blatter lader tilsyneladende til at være enig (omend han senere dog har udtalt negative aspekter også), idet han tidligere i år i forbindelse med Qatars bud udtalte, at ”den arabiske verden fortjener at få en VM-slutrunde”.

Blatter udtalte ved samme lejlighed sin respekt for landet: ”Da jeg besøgte Qatar første gang, var der 400.000 mennesker, og nu er der 1,6 mio. Og hvad angår infrastruktur, når man er i stand til at arrangere Asian Games (i 2006), så viser det, at der ikke vil være noget problem.”

Qatar har også opbakning fra den asiatiske fodboldledelses top, hvor confederation-præsidenten Mohamed bin Hammam (som er fra Qatar) sagde: ”For at være helt ærlig, jeg har én stemme, og den falder på Qatar. Hvis Qatar er ude af afstemningen, så vil jeg dog stemme på en anden asiatisk ansøger.”

Qatar har udover Asian Games i 2006 afholdt to FIFA U/20-verdensmesterskaber, det seneste i 1995.

Problemet med Qatar er primært nationens lille størrelse, hvilket Sepp Blatter også har været inde på på det seneste, og det kan betyde, at gulf-statens bud bliver fundet for let.

Det er imidlertid hverken investeringer eller nytænkning, det skorter på i Qatars oplæg.

VM-slutrunden skal spilles i juni/juli, hvor dag-temperaturerne i Qatar typisk er på mere end 40 grader. Det vil dog ikke være noget problem, idet Qatar planlægger at bygge lukkede stadions – med græs – hvor temperaturen kan reguleres. Temperaturen kan i så fald reguleres ned til at være op til 20 grader under, hvad varmen byder på udenfor.

Qatars plan er sat opføre 12 VM-stadions, og efter slutrunden er overstået derefter ”afmontere” de fleste af dem og sende dem vederlagfrit til opførsel i lande med mindre udviklede sports-faciliteter.

Det er ikke nytænkning, ej heller olie-penge, Qatars arrangør-bud mangler, men når det kommer til stykket, er nationen måske lige lovligt lille til, at buddet falder i eksekutiv-medlemmernes smag. Maybe, maybe not... for olie-penge kan jo bruges til mange ting... måske endda til at købe stemmer for...?

I hvert fald er Qatar bookmakernes favorit til at få værtsskabet i 2022.

Korruptionen

Det leder mig hen på et uundgåeligt emne i dennne FIFA-eksekutiv-afstemning, nemlig eksekutiv-medlemmernes moral, eller mangel på samme, hvad angår visse af de 24, nu reduceret til 22, medlemmer af den indre kreds.

Omend FIFA-ledelsen ikke er meget for, at den slags kommer for dagens lys, så har det længe været en slet skjult hemmelighed, at flere eksekutiv-medlemmers stemmer er til salg for højest bydende.

Det var engelske The Sunday Times, som i 2009 først afslørede den seneste korruption i FIFA-toppen. The Times fremlagde beviser – en video-optagelse! – for, at to eksekutiv-medlemmer, tahitianeren Reynald Temarii og nigerianeren Amos Adamu, fortalte journalister ”forklædt” som lobbyister for den amerikanske VM-ansøgning, at deres stemmer kunne købes for penge.

Således fortalte Adamu journalisterne, at han kunne garantere, at hans stemme ville falde på USA, såfremt han blev belønnet med et lille ”fee” på ca. 5 mio. kroner.

Senere hævdede Adamu, at det var hans plan at lade pengene gå til opførsel af stadions i hans hjemland Nigeria...

For en måned siden udtalte Reynald Temarii, som er formand for den oceaniske confederation OFC, at han ”byder en fuld og grundig undersøgelse velkommen, så alle facts kan komme frem i lyset”

Det var vist nok før, han så videoen...

Temarii ville have ca. 14 mio. kroner for sin stemme. De penge, hævdede han senere, skulle være brugt til oprettelsen af et sports-akademi i New Zealand...

Efer at have kendt til sagen i et år besluttede FIFA for nyligt så endelig at suspendere Adamu og Temarii fra værtsskabs-afstemningen. Derudover blev Adamu tilkendt en tre-årrig ”karantæne” samt en bøde på ca. 45.000 kroner. Temarii fik ét års udelukkelse og en bøde på 22.500 kroner.

2 suspenderet – men flere var muligvis til salg

Ifølge journalisterne var ikke kun Adamu og Temarii villige til at modtage bestikkelse, i alt hele seks eksekutiv-medlemmer tilkendegav, at de ville være villige til at sælge deres stemme for den rette pris, blot havde Sunday Times-folkene kun været i stand til at få video-beviser for Adamu og Temarii.

Efter afsløringen havde Claudio Sulser, der er formand for FIFA’s etiske udvalg og præsident Sepp Baltter travlt med at anklage Sunday Times for måden, avisen havde foretaget deres research på... ja, det er klart – set med FIFA-øjne er det selvfølgelig Sunday Times, der er skurken...

I forbindelse med Adamu og Temariis ”karantæner” er fire andre FIFA-medlemmer i diverse komiteer blivet suspenderet grundet bestikkelser. Det drejer sig om Slim Aloulou, Ahongalu Fusimalohi, Amadou Diakite og Ismael Bhamjee...

