Kanal 5 følger fra april 2009 og de næste tre år frem den danske pokalturnering i fodbold – Ekstra Bladet Cup. Samtidig lancerer Kanal 5 den helt nye programrække "Fra marken til Parken", der følger og hylder serieklubbernes strabadser i turneringen. Kanal 5 er også stolte over at have sikret sig rettighederne til verdens mest berømte og traditionsfyldte pokalturnering – den engelske FA Cup.
Historien er fuld af fantastiske opgør i pokalturneringen, og det er en drøm for alle danske fodboldspillere at løbe ind i Parken Kristi Himmelfartsdag til selve pokalfinalen med fuldt hus og solskin over København. Kanal 5 sender minimum 15 kampe live fra Ekstra Bladet Cup hver sæson. Fra kvartfinalerne sendes hvert eneste opgør live, så der bliver rig lejlighed til at følge FCK, Brøndby, OB og alle de andre danske storklubber direkte på Kanal 5.
"Vi glæder os rigtig meget til at blive leverandør af dansk pokalfodbold til landets mange fodboldfans. Ekstra Bladet Cup er en turnering fuld af tradition og drama, og finalerne i Parken er unik dansk fodboldhistorie, der ofte står printet i erindringen i årevis", siger Sportschef på SBS TV, Jes Holm Andersen.
Traditionen tro er det en turnering, hvor de små hold for alvor udfordrer de store klubber. I år er det Danmarksserieklubben Nordvest FC, der er helt fremme i semifinalen mod FCK efter, at amatørklubben på dens vej blandt andet har elimineret SAS Ligaklubberne SønderjyskE og AC Horsens.
Ekstra Bladet Cup er netop meget mere end de største klubber. Alle landets mange Serieklubber deltager med både store ambitioner og forventninger. I en helt ny programrække "Fra Marken til Parken" følger vi pokalturneringen fra den spæde start i de glade amatørklubber til finalen i Parken. Det bliver en rejse gennem fodbolddanmark - fra livet i serie 4 klubben fra Århus AC S.M.Ø.L.F. til dagligdagen i en topprofessionel klub som FC København. Uanset hvem spillerne er, og hvor de spiller henne, har de alle en fælles drøm – at nå næste runde i Ekstra Bladet Cup. Kanal 5 skildrer klubberne, spillerne og menneskerne bag i en reportageserie, som starter med de første serieholds pokalkampe i april – og slutter med de to finalister året efter i Parken.
Kanal 5's øgede fokus på Ekstra Bladet Cup vækker også begejstring hos DBU og Divisionsforeningen:
"Vi er i divisionsforeningen meget glade for Kanal 5's øgede eksponering af den danske pokalturnering. Det er utroligt vigtigt for os, at der bliver holdt fuldt fokus på pokalturneringen – både i de afsluttende kampe, men bestemt også de første runder, hvor de mindre hold deltager. Netop de mindre klubber, som hvert år overrasker, er særkendet ved en pokalturnering, hvor alle klubber i princippet har chancen for at gå den lange vej til de pompøse finaler i Parken. Den danske pokalturnering er allerede en fest, men vi glæder os meget til samarbejdet med Kanal 5 og til i fællesskab at løfte turneringen op på et endnu højere niveau", udtaler Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.
Sidst men ikke mindst følger Kanal 5 også den engelske FA Cup. FA Cuppen er verdensberømt og uden sammenligning verdens mest berømte og traditionsrige pokalturnering, som har rødder helt tilbage til 1871. Historien er fuld af fantastiske opgør i FA Cuppen, og for enhver engelsk fodboldspiller er drømmen om at vinde en FA Cup finale på Wembley næsten lige så stor, som ønsket om at vinde mesterskabet.
kilde: kanal5.dk
Annonce - Denne side indeholder reklamelinks*. Spillemyndighedens hjælpelinje: stopspillet.dk
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+