FIFA’s Dirty Secrets

Slemt er imidlertid blevet til værre for FIFA-toppen, for mandag i denne uge, tre dage før den top-tændte værtsskabs-afstemning, afslørede/proklamerede BBC-programmet ”Panorama – FIFA’s Dirty Secrets”, at bestikkelse og korruption hører til dagens orden i den eksklusive eksekutiv-kreds

Kort før BBC’s planlagte ”FIFA’s Dirty Secrecs”-udsendelse mandag, kom den britiske regering interessant nok med – endelig ikke nogen ”officiel anmodning”, som regeringen gjorde meget ud af at pointere, men blot ”en håbende henvendelse” til BBC, om tv-stationen ikke nok ville lade være med at bringe udsendelsen – i det mindste vente med den, indtil værtsskabs-afstemingen havde fundet sted.

Regeringen argumenterede, at udsendelsen ikke ville bringe nye afsløringer til torvs, men blot gøre eksekutiv-komiteens medlemmer fjendligt indstillet over for Englands bud.

Det var avisen The Daily Telegraph, som bragte nyheden om regeringens ”håbende henvendelse”, som det næppe var meningen skulle være sluppet ud til offentlighedens kendkab, men det er formentligt ikke et helt galt gæt, at en BBC-rapporter ”tilfældigvis” er kommet til at fortælle en Telegraph-kollega om historien... :-)

Den engelske komite bag værtskabet for VM-2018 gik endda så vidt som at kalde BBC-udsendelsen for ”upatriotisk” (en vogn, som ikon David Beckham tilsyneladende er hoppet med på, omend han har udtrykt det i lidt andre vendinger).

 

Hemmelige konti

Engelske medier er ikke de eneste, som er på nakken af FIFA-toppen.

Ifølge det tyske dagblag ”Tages-Anzeiger” har tre unavngivne eksekutiv-medlemmer være på en såkaldt hemmelig liste, hvor de modtog penge fra FIFA’s forlængst konkursramte marketings-partner ISMM/ISL.

Ifølge Tages-Anzieger er de tre at finde blandt de 22 eksekutiv-medlemmer, som i dag torsdag kaster deres stemme.

Det tyske dagblad hævder, at den største modtager af penge fra den hemmelige liste er et nuværende sydamerikansk medlem af eksekutiv-komiteen. Han skulle ved en lejlighed via en bank-konto i Liechtenstein angiveligt have modtaget et beløb svarende til ca. 57 mio. kroner.

Ifølge en afsløring søndag fra den schweiziske avis SonntagsZeitung står flere af FIFA’s eksekutiv-medlemmer på en liste, som sørger for en omfattende, men hemmeligholdt post- og bank-boks aktivitet i Schweiz, hvor adskillige to-cifrede million-beløb flyder til eksekutiv-medlemmernes personlige boks/konto. Ifølge avisen er også et højst-estimeret medlem af IOC (Den internationale olympiske Komite) på denne liste.

Jack Warner tager prisen

Nogle gange synes det næsten for latterligt, hvad visse af eksekutiv-komiteens medlemmer foretager sig. CONCACAF-præsidenten Jack Warner fra Trinidad/Tobago tager vel prisen.

Jack Warner præsterede bl.a. at stå bag ulovligt videresalg af billetter til VM-slutrunden 2006 i Tyskland, hvor han ved den lejlighed skummede mere end 6 mio. kroner i profit (beløbet anslået af revisions-firmaet Ernst & Young).

I det hele taget er Warner, som ved flere lejligheder har bedt om at få skrevet checks til Trinidad/Tobagos forbold-forbund ud til ham personligt, lidet tillidsvækkende.

I forbindelse med Trinidad/Tobagos kvalifikation og deltagelse ved VM-slutunden i 2006 var der lavet en bonus-aftale mellem fodbold-forbundet og landsholds-truppen, hvor profitten fra slutrunde-deltagelsen skulle deles.

Trinidad/Tobagos fortjeneste ved at deltage i slutrunden beløb sig til 110 mio. kroner (et officielt tal), hvorefter Jack Warner personligt prompte fratrak ca. 107,5 mio. i ”udgifter” – tilbage til hver spiller, der havde været med i Tyskland, var så godt 30.000 kroner.

Da spillerne protesterede over dette og i det mindste bad om at få forelagt et regnskab for udgifterne, reagerede Warner med følgende udtalelse: ”Hvad Trinidad lider under, er en situation, hvor 16 eller 18 spillere holder nationen som gidsel pga. grådighed.”

Eksekutiv-komiteens 24 medlemmer

Præsident:

Sepp Blatter (Schweiz)

Første vice-præsident:

Julio Grondona (Argentina)

Vice-præsidenter:

Issa Hayatou (Cameroun)

Chung Moon Joon (Sydkorea)

Jack Warner (Trinidad/Tobago)

Angel Villar Llona (Spanien)

Michael Platini (Frankrig)

Reynald Temarii (Tahiti) – nu suspenderet

Geoff Thompson (England)

Menige medlemmer:

Michel D’Hooghe

Ricardo Teixeira (Brasilien)

Mohamed bin Hammam (Qatar)

Senes Erzik (Tyrkiet)

Chuck Blazer (USA)

Worawi Makudi (Thailand)

Nicolas Leos (Paraguay)

Junji Ogura (Japan)

Amos Adamu (Nigeria) – nu suspenderet

Marios Lefkaritis (Cypern)

Jacques Anouma (Elfenbenskysten)

Franz Beckenbauer (Tyskland)

Rafel Salguero (Guatemala)

Hany Abo Rida (Egypten)

Vitalij Mutko (Rusland)

General-sekretær (uden stemmeret):

Jerome Valcke (Frankrig)